Frank Ocean: En Patineret Sjæl (Del 1)

Vi stjæler konceptet fra VH1 og bruger de næste to dage på Frank Oceans bedste sange. Ocean har opnået stor succes med sit nyeste album Channel Orange, og vi prøver at forstå, hvorfor hans sange appellerer så bredt som de tilsyneladende gør. Unge smukke mænd, patos og R’n’B er en særlig trylledrik, som før har betaget en hel generation, men spørgsmålet er, om gratissamfundet også har medført at vores popstjerner anno 2012 går i lasede klæder, og at deres musik mister den overmenneskelige produktionsfernis, som en boomende musikøkonomi kunne genere i popmusikken guldalder. I dag sætter vi fokus på nummeret “Novacane”:

Popmusik er et fænomen, som fylder meget i vor kollektive bevidsthed. Popmusik har sine konger, sine dronninger og ikke mindst sin “kongerække”. Popmusikken antager et utal af former, som gør den særdeles uhåndgribelig, og når vi tror, at vi har forstået den og sat den på formel, glider den ud af vore fingre og gør det uigennemsigtige transparent. Den gør det skæve kommercielt. Popmusikken har heldigvis ingen tronfølge-lov.

Den tjener både som en flugt og en trøst. Den er både eskapisme og realisme. Den eskapistiske afart hæver dine hænder i beruset ekstase, selvom du i virkeligheden har kærestesorger og er på dagpenge (trods 5 år på universitet), og fordamper fra dine blodbaner i takt med alkoholen gør det samme. Den har uden tvivl sin berettigelse i denne verden.
Den eskapistiske afart af popmusik afspejler ikke din nuværende situation – denne opgave påtager Frank Ocean sig til gengæld.
Han bruger popmusikken som platform for at udlevere sit inderste. På empatisk vis observerer han verdenen omkring sig og beretter fra de yderste afkroge af sit sjæleliv og universet omkring de væsener, som han begærer og elsker – uafhængigt af køn. Ocean er biseksuel. Et faktum, som har tiltrukket megen medieopmærksomhed.

Frank Ocean – Novacane

I det nu knap så aktuelle hit ”Novacane” fra hans forrige album nostalgia, ULTRA, står Ocean i midten af en eskapistisk menighed, og leder efter remedier, der kan dulme den indre smerte, og gøre ham så bevidstløs som muligt. Han begraver sig i kærlighedsløs sex og anæstesi for at udholde smerten. Ocean er revet i stykker af sin egen følsomhed. Det bemærkelsesværdige er, at det uden tvivl også er denne sensitivitet, som gør Ocean til et rørende bekendtskab. Han er en blottet nerve i denne menighed af bedøvet kødelighed.

”Fuck me Numb” er i sig selv også paradoksalt udtryk, som netop rummer Oceans handlemønster. Et handlemønster, hvor Ocean søger at pervertere den egentlige effekt af sine handlinger. Han søger det modsatte af, hvad handlingen giver ham. Han søger følelsesløshed i nydelsens epicenter.
Ligeledes forsøger Ocean at flygte fra en indre smerte, i et rum som designet af elendighed og kærlighedsløst begær. Ocean antyder rummets beskaffenhed ved at synge:

“I’m feelin’ like Stanley Kubrick, this is some visionary shit
Been tryna film pleasure with my eyes wide shut but it keeps on movin’”

Med denne reference til Eyes Wide Shut fornemmer lytteren de omgivelser som præger Ocean, og det seksuelle kaos som han er draget af – og farvet af.
For flugten fra indre smerte i et kærlighedsløst rum, som er designet af elendighed, er en umulighed. Især i denne menighed, hvor korset af slanger bider sig fast og kvindernes elendighed blot spejler sig i hans. Ocean søger svar i blanke bibel-sider. Det samme handlemønster gentager sig. Ocean søger ro i en eksplosion af sanseindtryk. Han søger at pervertere effekten af sine handlinger.

”I can’t feel a thing
I can’t feel her
Novacane for the pain”

Absurditeten i hans handlemønster efterlader en tilbageværende mulighed. Anæstesi; bedøvelse for at undgå smerten. Ikke et stof som leverer orgasmiske oplevelser, men et stof som forkrøbler alle sanseindtryk. Han lader sensitiviteten opløse sig i det vakuum, som portrætteres i den tilhørende video. Det er en mulighed. Midlertidig ro.

Indtil virkningen fortager sig og Ocean igen skal forholde sig til sig selv. Ocean er et fejlende menneske, som du og jeg. En nærværende popstjerne – ikke et lamineret idol, men en patineret sjæl. Det er en af de ting, som gør ham til noget ganske særligt i popmusikkens verden anno 2012.

Vend tilbage i morgen, hvor vi bringer anden del af artiklen om Frank Oceans relevans som popstjerne i dag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.