Atmosphere erobrede med rutine, hjerte og syfillys-jokes

Foto: Dan Monick

“Oh, i just forgot my jacket”, siger frontmand Slug, da han går ind på scenen igen. “Y’all have to leave, they gotta sweep the floors in here”, fortsætter han. Der er dog ikke rigtig nogen, der er i tvivl om, at Atmosphere er gået på scenen igen for at spille ekstranumre. Især ikke en fan, der står på anden række, og som skynder sig at ønske et nummer. Slug er ikke overbevist. Først prøver han at forklare, at det giver mening, at han spiller det, som han selv har valgt ud. Bagefter siger han, at det kan være, han ikke kan huske teksten til nummeret. Til sidst giver han sig.

“Is that possible?”, spørger han Ant, der er den producerende halvdel af Atmosphere. Uden noget klart svar, går han i gang a capella, og leverer et helt vers tilsyneladende fejlfrit. “Of course i know the lyrics.”, når han lige at sige, inden Ant blæser musikken ud af højtalerne, lyset intensiveres og Slug napper resten af nummeret, i hvad der må siges at være aftenens mest overbevisende øjeblik under lørdagens koncert.

Et par stærke tracks mere, hvor Dem Atlas og The Lioness, der også var aftenens support sammen med DJ Keezy, hjælper til på scenen, og aftenens koncert, slutter lige så stærkt, som den startede.

Allerede i løbet af aftenens andet nummer kan man mærke det. Den der energi, der kommer fra scenen, som sender energi tilbage igen. Man ved, det bliver en god aften. En god aften i selskab, med en hiphop-gruppe, der leverer tekster med indhold og nogle gange i en opfindsom og historiefortællende stil. En gruppe der leverer klassiske beats og skarpe rim og som efterhånden har ni albums på bagen. Debutalbummet er fra 1997, og nogle af de mest ikonsiske som ‘GodLovesUgly’ og ‘When Life Gives You Lemon, You Paint That Shit Gold’ er fra 2002 og 2008. Derfor er det også en gruppe, med rutine, der står på scenen, og det kan man mærke. Lige så vel, som Slug bemærker, at publikum ikke er helt ungt længere. “I see a lot of fucking old people in here.”, siger han og fortsætter: “I’m surprised there was enough daycare to acommadate y’all.”

Den jokende stil fortsætter hele aftenen. Selvom han er på, når musikken kører, og spytter det ene komplicerede vers efter det andet, så er han helt jordnær, når han snakker i mellem. Selv en joke om syfillis er der plads til. Jeg forstod den aldrig helt selv, da jeg havde travlt med at prøve at forstå, om han rent faktisk sagde ordet syfillis. Men det gjorde han, for kort efter spørger han publikum ved håndsoprækning, hvor mange der har haft syfillis, inden han indrømmer, at han selv har haft sygdommen to gange, men at han rigtig godt kunne lide de øjeblikke, hvor han fik blev smittet med sygdommen. Og så starter han ellers på et nyt, tight, oldschool nummer. Den rytme kører egentlig gennem hele koncerten, og det virker. Selv da koncerten er slut, vil publikum have mere, og der blev der også plads til både dance- og freestyle battles foran Koncerthusets døre, på trods af, at store dele af publikum har nogle år på bagen og små dele af publikum åbenbart har haft syfillis.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Perfume Genius perfektionerede perfektion i Koncerthuset

Perfume Genius Koncerthuset Studie 2

Den korte anmeldelse: I know my queen. Perfume Genius gjorde det sgu igen her til aften i DR Koncerthuset. Han leverede et vaskeægte mesterværk af en koncert foran et tilpas fuldt Studie 2, ledsaget af en særligt indkaldt strygerkvartet.

Det føles lidt som et deja vu at skrive denne anmeldelse, for det er ikke mere end tre måneder siden, at jeg sidst var ved at falde om af begejstring efter Mike Hadreas’ koncert på en regnfuld Haven Festival. For dig som læser vil det også snart komme til at føles som et deja vu, for her på Regnsky er vi åbenbart virkelig glade for Perfume Genius. Så glade, at Rasmus og jeg helt uafhængigt af hinanden har spurgt om lov til at komme ind og anmelde koncerten. Men hey, så kan vi jo se, om vores oplevelse af koncerten matcher hinanden…

Min oplevelse starter og slutter med aftenen sidste nummer, “Queen”. Det var som om, at hele koncerten for mig byggede op til det moment. Til kronen på værket – eller tiaraen om man vil. Det er ubetinget mit yndlingsnummer fra den karismatiske sanger, og det rummer alt det, der gør Perfume Genius til et spektakulært godt live act. Det er kraftfuldt, det er meningsfuldt uden nogensinde at miste den sårbarhed, som trækker Mike Hadreas helt ned på gulvet og gør, at ens største ønske bliver at omfavne denne androgyne mandsling.

Koncerten var langt hen ad vejen bygget op som et makrokosmos af hittet. Forestil dig, at du tager en virkelig dyb vejrtrækning og holder vejret. Og puster ud. Dén følelse var gennemtrængende hele vejen igennem. De stille numre fungerede som vejrtrækningen, inden numre som “Grid”, “Slip Away” og “Fool” fungerede som den tilfredsstillende, nærmest desperate udånding.

For et par dage siden læste jeg en anmeldelse i Politiken. Det var en fireårig knægt, som havde anmeldt en ny is. En ny Magnum. Han kaldte den for den bedste is, han nogensinde havde fået, og så brugte han udtrykket: “Den smagte diamantisk!”

Jeg kan umuligt finde på en bedre beskrivelse af Perfume Genius’ koncert end dette, så jeg vil tillade mig at citere en tydeligvis sprogligt veludviklet dreng og sige: Hold nu kæft, hvor var Perfume Genius diamantisk her til aften!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Nikolaj Nørlund i DRs Koncertsal: Etableringen af et musikalsk forhold

Balancen mellem at være en autoritet og at være autoritær er hårfin. Nikolaj Nørlund er om nogen en autoritet indenfor dansk, alternativ musik, både i kraft af sin position som producer og som ejer af pladeselskabet Auditorium, der står bag nogle af de fineste, dansksprogede udgivelser de senere år: Ulige Numre, Niels Skousen og Mellemblond nævnes i flæng. Og så er der selvfølgelig den helt afgørende årsag til, at tre timer i Koncertsalens magelige sæder ikke er pacificerende på denne torsdag aften: Nørlunds eget virke som musiker, sanger, komponist og ikke mindst lyriker. Ethvert Nikolaj Nørlund-nummer har en identifikationsfremmende fortælling, som oftest er bundet op omkring en du/jeg-relation. I Koncertsalen oplever vi, hvordan musik sunget på ens eget modersmål har hemmelig genvej til hjertet. Ikke mindst fordi instrumentation og tekst hos Nørlund altid indgår i en tæt på overvældende symbiose. Bare lyt til et af den første del af koncertens stærkeste numre, det live såvel som på plade eminente “Ridset i Panden”: til lejligheden fuldt orkestreret med Cæcilie Triers cello sjældent markant og Jeppe Brix guitar som finessernes udtrykssted. Instrumentrigdommen indbefattede blandt andre også Christian Hjelm på kor og guitar samt Daniel Bonde på trompet og Morten Jessen på trombone, og med en velsammensat setliste – første set med de mere neddæmpede ting, andet med det lidt mere rockede og ekstranumrene med begge dele – fastholdt bandet mig i at lytte efter instrumenternes sammenhæng i de enkelte numre som en selvfølgelighed i stedet for som et studie i “hvordan lyder en cello”-stilen.

Nikolaj Nørlund – Ridset i Panden

Mit forhold til Nørlund var indtil denne koncert begrænset til forårets formidable Alt Sammen, Lige Nu. Jeg formoder derfor, at min oplevelse af koncerten adskilte sig rimelig meget fra resten af koncertgængernes, som sandsynligvis har været der lige så meget for at fejre diskografien som Nørlund lige nu. Jeg havde ingen forventninger til, hvordan koncertens 19 ældre numre ville blive spillet. Det er en unik oplevelse at etablere sit forhold til musik live – især, hvis indgangsvinklen er så ukritisk som min var her. I kraft af Nørlunds autoritet tilsluttede jeg mig før koncerten konsensus på et svagt grundlag, og sagde: Alt Nørlund laver er godt. Med den kritiske sans lagt på hylden indtog jeg derfor en portion dansk sangskat med ét enkelt krav: Det skulle give mig en trang til at høre mere.

Nikolaj Nørlund – Ringvejen

“Tanken om at skulle møde dig her slår mig ud” var Nikolaj Nørlunds første strofer til den 1000 mennesker store samling af hovedsageligt hengivne følger med vedhæng, og sådan blev benovelsen over at spille for en så stor sal korslagte arme vendt til noget konstruktivt – nummeret “Slet Ikke Dig” var forbilledligt som åbning, bare den nævnte strofe gjorde teksternes ‘du’ til aftenens publikum, og etablerede dermed en intimitet. Nørlund spillede for os om os.

Nikolaj Nørlund – Slet Ikke Dig

Siden torsdag nat har mit behov for at høre numre som “Indre By”, “Pariah” og “Kongens Have” været aldeles overvældende. For live ætsede numrenes følelse sig ind, talte til mig på et flydende, intuitivt forståeligt sprog, som det må ligge i enhver dansk indie-elskers blod at værdsætte. Det har sjældent været så let at gå ind i musiks følelse, som det var i Koncertsalen, og så svært at forlade den igen, som efter en helaftensforestilling med Nikolaj Nørlund og band. Jeg ser gerne musikken som en autoritet.

Nikolaj Nørlund – Indre By (Monogram Session)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.