Braids udsender ny EP, ‘Companion’

Braids 2016

Braids udsender ny ep den 20. maj, og den er god – heldigvis og selvfølgelig.
Det canadiske synth/indie/pop band er et af dem, jeg har lyttet allermest til det sidste år. Det har Peter også, og derfor vil du som Regnsky-læser med god sandsynlighed nikke genkendende til navnet, som vi blandt andet har fremhævet som gruppen bag et af sidste års bedste album, Deep In The Iris.
Et album, jeg straks holdt af at lytte til. Sjældent godt afstemt mellem meditative rundgange af simple synth-, guitar- og klaverakkorder, og med rytmisk spral fra de både programmerede og håndspillede, ofte breakbeat-inspirerede trommer. Og så Raphaelle Standell-Prestons uovertrufne vokal frembrusende af nødvendighed, men tilbageholdt til indestænkte udråb af konsekvensernes nervøsitet. Ikke mærkeligt, at hun både bruser over og tøver: albummets tekster – og vokalperformance – dealer med incest, særligt på førstesinglen “Miniskirt”, et vidnesbyrd i den stigende opmærksomhed omkring konsekvenserne af seksuelt misbrug. Som ikke overmander lytteren, men skaber et behov for at forstå. Læs eventuelt Raphaelle Standell-Prestons essay her.
Det var særligt vokalproduktionen på Deep In The Iris, jeg forelskede mig i, den vikler kor, udbrud og vers ind og ud af de øvrige lag med naturlighed og finesse, vokalen er både teksternes medie og en sonisk effekt. Deep In The Iris er selvfølgelig ikke verdens bedste plade, men det er afgjort en af de senere års udgivelser, jeg kan lytte mest til, finde detaljer i, drømme med, blive indigneret af, løfte tunnelsynet og se verden gennem. Eller blive i tunnelen, jeg har skrevet så mange opgaver til det album.

Det var jo egentligt ikke Deep In The Iris, det her indlæg skulle handle om, det var Braids’ nye EP, Companion. En af årsagerne til det navn bunder i ep’ens forhold til Deep In The Iris – numrene på begge udgivelser blev skrevet i samme periode. Det til trods er udgivelserne i den grad forskellige fra hinanden, særligt i produktionen, hvor Companion fremstår rå – de enkelte numre udforsker en energi, de går all in, de balancerer ikke tøvende på kanten som Deep In The Iris gjorde: fald gennem kalejdoskopet til “Joni” eller mærk titelnummerets stigende intensitet, kun båret af synth og vokal. Standell-Prestons teksters har overgrebet i tankerne, konstant er det der, men Companion går ind i følelser gennem billeder af livet efter. Særligt på min favorit, “Sweet World”, der hviskende vokser i intensitet, akkordmængder og i tekst, fra en mismodighed over sin plads i verden – kan jeg nogensinde ville være nogens – til en spirrende tro på heling. Måske ikke verdens smukkeste nummer, men et af de smukkeste i min, lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.