Trailerpark Festival klar med nye navne

Hvad gjorde Trailerpark Festival til en af sidste års mest uforglemmelige weekender? Udover det selvindlysende aktiv ved at have fingeren så meget på pulsen, at navne som Caribou og Toro Y Moi lægger vejen forbi, vinder Trailerpark på sin overskuelige størrelse: 50 bands, to scener, tre barer og ikke flere mennesker, end overblikket stadig kan bevares og vennerne findes efter en øl eller fem. Man tager ikke videre i byen, efter en eftermiddag i trailerparken. Med klar kontinuitet og udvikling i de enkelte dages program favner Trailerpark både indierock og minimalhouse, hvilket dagens annonceringer også gør klar til:

Første og anden portion af navne til årets festival lovede eftermiddagsegnet dansk indie fra pladeaktuelle Scarlet Chives og Messy Shelters og nattefester elektroniske favoritter som Motor City Drum Ensemble og Mondkopf. I dag præsenteres tredje annonceringsrunde, og den følger ganske fint op de foregående med fem bud på det stærkeste fra vores nabolande: Forest & Crispian fra Sverige, norske Kim Hiorthøy (NO), tyske Erobique og Isolee samt vores egen og ganske snart ep-aktuelle Taragana Pyjarama (DK).

Dagen kunne jo starte med Forest & Crispian. Den excentriske trio har siden undertegnede første gang oplevede dem live fra en lastbil på Roskilde Festivals campingområde i 2007, udgivet lp’en Modest Sensation og i år ep’en The Saint, hvorfra “Let The Best Band Win” huserede den øvre del af Det Elektriske Barometer ganske længe. På Trailerpark Festival er Forest & Crispian tilbage i farverige omgivelser, hvor det iøvrigt fremragende live-bands kitschede og dansable poprock garanteret vil bringe smil frem hos selv den mest tømmermandsplagede festivalgænger.

Forest & CrispianLet The Best Band Win
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Let-The-Best-Band-Win.mp3]

I en noget mere tilbagelænet kategori finder vi de to elektroniske live-acts, Kim Hiorthøy og Taragana Pyjarama. Hiorthøy har efterhånden længe surfet rundt i det noget omfattende grænseland mellem luftige, ambiente electronicakompositioner, technoens fremdrift og næsten trancede melodier. Taragana Pyjarama udgiver d. 4. april sin debut-ep, der forfiner udtrykket fra de mange tidligere previews til en usædvanligt vellykket cocktail af vokalsamples, housebeats og velstruktureret hittepåsomhed. Læs fuld anmeldelse på Regnsky på udgivelsesdatoen.

Kim HiorthøyI Thought We Could Eat Friends
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/I-Thought-We-Could-Eat-Friends.mp3]

Taragana Pyjarama Ocean
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Ocean.mp3]

Og så når vi for alvor til fest-delen af festivalen. Forleden omtalte Morten tyske Isolees remix af landsmanden Manuel Turs “Most of the Moment”, og den funky house vil med garanti kunne starte en glimrende fest. Isolees eget materiale til modsætning er über-minimalistisk, og variation og fremdrift findes heraf konstant opstående men ganske små forandringer. Det kan gå hen og blive en udfordring at formidle sent på natten, men lykkes hypnosen kan en af de sjældne “musik-og-krop-smelter-sammen”-liveoplevelser være i vente.
Erobique viser i modsætning til Isolee tydeligere sine disco-inspirationer. Med udgivelser på Mirau (der på det sidste har markeret sig med bl.a. Tensnake, Mano Le Tough) og tidligere samarbejde med DJ Koze og Cosmic DJ under navnet International Pony, er det tydeligt at Trailerpark er gået efter den løsslupne dansefest med uforudsigelige spacey påfund.

Isolee – One Box

Erobique – Endorphinmachine

Trailerpark Festival (28.-31. juli 2011) finder sted omkring skatehallen ved Enghave Station. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *