Willie Burns – Washed Hands

Ingen ser i dag ud til at kunne følge med houseproduceren William Burnetts altoverskyggende tempo og produktivitet. I løbet af det seneste halve år har amerikaneren med sin helt egen, eklektiske lyd udsendt en lang række albums, ep’er, kompilationer og mixtapes, hvor han heller ikke har været sparsom med antallet af pseudonymer.

Med aliaser som Grackle, Black Deer og William Burns er Burnett i stand til at segmentere alle sine outputs, så der er et alias for hver lyd. Som Black Deer skabte William Burns tidligere i 2013 en ægte udfordrer til årets nummer med det distortede og arpeggio-gale track Apex Break, mens Grackle er et idékabinet for hans protohouse-udladninger, hvor den seneste Burnett-kompilation Willie Burns presents Land vs Air præsenterer fire Grackle-skæringer.

Derimod er Willie Burns et lighedstegn for William Burnetts straight up house-produktioner og muligvis hans mest kendte alias, som blandt andet har bragt ham ind i stalden hos nogle af de største pladeselskaber netop nu, hos L.I.E.S, Creme Organizations og The Trilogy Tapes, pladeselskaber der ligesom Burnett ynder at udfordre mange af housemusikkens konventioner. Nu er William Burns tilbage hos The Trilogy Tapes med 12″-udgivelsen Tab of Acid/Washed Hands, hvor den tilbagelænende b-side med sin one take-indspilning og de synth pop-agtige implementeringer er et kendetegn på William Burnetts utraditionelle tilgang til houseproduktionen.

Udgivelsen kan inden længe bestilles via The Trilogy Tapes’ hjemmeside, så hold et vågent øje. Er man samtidig fan af internetradiostationer kan det varmt anbefales at tjekke den New York-baserede radiokanal Newton Radio, hvor William Burnett hver mandag som Dj Speculator kører et ugentligt radioprogram, hvor der på kryds og tværs mixes musik og inviteres gæster i studiet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *