Waves Vienna: Årets bedste koncertoplevelse og fem skjulte skatte fra den europæiske musikscene

Surma, Waves Vienna
Fotograf: Hugo Domingues

I festivalweekenden – det vil sige torsdag-lørdag – var jeg af sted på Waves Vienna; en festival med cirka 15.000 besøgende som alt for få herhjemme formentlig er bevidste om eksistensen af. Festivalen kan bedst beskrives som den østrigske pendant til aarhusianske SPOT Festival, norske By:larm eller hollandske Eurosonic. Det er med andre ord en festival for vækstlaget; dog med den væsentlige forskel fra fx SPOT Festival, at Waves Vienna i høj grad også sætter fokus på andre lande end hjemlandet.

I år havde Waves Vienna to fokuslande: Portugal og Slovakiet. Det bar konferenceprogrammet præg af, mens også musikprogrammet i høj grad blev tegnet af artister fra de to lande med nogle enkelte markante afstikkere til de øvrige europæiske lande – dem kommer jeg tilbage til.

Waves Vienna finder hovedsageligt sted i en bygning med det noget funky navn ‘Das WUK’, som er en forkortelse for ‘Werkstätten- und Kulturhaus’ – eller på nydansk: ‘Workshop- og kulturhus’. Das WUK er uden tvivl et af de mest fantastiske ‘venues’, jeg nogensinde har befundet mig i. Forestil dig en blanding mellem en gammel østtysk fabriksbygning og en klassisk 70’er skolebygning – en af scenerne hed sågar ‘Aula’ (hvilket er nok til at gøre mig helt sentimental), mens min yndlingsscene lød navnet ‘Projektraum’ – ‘Projektrum’.

Men nok om de fysiske rammer. De kan være nok så fede, men hvis ikke indholdet matcher indpakningen, kan det hele være ligemeget. Indholdet var heldigvis ganske forrygende, og jeg blev gang på gang overrasket over, hvor mange skjulte skatte, der ligger gemt i lande, som for mig er fuldstændig uudforsket territorium. Lande som Østrig, Slovakiet, Portugal, Tjekkiet, Ungarn og Kroatien – tilsat et par artister fra mere velkendte musiklande som England og Norge og så et enkelt amerikansk band, der fremstod som lidt af en kuriøsitet på denne meget europæiske festival.

Årets bedste koncertoplevelse
Min ubestridt bedste koncertoplevelse kom fredag aften, hvor portugisiske Surma gav koncert i den føromtalte Aula. Det skulle hurtigt vise sig, at Aula var den scene, hvor man festivalen igennem kunne finde de mest intense, alternative koncertoplevelser, og der var Surma ingen undtagelse. Jeg havde på forhånd enorme forventninger til den lille, androgyne 23-årige kvinde, som de fleste med kendskab til festivalens program havde udråbt som ‘Portugals Björk’. Min sunde danske skepsis havde fået mig til at tvivle en del på den påstand, da jeg hørte den første gang, men hver eneste gang, jeg spurgte en af portugiserne om, hvad jeg skulle høre, var svaret altid det samme: Surma. Så der stod jeg så; i den alt for varme aula, klar til koncert med noget så modsætningsfyldt som en portugisisk udgave af den islandske legende – med en solid mængde tilsatte Sigur Ros-vibes skulle det vise sig. Og hold nu op, hvor var jeg blæst væk fra absolut første sekund!

Surmas tilstedeværelse på scenen var af en anden verden. Musikaliteten nærmest strømmede ud af hende, mens hun med hele kroppen som instrument skabte en koncertoplevelse, der kun kan beskrives som perfekt. Musikken er lag-på-lag atmosfærisk elektronisk musik, hvor kvinden med det borgerlige navn Débora Umbelino snarere end at skrive sange skaber et rum af vellyd, der lige så meget er en stemning og en følelse.

Jeg oplever ofte til ambiente elektroniske koncerter, at de kan opleves udynamiske og monotone, men det var aldrig tilfældet i selskab med Surma. Overraskelserne stod i kø, og Surma charmerede hver og en blandt publikum med sine små gavtyve-smil, hver eneste gang hun trykkede på en ny knap. Som et barn, der havde gjort noget lidt frækt og udmærket var klar over det. At hun så også fik sneget et helt eminent cover af Agnes Obels “Just So” ind undervejs, løftede blot koncerten yderligere – og gjorde mig lidt danskerstolt. Og nej, nedenstående optagelse fra for et par uger siden yder på ingen måde oplevelsen retfærdighed, men altså…

Surma er ubetinget en artist, alle bør hæfte sig ved. Det beviste hun så sent som i Austin under SxSW tidligere på året, hvor NPR udvalgte hende som en af årets største opdagelser. Det kan jeg kun erklære mig enig i.

Fem skjulte skatte fra Waves Vienna
Surma var heldigvis langt fra den eneste, der imponerede i løbet af de tre koncertdage i solrige Wien, så her kommer fem andre kontinentaleuropæiske skatte, du bør kende:

1) Den slovakiske kvartet Papyllon var det første band, jeg havde fornøjelsen af at opleve på Waves Vienna. De sørgede i den grad for en fornem start på festivalen ved den intim koncert, jeg var så heldig at bevæge mig hen til. Koncerten var en del af en slovakisk reception, som foruden musik bød på shots i store mængder og ustyrligt meget kage – med andre ord fik jeg et godt førstehåndsindtryk af landet. Papyllon selv laver på mange måder klassisk rockmusik, men de har en uudgrundelig inderlighed, der løfter deres musik op over det banale, og gør deres musikalske univers interessant at være en del af.

Næste skridt: Tjek Papyllons selvbetitlede debutalbum ‘Papyllon’ fra 2017 ud!

2) Tjekkiske teepee var den uden sammenligning mest behagelige koncert på festivalen. Her er der tale om et band, der bare kan sit kram. Teepee, som består af duoen Tereza Lavickova og Miroslav ‘Mason’ Patocka, er garant for en musikalsk velsmagende cocktail bestående af drømmepop og indiefolk, der gør dem til et både velkendt, trygt og unikt bekendtskab. Jeg har skamlyttet deres debutalbum, siden jeg kom hjem, og det er stadig et rart soundtrack til min morgencykeltur!

Næste skridt: Lyt til teepees debutalbum ‘Albatross’ fra 2016!

3) Danskklingende Hån er aliaset for den 22-årige italiener Giulia Fontana. Hun er det seneste bevis på, at synthpoppen bestemt også er kommet til Italien i sin reneste og mest pulserende form. Undervejs i koncerten jokede hun i sin præsentation af nummeret “Hands” med, at hun nu ville spille sit eneste ikke-ulykkelige nummer. Denne mærkbart ægte ungdommelige smerte og melankoli er ubetinget Håns helt store styrke. Hendes musik kommer direkte fra hjertet, og det mærkes i den næsten ubærlige inderlighed, med hvilken hun krænger sit hjerte ud. Hun skal stadig arbejde lidt med at finde den rette balance, for hendes uerfarenhed skinnede igennem et par gange i koncerten, hvor tonerne blev ramt lidt rigeligt skævt. Men potentialet er enormt, hvilket man tydeligt kan høre på hendes debut-EP, der blandt andet indeholder den eminente single “The Children“.

Næste skridt: Tjek hendes EP ‘The Children’ fra december 2017 ud!

4) Festivalens mest farverige og interessante indslag stod Wien-bandet Kids N Cats for. De fire medlemmer i bandet har formået at skabe fransk/engelsk-sproget elektropop, som man aldrig har hørt det før. Det er på samme tid både artsy, vildt og helt vildt catchy. Nå ja, og så er det ubetinget feministisk uden at kamme over – de formår at finde den umulige balance mellem sødme og provokation. Frontkvinden Jeanne Drach er en karakter, der som en personificeret musikvideo formår konstant at fastholde opmærksomheden hos tilhørerne, hvilket er en præstation i sig selv på en showcase-festival som Waves Vienna, hvor de fleste hurtigt er videre til den næste af fem simultane koncerter. Og så bliver jeg lige nødt til at knytte en kommentar til deres debutalbum “11 Tracks“, der udkom tidligere i år. Albummet er blevet til på en verdensomrejse, hvor det energiske band har opsøgt lokale musikere i de lande, de har besøgt, og indspillet sange med dem. Derfor har alle numrene fået titler som Japan, Swaziland og Brazil, hvilket, som du nok havde gættet, repræsenterer de lande, sangene er indspillet i. Det giver et meget eklektisk album, der ligesom liveudgaven fastholder lytterens opmærksomhed gennem alle 11 numre.

Næste skridt: Lyt til hele ’11 Tracks’ – det vil du ikke fortryde!

5) Det østrigske band Like Elephants stod for Waves Viennas mest velbesøgte koncert, da de optrådte på Deezer Next Stage, som til daglig vist nok bare er et aflangt klasselokale. Bandet fra Grieskirchen i det nordlige Østrig laver drømmende indiepop med tydelige referencer til new wave og post punk – med en snert shoegaze. Mens jeg kunne tale i en evighed om Kids N Cats, har jeg ikke behov for at knytte særligt mange ord til Like Elephants. Det er simpelt, det er gennemført, og det fungerer vanvittigt godt, hvis man kan lide bands som Wild Nothings, Real Estate og deres åndsbrødre.

Næste skridt: Giv et lyt til deres nyeste album ‘Kaleidoscope’, der udkom tidligere på året!

Afrundning
Det var alt fra denne omgang af Waves Vienna – en festival som jeg bestemt forventer at vende tilbage til. Festivalen er i øvrigt en del af et europæisk netværk af showcase festivaler, der hvert år udvælger en række fokustalenter. Det er i år blevet til et playliste, som måske kan give dig ny inspiration. Tjek den ud herunder, når du er færdig med mine fem (seks) anbefalinger:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Danske Moon Mountain krænger kærlighedsfrustrationerne ud på ny single

Moon Mountain

På årets UHØRT Festival både anbefalede og elskede Rasmus den danske kvartet Moon Mountain. I dag har vi så fornøjelsen af at kunne præsentere deres spritnye single “If You Don’t Trust Me” med dertilhørende musikvideo.

På “If You Don’t Trust Me” går forsanger Mona Selma Linderoth i kødet på den mistillid, man nogle gange kan blive mødt med i forholdet til et andet menneske. Få gange er den berettiget, mens mistroen eller mistilliden andre gange skyldes noget hos den anden person; et tidligere svigt, et uafsluttet parforhold eller noget helt urelateret, som bare går ind og bliver destruktivt. Eller måske skal kilden findes hos én selv – eller hos begge…

Moon Mountain, der foruden Mona Selma består af guitaristen Ronnie Fischer, Ingvild Skandsen på synths og Patrick Gamst Pedersen på bas, laver drømmende, sfærisk synthpop, og det er den nye single og musikvideo en fantastisk showcase af.

Nogle vil måske mene, at vi er ved at være på den anden side af den synthpop-bølge, der ramte Skandinavien for nogle år siden, og det er vi måske også. Men Moon Mountain formår med “If You Don’t Trust Me” at bygge ovenpå synthpop-basen med kontrastfyldt melankoli og udtrykt længsel, der gør mig nysgerrig på det univers, Mona Selmas lækkerthæse vokal forsøger at hive mig ind i. Nummeret er på samme tid både nyskabende og nostalgisk, hvilket gør, at man føler sig behageligt tryg uden at kede sig, når man lytter til deres musik.

Nostalgien er også i højsædet i videoen, som er et særdeles stemningsfuldt sammenklip af, hvad der ligner ferievideoer fra et sted langs Middelhavets kyst. De små videoklip er hovedsageligt filmet fra synspunktet af den mystiske partner, som også er singlens lyriske omdrejningspunkt. Musikvideoen fungerer som en tankevækkende kontrast til lyrikken, hvor man pludselig på en og samme tid er inde i hovedet på begge hovedpersoner – eller snarere: Partnerens syn og Mona Selmas tanker.

For mig er musikvideoen med til at give “If You Don’t Trust Me” et ekstra lag, fordi den med simple virkemidler illustrerer den distance, som måske i virkeligheden er den største kilde til mistro og mistillid mennesker imellem. Selvom der trods alt er nogle glimt af håb til sidst i videoen, hvor man mærker, at de to sjæle måske alligevel passer sammen…

Se videoen og lyt til den nye single her:

“If You Don’t Trust Me” udkommer i morgen, fredag den 14. september. Køb den, stream den, lyt til den!

Lad mig her til sidst sende en kæmpe anbefaling i retning af Moon Mountain som liveband. Jeg har sjældent været så opslugt af et band, som jeg var det til deres koncert på UHØRT i sidste måned. Særligt Mona Selma Linderoth og Ingvild Skandsens nærmest filmisk koreograferede sammenspil er i sig selv en oplevelse værd; særligt når den indhylles i kvartettens omfavnende synth-univers.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

HAVEN Festival: Nils Frahm fandt magien i regnen

Nils Frahm Haven Festival
Foto: Peter Kirkegaard

Himmel og HAVEN stod i et, da tyske Nils Frahm indtog Meadow-scenen lørdag aften på HAVEN Festival. Der var ellers lidt usikkerhed, om det ville komme til at ske, efter landsmændene i Einstürzende Neubauten havde afsluttet deres optræden tidligt af frygt for deres udstyrs velbefindende. Det bekymrede tilsyneladende ikke Nils Frahm, som allieret med en håndfuld håndklæder kastede sig ud i det perfekte soundtrack til styrtregnet, der har været flere måneder undervejs.

Og det var virkelig det perfekte soundtrack. De velkomponerede, buldrende rytmer matchede regnens hidsige trommen på den mest naturlige måde og skabte en nærmest hypnotisk oplevelse, hvor man først efter Nils Frahms sidste tryk på klaveret opdager, at man er drivvåd og kold. På en festival, hvor de store musikalske oplevelser i den grad har manglet, var Nils Frahm alt det, som de fleste andre ikke har været. Han var tilstedeværende, han var selvopofrende, og så var han knaldhamrende dygtig.

For mig er der noget helt særligt ved regnvejrskoncerter. Ligesom under Perfume Genius sidste år, som var Haven 2017’s ubestridt bedste koncert, var der under Nils Frahm-koncerten også en stemning af, at det var noget, vi gjorde sammen. At vi var den hårde kerne, som VIRKELIG gerne ville bakke op om og nyde en time i selskab med den tyske virtuos. Dét kan fandme noget, og det smitter af på artisten. Jeg tror aldrig, at jeg har været til en dårlig koncert i regnvejr. Jeg har til gengæld været til mange mindeværdige koncerter, og denne med Nils Frahm vil jeg også huske.

På en festival, der hylder de umage kunstnersamarbejder, er det endelig lykkedes at finde en konstellation, der holder: Nils Frahm X Den danske styrtregn.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

HAVEN Festival: Dirty Projectors toppede på en ambitiøs førstedag

Dirty Projectors Haven Festival
Foto: Thorsten Iversen

Fredag slog HAVEN Festival porten op til anden udgave af den københavnske festival. Porten havde dog fået en ny plads i år, og der gik betydeligt færre mennesker igennem den end i debutåret. Begge dele må siges at være en markant forbedring: Væk var køerne til madboderne, køerne til toiletterne og ikke mindst køerne over de berygtede broer, som i den grad plagede festivalens første år.

Tilbage står en intim, relativt lille festival på et overskueligt område i behagelige (vindblæste) omgivelser, hvor scenerne er samlet på den samme side af vandet med nogle få afstikkere til bl.a. et IKEA-univers med tilhørende scene og bordtennisborde (pro tip: bordtennis og vinde af stormstyrke er et dårligt match) samt HAVENs mindre teltscene.

Musikalsk var der skruet ned for den brede navnegenkendelse, mens den til gengæld havde fået et gevaldigt nøk opad på de kunstneriske ambitioner. Og måske var ambitionerne lidt for store.

Min dag startede allerede kl. 13.30, hvor Ariel Pink indtog festivalens mindre hovedscene, Mindfield-scenen. Atypisk tidligt på en byfestival, men nogen skulle jo åbne ballet. Noget kunne tyde på, at Ariel Pink og band er B-mennesker, for de lagde særdeles søvnigt ud med en række numre fra 2017-albummet “Dedicated to Bobby Jameson”, men fik sig trods alt spillet nogenlunde op med bl.a. eminente “Black Ballerina” fra Ariel Rosenbergs i mine øjne bedste album “Pom Pom” fra 2014. Koncerten var dog generelt hæmmet af, at lydanlægget havde svært ved at præsentere nuancerne i Ariel Pinks musik, hvilket gjorde det til en noget mudret oplevelse alt i alt. Noget skyldes sikkert vinden, men måske er så åben en scene bare ikke det rigtige sted for amerikaneren.

Det var for alvor efter denne koncert, at de kunstneriske ambitioner måske tog overhånd. Det Kongelige Kapel, som i går havde fået besøg af to gange Dessner fra The National, er ganske sikkert umanerligt dygtige, men de endte for langt de fleste med at fungere som lydtapet til en sen frokost, den første øl eller blot en hyggesnak. Jeg overhørte en kommentar fra en anden gæst, som opsummerer oplevelsen meget godt. På spørgsmålet om, hvem der var gået på scenen, lød svaret: “Jeg tror bare, at det er en lydprøve.” – hvorefter de begav sig videre mod champagnebaren.

Efter en behagelig oplevelse hos ufarlige Jenny Lewis var tiden kommet til, at Dirty Projectors skulle optræde på hovedscenen Meadow. Jeg havde glædet mig gevaldigt til igen at opleve bandet, som tidligere har givet mig nogle fantastiske oplevelser, og de skuffede da heller ikke denne gang. Med en veloplagt David Longstreth i spidsen og et par særdeles velsyngende backingsangerinder leverede Dirty Projectors en oplevelse, der skræmmende nok skulle vise sig som dagens bedste. Hovedparten af sættet stammede fra “Lamp Lit Prose“-albummet, men de fik også sneget et par numre med fra både fantastiske “Bitte Orca” og nyklassikeren “Swing Lo Magellan“. For en gangs skyld gik de kunstneriske ambitioner, bandets kvaliteter og publikums tilstedeværelse op i en højere enhed – omend der stadig er et stykke vej til, at jeg blev blæst omkuld af andet end stormvejret.
Selve sceneoplevelsen var der ikke det store at skrive hjem om, da Dirty Projectors ganske mærkværdigt optrådte på en helt sort scene med et mystisk X af vejere forrest på scenen, som var en smule forstyrrende for udsynet. Tekniske udfordringer må man formode…

Resten af dagen forløb relativt tilforladeligt. Boybandet/hiphop-kollektivet Brockhampton leverede god og energisk underholdning og fik som de eneste skudt lidt energi og danselyst ind i det sløve HAVEN-publikum, mens Thåström og Kamasi Washington begge nok ikke vil blive husket for deres optrædender, der havde svært ved at fange min opmærksomhed. Altid solide Arcade Fire lukkede ballet med en ganske fin koncert, hvor canadiernes kvalitet gav det fredagstrætte publikum en god afslutning på festivalens førstedag.

Det er ikke en dag, som vil gå over i festivalhistorien, men hyggeligt var det da. Det er nok den primære følelse, jeg sidder tilbage med: HAVEN har udviklet sig til en rigtig hyggelig festival, hvor der er plads til alle (nok mere fysisk end musikalsk), og man kan få sig noget lækker mad, en halvdyr øl og forsøge at holde koncentrationen til nogle koncerter, man ikke for alvor føler sig investeret i.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ane Monsrud: “Jeg er bange for at leve livet på rutine”

Ane Monsrud SPOT Festival 2018
Foto: Andrea Lund Sørensen

Det vælter frem med norske popsangerinder i disse år. Sigrid, ARY, Amanda Delara, Siv Jakobsen og så selvfølgelig Susanne Sundfør, der nærmest fremstår som en veteran blandt sine purunge kollegaer. Så er der overhovedet plads til flere?

Ja, vil mit svar helt klart lyde. Der er i hvert fald plads til Aarhus-bosatte Ane Monsrud fra forstads-Oslo, som for to måneders tid siden åbnede SPOT Festival som korsangerinde for Pernille Rosendahl, inden hun senere på festivalen optrådte sammen med sin faste samarbejdspartner, producer Torben Jensen.

Netop nu er hun i fuld gang med en – lad os kalde det en mini-turné – hvor hun blandt andet optrådte med Pernille Rosendahl til Sankt Hans i Frederiksberg Have, og om få dage, den 14. juli, er hun tilbage til Aarhus og SPOT Royal-scenen, som heldigvis har fået lov til at blive stående i år. Et fremragende initiativ, som giver aarhusianerne en fantastisk mulighed for at opleve god musik ganske gratis; sådan som københavnerne har haft muligheden med Pumpehusets byhave i efterhånden en del år.

Jeg mødtes med Ane i det strålende aarhusianske solskin til en snak om en spirende karriere, som bygger på leg, eksperimenteren og en udstrakt hånd fra en rutineret sangerinde.

Hvordan kom du i gang med at lave musik?
“Jeg har spillet klassisk fløjte, siden jeg var otte år gammel. Min drøm var at blive klassisk musiker, så det var ret sent, at jeg begyndte at synge. Det var faktisk først, da jeg boede et år i London, at jeg besluttede mig for at begynde at synge. Der havde jeg et år, hvor jeg afsøgte en masse retninger og brugte en masse tid på at finde min stemme.”

Føler du så, at du har fundet din stemme i dag?
“Jeg synes, at hvis man lytter til vores EP, så kan man godt høre, at vi afsøger nogle forskellige områder. Men jeg synes, at vi langsomt har fundet en lyd, som jeg har det rigtigt godt med. Men vi er altid i bevægelse som mennesker, og vi kommer altid til at udvikle os på en eller anden måde. Det kan man også se, når vi spiller live – der laver vi altid om på tingene.”

Hvorfor laver du din musik på engelsk?
“Jeg tror, at det skyldes, at jeg boede det år i London. Det var der, jeg spillede mine ting for folk for første gang, og der var jeg ligesom nødt til at henvende mig til det publikum, der var der. Og så tror jeg, at der er et eller andet i, at det bliver så direkte og tydeligt, når man skriver på sit modersmål. Jeg har enorm respekt for dem, der kan, men jeg kan godt lide, at der er noget mystisk og undrende i nogle af sangene, som handler mere om eksistentielle ting – om hvorfor vi er her, og hvad vi skal med livet. Der føles det godt at pakke det lidt ind. Men man ved aldrig – måske skriver jeg på norsk om fem år…”

Hvordan arbejder I med at lave ny musik?
“Sangene opstår af alle mulige tanker. Jeg er bange for at leve livet på rutine; at gøre ting uden at være til stede. Det er det, der ofte kommer ud i sangene; jeg prøver at se situationer i livet i et andet lys. Det er det, jeg gerne vil give publikum. Den der luft til at se en situation på en anden måde – bare muligheden for at stoppe lidt op i hverdagen, for tingene kan gå så stærkt, uden man får tænkt over dem.
Jeg arbejder vildt tæt sammen med min producer, Torben. Vi har arbejdet sammen i tre år, og vi bruger stadig virkelig lang tid på hvert nummer.”

Hvordan opstod jeres samarbejde?
“Vi startede egentlig som et eksperiment. Vi var nysgerrige på, hvor sangene kunne gå hen, så vi udforskede en helt masse. Det har vi holdt fast, og det er derfor, vi bruger så lang tid på hver produktion. Hvis vi er uenige eller i tvivl, giver vi den kreative proces den tid, den skal have. Vi arbejder aldrig på tid – det kan man ikke, når man skal skabe.”

Hvad ville I gerne med EP’en?
“Det var en udforskelsesproces. Vi tillod os selv at gå i lidt skøre retninger. Der er fx en af sangene med spoken word, hvor jeg taler norsk i et halvt minut. Det var mega fedt at prøve. Men det var en hård kill your darlings-proces, som vi brugte lang tid på. Sangene er ret forskellige, men de hænger på en måde lidt sammen, fordi jeg skrev dem på samme tid. Jeg drømte sindssygt meget i den periode, så der var et eller andet surrealistisk over det. Det er nok derfor, jeg endte med lige de sange.”

Hvad arbejder I på nu?
“Vi udgav en ny single under SPOT, og så har vi endnu en single, der kommer i august. Derudover har vi nogle udendørs koncerter i løbet af sommeren. Her skal vi omarrangere vores musik, så det passer til, for det er noget helt andet at spille udendørs, end det er at spille indendørs som på SPOT.
Men jeg synes, at det er svært at lægge planer. Jeg sætter mig nogle nye mål hvert halve år, men det bliver altid lidt anderledes. Man skal være åben for det, der kommer.”

Hvad der kommer til at ske for Ane Monsrud de næste år, tør jeg ikke spå om, men i første omgang kan man opleve hende på SPOT Royal i Aarhus, når hun giver en gratis koncert den 14. juli.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *