Elektroniske opdateringer: August og september (i abstraktionens tegn)

I denne måned har listen over elektroniske opdateringer et tematisk islæt. Jeg har samlet en håndfuld af den sidste tids vigtigste udgivelser og kunne ikke lade være med undervejs at spekulere over, hvordan de alle benytter sig af forskellige abstraktionsstrategier. Det kan umiddelbart lyde meget, ja, abstrakt, men det handler i virkeligheden om helt specifikke produktionsmetoder, hvor musikken spiller vores sanselighed og lyttestrategier ud mod hinanden, så de isoleres og står frem som æstetisk selvstændige figurer uden klare referencer til forventning, narrativer eller betydning. Som altid er I meget velkommen til at supplere listen med andre essentielle udgivelser fra den seneste tid – abstrakte eller ej!
Læs tidligere lister: Maj/Juni/juli, februar/marts, januar, december.

Beau Wanzer – Outside Auto
Beau Wanzer · 1. september · L.I.E.S.

Beau Wanzer er et forholdsvist nyt navn på den elektroniske scene i New York, hvor pladeselskabet LIES har sat sit præg på den amerikanske version af det, musikvidenskabsmanden Adam Harper for nylig døbte ”messy techno”, og som han karakteriserer som en ny og abstrakt form for techno. Wanzer er tanden mere dansevenlig end Harpers kerneeksempler som Ital og Actress, men der er stadig snerten af det rodede udtryk med den forvirrende start og den skrattede, rå lyd, hvis lag er tæt på uigennemsigtighed. Så selvom tracket har et stærkt beat, er der alligevel et klart fokus på selve teksturen og sanseligheden i lydene. Harper beskriver et sådan fokus på lydenes overflade som abstrakt, dvs. modsat fortællende linjer i musikken. Udover ”Outside Auto” er 12”erens B-sidetrack også spændende og spilles efter sigende i disse dage flittigt af engelske DJs som Pearson Sound.

Beau Wanzer – Balls of Steal

Tessela – Gateway
Nancy’s Pantry · 7. oktober · R&S Records

Abstraktion er også kernen i Tesselas seneste udspil, der er pænt mind blowing. Tæt som en urskov falder hi-hattens slag, mens noget der ligner lyden af en propel stormer frem. Midt i tætheden lander et lille minut inde en mindst lige så tæt akkord, inden en flot bas fælder dom over nummerets bund. Vi har her en strategi, hvor en lydlig tæthed efterstræber en næsten fysisk effekt på øret. Pludselig klinger tonerne af et ægte rave-vokal-sample, der desperat prøver at bryde abstraktionen – forgæves. Hør også det eksperimenterende titelnummer ”Nancy’s Pantry”, der med sine opskårne rytmer vækker minder om Mark Fell.

Tessela – Nancy’s Pantry

Mark Fell – Sections 1-7
n-Dimensional Analysis · 26. august · Liberation Technologies

Når man snakker om solen! Mark Fell har netop udgivet sine seneste analyser, ”Sections 1-7” og ”Sections 8-14”. Som sædvanlig drejer det sig om abstrakte afprøvninger af computermusikkens funktionaliteter. Mens Adam Harper beskriver den såkaldte ”messy techno” som abstrakt på baggrund af dens fokus på rå tekstur og sanselighed frem for narrativer og kendte betydningsskabende, musikalske figurer (som housebeatet, rave-vokalen og lignende), så skaber Mark Fell abstraktion via en slags matematisk kompositionsform, der i sin renhed står i skarp kontrast til ”messy techno”. I stedet for at finde sanseligheden i rå overflader, søger Fell sanselighed i præcision og de små variationers forandringer. ”Sections 1-7” lyder næsten som sansedata, der deles op, spredes ud og registreres som informationssekvenser.

Mark Fell – Sections 8-14

Mordant Music – Nothing In Here Of Any Value
Nothing In Here Of Any Value · 22. juli · Mordant Music

Modant Music er meget mere konkret end Mark Fell og Tessela. På hans seneste ”Nothing In Here Of Any Value” er der klare referencer til filmiske stemningsmarkører: Rumklangen, stemmerne, den truende, uhyggesskabende bas. Tracket starter med at sætte en stemning og noget der ligner begyndelsen på en fortælling. Men som tiden skrider frem bliver musikken mere og mere beatfokuseret, hvilket skaber en slags indre distance i nummeret: Man føler rytmerne henvender sig til karakterer i musikkens fortælling, frem for til én selv. Denne komplicerede, musikalske strategi når af omveje en sær abstraktion, idet både fortælling og beat hiver hinanden ind i modsatrettede kontekster.

Alex Smoke – Dust (Tessela Remix)
Dust · 2. september · R&S Records

Her bliver jeg nødt til at nævne endnu en nylig udgivelse fra R&S, nemlig Alex Smokes Dust. Tesselas remix af titelnummeret er helt fænomenal og viser i sammenligning med originalen meget godt, hvad der vindes og tabes ved en abstraktionsstrategi. I originalen er figurerne konsekvente og gentages i en opbyggelig udvikling. I Tesselas remix brydes de op og står som mere selvstændige, isolerede, og i den forstand abstrakte figurer.

Alex Smoke – Dust

Oneohtrix Point Never – Zebra
R Plus Seven · 30. september · Warp
https://soundcloud.com/warp-records/oneohtrix-point-never-zebra

Abstraktionsstrategier, der virker ved at bringe musikalske figurer ind i fremmede kontekster, er en kernekompetence hos Oneohtrix Point Never. På hans sidste album tog han lydbidder fra 80er-reklamer og satte dem sammen til vidunderlige collager. Sidste år skrev jeg et indlæg om, hvordan han dermed tematiserer hukommelsens funktionsmåder. På hans nye plade, der kommer den 30. september, gør han det igen, men med nye former for rekontekstualisering. Her er det især måden, hvorpå vi husker og skaber forventning til melodier, der bringes i spil, dvs. hvordan vi regner med musikalske udviklinger. På ”Zebra” gøres det ved alt lige fra opbygningernes uventede drejninger, f.eks. bruddet cirka et minut inde, hvor en simpel treklang i et klaver forsimpler og klarlægger den hektiske synth. Eller cirka to minutter inde, da en saxofon pludselig giver et hint af kitsch, der udforskes nærmere i nummerets vidunderligt melodiøse afslutning små fem minutter inde efter en længere atmosfærisk opløsning.

Bookworms – Materials
Malfunction · 19. august · LIES

Selvom en del nyere abstraktionsstrategier i elektronisk musik bygger på afbrydelse og opbrydning af musikken, så forbliver den mest klassiske abstraktionsform i elektronisk musik selvfølgelig repetition. Et fint eksempel kan høres på endnu en ny udgivelse fra New Yoker selskabet LIES, hvor Bookworms i al ro og mag vender og drejer de simpleste elementer, hverken søgende efter danseglade opbygninger eller overrasker, men alene på jagt efter musikkens grundformer.

Visionist – Pain
I’m Fine EP · 3. september · Lit City Trax

Visionist synes at fylde mere og mere i det elektroniske synsfelt inden for afstikkere af genren grime. Visionist er meget melodisk orienteret og viser på sine små bidder af tracks, hvordan basmusikken kan få en fantastisk poetisk klangbillede (grime-haiku?), når beatet står i baggrunden. Tracket ”Pain” har en næsten koral skønhed og ender overraskende, men perfekt, i et sample af Destiny’s Childs ”Emotions”.

Destiny’s Child – Emotions

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Warrior Queen vs. R’N’B

Noget af det, jeg savner ved dengang, man konstant faldt over ny god dubstep, er lyden af Warrior Queen a.k.a. Annette Henrys formidable vokal. Hun var kendt for sit rå udtryk, som hun hentede fra reggae og dance hall traditioner og blev brugt på mange prominente dubstep-udgivelser fra bl.a. Skream, Kode9, The Bug og Vex’d. Hun var desuden en af de få kvindelige figurer i dubstep-kulturen, som brændte igennem. I dag er interessen for den dubbede, grove og swingende rap trådt i baggrunden til fordel for en udbredt fascination af r’n’b blandt de såkaldte post-dubsteppere. Det er en sjov og kontrastfuld udvikling. Hvad siger den om musikkens interesser og fokus mere generelt?

På den ene side er der den ældre dubstep, hvor Warrior Queens fraseringer glider fra den ene falske tone til den anden.

Sarantis feat. Warrior Queen (Starkey Remix) – More Than Money

På den anden side finder vi post-dubsteppens sampling af r’n’b, hvor falske toner er absolut tabu. Det en sangstil baseret på perfektionering af intonation og størst mulig transparens i fraseringerne. Samtidig auto-tuner post-dubsteppere uden lige og forvasker deres samples til en nærmest fremmedgørende renhed.

Blawan – Getting Me Down (sampling af Brandy – I Wanna Be Down)

Jeg tror at kontrasten mellem den grove og beskidte Warrior Queen og den til afsyring rensede r’n’b-sampling siger noget om hvilke ideer, der interesserede folk dengang og nu.

Skream feat. Warrior Queen – Check It

Hvis man lytter til et gammelt Skream nummer som “Check It”, hvor Warrior Queen plaprer selvsikkert derudad, er konceptet grundlæggende, at en rå eller usleben kombination løftes igennem tracket af en subtil elegance, ultimativt opsummeret i dub-slaget. Er det helt forkert at sige, at meget af den ældre dubstep handler om at lade en hård grundvold gå som en fuld linedanser på en elegant tråd? Med post-dubsteppen skifter interessen fra koblingen mellem det grove og elegante hen mod mere rene linier og deres interaktion. Her f.eks. James Blakes sampling af Aaliyah“I’ll Stay”, hvor samplet først udfolder sig rigtigt lidt over to minutter henne, og hvor formålet er at sætte hvert eneste skridt på linen under lup, snarere end at nyde synet af kurrer på tråden.

James Blake – I’ll Stay (Sampling af Aaliyah – Try Again)

Hver enkel tone og dens status isoleres og undersøges grundigt. Blake er ikke ude på at fortælle en historie, men vil hellere afsløre historiens forudsætninger. En pointe der i øvrigt er ironisk understreget af titlen “I’ll Stay”, der er et humoristisk svar på den konflikt, som udspiller sig i Aaliyahs “Try Again” (der begynder med ordene: ‘It’s been a long time, we shouldn’t have left you, without a dope beat to step to’).

Måden at bruge vokal på giver helt klart et indblik i, hvilke udtryk, der har popularitet. Grundigheden og finessen i Blakes vokalbehandling taler til et sted i dit sind, hvor problemer er noget, man binder sin identitet op på. På det næste nummer forsøger Warrior Queen og The Bug på det modsatte, nemlig at ryste problemerne ud af kroppen. Her skal bassen ikke overvælde dig som sjælens dyb, men derimod opmuntre dig til at skide på din sjæl. Det er det, man kalder bad-ass.

The Bug feat. Warrior Queen – Poison Dart

Det handler ikke om at glemme sine problemer, men om at se musikken som et våben imod dem snarere end et udtryk for dem. En ultimativ kontrast til den idé er næste track, hvor problemerne i dén grad skal tages med et gran salt. James Blake har under navnet Harmonimix undelagt Destiny’s Child’s “Bills Bills Bills” en helt vidunderlig og humoristisk modernisering, der både svælger skamløst i fraseringerne og afbryder dem nådesløst. Det værste problem, man her kan forestille sig, er en kæreste der nasser, og Blake grejer denne luksusproblematik ganske ironisk ved at understrege luksuriøsiteten med en velsmurt, overskudsagtig gennemarbejdning.

Harmonimix (James Blake) – Bills Bills Bills

Synes I det er en god metode til musikforståelse at beskrive, hvordan musikalske udtryk ændrer deres omgang med de problemer, musikken behandler? Kan I bedre lide Warrior Queens grovfil eller den (af)syrede r’n’b?

Lad os til sidst høre et track af Vex’d, hvor det for alvor ramler. Alt triller som store metalliske skrotmonstre ned ad en bakke, mens Warrior Queen danser suverænt hen over herligheden og topper i en frase, som hun afslutter med en herligt krukket levering af ordet ‘melancholi’. Måske er Warrior Queen slet ikke så bad-ass endda?

Vex’d feat. Warrior Queen – Take Time Out

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.