Ny single fra Rest In Beats får dig til at glemme den sibiriske kulde

Det velkendte uforudsigelige (dejligt oxymoron) danske klima slår til igen. I denne uge har vi mærket konsekvenserne af en “sibirisk kulde”, der har overfyldt den offentlige transport og gjort en cykeltur til en Facebook-værdig opdatering på linje med et gennemført maraton. Jeg fryser, I fryser, Danmark fryser og det ser ikke ud til at vende lige foreløbig.

Heldigvis har Regnsky lidt brænde til dit humørbål i form af Rest In Beats nye single og specielt musikvideo til “Synge Igen”.

Da den tikkede ind i min mailboks, blev jeg helt høj. Videoen giver mig så meget lyst til at rejse væk fra det hele og bare glemme kulden for en stund. Omend økonomien og a-kassen ikke tillader mig at rejse lige nu, så takker jeg Rest In Beats for at tage mig med på tur til Indien og tilbage til sommerfestivalerne, som jeg savner og ser frem til. Det er en fantastisk lo-fi nærmest hjemmevideo-agtig produktion, som får det hele til at virke så ægte og inkluderende, at jeg føler, jeg har været med, og hvis jeg nogensinde møder Rezwan Farmi, vil jeg havde lyst til at sige “tak for sidst”.

Det falder på et tørt sted, men al opmærksomheden skal ikke tilfalde videoen, fordi den er akkompagneret af en virkelig stærk single, og Rezwans vokal er utrolig dragende og giver mig lyst til at høre (meget) mere. I første omgang vil jeg dog lige dele den med jer i håb om, at I kan få lidt minder fra varmere tider og håbefulde hjerter, der husker jer på, at den sibiriske kulde nok skal slutte en dag, og at dit hjerte kommer til at synge igen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er årets 10 mest læste artikler på Regnsky anno 2017

Regnsky logo

Det er den tid på året, og vi skal igen finde ud af, hvilke artikler I var vildest med at læse på Regnsky i løbet af det forgangne år. Så her kommer en top 10 over de mest læste artikler på Regnsky i 2017:

Nummer 10: Roskilde Festival: Disse nordiske artister skal du høre!
Min Roskilde Festival anno 2017 stod i den grad i de nordiske artister tegn, og det var åbenbart også noget, som I syntes, var interessant at dykke lidt mere ned i. I hvert fald blev min optaktsartikel om, hvilke nordiske artister man særligt burde holde øje med på #rf17 årets tiende mest læste artikel.

Læs artiklen her.

Nummer 9: Rasmus anbefaler: Uhørt Festival!
På niendepladsen finder vi endnu en anbefalingsartikel. Denne gang er det min personlige yndlingsfestival (sammen med Heartland Festival), nemlig UHØRT Festival, der står bag. Her guidede Rasmus blandt andre til Sherpa, Motorique og selvfølgelig Fugleflugten.

Læs artiklen her.

Nummer 8: UHØRT Festival: En insider’s guide
Jeg ville også selv være med på anbefalingsbølgen på UHØRT, og selvom det selvfølgelig ikke er en konkurrence, så er jeg da en lille smule glad for, at min artikel slog Rasmus’ på de allermindste marginaler. Ja, der er i skrivende stund én person mere, der har læst min artikel end Rasmus’. Måske rykker det sig inden nytår? Hvis du vil genopdage nogle af årets UHØRT-navne, kan du i hvert fald med fordel læse begge vores artikler.

Læs artiklen her.

Nummer 7: “Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige”
Som årets syvende mest læste artikel på Regnsky finder vi min absolutte yndlingsartikel fra det snart forgangne år. Rasmus havde fornøjelsen af at møde Troels Abrahamsen fra danske VETO på Heartland Festival 2017, og det kom der et helt fantastisk interview ud af. Rasmus valgte den kritisk-undrende vinkel, og Troels havde heldigvis lyst til at lege med. Hvis du kun vil læse én artikel fra denne liste, bør det være den her!

Læs artiklen her.

Nummer 6: Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø
Det var egentlig i 2016, at vi havde premiere på Rest in Beats eminente nummer “Fugle kan dø“, men artiklen sniger sig alligevel ind på en imponerende sjetteplads for 2017. Det siger lidt om jeres begejstring for den talentfulde duo – og ikke mindst noget om det år, som Rest in Beats har haft med ikke mindst en velfortjent sejr hos Karrierekanonen. Jeg glæder mig helt vildt til at følge de to fremover!

Læs artiklen her.

Nummer 5: Sublim kvalitet blandt programmet på Uhørt!
I er simpelthen bare vilde med UHØRT Festival – og det forstår jeg selvfølgelig godt! Rasmus gjorde status ovenpå festivalen, og det her markerer samtidig hans mest læste artikel i 2017. Genoplev blandt andre kuldegysfremkaldende BROER, frødansende JJ Paulo og verdensstjerne-in-spe Iris Gold.

Læs artiklen her.

Nummer 4: PREMIERE: Eugenia – Byen
Byen” fra Eugenia er formentlig mit danske yndlingsnummer fra det år, der snart er gået. Og skal man tro læsertallene, så er det også jeres. Artiklen blev i hvert fald den mest læste ikke-festival-relaterede artikel i 2017. Stort tillykke til Eugenia, som jeg venter mig store ting fra i 2018.

Læs artiklen her.

Nummer 3: Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…
Den artikel, jeg selv er mest tilfreds med at have skrevet i 2017, er uden tvivl denne. Jeg tager fat i en af mine gamle kæpheste – eller faktisk to kæpheste: Folk, der taler til koncerter, og kunstnernes egen formåen inden for talens kunst. Det er en egentlig en artikel, jeg længe har haft lyst til at skrive, og heldigvis gav Roskilde Festival mig en god anledning til at gøre det. Og så er det jo altid en fornøjelse at citere Peter Sommer

Læs artiklen her.

Nummer 2: Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse
Negativitet sælger. Åbenbart. Okay, det er ikke en kæmpe overraskelse for mig, da der trods alt findes anmeldere derude, der lever af den slags. Men jeg havde godt nok ikke forventet, at min relativt elendige musikalske oplevelse i selskab med Band of Horses på jomfruudgaven af Haven Festival skulle trække så mange læsere til vores søde blog. Når jeg læser min anmeldelse i dag, synes jeg faktisk ikke, at den er såååå negativ igen – så vi ér stadig Danmarks sødeste musikblog!

Læs artiklen her.

Nummer 1: Århusianske overraskelser blev favoritten
Årets mest læste artikel på Regnsky står en gæsteskribent for. Ja, jeg ved sgu ikke, hvem det siger mest om. Jeg tager det bare som et tegn på, at vi er gode til at spotte talenter. Marie Louise spottede selv Athletic Progression på årets SPOT Festival, og det var I tydeligvis vilde med at læse om. Så vilde, at det blev årets ubetinget mest læste artikel på Regnsky.

Læs artiklen her.

Det var årets top 10! Tusind, tusind tak til alle, der har læst med i 2017 – vi håber selvfølgelig, at I også har lyst til at være med i 2018. Vi er i hvert fald klar til at give den hele skrivearmen og vise jer det bedste, musikdanmark har at give jer! Godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø

Rest in Beats Regnsky
Foto: Rasmus Reinholdt

Vi afbryder for en stund julekalenderen for at give jer en premiere på noget så eksotisk som en musikalsk fortolkning af et persisk digt. Bag fortolkningen står den danske duo Rest in Beats, som vi første gang stiftede bekendtskab med i 2015, da frontkvinde Rezwan Farmi og producer Sebastian Rønde Thielke spillede på UHØRT Festival.

Digtet er oprindeligt skrevet af den anerkendte iranske poet og filminstruktør Forough Farrokhzad og er på dansk blevet til “Fugle kan dø”, hvilket også er titlen på singlen. Budskabet i “Fugle kan dø” er egentlig ret simpelt og universelt: Det handler om at tage chancer og leve livet med alt, hvad det indebærer. “En død fugl huskede mig på, at fugle dør / huskede mig på at flyve”, lyder det eksempelvis i omkvædet.

Eller som Rezwan Farmi udtrykker det:
“Hvis der ikke er noget på spil i livet, så lever du ikke dit liv fuldt ud. Hvis du ikke kan falde, så flyver du ikke.”

Den poetiske lyrik pakkes ind i et genrenedbrydende musikalsk univers, hvor elementer fra poppens, hiphoppens og den elektroniske musiks verden fusionerer og skaber en unik lyd, som fastholder min interesse hele vejen igennem og giver mig lyst til at dykke ned i teksten.

“Fugle kan dø” er duoens første udspil fra den kommende EP, “Synge Igen”, som udkommer til foråret. EP’en vil blandt andet indeholde yderligere to fortolkninger af digte fra Farrokhzad, så hvis “Fugle kan dø” er faldet i din smag, så kan du godt glæde dig til EP’en. Det gør jeg i hvert fald.

Den 16. marts har man i øvrigt mulighed for at opleve Rest in Beats live sammen med Guldimund og vores yndlinge i Eugenia, når de alle tre spiller på Ideal Bar i København. Find eventet her.

Nummeret kan hentes her:
Amazon
iTunes
Spotify
Deezer

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gå på opdagelse på UHØRT Festival

Musikåret 2015 har indtil nu været underligt fragmenteret for mit vedkommende, da jeg i størstedelen af årets første otte måneder har befundet mig på den anden side af jorden i New Zealand i Christchurch, som trods stor charme og en unik historie halter noget bagud, når det kommer til musik- og koncertliv. Derfor var jeg heller ikke mange sekunder om at takke “ja tak”, da UHØRT Festival tilbage i juni spurgte, om jeg havde lyst til at være en del af 2015-udgaven af deres lytteudvalg – side om side med musikalske idoler og dygtige kollegaer. Opgaven bestod kort sagt i at vurdere et solidt udpluk af det nordiske (dog primært danske) musikalske vækstlag, og selv som erklæret musiknørd formåede jeg at blive overrasket af fantastiske artister, jeg aldrig havde hørt om tidligere. Og det er netop den oplevelse af opdagelse, som UHØRT vil give de nysgerrige gæster, som finder vej til Refshaleøen fredag og lørdag.

I alt kan man opleve næsten 40 artister på de to dage, så det kan være svært at få et overblik – og det er egentlig heller ikke meningen. For mig er den bedste måde at tage på UHØRT sådan set bare at kaste sig ud i det og gå til så mange koncerter som muligt uden alt for mange forventninger eller forudindtagede holdninger. Men hvis du alligevel godt kan lide at forberede dig lidt, vil jeg komme med tre anbefalinger til de respektive dage, som du bare ikke må gå glip af.

Paper Tigers: Fredag 7/8 klokken 17.30-18.00, Tak Rock Scene
Sammen med blandt andre Kejthåndet, Mund de Carlo og den nyslåede vinder af DRs Karrierekanonen Nick SwayPaper Tigers betragtes som et af årets største og klart mest rutinerede navne på en festival, hvis primære tiltrækningskraft er manglen på hovednavne. Paper Tigers er et band, som er ekstremt nemt at gå til – eller ekstremt nemt at hade – afhængigt af, hvordan man har det med god, gedigen britrock. De ligner briter, de lyder som briter, men de er ganske danske. Jeg havde fornøjelsen af at høre dem live på SPOT for to år siden, og jeg vil anbefale, at du gør mig selskab ved Tak Rock Scenen fredag eftermiddag til en hyggelig og forhåbentlig veloplagt indledning på festivalen.

Paper Tigers – Head Over Heels

Rest In Beats: Fredag 7/8 klokken 18.10-18.40, Hvid Scene
Lige så snart Paper Tigers forlader scenen, vil det være en rigtig god idé at bevæge sig mod Hvid Scene. Her står Rest In Beats nemlig klar bare 10 minutter senere til at sende dig ud på en vidunderlig rumrejse ledsaget af sangerinde Rezwan Farmis omfavnende vokal og en velskrevet lyrik. Rest In Beats var et af de bands, som jeg ikke kendte noget til, inden jeg begyndte arbejdet med at vurdere de mange bands, men i dag står de absolut øverst på min liste over “must-hears” på årets UHØRT. Som navnet lægger op til, er bandets omdrejningspunkt en beat-baseret produktion, som giver plads til Farmis hip-hoppede vokal, hvilket resulterer i et unikt drømmende udtryk. Årets anbefaling!

Rest In Beats – Stadigvæk

Shy shy shy: Fredag 7/8 klokken 20.10-20.40, Tak Rock Scene
Shy shy shy sender mig fra første sekund ud på en tids- og genrerejse, som bringer mig tæt på Depeche Mode i deres storhedstid for snart en halv menneskealder siden, men som også trækker tråde til på en og samme tid den selvdestruktive lyd fra mit elskede Seattle og den ubekymrede lyd fra surfpoppens højborg, Californien. Shy shy shy er et unikum på den danske musikscene, og alene derfor fortjener de en klar anbefaling. At de så derudover fremstår ekstremt stilsikre med et gennemført udtryk, er kun en bonus for det unge band, som jeg sagtens kunne se slå igennem internationalt og om fem år stå som det største navn fra dette års festival. Potentialet på både Do Not Ask og In The Palm of My Hand er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Shy shy shy – Do Not Ask

Faunea: Lørdag 8/8 klokken 16.40-17.10, Sort Scene
Hvis man skulle være ramt af tømmermænd eller andet og har svært ved at komme op om lørdagen, så er det selvfølgelig i orden. Men jeg vil nu alligevel sige, at man skal være til stede 16.40, når dansk-peruvianske Faunea indtager Sort Scene. Fauneas elektroniske lyd er til tider storslået og pompøs, men samtidig inderlig og minimalistisk med tunge synths og en vokal, som i sig selv kan befinde sig både i Peru og Danmark i løbet af bare et enkelt nummer. Jeg forventer, at Fauneas koncert bliver en af de koncerter, hvor man føler sig indhyllet og nærmest krammet af musikken, og hvor lyttesansen ikke er den eneste sans, som kommer i spil.

Faunea – Cope

Kejthåndet: Lørdag 8/8 klokken 18.40-19.10, Tak Rock Scene
Jeg nævnte tidligere Kejthåndet som et af årets formodede hovednavne, og de får da også en anbefaling med herfra. Jeg var aldrig i tvivl om, at de ville blive booket til festivalen, da jeg så deres navn blandt de oprindelige ansøgere, og det fejlede da heller ikke. Med P3-hittet Det Ville Vokse i baghånden er mine forventninger enorme, og de er nok det bedste bud på en dansksproget artist, som på sigt kan gå i fodsporene på Minds of 99 og blive et fast element på landets festivaler og i høretelefonerne på en stor del af den danske befolkning. Med en nærmest Steffen Brandtsk vokal er syng-med-potentialet i orden, og hyggen vil formentlig være i højsædet foran Tak Rock Scenen lørdag aften.

Kejthåndet – Det Ville Vokse

Velvet Volume: Lørdag 8/8 klokken 20.00-20.30, Tak Rock Scene
Fra hygge og fællessang skal vi over i en helt anden boldgade, når de tre søstre i Velvet Volume går på scenen en lille time efter Kejthåndet. Det er trashet, det er råt, og det er helt fantastisk. Som en hardcore udgave af Haim-søstrene leverer Velvet Volume rock på den helt autentiske, naturlige og simple facon, som alle kan forstå. Så hvis du bare har den mindste smule rock i kroppen og eventuelt har et godt øre til deres sjælesøstre i Baby In Vain, fortjener Velvet Volume bestemt en stor stjerne i dit program. Jeg kommer i hvert fald til at rocke med; forhåbentlig med en kold fadøl i hånden, mens årets festival så småt nærmer sig sine sidste timer.

Velvet Volume – There’s Nothing Here

Der er med andre ord noget til enhver smag på årets UHØRT, uanset om du måtte være mest til hiphop, pop, elektronisk musik eller rock i både den bløde britiske og hårde danske ende. Så hvis du ikke ved, hvad du skal bruge din weekend på, er UHØRT bestemt et godt bud som den festival i landet, hvor du får mest musik for pengene. Jeg ved, at jeg skal høre lidt af det hele, og som sagt er disse seks anbefalinger kun som at dyppe tåspidserne i vandkanten – UHØRT er et sted, hvor man går på opdagelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *