Ambivalent spoken word-koncert med Lukas Graham på Northside

Foto: Pressefoto

I optakten til årets Northside Festival har folkene bag lagt stor vægt på, at de gerne vil udvide festivalen til at omfatte et solidt talks-program, som vi oplevede det på forrige weekends Heartland Festival. Om det var de ord, Lukas Forchhammer fra Lukas Graham havde hørt, er ikke til at sige, men hans koncert udviklede til et temmelig absurd totalteater, hvor der i hvert fald i mit hjørne af den stopfyldte plæne gik sport i at spørge, om Lukas Graham egentlig også havde tænkt sig at synge nogle af deres efterhånden mange hits på et tidspunkt – eller om det hele skulle handle om, at bandet har rejst rundt i USA, har spillet på Wembley og er i besiddelse af familiemedlemmer.

Jeg ved egentlig ikke, om det er bandets eller festivalens skyld, men det blev desværre ret tydeligt, at Lukas Graham tilsyneladende ikke besidder nok tyngde i deres diskografi til at udfylde et slot på 75 minutter. Det er i hvert fald den eneste gyldige grund, jeg kan komme på til, at Lukas Forchhammer brugte noget, der minder om en femtedel af tiden på at fortælle om førnævnte eventyr – USA-eskapaderne blev nævnt ikke mindre end fem gange.

Musikalsk har jeg absolut ikke en finger at sætte på Lukas og vennerne, for der er ingen tvivl om, at de er vanvittigt dygtige, og det er sindssygt imponerende, hvor mange ørehængere de har præsteret i løbet af deres trods alt ret korte karriere på 5-6 år. Og megahittet “7 Years” sad da også lige i skabet, da vi endelig nåede frem til de længeventede ekstranumre, som de fleste nok på forhånd vidste ville indeholde det store hit foruden Hedegaard-hittet “Happy Home”, som undertegnede egentlig havde glemt eksisterede.

Men selvom der var tale om en sand hitparade, så blev jeg aldrig helt revet med af dagens – målt på antallet af tilhørere – mest ventede artist. De alt for lange monologer fra Lukas Forchhammer hev ganske enkelt en ud af bandets univers, og derfor forsvandt den magi, som Iggy Pop uden sammenligning i øvrigt mestrede til perfektion lige efter med et knivskarpt set, hvor disciplinen og dedikationen til musikken strålede over alt andet.

Hos Lukas Graham blev det derimod en mærkelig spoken word-forestilling, hvor man fik fornemmelsen af, at Lukas Forchhammer havde et underligt behov for at informere publikum om, hvor fed han egentlig er i udlandet – det var fuldkommen unødvendigt og direkte irriterende, for hvis han bare havde ladet musikken tale, var vi alle gået glade derfra efter et gennemført fællessangsorgie.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.