Warrior Queen vs. R’N’B

Noget af det, jeg savner ved dengang, man konstant faldt over ny god dubstep, er lyden af Warrior Queen a.k.a. Annette Henrys formidable vokal. Hun var kendt for sit rå udtryk, som hun hentede fra reggae og dance hall traditioner og blev brugt på mange prominente dubstep-udgivelser fra bl.a. Skream, Kode9, The Bug og Vex’d. Hun var desuden en af de få kvindelige figurer i dubstep-kulturen, som brændte igennem. I dag er interessen for den dubbede, grove og swingende rap trådt i baggrunden til fordel for en udbredt fascination af r’n’b blandt de såkaldte post-dubsteppere. Det er en sjov og kontrastfuld udvikling. Hvad siger den om musikkens interesser og fokus mere generelt?

På den ene side er der den ældre dubstep, hvor Warrior Queens fraseringer glider fra den ene falske tone til den anden.

Sarantis feat. Warrior Queen (Starkey Remix) – More Than Money

På den anden side finder vi post-dubsteppens sampling af r’n’b, hvor falske toner er absolut tabu. Det en sangstil baseret på perfektionering af intonation og størst mulig transparens i fraseringerne. Samtidig auto-tuner post-dubsteppere uden lige og forvasker deres samples til en nærmest fremmedgørende renhed.

Blawan – Getting Me Down (sampling af Brandy – I Wanna Be Down)

Jeg tror at kontrasten mellem den grove og beskidte Warrior Queen og den til afsyring rensede r’n’b-sampling siger noget om hvilke ideer, der interesserede folk dengang og nu.

Skream feat. Warrior Queen – Check It

Hvis man lytter til et gammelt Skream nummer som “Check It”, hvor Warrior Queen plaprer selvsikkert derudad, er konceptet grundlæggende, at en rå eller usleben kombination løftes igennem tracket af en subtil elegance, ultimativt opsummeret i dub-slaget. Er det helt forkert at sige, at meget af den ældre dubstep handler om at lade en hård grundvold gå som en fuld linedanser på en elegant tråd? Med post-dubsteppen skifter interessen fra koblingen mellem det grove og elegante hen mod mere rene linier og deres interaktion. Her f.eks. James Blakes sampling af Aaliyah“I’ll Stay”, hvor samplet først udfolder sig rigtigt lidt over to minutter henne, og hvor formålet er at sætte hvert eneste skridt på linen under lup, snarere end at nyde synet af kurrer på tråden.

James Blake – I’ll Stay (Sampling af Aaliyah – Try Again)

Hver enkel tone og dens status isoleres og undersøges grundigt. Blake er ikke ude på at fortælle en historie, men vil hellere afsløre historiens forudsætninger. En pointe der i øvrigt er ironisk understreget af titlen “I’ll Stay”, der er et humoristisk svar på den konflikt, som udspiller sig i Aaliyahs “Try Again” (der begynder med ordene: ‘It’s been a long time, we shouldn’t have left you, without a dope beat to step to’).

Måden at bruge vokal på giver helt klart et indblik i, hvilke udtryk, der har popularitet. Grundigheden og finessen i Blakes vokalbehandling taler til et sted i dit sind, hvor problemer er noget, man binder sin identitet op på. På det næste nummer forsøger Warrior Queen og The Bug på det modsatte, nemlig at ryste problemerne ud af kroppen. Her skal bassen ikke overvælde dig som sjælens dyb, men derimod opmuntre dig til at skide på din sjæl. Det er det, man kalder bad-ass.

The Bug feat. Warrior Queen – Poison Dart

Det handler ikke om at glemme sine problemer, men om at se musikken som et våben imod dem snarere end et udtryk for dem. En ultimativ kontrast til den idé er næste track, hvor problemerne i dén grad skal tages med et gran salt. James Blake har under navnet Harmonimix undelagt Destiny’s Child’s “Bills Bills Bills” en helt vidunderlig og humoristisk modernisering, der både svælger skamløst i fraseringerne og afbryder dem nådesløst. Det værste problem, man her kan forestille sig, er en kæreste der nasser, og Blake grejer denne luksusproblematik ganske ironisk ved at understrege luksuriøsiteten med en velsmurt, overskudsagtig gennemarbejdning.

Harmonimix (James Blake) – Bills Bills Bills

Synes I det er en god metode til musikforståelse at beskrive, hvordan musikalske udtryk ændrer deres omgang med de problemer, musikken behandler? Kan I bedre lide Warrior Queens grovfil eller den (af)syrede r’n’b?

Lad os til sidst høre et track af Vex’d, hvor det for alvor ramler. Alt triller som store metalliske skrotmonstre ned ad en bakke, mens Warrior Queen danser suverænt hen over herligheden og topper i en frase, som hun afslutter med en herligt krukket levering af ordet ‘melancholi’. Måske er Warrior Queen slet ikke så bad-ass endda?

Vex’d feat. Warrior Queen – Take Time Out

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Minimalistix

Skream

Jeg vil aldrig blive den ultimative dubsteplytter. Et elektronisk musikstykke skal efter min vurdering yderst sjældent bevæge sig over 130 beats i minuttet, ligesom jeg heller ikke digger det beskidte ydre, som normalt kendetegner dubstepgenren. Men sådan er det jo så normalt, at vi hver især binder os til og foretrækker en genre, fremfor en anden. Genrekærlighed afspejles vel i den individuelle persons natur, ikke?

Er dog ved at bløde lidt op, på nogle punkter. I lørdags kunne jeg åbenbart se fornuften i at tage alene ind på Dunkel, hvor aftenen stod i dupsteppens tegn, hvor jeg forklarede min egenhændige tilstedeværelse med at jeg “ville høre noget god musik”. Synes samtidigt, at jeg begynder at forstå, hvordan dubsteppen også symboliserer frigørelse, en meget skøn ting i disse tider med politistat og underminering af demokratiet.

Nu har jeg så kastet min kærlighed over det seneste nummer fra dupsteppens ukronede konge, engelske Oliver Jones alias Skream. Nummeret, som er at finde på et samarbejde mellem ham og landsmændene Instra:mental, hedder Minimalistix, og er paradoksalt nok et nyt ansigt på dupstepscenen, med et sjældent set minimalt udtryk. Den klejne udvikling i det fem minutter lange stykke virker efter første gennemspilning kedelig, men formår at paralysere mig og binde mig på en måde, jeg sjældent har oplevet, når det kommer til musik. Skønt og rent, men med en dejligt rungende bund.

SkreamMinimalistix
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/Skream-Minimalistix.mp3]