Josephin Bovién viste international klasse til VEGAs Udvalgte 2020

© Petra Kleis

Det er nok mit yndlings endagsmusikarrangement på planeten. VEGAs Udvalgte markerer for mig starten på det nye år, og 2020-udgaven af VEGAs talentparade er ingen undtagelse. Bookerne havde igen i år samlet seks af landets største talenter til en aften, der peger fremad – og ikke mindst opad.

På forhånd havde jeg glædet mig mest til at opleve svenske Late Verlane og danske Josephin Bovién. Sidstnævnte skulle vise sig at leve fuldt op til mine høje forventninger.

Aftenen blev indledt af Bbybites, som skulle spille sin første koncert nogensinde denne aften. Det taget i betragtning var det en udmærket optræden, omend nogle af numrene druknede i overdreven backtrack. Hun har netop udgivet sin første single “Cuffin Season”, men højdepunktet var klart hendes Linkoban-agtige track få minutter forinden.

Late Verlane var næste levende billede på scenen, som i dette tilfælde var Lounge-scenen ovenpå Lille VEGA. Det tog ham et halvt sæt for alvor at fange publikum, men han sluttede stærkt af med især “Roll Like a Dummy”, som stadig er hans absolut stærkeste track.

Aftenens mest dedikerede fans fandt vi til Joyce-koncerten, hvor bandet da også havde gjort en indsats for at få iklædt så mange blandt publikum som muligt i deres merch. Selve koncerten lød som en Magtens Korridorer-koncert med en attitude, der var en blanding af Niels Brandt og Rasmus Seebach. Det fungerer, og jeg kan hurtigt komme i tanke om i hvert fald fem festivaler, hvor det ville virke ganske fortrinligt.

Dernæst var det tid til aftenens nok mest ambivalente oplevelse for mit vedkommende. For hold kæft, hvor kan Ida Laurberg bare synge! Og hold kæft, hvor lyder hendes sange bare som alle de andre Sigrid/Ea Kaya-kloner! Så mit største ønske er sådan set bare, at den unge sangerinde tager nogle chancer og prøver nogle ting af. Hun behøver ikke gå full-on Miley Cyrus, men hendes vokal kan det hele, og det kan bringe hende langt. Men altså: Det er stadig en nydelse at lytte til – også selvom man altid kan forudsige de næste otte linjer.

Jeg ved ikke, om det er med vilje, at bookerne har placeret aftenens seks musikere i en rækkefølge, så de bliver bedre og bedre, men det var faktisk tilfældet til VEGAs Udvalgte 2020 – næsten!

For Ganger var ubetinget aftenens største oplevelse. Deres originalitet og eksperimenterende tilgang til musikken er netop det, jeg elsker og håber, at VEGAs Udvalgte hvert år kan være garant for. For vi flytter os kun, hvis vi får noget andet end det, vi kender i forvejen – uanset niveauet på det velkendte. Gangers kompositioner er nysgerrige og legende, deres harmonier er overraskende, og deres scenetilstedeværelse er både gennemtænkt og forfriskende. Hvis du får muligheden for det, så skal der herfra lyde en kæmpe anbefaling til at høre dem live – de er helt olympiske.

Og så til aftenens sidste levende billede, Josephin Bovién. Hvor Ganger nok var den kunstnerisk mest tilfredsstillende oplevelse, så var Josephin Bovién uden tvivl den mest flyveklare af aftenens artister. Hun har allerede skabt et bagkatalog af virkelig, VIRKELIG gode sange, hun synger forrygende, og hendes band supplerer hende fantastisk. Som den eneste artist tiltalte hun publikum på engelsk, hvilket på en eller anden måde var helt vildt passende, for i mine øjne er hun fuldstændig klar til at indtage den store verden. Jeg spurgte hende inden koncerten, hvor hun ville være henne i livet, når 2020 var slut. Der var svaret, at hun forhåbentlig ville være ekstremt udmattet og tilfreds. Det ønske skal nok gå i opfyldelse, hvis hun fortsætter på denne måde!

Du kan i øvrigt læse et lille mini-interview med Josephin Bovién herunder:

Hvad driver dig som musiker? Hvad får dig til at gøre din ting?
Ingen kan lade vær med at gøre sine ting. Det er simpelthen ren selvrespekt, at jeg bliver ved.

Nu starter du året med VEGAs Udvalgte, så det oplagte spørgsmål er: Hvor er du henne i livet, når 2020 er slut?
Når 2020 er slut, er jeg forhåbentligt ekstremt udmattet og tilfreds.

VEGAs Udvalgte handler om de nye talenter. Hvis du skal pege på et nyt talent, som alle bør kende, hvem ville det så være?
Imma give my homegirl this one. AGGi DiX. Hun har dog kun et enkelt nummer ude. Men jeg er out of this world spændt og stolt over de ting, hun har i kog. Hun udvikler sig utroligt hurtigt.

Hvis du ser bort fra andre musikere, hvor finder du så din inspiration?
Mit følelsesregister. Mine omgivelser. Ting, der pisser mig af. Ting jeg finder ubeskriveligt smukke. Ting jeg ikke forstår. Jeg gør også den her ting med at lave små jingles ud fra hvad folk siger til mig. Det sjovt nok.

Som publikum kan man selv vælge, hvem man gerne vil til koncert med. Lad os vende den om: Hvad er det perfekte publikum for dig?
Et perfekt publikum for mig, er et publikum, der er kommet for at lytte og vigtigst af alt reagere. Det er ikke vigtigt, om man elsker min musik eller ikke kan fordrage den. Det vigtige er, at man tager stilling til den. Og hvad end jeg så får mit publikum til at føle, er det mit job at skabe et rum, hvor de føler sig frie til at føle netop dét.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er årtiets mest læste artikler på Regnsky!

Velvet Volume
Pressefoto / Over & Aude

Et gyldent musikalsk årti går på hæld, og her på Regnsky ser vi selvfølgelig også tilbage på 10’erne, der på alle måder har defineret vores lille blog. Siden 1. januar 2010 har vi udgivet mere end 1.250 artikler her på bloggen, skrevet af en lang række forskellige skribenter om musik fra alt mellem stjernehimmel og jordbundne soveværelsessnedkere.

Men hvilke artikler har fået flest af jer til at finde læsebrillerne frem? Det vil jeg give svaret på gennem denne tur ned af memory lane, hvor vi skal forbi de 20 mest læste artikler fra de seneste 10 år. Vi skal blandt andre møde Velvet Volume, Athletic Progression og Konni Kass – og mindes en masse fortryllende oplevelser fra landets festivaler.

20) ““Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.”
Vi starter med et interview med Emil Wilk aka. M.I.L.K. fra 2016, som Mirja havde fornøjelsen af at møde på det års Roskilde Festival. Bevæbnet med TUC-kiks og kaffe tog de sig blandt andet en snak om, hvad M.I.L.K. egentlig er for en størrelse, og om dengang Emil var til middag med Brian Eno.

Læs interviewet her.

19) “Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild”
Gennem årene har Regnsky bestået af et væld af faste skribenter, men fra tid til anden har vi også hevet venner og bekendte ind som gæsteskribenter. En af dem var Mortens udkårne, Cathrine, som i 2015 var med os på Roskilde Festival. Hendes anbefaling af blandt andre Father John Misty og The Entrepreneurs lister sig ind på listen 19. plads.

Læs Cathrines anbefalinger her.

18) “Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse”
Fra Roskilde Festival-højdepunkter anno 2015 tager vi turen videre til Haven anno 2017, som også bød på en lang række højdepunkter fra blandt andre Bon Iver og Conor Oberst. Men Band of Horses-koncerten var bestemt ikke en af dem. Den var derimod som en halvkedelig begravelse…

Læs anmeldelsen her.

17) “JÆRV – Et hav af vellyd”
Hvis der er én artist, som jeg har skrevet (virkelig) meget om i midten af det snart forgangne årti, er det Amanda Glindvad og JÆRV, der i dag er blevet en duo med Matias Pedersen Smidt som Amandas lige så gode halvdel. I 2016 udgav JÆRV debut-EP’en ‘Dit Hav’, som stadig står som en af mine yndlings-EP’er nogensinde. Hvorfor kan I læse mere om i artiklen.

Læs artiklen her.

16) “Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger”
En af de ting, vi gør en dyd ud af på Regnsky, er at bakke op om vækstlaget – både herhjemme og især i vores nabolande. Derfor er SPOT Festival en fast del af vores årlige dækning, og det er tydeligt, at vores læsere deler den samme kærlighed til festivalen. I 2018 var jeg selvfølgelig også af sted og anbefalede artister som Ea Kaya, Jada og FRUM.

Læs artiklen her.

15) “Dem skal du høre på UHØRT Festival”
Mange af de artister, der optræder på SPOT, har i årene inden kunne opleves rundt på nogle af landets mindre vækstlagsfestivaler. En af dem er UHØRT Festival i København, som jeg har siddet i lytteudvalget for siden 2015. Minds of 99 og Baby in Vain har blandt andre taget deres første skridt på festivalen, som i 2016 kunne præsentere artister som Masasolo, JÆRV og de aarhusianske rockdarlings The White Dominos.

Læs artiklen her.

14) “Eksklusiv premiere: Mellemblond – “Elsk og bliv elsket””
Apropos UHØRT turnerede Kristoffer Munck Mortensen og hans alias Mellemblond i 2010 sammen med Niels Skousen under overskriften ‘Uhørt’, men det er dog ikke derfor, at Mellemblond indtager 14. pladsen over vores mest læste artikler for det forgangne årti. Det skyldes derimod den vidunderlige single ‘Elsk og bliv elsket’, som vi havde premiere på for snart to år siden.

Læs og lyt til singlen her.

13) “Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!””
Lad mig sige det med det samme: Det bliver ikke eneste gang, vi møder Athletic Progression på denne liste. Den jazzede hiphop-trio har om nogen fanget jeres (og vores) interesse i de sidste par år. Med deres uforudsigelige og genrenedbrydende stil ramte de os lige i dansehofterne fra første sekund, og det var ingen undtagelse for Mirja, da hun oplevede dem til åbningsfest af Monten.

Mød Athletic Progression her.

12) “Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up”
På 12. pladsen tager vi turen tilbage til Roskilde Festival; denne gang i 2018-udgaven. I april 2018 havde festivalen netop offentliggjort det fulde program, hvilket fik Morten til at filosofere over årets – på papiret – største op- og nedture. Konklusionen blev blandt andet, at der var tale om det bedste elektroniske program i årevis, men at vi også skulle leve med et par afdankede hovednavne.

Læs analysen her.

11) “Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø”
Noget af det, jeg selv holder meget af at skrive, er premierer på nye singler. Der findes simpelthen ikke noget federe end at få et fremragende nummer ind i indbakken og smage på det, inden alle mulige andre har haft mulighed for at påvirke ens holdning til det givne nummer. Et af de numre, jeg elskede fra første stund, var Rest in Beats‘ ‘Fugle kan dø’ fra 2016. Det var jeg heldigvis ikke ene om…

Læs og lyt til singlen her.

10) “Chienne Lucas – et frikvarter i Zoo”
Synes du også, at det kan være lidt dyrt at besøge Zoologisk Have? Så frygt ej! Du kan nemlig komme gratis af sted med Chienne Lucas på nummeret ‘Diagonal 1′, hvilket Eva bemærkede tilbage i 2015. Om vores læsere generelt er lidt pressede på pengepungen, eller det bare var Chienne Lucas’ fænomenale debut-kassettebånd ‘Left Hand Orientation’, der trak, skal jeg dog ikke gøre mig klog på…

Tag med i Zoo her.

9) “Forpremiere: Konni Kass – I Lie”
Fik jeg sagt, at jeg elsker premierer? Jeg løj ikke, omend man ikke kan sige det samme om færøske Konni Kass‘ på nummeret ‘I Lie’, som vi havde fornøjelsen af at præsentere i 2016. Nummeret var dengang en forløber for Konni Kass’ stemningsfyldte debutalbum ‘Haphe’, som jeg kun kan anbefale, at du lytter til, hvis du endnu ikke har gjort det. Det er perfekt til en kold vinterdag!

Lyt og læs om ‘I Lie’ her.

8) “Regnsky møder… Konni Kass”
Lad mig bare slå fast: Konni Kass har de mest stabile fans på den nordlige halvkugle. Der er blot 21 læsere til forskel mellem 8. og 9. pladsen på listen. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med Konni forud for hendes koncert under 2016-udgaven af SPOT Festival. Hun lovede mig en fed koncert – og det løfte blev i den grad indfriet af, hvad jeg husker som det års bedste koncert på festivalen. Og så fik vi talt en masse om naturen, som faste læsere vil vide, at jeg ynder at gøre i mine interviews.

Læs interviewet her.

7) “Århusianske overraskelser blev favoritten”
Jeg lovede jer, at vi ville møde Athletic Progression igen højere oppe på listen – og her kommer de så. Denne gang formidlet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen, som Rasmus havde taget med på SPOT i 2017. Det var egentlig ikke meningen, at hun ville skrive om bandet, men nogle gange vil tilfældet, at man falder over en helt unik oplevelse – og det skete her, hvor Marie Louise blev blæst fuldkommen bagover af den aarhusianske trio.

Læs artiklen her.

6) “PREMIERE: Eugenia – vildt+sødt”
I know, I know… And you know! Vi elsker premierer her på Regnsky, og det var for mit vedkommende især tilfældet i 2016, hvor jeg nærmest væltede mig i dem. Duoen Eugenia er stadig et af de mest interessante projekter, jeg er stødt på. Kombinationen af velproduceret dansksproget avantgarde-pop og en unik visuel side gør bare, at det er et band, man aldrig rigtig bliver træt af at udforske – det gælder også singlen ‘vildt+sødt’ fra 2016.

Udforsk singlen her.

5) ““Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli”
I løbet af Regnskys godt 11-årige levetid har vi løbende udvidet og udskiftet i skribentflokken, alt efter hvor livet har ført os hen. En af de gange var i foråret 2016, hvor Rasmus og Mirja sluttede sig til vores lille kollektiv. Og Mirja debuterede med et brag med hvad, der skulle vise sig at være den femte mest læste artikel på Regnsky i 10’erne. Mirja elsker at udfordre sig selv musikalsk, og det havde hun også gjort her, hvor hun var taget til hiphop-koncert med DC og Fouli på Stengade.

Læs om hendes oplevelse her.

4) “Roskilde Festival 2015 – Peters anbefalinger”
Fra undergrundshiphop tager vi en sidste tur tilbage til Roskilde Festival, hvor I af en eller anden grund havde ekstra meget brug for nogle gode anbefalinger til 2015-udgaven af festivalen. Om det skyldes, at 2015-Roskilde i høj grad var mellemlagets festival, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald året, hvor man blandt andre kunne opleve kvalitetsnavne som The War on Drugs, Perfume Genius og Kaytranada.

Genoplev Roskilde Festival 2015 her.

3) “Eksklusiv premiere: and the shine”
Vi snupper en premiere mere på 3. pladsen, hvor Lasse i 2015 kunne introducere os for det spritnye band and the shine. Det kunne han med deres allerførste sang ‘All That I Wanted’ med ledsagende video. Lasse udråbte det til en ‘pornografisk lyskatedral af en forårsperle’. Hvis det ikke giver en lyst til at opleve and the shine, så ved jeg snart ikke…

Tag turen ind i den pornografiske lyskatedral her.

2) “Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo”
Listen højstplacerede premiere står Laura bag med noget så unikt som en live-debut-musikvideo. Bandet, der har skabt denne musikvideo, er danske Yör & U (de har sidenhen smidt ‘& U’) til deres single ‘Badekar’. Bandet skulle eftersigende arbejde på en debut-EP, så anbefalingen herfra vil blot lyde på at hoppe med i badekarret og flyde med strømmen mod vellyd og gode vibes i 2020 – man kan jo starte i Helsingør, hvor de giver koncert den 21. januar på Toldkammeret.

Mød Yör lige her.

1) “Velvet Volume vælter UHØRT”
Vores suverænt mest læste artikel fra 2010’erne stammer fra min allerførste UHØRT Festival, hvor jeg blev blæst bagover af tre (dengang) teenagekvinder fra Aarhus-egnen. Velvet Volume indtog det års UHØRT Festival med en sådan energi, at jeg faktisk endte med at tage hjem direkte efter koncerten, fordi jeg bare MÅTTE skrive om den koncert, mens den stadig var frisk i erindringen. Men jeg havde egentlig ikke så travlt, for energien, nærværet og den gennemførte rockattitude, som Noa, Naomi og Nataja lagde for dagen, vil jeg aldrig nogensinde glemme. Wow!

Læs om min oplevelse her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Special-K: “Hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt?”

Special-K, artist, Iceland
Fotograf: Kolbrún Þóra Löve

En gang imellem sker det, at man hører en artist og bare tænker: “Hende MÅ jeg bare tale med!”
Sådan havde jeg det med Special-K, da jeg hørte og ikke mindst så hendes visuelle koncert på årets SPOT Festival. Det lykkedes morgenen efter – okay, klokken var to om eftermiddagen, men i vores tømmermandsramte sind var der tale om en slags morgen.

Kvinden bag Special-K er Katrín Helga Andrésdóttir; en islandsk kvinde i midten af 20’erne med et væld af interessante projekter i bagagen. Hun er et af de oprindelige medlemmer af hiphop-kollektivet Reykjavíkurdætur, som Rasmus mødte på Roskilde Festival for tre år siden, hun er frontkvinde i drømmepop-trioen Kriki (ja, dem med ægge-musikvideoen) og var tidligere den ene halvdel af den feministiske rapduo Hljómsveitt sammen med sin søster. Men hun er nok mest af alt Special-K.

Men hvad er Special-K egentlig? Musikalsk er det et sammenkog af sukkersød popmusik, et post-internet-inspireret visuelt univers og patchwork samfundskritiske tekster. Inderst inde er det et farverigt portræt af en kvinde – og ikke mindst af en generation, som vi – nærmest som et skældsord – kalder millennials. Det er omdrejningspunktet for Special-K’s debutalbum “I Thought I’d Be More Famous by Now“, der udkom tidligere på året.

“Jeg gjorde mig en masse tanker om millennial-generationen, da jeg skrev I Thought I’d Be More Famous by Now. For et par år siden læste jeg en artikel af Tim Urban – “Why Generation Y Yuppies Are Unhappy“. Den handlede om, at vores forventninger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. På det tidspunkt kunne jeg virkelig relatere til det, og det inspirerede mig,” forklarer Katrín Andrésdóttir.

Albummet endte som en selvironisk kritik af hendes egen generation – ikke mindst visuelt, hvor Katrín sammen med nogle venner lavede karaoke-musikvideoer til samtlige numre.

På 80’er-bangeren “Fashion” ironiserer hun over modebranchens insisterende krav om fornyelse, på “Imposter Syndrome Self Help Song” synger hun om den eksistentielle krise, nærmest hele generationen befinder sig i, på grund af egne og andres urealistiske forventninger, og på albummets titelnummer tager hun fat i behovet for at blive set og den konstante søgen efter bekræftelse og anerkendelse. Altså et noget dystert syn på millennial-generationen.

Det er to år siden. I dag har Katrín et noget andet syn på sin generation.

“Jeg synes, at vi er en vildt cool generation. Vi er meget velinformerede takket være internettet, vi er meget inkluderende – meget mere end folk tidligere har været over for homoseksuelle, queers og så videre. Der er en masse seje, unge mennesker, der prøver at kæmpe den gode kamp. I dag føler jeg mig mere på linje med vores generation, selvom vi måske stadig har meget urealistiske forventninger og forestillinger om vores egen storhed,” griner Katrín.

Millennials skal redde verden
Som så meget andet er snakken om millennials to-sidet. På den ene side er det en generation, der er vokset op i en verden, hvor alle muligheder er åbne – i hvert fald i den vestlige, priviligerede del af verden – men hvor egne og omverdenens ambitioner og krav presser sig på. Og hvor problemer negligeres. Muligvis på grund af misundelse over millennial-generationens mange muligheder. Måske fordi vi ikke forstår dem.

Jeg spurgte Katrín, hvad den største udfordring er for millennial-generationen i hendes optik.

“Uden tvivl global opvarmning. Alle mine venner er virkelig utrygge ved det; de gør deres bedste for at stoppe med at spise kød eller at cykle i stedet for at tage bilen. Min generation og menneskerne omkring mig i min boble er faktisk ret bekymrede. Vi overvejer at lade vær med at få børn. For hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt? Det lyder meget dystert, men jeg føler, at det er nødt til at blive dystert, før folk tager det seriøst. Det er et kæmpe pres på min generation, for det er meningen, at vi skal redde planeten,” siger hun.

Føler du, at I skal fixe andre mennesker rod?

“Ja, præcis. På en måde. Det er virkelig skræmmende. Det er en ting, der er altid er i vores bevidsthed. Det er sjældent, jeg direkte tænker på det, men hver gang, jeg gør, får jeg det bare sådan: Oh, fuck! Der er selvfølgelig mange andre kampe at kæmpe: Feminisme, queer, anti-racisme… Men i sidste ende er det vigtigste ikke at dø. Altså, vi dør allesammen i sidste ende, men skal vi ikke prøve at lade være med at smadre planeten?”

Deprimerede popsange
Det er umiddelbart et ret dystert syn på verden, og Special-K’s musik er da også typisk blevet beskrevet som “deprimerede pop bangers”. Katrín fortæller, at hun for nylig læste en artikel, der åbnede med “forestil dig en deprimeret pige alene på sit værelse.” Men Katrín er ikke deprimeret. Snarere tværtimod. For hende er livet alt for vigtigt.

“Jeg har ikke defineret mig selv som deprimeret. Men jeg er en meget følsom og følelsesladet pige. En typisk ting ved en depression er følelsen af, at intet betyder noget. Jeg har det som om, at alting betyder noget. At alting betyder alt for meget. Jeg bekymrer mig for meget. Det er ikke en stereotypisk depression, men der er uden tvivl noget blues derinde. Men også en masse glæde. Jeg er bare ekstremt følsom,” understreger Katrín.

Men er det ikke også nemt at blive nedslået af at tænke så meget over verdens problemer?

“Jo, men i sidste ende er det ikke det, der slår mig ud. Jeg har en form for distance til verden og til samfundet. Det, der virkelig rører mig, er de personlige relationer. Det er de ting, der giver mig et behov for at skrive musik og få den ud.”

Det er i virkeligheden det, det hele handler om for Katrín og Special-K: relationer. Og at de mennesker, der lytter til hendes musik, kan relatere til den og bruge den til noget i deres eget liv. Særligt hvis de, der lytter, har det svært i deres nære liv.

“Jeg kan godt lide at skrive musik om følelser, der er universelle, men som man ikke nødvendigvis taler om. Jeg vil gerne give folk en følelse af, at de måske er mindre alene med deres følelser, end de tror. Det er det, jeg får mest ud af, når jeg spiller musik. Jeg elsker virkelig, når jeg spiller koncerter og kan mærke, at der er en forbindelse til publikum. At vi forstår hinanden,” forklarer hun.

En evig eksistentiel krise
Katrín Andrésdóttir bruger selv en masse energi på at finde ud af, hvem hun selv er. Hvordan hun kan relatere til sig selv, og se sig selv i en verden, hvor sociale medier og den medfølgende overfladiskhed fylder mere og mere. Det er blandt andet noget af det, som førnævnte “Imposter Syndrome Self Help Song” dykker ned i.

“Jeg har en uendelig eksistentiel krise omkring at være artist. Jeg prøver hele tiden at forstå, hvad det vil sige. Den islandske musiker Ragnar Kjartanssons kone fortalte mig engang, at det at være artist er at være et menneske professionelt. Den tanke kan jeg godt lide. Bare at være til. Det er rart at tænke på,” filosoferer Katrín.

“Men i virkeligheden handler det at lave musik for mig om at være fri. Jeg har læst og hørt en masse interviews med Laurie Anderson. I et af dem siger hun: “Jeg er artist, fordi jeg vil være fri – det er mit eneste mål. Det er det eneste, der betyder noget.” Jeg er enig med hende. Det er en fed måde at undslippe kapitalismen på. At vælge en super dum karriere. Der er ingen sikkerhed, men jeg gør det alligevel. Bare fordi jeg elsker det. Det er en mission for mig at vågne hver morgen og bare gøre, hvad jeg har lyst til og ikke arbejde for en anden.”

Gør du det også for at blive mere berømt, som du synger om på “I Thought I’d Be More Famous By Now”?

Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Det tror jeg, at jeg gjorde, da jeg skrev sangen, men siden da har jeg fået muligheder som at spille på SPOT Festival, og tingene går fremad i et behageligt tempo. Jeg havde en manager fra L.A., der ville breake mig i USA. Det tror jeg ikke på. Det bliver aldrig det ene store break for mig; det kommer til at være tusind små skridt. Jeg ved godt, at min musik ikke er for alle, og at det aldrig bliver mainstream. Det er en undergrundsting for små nørder – ligesom mig selv, da jeg var ung – som finder det og kan relatere til det. Jeg har det fint med at være undergrund, så længe der er nogen mennesker, der hører det,” siger hun og uddyber:

“Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis vil være mere berømt. Jeg vil bare gerne være fri – jeg vil kunne betale min husleje. Og jeg vil gerne blive bedre til musik. Jeg føler virkelig, at der er masser af plads til at blive bedre, og det er spændende! Om jeg vil være mere berømt? Jeg er virkelig ligeglad. Måske er det en løgn, det ved jeg ikke. Nogle mennesker hader at blive genkendt. Det generer mig ikke. Så længe folk har noget pænt at sige…”

Og med de ord vil jeg afslutte interviewet med noget pænt: Tjek Katrín og Special-K ud – hun er virkelig sej! Og tjek især det fulde, visuelle album ud her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT 19: ELBA, Efterklang og Iris var blandt årets højdepunkter

ELBA

Efter en lidt forsigtig start torsdag nåede SPOT Festival 2019 et skyhøjt niveau både fredag og lørdag, hvor næsten ingen faldt igennem og flere imponerede stort. Jeg kunne derfor fremhæve utallige forskellige bands, men jeg har i stedet forsøgt at koge det ned til de seks ypperste koncertoplevelser på årets festival.

Special-K
Fredagens koncert med islandske Katrín Helga Andrésdóttirs soloprojekt Special-K var på forhånd det på programmet, som jeg havde set mest frem til. Alligevel formåede den unge islænding at overgå alle mine forventninger. Koncerten tog udgangspunkt i hendes fremragende visuelle album “I Thought I’d Be More Famous by Now”, hvor hun med ironisk distance og en inddragende post-internet-visualitet tager fat i nogle af de udfordringer, millenial-generationen slås med; depression, angst, sex-positivisme, egocentrisme og internettet i sig selv. Til albummet har hun sammen med forskellige venner produceret små karaoke-videoer til alle numrene, som med en Instagram-bubblegum-billedside ledsager hendes finurlige tekster – og som til denne koncert dannede bagtæppe for en fantastisk anerledes og inddragende koncertoplevelse.

Jeg var så begejstret for koncerten, at jeg måtte dykke mere ned i Katríns univers – det kan man læse mere om i et længere interview inden alt for længe.

Late Verlane
Et andet ungt talent, svenske Late Verlane aka Viktor Persson, imponerede ligeledes stort, da han samme eftermiddag gav koncert i Musikhusets Rytmisk Sal. Med en smittende energi, lækre dansemoves og en fløjlsblød vokal lykkedes han for en stund med at få publikum til at glemme det mystiske maj-snevejr og i stedet træde ind i en verden, hvor groovy sommerglæde er den alt dominerende følelse. Særligt imponerende var niveauet i de seks numre, Late Verlane fik liret af i løbet af settet. Han havde publikums opmærksomhed fra start til slut, og jeg glæder mig personligt til en dag af opleve en fuld koncert med Sveriges største talent lige nu – måske sker det, når han gæster Heartland til sommer.

Efterklang
Nej, det er nok de færreste, der vil læse navnet Efterklang og tænke ‘upcoming’. Men det viste sig alligevel hurtigt, at det efterhånden legendariske danske orkester havde sin berettigelse på årets SPOT. Efter næsten syv års albumpause mødte Efterklang nemlig op med hovedsageligt nyt materiale, så der var tale om en decideret genfødsel – i selskab med det eminente belgiske ensemble B.O.X, der har specialiseret sig i noget så Efterklang-agtigt som at spille på ældgamle barokinstrumenter.

Koncerten i Musikhusets Store Sal blev afsluttet med klassikeren “The Ghost”, som var aftenens eneste engelsksprogede indslag. Resten foregik på dansk, og det var ganske enkelt overvældende godt. Sjældent har jeg været til en koncert, hvor jeg nærmest ikke kendte ét eneste nummer, og alligevel været tryllebundet hele vejen igennem. Casper Clausens tekster og vokal var i centrum, og der var momenter, hvor jeg bare måtte lukke øjnene og åbne dem igen for på den måde at sikre mig, at det var en koncert, jeg var til – og ikke blot en drøm om den perfekte musikalske oplevelse. Jeg har ganske enkelt ikke en finger at sætte på koncerten – jo, det skulle da lige være, at den sluttede. Hold nu op, hvor var Efterklang bare bedre, smukkere og større end nogensinde før!

ELBA
Der findes ‘manden med den gule hat’, ‘kvinden med den tunge kuffert’ – og nu også ‘bandet med IKEA-posen’. ELBA er navnet på 24-årige Ellen Bathums popprojekt, som de seneste måneder for alvor er begyndt at få fortjent medvind under vingerne. Til sommer får hun lov til at lukke Countdown-scenen på Roskilde Festival, og jeg kan kun anbefale, at man finder sin plads foran festivalens bedste scene, når den tid kommer.

ELBA laver bombastisk pop af den mest dansable slags, og det var en overvældende oplevelse at se hende live for første gang i Musikhusets lille Kammermusiksal. Fra allerførste tone nærmest eksploderede hun ud over scenekanten med en smittende scenetilstedeværelse, organiske moves og velproducerede popbangers. Hun har kun spillet ganske få koncerter, men med den start har vi noget stort i vente fra den talentfulde thybo.

Iris
Norge har spyttet den ene dygtige kvindelige popartist ud efter den anden de seneste år – og på årets SPOT kunne man møde den nyeste i rækken. Iris er navnet på Vilde Iris Hartveit Kolltveits soloprojekt, som kunne opleves lørdag eftermiddag på HeadQuarters. Modsat de fleste af de andre norske artister skruer Iris ned for tempoet og sætter inderligheden og tekstuniverset i forreste række. Det resulterede lørdag i en vidunderlig intim oplevelse, hvor en koncentreret og muligvis også en smule nervøs 22-årig sangskriver leverede årets positive overraskelse for mig. Sidste måned udgav hun debut-EP’en “a sensitive being”, der, som titlen lægger op til, er det blik ind i hjertet på sangerinden.

Popkollegaen Aurora har kastet sin kærlighed over landskvinden, og efter lørdagens koncert håber jeg, at mange flere vil gøre det samme. Det fortjener hun, og vi fortjener forhåbentlig også denne nye stemme på den nordiske stjernehimmel.

NEØV
Vi slutter mine højdepunkter af med endnu en koncert på HeadQuarters. Denne gang skal vi forbi noget som sjældent som et finsk band, der ikke laver heavy metal eller derover. Trioen NEØV er nemlig noget helt, helt andet. Jeg har de sidste par dage forsøgt at beskrive bandet gennem artister, som folk kender, og jeg er nået frem til noget i retning af The National møder et akustisk The xx med en finsk version af Jannis Makrigiannis fra The Choir of Young Believers som frontmand – omend liveudgaven er et stykke længere væk fra The xx, end de er på indspilningerne.

NEØV udgav tidligere på året deres tredje studiealbum, så Anssi Neuvonen og co. hører til i den rutinerede ende på SPOT Festival. Derfor er det nok også på tide, at endnu flere herhjemme for øjnene op for Finlands største indiepop-succes lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT 19: Off Bloom var højdepunktet på en sløv førstedag

Foto: Press

I går tog vi hul på 25-års-jubilæumsudgaven af SPOT Festival. Traditionen tro bød torsdagen på en række dayparties, gratis koncerter og rigelig med tid til at få smagt på, hvad mad- og ølboder havde at byde på. Det sidste kan også noget, men jeg vil nu i første omgang give en status på de første to.

Musikalsk fik danske Off Bloom lov til at åbne festivalen på SPOT Royal. Det er en af festivalens gratis scener, som er placeret ude i åen ved Magasin. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det decideret ‘naturskønt’ – ‘urbanskønt’ er måske et bedre ord – men i solskin findes der få bedre steder at befinde sig i Aarhus.

Det var en fantastisk dejlig måde at åbne festivalen på – energiniveauet hos Mette Mortensen og resten af bandet var højt, timerne i Damon Albarns London-studie havde båret frugt, så både numrenes egen kvalitet og kvartettens fremførelse af denne bragte smil og nogle enkelte danserytmer frem hos publikum. Det skulle vise sig at blive dagens højdepunkt.

Koncerten kom efter en noget aparte TALK med rapperen Kesi. Den blev afsluttet med en seance med spørgsmål fra publikum. Jeg skal ikke kommentere for meget på spørgsmålenes niveau, men blot konstatere, at Oliver Kesi til sidst spurgte, om Off Bloom ikke snart skulle på…

SPOT Festivals anden gratis scene Aarhus Volume havde fuldt program denne torsdag. Vi var frem og tilbage fra hyggelige og relativt vellydende dayparties hos Smash!Bang!Pow! og Wonderwhy x We Are Suburban, så vi indtog først området foran Aarhus Volume, da norske Fieh skulle optræde.

Fieh er et funky jazzband, som jeg inden koncerten havde hørt mange gode ting om. Personligt kommer jeg nok ikke til at tale alt for meget om dem efterfølgende. Det var en noget repetitiv oplevelse, hvor numrene flød sammen i en stor pærevælling af fjollet dans, elendige lydniveauer og charmerende norske gloser. Hvis jeg skal opsummere koncerten i én sætning, så må det være, at bandet tog sig selv omtrent lige så seriøst, som publikum gjorde.

Det virkede som om, at Fieh primært var kommet for at have det sjovt – og fred være med det – men det endte med at gå gevaldigt ud over det musikalske niveau. Der var momenter, hvor jeg sagtens kunne forstå hypen, men de virkede langt mere fokuserede på “koreografien” end på at levere en musikalsk oplevelse. Det betød dog ikke noget for publikum, som bestod af en sær blanding af superfans og af musikerkollegaer, som hellere ville tale om sig selv og med hinanden end at være til stede ved koncerten. Superfansene havde uden tvivl en god oplevelse, mens de andre i hvert fald ikke havde en dårlig, for det var da fin underlægningsmusik til en egocentrisk samtale.

Min musikalske aften blev sluttet af i selskab med producer/DJ-trioen Av Av Av. Det er nok en af mine yndlingsartister, når det kommer til live koncerter, og jeg havde set frem til en ægte dansefest. Meget symptomatisk for den første aften gik strømmen halvvejs, og der var alt for mange mennesker til, at man for alvor kunne danse. Musikalsk var det dog en rigtig fin oplevelse, og der er ingen tvivl om, at Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad er blandt landets ypperste liveperformere.

Så alt i alt var torsdagen en noget blandet oplevelse. Fredag starter festivalen for alvor, og jeg glæder mig!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *