Musik, der ikke glitrer

Jeg har en passion for musik, der ikke glitrer. Der ikke er pæn, men heller ikke udpræget grim. Som ikke har store armbevægelser og et symfoniorkester i ryggen. Den ærlige sang, der bare er. Ikke giver sig ud for at være noget, men lever det enkle liv, måske er optaget i det billige studie i hjembyen eller på den simple pult guitaristen fik da han var færdig med highschool. Ikke tilfældigt, for disse sange stammer som oftest fra USA, og en fin lille samling har taget form de sidste uger. Så dem får i her. En del af æren for dem tilfalder verdens bedste musikblog (Time Magazine uddeler den pris, og de sidste år er den velfortjent gået til denne): Said The Gramophone.
Hvis du ikke kender den, men kan lide personlig musik og fantastisk historiefortælling er det din nye homepage.

Bear in Heaven er emigreret til New York fra Atlanta, for det gør alle jo. Udgivelsen af 2. album, Beast Rest Forth Mouth fandt sted for et par uger siden, og indeholder drømmende, svagt støjende popsange, skåret af samme halvt solbeskinnede og halvt kælderdybe læst som bysbarnet Atlas Sound.
På singlen “Lovesick Teenagers” rammer bandets hovedmand, Jon Philpot, mig lige i hjertet. Instrumenteringen er holdt enkel, men synthen fanger mig øjeblikkeligt og holder hele vejen gennem nummeret, fra versene til de smooth overgange til omkvædet. Det er romantisk, velfortalt og velspillet. Bear in Heaven er en organisme, musikken fylder mig med varme og gør mig næsten til en lovesick teenager. Jeg er ikke sikker på det er helt originalt, netop det her nummer. Til gengæld har “Wholehearted Mess” en originalitet i sin nærmest mathrockede kompleksitet, der som noget sjældent bevarer charmen, roen og sødmen.
For at klistre noget namedropping på bandet, kan man tilføje, at de er hypet (via twitter, selvfølgelig) af ingen ringere end Grizzly Bear’s Edward Droste.

Bear in HeavenLovesick Teenagers
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Lovesick_Teenagers.mp3]

Bear in HeavenWholehearted Mess
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Wholehearted-Mess.mp3]

Rattail
Kan i huske The Moldy Peaches? Det var dem, der leverede “Anyone else but you” til teenagekultfilmen Juno. Det blev deres gennembrud til en masse følsomme personligheder, og i nogenlunde samme kategori ligger Rattail, bandet med det mest upassende navn. Der er meget lidt skaldet skadedyr over den musik, der på “Go Green” er sympatisk, vellydende og rart selskab. Vokalen bliver måske lidt for meget, men charmen reder det meste. Bandet spiller akustisk, kun lige med guitar, trommer og vokal, og det er faktisk nok til at frembringe fine og simple sange.

RattailGo Green
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Go_Green.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?