Perfume Genius perfektionerede perfektion i Koncerthuset

Perfume Genius Koncerthuset Studie 2

Den korte anmeldelse: I know my queen. Perfume Genius gjorde det sgu igen her til aften i DR Koncerthuset. Han leverede et vaskeægte mesterværk af en koncert foran et tilpas fuldt Studie 2, ledsaget af en særligt indkaldt strygerkvartet.

Det føles lidt som et deja vu at skrive denne anmeldelse, for det er ikke mere end tre måneder siden, at jeg sidst var ved at falde om af begejstring efter Mike Hadreas’ koncert på en regnfuld Haven Festival. For dig som læser vil det også snart komme til at føles som et deja vu, for her på Regnsky er vi åbenbart virkelig glade for Perfume Genius. Så glade, at Rasmus og jeg helt uafhængigt af hinanden har spurgt om lov til at komme ind og anmelde koncerten. Men hey, så kan vi jo se, om vores oplevelse af koncerten matcher hinanden…

Min oplevelse starter og slutter med aftenen sidste nummer, “Queen”. Det var som om, at hele koncerten for mig byggede op til det moment. Til kronen på værket – eller tiaraen om man vil. Det er ubetinget mit yndlingsnummer fra den karismatiske sanger, og det rummer alt det, der gør Perfume Genius til et spektakulært godt live act. Det er kraftfuldt, det er meningsfuldt uden nogensinde at miste den sårbarhed, som trækker Mike Hadreas helt ned på gulvet og gør, at ens største ønske bliver at omfavne denne androgyne mandsling.

Koncerten var langt hen ad vejen bygget op som et makrokosmos af hittet. Forestil dig, at du tager en virkelig dyb vejrtrækning og holder vejret. Og puster ud. Dén følelse var gennemtrængende hele vejen igennem. De stille numre fungerede som vejrtrækningen, inden numre som “Grid”, “Slip Away” og “Fool” fungerede som den tilfredsstillende, nærmest desperate udånding.

For et par dage siden læste jeg en anmeldelse i Politiken. Det var en fireårig knægt, som havde anmeldt en ny is. En ny Magnum. Han kaldte den for den bedste is, han nogensinde havde fået, og så brugte han udtrykket: “Den smagte diamantisk!”

Jeg kan umuligt finde på en bedre beskrivelse af Perfume Genius’ koncert end dette, så jeg vil tillade mig at citere en tydeligvis sprogligt veludviklet dreng og sige: Hold nu kæft, hvor var Perfume Genius diamantisk her til aften!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mød Kane Strang, en højtråbende singer/songwriter fra New Zealand

Kane Strang Regnsky

I morgen lørdag giver newzealandske Kane Strang koncert i KB18 i Kødbyen på Vesterbro i København (og på Atlas i Aarhus på mandag). Kane Strang er en 24-årig ung mand fra universitetsbyen Dunedin i det sydlige New Zealand. Han gjorde sig først bemærket i hjemlandet for fire år siden, da han udgav debutalbummet “Blue Cheese”. Tidligere i år udgav han så opfølgeren “Two Hearts And No Brain”, og det er anledningen til, at han nu kan opleves to gange i Danmark de kommende dage.

Når man siger newzealandsk musik herhjemme, vil de fleste nok først og fremmest tænke på Lorde – og hvis man er lidt mere dedikeret – på Ladyhawke og Kimbra (Ja, hende fra Gotyes megahit fra 2012). Men der er faktisk langt mere musik at dykke ned i fra det helt fantastiske land far, far away.

Det var blandt andet noget af det, jeg talte med Kane Strang om forleden.

Du er en helt ny artist for de fleste i Danmark, så hvordan vil du beskrive din musik for de uindviede?
“Jeg vil sige, at jeg laver høj singer-songwriter musik med nogle catchy elementer.

Hvad vil du gerne med din musik?
“Jeg laver musik af mange grunde. Det er sådan, jeg har mødt de fleste af mine venner og en masse andre inspirerende mennesker. Jeg er samtidig afhængig af den følelse, du får, når du finder på noget interessant. Der findes virkelig ikke noget som den følelse.”

Tidligere i år udgav du et nyt album, “Two Hearts and No Brain” – hvad ville du gerne med det album?
“Jeg ville gerne lave noget mere raffineret og poleret, når nu jeg endelig havde muligheden for at optage i et studie med en producer. Inden da havde jeg mest lavet en masse lo-fi ting på mit værelse, så jeg følte, at det var det, jeg ville. Mest af alt håber jeg, at andre mennesker kan relatere til mine tekster.”

Hvis du selv kunne vælge dit publikum til din koncert på KB18, hvordan skulle de så være?
“Jeg elsker, når folk danser og synger og alt det, men i virkeligheden vil jeg gerne bare have et publikum, som har en god aften og passer godt på hinanden. Og så må de meget gerne komme og sige hej henne ved merchandisebordet før eller efter koncerten.”

Jeg vil følge den opfordring op med en generel opfordring til at tage ind og høre Kane Strang. Han er fantastisk dygtig, og hans tekster ér vitterligt værd at lytte til. Til slut bad jeg ham om at komme med sine bud på tre endnu mere upcoming artister fra hans hjemland, som vi bør kende herhjemme. De kommer her – med min egen lynbeskrivelse i parentes:

Pixels (lo-fi lækkerhedspop):

October (elektronisk dommedagspop):

Earth Tongue (støjrock med ekstra støj):

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

PREMIERE: Eugenia – Byen

Eugenia Regnsky

Så er der nyt fra danske Eugenia. Duoen er nemlig klar med deres første egentlige single, “Byen“. Hvis Eugenia virker bekendte, så skyldes det måske, at vi sidste år havde fornøjelsen af at introducere dem, da de debuterede med en tankevækkende video til triphop-nummeret “vildt+sødt“.

Dengang blev jeg dybt betaget af deres lyd, som bare virkede så rigtig og ægte. Og selvom “Byen” musikalsk er noget ganske andet, så er ægtheden den samme. Nummeret er ligesom det eksperimenterende debutudspil produceret af Brian Batz, som har arbejdet med navne som Sleep Party People og Ice Cream Cathedral. Især sidstnævnte er Eugenia et godt stykke hen ad vejen beslægtede med.

Tekstuniverset tager lytteren med på en rejse gennem, ja, byen, men det er ikke en hvilken som helst by. For mig er det lyden af metropolen, hvor man konstant er omgivet af fællesskaber, venskaber og velskabte illusioner af selskab. Men det er samtidig et sted, hvor ensomheden konstant lurer, og man nemt på den ene side kan blive afhængig af den konstante sociale tilfredstillelse, som venter på hvert eneste gadehjørne og fortovscafé, mens man på den anden side føler sig dybt fremmedgjort af de fællesskaber, man er en del af – eller forsøger at finde sig hjemme i. Det er nærmest som en kortfilm formet i og af lyd, hvilket nok langt hen ad vejen skyldes filmskaber og lydvirtuos Johan Ask Papes billedrige baggrund.

Musikalsk bliver teksterne mest fremtrædende båret frem af Camilla Lily Pape, som med sin nærmest Beth Gibbons’ske (Portishead) vokal flyder harmonisk ovenpå Johans vidunderligt simple komposition – som dog alligevel virker storslået i dets kor-klimaks, der understreger den frustrerende ensomhed i det evige selskab, inden Eugenia lader byen falde pludseligt til ro, så trygheden genfindes. Det er smukt, eftertænksomt og ikke mindst vanvittigt genuine.

Byen” er udkommet i dag på det københavnske label Møs Møs, og i morgen, lørdag den 30. september, er der single-releasefest i Herkules Pavillonen i Kongens Have i København, hvor Tobias Trier varmer op fra klokken 16, inden Eugenia selv går på klokken 18.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The World (Is Going Up In Flames): En hyldest til afdøde Charles Bradley

Charles Bradley Regnsky
Foto: Shayan Asgharnia

Her sent lørdag aften, hvor jeg sidder og skriver dette, er den triste nyhed om Charles Bradleys alt for tidlige død netop tikket ind. Efter den senere tids aflyste koncerter og meldinger om sygdom, kommer det ikke som et kæmpe chok, men det er alligevel en virkelig sørgelig nyhed, at det blot 68-årige soulfænomen er gået bort. Især fordi jeg måske et eller andet sted havde troet og håbet på, at kræften blot var endnu en kamp i et langt liv af kampe, som han selvfølgelig nok skulle vinde til sidst.

Jeg stiftede selv først for alvor bekendtskab med Charles Bradley på Roskilde Festival i 2011. Jeg har fortalt om den festival tidligere – det var mit sidste år, inden jeg begyndte her på Regnsky. Jeg havde blot købt en endagsbillet for at opleve Bright Eyes på Arena. Men jeg var kommet hjem med en masse andre eminente musikalske oplevelser. Én af dem fik jeg i det hedengangne Odeon-telt i selskab med en grædende eks-kok fra Florida – Charles Bradley og hans Menahan Street Band.

Jeg husker det som en af de mest intense koncertoplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var som om, at når Charles Bradley åbnede munden, så blev der båret meget mere end musik ud via hans dybe, hæse vokal. Der flød liv ud. Livshistorie. Minder, hjerte og smerte. Det var som om, at den godt 60-årige amerikaner med hver eneste strofe formåede at lade os blandt publikum mærke historien, erfaringerne og – ja – selve livet direkte på vores egne kroppe. Bradleys smerte blev vores smerte, hans glæde vores glæde, og vi blev overvældede, når han selv blev overvældet af de store følelser. Fordi det hele var så ægte, og man virkelig helt inde i sjælen kunne mærke, at de her sange og tekster kom af noget ærligt og nærmest skræmmende virkeligt.

For Charles Bradley har levet et liv, som de færreste kan forestille sig. Han voksede op i dyb fattigdom, han har fundet sin bror skudt af sin egen nevø, og han kæmpede hele livet for at opnå drømmen om at dele sin musik; sin passion med verden. Drømmen som han har haft, siden han oplevede legenden James Brown som ganske ung. Det lykkedes i en alder af 60 år. Og nu kun få år efter er det slut. Hans eftermæle vil helt konkret bestå af tre helt eminente albums, som du absolut bør lytte til. Start med “No Time For Dreaming”, som nok er mit all time yndlings soulalbum. Det er råbende intenst, og det vil sidde i kroppen et godt stykke efter, at du har sat pladen fra dig igen. Særligt hvis du lader et godt glas rødvin åbne godt op for følelsesregistret.

Og hvis du er blevet nysgerrig på at lære Charles Bradley bedre at kende, så kan jeg ikke anbefale dette interview med Loud And Quiet nok. Dét er et af de interviews, jeg ville ønske, jeg selv havde lavet.

Hvil i fred, Screamin’ Eagle of Soul!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Takykardia – Immortalized

Takykardia Immortalized Regnsky

I dag har vi fornøjelsen af at have danmarkspremiere på danske Takykardias allerførste single “Immortalized”. Det er et nummer og et band, jeg har glædet mig helt ustyrligt til at præsentere for jer, siden jeg allernådigst fik muligheden for at lytte til deres første numre tidligere på året.

Men hvem er Takykardia, og hvorfor har jeg glædet mig så meget? Takykardia kalder sig selv for en “trip-soul-kvartet”, og de har hentet inspiration til deres musik i blandt andet naturprogrammer og triphop. Det mærker man tydeligt på “Immortalized”, der åbner med et lækkert triphop start-og-stop beat, inden forsangerinde Luna Matz entrerer manegen med sin umådeligt lækre, sensuelle vokal.

Ud over Luna Matz består kvartetten af David Nedergaard, Thomas Cortes og Troels Dankert, som har taget navn efter det finske (og vist nok også latinske) ord for ‘for hurtig hjerterytme’. I øvrigt ligesom et nummer på Conor Obersts seneste album – ja, det var et ret ligegyldigt fun fact, men hvad kan man gøre.

Hvad Takykardia kan gøre, er at skabe et debutudspil, der er både sammenhængende, minimalistisk og tankevækkende på samme tid. Alle lyde på “Immortalized” hænger fuldstændig organisk sammen, og selv Lunas jazzede vokal flyder harmonisk ind i lydbilledet, som var den blot et ekstra instrument. Det vidner om en stor musikalsk selvbevidsthed og om et ungt band, som virkelig har taget sig den tid, det tager at gennemarbejde et stykke musik til noget nær perfektion – uden at miste den drømmende magi, det spændende genremash i høj grad rummer.

Nummeret hedder som sagt “Immortalized”, og tiden må vise, om Takykardia får udødeliggjort sig selv. Hvis de fortsætter på samme måde, skal de i hvert fald nok få sat sig selv på det musikalske landkort. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Del og kommentér

  1. Henrik says:

    Fedt – kunne man tænke sig, at lære musik, vil jeg blot anbefale http://mubase.dk – din blog er alt for fed og elsker, at få inspiration her til, at spille selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?