Mammút: “Det er nemmere bare at blive sammen…”

Mammút Regnsky Roskilde Festival

Islandske Mammút udgiver i dag deres fjerde album, “Kinder Versions”, som samtidig er deres første engelsksprogede af slagsen. Jeg mødtes med de fem karismatiske nordboer inden deres koncert på Roskilde Festival. Det er muligvis det skøreste interview, jeg nogensinde har lavet, men det er, hvad der sker, når man fem dage inde i Roskilde Festival vælger at sætte en sen eftermiddagsdate op med fem personer på én gang – med hver deres øl i hånden…

Hvad vil I gerne sige med “Kinder Versions”?
Det handler om kærlighed. Men jeg tror, at det, der gør os til dem, vi er, er, at vi prøver at være så lidt verbale som muligt, når vi laver musik. Vi prøver at tale mindre og bare spille. Vi beslutter os aldrig for en bestemt rute at følge; konceptet opstår bare undervejs. I det hele taget er vi ikke så glade for at tale om musik. Vi vil hellere bare spille den.

Gør det det ikke lidt svært at give interviews?
Haha! Jo, men det er sjovt! Da vi skulle beslutte os for titlen på albummet, og vi stødte på “Kinder Versions“, vidste vi bare, at det var det rigtige. Fordi albummet går fra et mørkt sted til et lykkeligt sted. Hele ideen er kærlighed, hvor corny det end måtte lyde. Det hele er kærlighed – men fra forskellige udgangspunkter. Det koncept blev skabt undervejs.

Så kan man sige, at der er en naturlig udvikling på albummet?
Ja, men det var ikke planlagt. Nogle gange sker det bare. Du laver albummet, og så tager du et skridt væk og kigger på det – og først der kan du se, at ja, det er det, det handler om.
Men for os er hver eneste baslinje, guitarlinje og hvert eneste trommeslag vigtige. Ligeså vigtige som teksterne. Enhver stemme på albummet, også selvom den kommer fra et instrument, har en klart defineret ting, den prøver at sige. Vi prøver allesammen at sige noget med de lyde og de linjer, vi spiller. Vi prøver ikke bare på at spille; vi prøver på at leve det og mene noget med det. Til gengæld elsker vi at beskære vores sange, for vi gider ikke have noget bullshit i vores musik.

Hvorfor har I valgt at lave “Kinder Versions” på engelsk?
Jeg tror bare, at det er en del af den naturlige udvikling. Vi var nødt til at komme væk fra øen (Island, red.). Det er en vigtig pointe, for vi har været der i mange albums, og nu er vi nødt til at tage det næste skridt. Det er sundt for vores kreativitet at åbne den port.

Hvad er det næste skridt for jer?
Vi vil virkelig gerne bare lave det her. Og det kommer vi kommer til: Udgive det nye album og turnere meget. Bare spille, spille, spille! Vi vil fortsætte. Det er hårdt i musikbranchen. Virkelig hårdt. Så vi vil forsøge at gøre det lidt mindre hårdt.

Ja, I har været i musikbranchen længe nu. Sammen. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
(Sagt på samme tid) Ja, vi gør! Overraskende nok, nej!
Hahaha! Ej, overraskende nok ikke så ofte, men selvfølgelig gør vi det. Ligesom familie. Du bliver også nogle gange træt af din søster, dine forældre eller din kæreste.

Men I har aldrig i de cirka 14 år, I har været et band, haft lyst til at splitte op?
Vi har været igennem en masse lort som band. Også lort som sikkert burde have fået os til at give op mange gange. Og vi har været lige ved, men vi gjorde det aldrig, for det giver ingen mening ikke at være et band. Det er så stor en del af vores liv. Det er nemmere bare at blive sammen.

Med andre ord er I for dovne til at sige stop?
Haha, ja, præcis. Du vokser op som et band med de samme mennesker. Vi har været i bandet i mere end halvdelen af vores liv. Faktisk nærmest hele den del af vores liv, vi kan huske, for du husker ikke rigtig noget, fra du er helt lille. Du ved ikke, hvordan du kan leve uden det. Og der er stadig passion, og vi respekterer hinanden. Det giver ingen mening at stoppe. Og hver gang vi laver en god sang eller et godt album, sker der noget meget unikt. Vi kan mærke, når det sker, og det er ikke noget, du bare kan beslutte at gøre et andet sted. Det er meget specielt. Så selv når vi er trætte af omstændighederne, vil musikken altid holde os sammen.

Er I, hvor I gerne vil være som musikere?
Vi er det rigtige sted lige nu. Der er selvfølgelig altid et mål foran dig, men lige nu føler vi, at vi er det rigtige sted. Især på den her festival. Men hvis du har nogle penge, så… især kontanter!

Det er der ikke nogen, der har fortalt mig…
Vi ruller dig efter interviewet.

Fair nok. Sådan er det vel at være en del af den hårde musikbranche… Er der noget, I gerne vil sige, inden vi slutter?
Bare at vi elsker alle jer, som har lyttet til os. Og at vi elsker jer for at holde os ud i så lang tid. Og vær søde at sende os penge. Giv os nogle penge. Kontanter! Euro! Vi foretrækker euro. Ikke kroner!

Med den opfordring vil jeg da bare opfordre dig til at tjekke “Kinder Versions” ud herunder, hvis du er til indierock med et islandsk twist. Eller hvis du bare gerne vil undgå at blive rullet af fem frejdige islændinge…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Oh Wonder interview: “Vi vil ikke være berømte!”

Oh Wonder Regnsky Heartland

På fredag den 14. juli udsender britiske Oh Wonder deres andet officielle studiealbum. Vi mødtes med Josephine Vander Gucht og Anthony West til en snak om det nye “Ultralife”-album og deres turnéliv, da de besøgte Danmark og Heartland Festival i juni.

På papiret er det bandets andet album, men langt hen ad vejen føles det som Oh Wonders første egentlige album. For det selvbetitlede debutalbum var nemlig i højere grad en samling af 15 singler, der egentlig ikke var skabt til at passe sammen. Debutalbummet opstod nemlig ud af et dogme, hvor Josephine og Anthony havde besluttet sig for at udgive ét nummer om måneden over et år.

Det må være en del anderledes for jer denne gang, hvor der er tale om et rigtigt album så at sige…
Josephine: Ja, det føles sådan. Det er underligt at sidde på så mange sange og så dele dem alle sammen på én gang, når vi var vant til at udgive en sang om måneden sidste gang.
Anthony: På samme tid er det underligt at udgive sange fra albummet, for du har mest bare lyst til at dele det hele og sige: “Det er sådan her, det skal lyde!” Den 14. juli bliver en god dag, når vi endelig udgiver “Ultralife”.

Hvordan har processen med at lave albummet været denne gang?
Anthony: Vi var på turné i…
Josephine: …halvandet år…
Anthony: …og da vi kom hjem, tog vi direkte i studiet.
Josephine: Mere eller mindre. Vi tog til New York i en måned og skrev halvdelen af albummet der, og så skrev vi den anden halvdel, da vi kom tilbage til London. Og så indspillede vi det hele over en periode på to-tre måneder derhjemme, hvilket var så skønt, fordi vi havde været på farten virkelig længe. Det var fantastisk bare at kunne stå op, lave morgenmad og så bruge 12 timer i studiet.
Anthony: Mere end 12 timer vil jeg sige.
Josephine: Haha, ja okay, 20 timer i studiet.
Anthony: Ikke så meget søvn. Det var godt!

Min oplevelse med “Oh Wonder”-albummet var i høj grad, at jeg på en måde selv var med til at bygge det. Hvordan var det for jer?
Josephine: Haha, ja. Det var rigtig meget sådan. Det føltes som en samtale mellem os og andre mennesker. Vi lavede ikke albummet i et vakuum. Det mere sådan: “Her er en sang!” Og så ville vi få feedback med det samme. Det var som at have tusindvis af mennesker overalt i verden som dommere på hver eneste sang. Det var fantastisk og et kæmpe privilegium for os.
Anthony: Det bedste ved at være et band er at udgive musik, så at kunne gøre det hver eneste måned er helt fantastisk.

Jeg har lyttet til de nye singler, og umiddelbart synes jeg, at de virker lidt mere forskelligartede i forhold til genrer og stilarter. Er det bevidst?
Josephine: Ja, vi har forsøgt at eksperimentere. Det første album var åbenlyst lavet uden noget perspektiv. Det var bare en sang, en sang, en sang…
Anthony: Ja, sidste gang handlede det om sangene. Denne gang har vi fokuseret på helheden.
Josephine: Præcis. Vi har lavet albummet som en helhed, som man bør lave et album.
Anthony: Det er bare mere dynamisk. Vi har haft muligheden denne gang for at sige, at vi har brug for en massiv sang som den anden sang, eller hvad det nu var. Vi er meget tilfredse med, hvor vi er endt op, hvilket er mega cool.

Hvilken sang er jeres yndlingssang fra det nye album?
Josephine: Min yndlingssang er nok det sidste nummer, “Waste”.
Anthony:: Min er åbneren, “Slip Away”. Den har et lækkert groove.
Josephine: Alt det i midten er lort!

Hvad vil I gerne sige med “Ultralife”?
Josephine: At det er okay, at der er tidspunkter, hvor du ikke føler, at du kan overskue livet. Og at det er lige så okay at vide, at der er dage, hvor du har det ultra og fantastisk og føler dig uovervindelig som en superhelt. Den næste dag kan du så igen have det forfærdeligt og ikke have lyst til at forlade dit hjem. Altså at det hele er helt almindelige følelser.
Anthony: Alle skal igennem det.
Josephine: Det skal vi også, når vi er på tour. Albummet er meget personligt på den måde. Vi har virkelig taget vores personlige erfaringer fra turnélivet og puttet dem ind i albummet. Ubevidst. Det var ikke planlagt – det er bare endt sådan.

Hvordan har I det med at være på turné?
Josephine: Det er helt utroligt fedt!
Anthony: Jeg tror, at fordi vi kom frem gennem Spotify og Soundcloud, så er vi ikke store ét sted, hvilket er fantastisk. Vi er meget heldige, at vi ikke kun er store i det nordlige England. Vi får lov til at tage på turné i hele verden. Der er nogle steder, vi ikke har været endnu. Vi har ikke været så meget i Asien, så der skal vi hen i næste måned (juli, red.). Og vi skal til Sydamerika.
Josephine: Vi får lov til at se verden.
Anthony: Det er vi meget taknemmelige for. Vi er nok først hjemme igen i 2019, haha!

Hvordan har I det med det?
Josephine: Det er ret utroligt, men det betyder selvfølgelig, at du går glip af en masse almindelige ting såsom dine venners fødselsdage. Min mor er ret irriteret, for jeg har ikke været hjemme til hendes fødselsdag de sidste tre år.
Anthony: Der er en del ofre. Du går glip af hverdagsting.
Josephine: Ja, alle de ting, som det går op for dig, er vigtige i livet. Mennesker har ambitioner om at blive popstjerner og rejse verden rundt, men hvad der i virkeligheden er fantastisk, er din familie, dine venner, at passe på dig selv. At skabe et hjem et sted… De ting er virkelig vigtige. Så hver gang, vi er hjemme, prøver vi at samle alle omkring os og virkelig presse det sidste ud af de timer, vi har. Det får dig til at sætte meget større pris på de ting.
Anthony: Og det får dig til at sætte pris på søvn…
Josephine: Ja, vi sover aldrig.

Jeg har læst et sted, at I ikke vil være store, berømte popstjerner. Vil I det?
Josephine: Åh, Gud nej!
Anthony: Jeg vil stadig ikke være berømt.
Josephine: Vi er ikke berømte, så det er ok. Det ville være forfærdeligt.
Anthony: Det er bare en del af det at være et band. Det er den side af det, du virkelig ikke har lyst til at være en del af.

Hvordan vil I undgå at blive berømte?
Josephine: Jeg tror, at folk, der bliver berømte, i høj grad bliver det, fordi de gerne vil. Se på sådan en som Adele. Hun er nok en af de mest kendte musikere i verden, men vi ser hende aldrig. Vi ser en masse andre bands til events men aldrig Adele. Du læser aldrig om hende i aviserne. Hun bliver formentlig aldrig forstyrret på gaden. Hun siger, at hun går tur med sit barn i en park i London, og at ingen stopper hende, fordi hun har markeret sig som en, der ikke søger berømmelse eller spotlyset eller at være en del af hele kendiskulturen. Det er en svær balance, men hun har været smart.
Anthony: Der er en linje et sted, og hvis du krydser den, bliver du forstyrret resten af dit liv. Så… Vi prøver at undgå at krydse den linje!

Hvad vil I gerne opnå?
Josephine: Jeg ved det ikke. Alt, hvad jeg gerne ville opnå, har jeg allerede opnået.
Anthony: Vi er færdige! Haha. Ej, vi har ingen forventninger. Det er den primære ting. Jeg mener, at hvis du har forventninger, vil der være et pres for, at du skal indfri dem. Hvorimod hver eneste dag for os bare er en fantastisk bonus. Vi havde aldrig troet, at vi skulle spille en koncert; hverken i Danmark eller et andet sted i verden. Så det er meget specielt.
Josephine: Mit personlige mål er bare at bevise over for folk omkring mig, der fortalte mig, at det var umuligt, at du kan leve af at lave noget, du elsker. Og det gør jeg nu, så selv hvis det sluttede i morgen, kunne jeg sige: “Hey, jeg gjorde det!”
Anthony: …og nu går jeg på pension!
Josephine: Haha! Mit nye personlige mål er at blive bedre til at nyde hvert øjeblik af det. For det virkelig nemt at blive fanget i, at jeg er træt, jeg har ikke sovet i tre dage, og alt er lort.
Anthony: Og det er nemt at få ind i hovedet, at vi spiller en koncert i 2018, men vi spiller altså i dag her i 2017.
Josephine: Ja, vi er i Danmark i verdens smukkeste omgivelser. Lad vær med at bekymre dig om alt det andet. Bare vær her. Bare det at sidde her (i artist village, red.) på festivalen er sikkert nogens drøm. Og det her er bare én dag. Det er vigtigt konstant at minde dig selv om at nyde det hele, for det er nemt at komme til at glemme.

Tusind tak for snakken.
Josephine: Tak, Peter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Tanker om en emotionel uge

Orange Stage Regnsky
Foto: Krists Luhaers

Musik er følelser. Det er et mantra for mig som musikskribent, men aldrig har det virket mere rigtigt end på dette års Roskilde Festival. Jeg er fuldstændig drænet for mental og emotionel energi. Jeg ved ikke, om det er programmet, vejret eller min egen sindsstemning, men for mig har årets festival været en helt ekstrem følelsesmæssig rutchebanetur, hvor jeg vist stadig ikke helt er klar over, om, hvordan eller hvor jeg skal stå af.

Jeg ved til gengæld godt, hvornår jeg stod på. Det gjorde jeg i mandags, hvor særligt svenske Skott med sin på samme tid fløjsbløde og knivskarpe vokal skar sig direkte ind i hjerterne på mig og de andre mandagsfriske musikelskere. Så var bunden ligesom lagt, inden jeg kastede mig ud hovedkulds ud i campingområdets mange fornøjelser og den egentlige rutchebane.

Tirsdag var det IRAH og GANGLYs tur til at bevise, at fremtiden er både lys og skræmmende på samme tid. Både IRAH og GANGLY formår at opbygge drømmende men faretruende lyduniverser, som kun få bands kommer i nærheden af at matche – begge ledsaget af en overjordisk dygtig vokalist i form af henholdsvis danske Stine Grøn og islandske Jófríður Ákadóttir. Jeg har længe været dybt forelsket i Stines vokal, og jeg tror, at folk herhjemme er ved at få øjnene op for Jófríður. I hvert fald var flere henne og erklære deres kærlighed til hende overfor mig, efter hun torsdag havde optrådt sammen med Hun Solo som soloprojektet JFDR.

For det fortjener hun fandme. På festivalen lavede jeg mit andet interview med hende på bare to måneder (først med JFDR – nu med GANGLY), men hvis det stod til mig, kunne jeg egentlig godt nøjes med kun at interviewe hende i alle mine interviews fremover. Sjældent har jeg mødt så smuk og eftertænksom en sjæl, der formår at sætte ord på alt det, der kan være svært at sætte ord på. Tak for dig, Jof!

Det hele peakede dog for mig torsdag aften, hvor the xx leverede deres livs formentlig bedste koncert. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at de kan gøre det bedre, for alt var absolut perfekt. Jamie xx var genial som altid, Romy fik alle omkring mig til at græde, mens Oliver virkede mere hjemme på scenen, end han nogensinde har gjort før. Jeg tror, at de mærkede kærligheden, der brusede over i pitten, og det gav dem mod på og lyst til at være den bedste udgave af dem selv; sagt på vaskeægte klichésk.

Jeg vil ikke gå i dybden med koncerten, for det har jeg allerede gjort her. Men blot konstatere at de og særligt Romys enestående følelses-tour-de-force på “Performance” vil stå tilbage som soundtracket for min festival.

When you saw me leaving // Did you think I had a place to go? // Since you stopped believing // I’ve had to put on my own show

Tilbage vil jeg også stå med en Roskilde Festival 2017, som på mange måder har været en underlig oplevelse. Jeg har været lykkelig og trist. Jeg har været fuld og tom. Jeg har savnet, og jeg har elsket. Jeg har med andre ord bare været på Roskilde Festival – det underlige skal findes i balancen. Vi ses næste år!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Geografiforvirrede Lorde strålede i glimt

Lorde Regnsky

Det er egentlig vildt, at vi skulle helt hen til fredag på Roskilde Festival, før det skete. Lorde blev den første til ikke at vide, hvor hun befandt sig. Det er egentlig lidt synd, for nogen skulle have briefet hende inden, så hun ikke endte med at stå på scenen og råbe “I love you Copenhagen!” og “Roskilde! It’s so good to be here in Copenhagen!”

Men hvis nogen kunne slippe af sted med sådan en lille svipser, så var det newzealandske Lorde fredag aften. For hvis der er kommet noget godt ud af, at Roskilde Festival af uransagelige årsager ikke har anset Lorde for at være stor nok til at være hovednavn, så er det, at nærmest samtlige mennesker i Arena-teltet denne aften var Lorde-fans, som kunne mere eller mindre samtlige tekster. Jeg var selv en af dem.

Det gav en helt særlig stemning, hvor man glemte, at man var på Roskilde Festival. For en stund var jeg bare til Lorde-koncert sammen med en masse andre, som kun var kommet for det. Dén oplevelse havde man nok ikke haft på Orange Scene. Bagsiden af medaljen var så, at alt, alt for mange blev efterladt uden for teltet og uden for fællesskabet, men det er Roskilde Festivals fejl – ikke Lordes.

Lorde selv virkede nærmest chokeret over det absurd store fremmøde, og hun måtte flere gange tage sig til hovedet og tydeligt rørt takke et særdeles veloplagt publikum. Det er fandme også sjældent, at man kan stå helt bagerst i teltet og stadig føle, at alle omkring en er der for musikken og intet andet. Hurra for jer, fellow festivalgæster!

Koncerten blev åbnet med “Tennis Court” fra 2013-albummet “Pure Heroine”, og det gav den forventede effekt blandt det dedikerede publikum. Det samme gjorde blandt andet gennembrudshittet “Royals“, dette års monsterhit “Green Light“, “Homemade Dynamite” fra samme album (“Melodrama“) og nyklassikeren “Team“. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at være lidt skuffet, for numrene druknede for mig i overdreven backtracking, som dog blev mindre tydeligt af, at alle blandt publikum sang med på hver en strofe. Jeg ved godt, at det er en normal popkoncertsygdom, men det ville klæde Lorde at medbringe et rigtigt band og et kor næste gang frem for bare en trommeslager og en fyr til at dreje på knapper. Det kan hendes musik godt bære, og det samme kan Lordes tydelige vokaltalent.

For det var en god koncert, og særligt på balladen “Liability” strålede Lorde som den stjerne, jeg har ment, hun var, siden jeg stødte på hende ved et tilfælde i slutningen af 2012. Her fremstod hun nemlig helt nøgen musikalsk, og det klædte hende gevaldigt. Det hjalp selvfølgelig også, at store dele af publikum på eget initiativ tændte lightere og kameralys og skabte en kulisse, der fik Ella Yelich-O’Connors stemme til at knække, da hun opdagede, hvad der foregik.

Og inden det her ender som en anmeldelse med et enkelt højdepunkt, er det vigtigt for mig at fastslå, at jeg nød koncerten til fulde. Det var en skøn oplevelse, som absolut vil stå som et af mine højdepunkter i år. Fordi jeg havde glædet mig til at høre Lorde i efterhånden fem år. Fordi publikum til denne koncert var så klart det bedste, jeg har været i selskab med på årets festival. Og fordi Lorde er så pisse dygtig, at det bare er en fornøjelse at opleve. Men det er også derfor, jeg gerne vil have mere. For hun kan mere. Og det ville klæde hende at vise det. Det ville givetvis kaste nogle fejl ind hist og her, men der må hun bare tro på, at publikum og hende nok skal komme igennem det sammen. Gårsdagens publikum ville i hvert fald have båret Lorde rundt i en dronningestol, indtil deres arme faldt af.

Så tak for en dejlig koncert, men hey, tag lige dit band med fra Austra…jeg mener New Zealand, næste gang!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…

Roskilde Festival Regnsky
Foto: Jonas Laurien

Det er efterhånden 13 år siden, at Peter Sommer udødeliggjorde ordene i overskriften med gennembrudshittet “Valby Bakke”, men sjældent har et citat været så on point til at beskrive min oplevelse af Roskilde Festivals fredagsprogram. Det er efterhånden ganske forudsigeligt at beklage sig over, at der er for meget snak blandt publikum til rigtig mange koncerter. Ikke bare til festivalkoncerter men også til koncerter, som folk rent faktisk har betalt penge for specifikt at høre. Måske kunne det tyde på, at der findes et uudnyttet marked for dyr baggrundsstøj til din samtale om heste, kærester eller en kombination. Iværksætteridé lige der; du tager den bare!

Men det er egentlig ikke den irriterende summen, som i går fx fik Angel Olsen til at ytre ordene: “Can I ask you something? Will you please just shut up?!” Hvilket blev modtaget med store jubelbrøl fra den frustrerede del af publikum, som var mødt i Avalon for at nyde en af verdens mest interessante singer/songwritere lige nu. Avalon er i øvrigt klart den værste synder på Roskilde Festival, da teltet tilsyneladende er designet på en sådan måde, at den også suger al udefrakommende lyd til sig. Denne vidunderlige teknologi må kunne udnyttes andre steder; fx til at få folk til at gå hjem fra fester.

Nu har jeg efterhånden selv gjort mig skyldig i at snakke frem for at tale – for god ordens skyld skal det lige siges, at min definition i dagens anledning er, at tale har indhold – det har snak ikke. Det er ligegyldigt fyld, der selvfølgelig også er vigtig i mange sociale sammenhænge. Men hvad, jeg oplevede i går, var, at nærmest alle de artister, jeg havde fornøjelsen af at lytte (igen en vigtig nuance: Lytte er aktivt, høre er passivt) til i går, var yderst snaksaglige.

Det gjorde sig gældende for både Karl William, Seun Kuti, Angel Olsen, Alex Cameron, Mammút, Foo Fighters og Lorde. Og interessant nok ikke rigtig for Father John Misty, som virkede mindre oplagt i mundtøjet end normalt. Eller for Noga Erez, som man ellers må sige har noget på hjerte, men som måske også bare havde indset, at klokken 02.00 på Gloria fredag aften ikke var det mest oplagte tidspunkt til at komme med politiske statements om forholdene i hjemlandet Israel.

Men lad os fokusere på dem, der rent faktisk forsøgte at interagere med publikum. For det kan virkelig både gå godt eller skidt. Det er muligt, at det står i Roskilde Festival-håndbogen, at man skal råbe “Roskilde” med tryk på d’et mindst fem gange i løbet af en koncert, men derudover bør man nok kun tale, hvis man har noget at udtrykke. Kort sagt skal man kende sit publikum.

Eva var inde på noget af det samme i sin anmeldelse af Rüfüs tidligere på ugen, og jeg vil sige, at især Karl William faldt i den samme fælde. Han formåede at sige “det her er så stort for os” så mange gange, at han til sidst rent faktisk tog sig selv i at være i gang med at sige det igen, hvorefter han fik mumlet noget fuldkommen meningsløst. Så er det bedre at lade musikken tale.

Dave Grohl i front for Foo Fighters er derimod en sand mester i stadiontale. Det er selvfølgelig også en fordel, når bandet direkte udstråler, at de elsker at stå på Orange Scene. Det var ikke bare et eller andet tilfældigt job. Det betød fandme noget og særligt anekdoten om, at Dave havde siddet backstage og krydset fingre inden en koncert for 25 år siden, da Danmark vandt EM i fodbold, var spot on. Det var ærligt, det var nærværende, og det talte direkte ind i den danske folkesjæl. Lidt ligesom da Romy fra The xx aftenen forinden havde fortalt om dengang, hvor hun som 16-årig var blevet droppet af sin kæreste på Roskilde Festival – det tror jeg, at de fleste på pladsen kan relatere til i en eller anden grad; alle anmelderne kunne i hvert fald.

Det er alt andet lige også en bedre anekdote, end da den ene konferencier forud for Seun Kuti-koncerten fortalte om et par, som engang havde været på Roskilde, og nu var det igen med deres børn. Man må godt prøve lidt mere. Det gjorde Seun Kuti heldigvis selv, og han leverede alle de politiske budskaber, som jeg savnede fra Noga Erez. Nogle mindre end andre. Blandt andet kastede han sig ud i en underholdende svada om, at han ikke måtte ryge sig skæv backstage, men at andre ifølge ham tilsyneladende godt måtte tage hårdere stoffer uden at få skæld ud. Det kan man selvfølgelig også undre sig over; særligt med festivalens fokus i disse år.

Mammút og Lorde er faktisk nok de mest interessante snakke/tale-cases, for de gjorde vel nærmest alt det, man kan blive irriteret over, men det blev alligevel ikke for meget. Mammút-frontkvinden Kata var tydeligvis rørt over at stå på scenen og fik formuleret den ene halvforvrøvlede sætning efter den anden. Højdepunkterne talte blandt andet “now, we will play a song” og “we will see you… the next time we see you!” Men man kan slippe af sted med meget, når man konstant tager sig til hovedet i benovelse og tydeligt viser sin taknemmelighed over at få lov til at spille på Roskilde Festival – hvilket hun da også fik sagt, er det største, man kan opnå som islandsk artist. Og det troede man på!

Jeg havde lidt frygtet, at Lorde ville være mere distanceret, da hun entrerede Arena, men hun var nærmest selvudslettende ydmyg, og jeg tror faktisk, at hun var lidt i chok over den enorme opbakning, hun oplevede. Hun var helt tydeligt alt, alt for stor til Arena, hvilket betød, at samtlige personer i teltet var fans, der kunne nærmest alle hendes sange udenad. Så det gjorde det mindre, at hun flere gange fik sagt “I love you Copenhagen” og “It’s so good to be here in Copenhagen”. Mere om det i min anmeldelse af koncerten.

Så den overordnede pointe er vel egentlig bare, at man skal have noget på hjerte, inden man kaster sig ud i de længere foredrag. Det er der ikke noget groundbreaking i. Men samtidig at det i grunden måske ikke er så vigtigt, hvad man siger, så længe man siger det på en troværdig måde. Musik handler om følelser, og hvis man samtidig finder de rette ord til at udtrykke de følelser, der opstår mellem en kunstner og et publikum, skaber man den magi, der gør koncerter mindeværdige. The xx mestrerede det torsdag, rigtig mange ramte inden for skiven fredag.

Og hold så kæft under koncerterne! Dine ord er ikke magi – medmindre du er Gandalf eller Harry Potter. Og det er du ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *