Frost Festival: en aften i maskinrummet

Foto: Malthe Ivarsson/Frost Festival

Det var i sandhed en tur ind i maskinrummet, Frost Festival præsenterede publikum for til Efterklangs utraditionelle koncert i Diesel House.
Helt derude hvor Kalvebod Brygges hovedvej bliver til Sydhavnens motorvej, ligger den mest forladte del af København. Et område, du kun besøger på en både forblæst og forfrossen februar-aften, hvis dine forventninger om hvad stedet indeholder er aldeles høje.

Hvad ventede der så et koldt, vådt (og måske lidt bange) publikum? Frosts program beskrev egentligt omstændighederne ret godt: at det var Efterklangs første koncert som trio, at numrene ville være nye samt takeouts fra indspilningerne af bandets seneste plade Piramida, og at det ville være betragtelig mere elektronisk end Efterklangs seneste par album. Mon ikke det varsel havde fået mangt end gammel Efterklang-elsker ud i riv og rusk? Erindringen om Efterklang anno det sublime, neddæmpede indietronica-album Tripper (2004), var i hvert fald motivationen for mig: en idé om, at det på Diesel House ville være muligt at komme ind til den kerne af knitrende piano og skurrende, knasende elektronik, der giver Efterklangs kompositioner deres på en og samme tid rolige og foruroligende rolige tone.

Settingen var perfekt – Frost kan i sandhed noget, når det kommer til at parre bands med alternative locations. At se Efterklang inden i H.C. Ørstedværkets mave sendte uundgåeligt tankerne mod den efterhånden så velkendte historie om Efterklang, der tog til Svalbard for at optage de lyde, Piramidas numre består af. Man kunne optage nogle vilde lyde på den dieselmotor. Men mest imponerende var dog rummets akustik. At det ikke rungede, selvom loftet først fandtes i 4. sals højde. At elektronisk knitren, glasklar piano og en distinkt bas kunne finde både egen plads og samling, uanset om du stod på gulvet eller på balkonen.

Foto: Malthe Ivarsson/Frost Festival

De ydre omstændigheder var i sandhed i orden. Og hvad så med musikken? Tjo. Det er fascinerende at opleve skabelsen af noget, man virkelig godt kan lide. At høre hver enkel tonerække for sig selv, som i koncertens første ti minutter lange lydkollage – et lydværk komponeret af Efterklangs elektroniske mastermind Mads Brauer. Lyde, ikke altid toner, kommer roligt dumpende i og udenfor egentlige mønstre. Det er nemlig primært lyde. Som lytter må vi selv samle dem til små melodier. Og i det delvist ambiente, delvist orkestrale, mestendels søgende og ganske abstrakte musikalske rum, bliver selv de mest momentære melodier bemærket som kontrasten til det overordnede fravær af struktur.
Denne første, særdeles gennemtænkte tur i maskinrummet bliver afløst af et par mere regulære numre. Sanger Casper Clausen og bassist Rasmus Stolberg optrådte i lydværket kun som samples, men sluttede sig nu til Brauer, og trioen stod helt tæt sammen og spillede med vokal, bas, piano og samples en lille håndfuld nye numre. De adskiller sig fra lydværket ved at have genkendelige sammenhængende stykker, en begyndelse, en slutninger og midterstykker. Men jeg bled ved med at fokusere på de enkle dele, og de overordnede ideer trængte ikke lettere igennem her, end i det mere avantgarde første stykke.

Da Efterklang efter 40 minutter takker af, er jeg et kig ind i to maskinrum rigere. Begge to imponerede, og denne aften måske også en lille smule hule. Selvom Efterklang fascinerede, gjorde renheden i de enkeltstående lyde numrene – som det var – en smule gennemsigtige, og jeg tog mig selv i at hviske “var det det?” i tørklædet på vej hjem. Ikke fordi der skulle have været mere, nødvendigvis. Men fordi de spredte toner krævede en omstilling, som det med en så kort koncert var svært helt at finde ro til at nyde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Frost Festival: Lyse talenter til en mørk tid

Foxygen og Ducktails. To top-aktuelle navne, som springer mig i øjnene, når jeg kigger på den københavnske venuefestival Frost Festivals imponerende program. To navne som trods åbenlyst forskellig omgang med sine referencer, begge dyrker et lyst og åbent lydunivers. Og som lige akkurat stadig kan kaldes for talenter – dem, som Frost Festival er næsten skræmmende gode til at finde frem, tage til sig og videregive til de sultede københavnske koncertgængere.

Så vidt jeg husker, startede Frost Festival ud fra en rebelsk idé: mændene bag ville gøre op med februars mørke. For februar er ikke bare mørk, kold og ruskende. Måneden er, i hvert fald traditionelt set, også mørk på koncertfronten. I musiksammenhænge har der altid været tryk på koncerterne i forårs- og efterårsmånederne, mens spillestederne ofte er helt stille om vinteren. Måske vil vi bare hellere putte os under dynerne i skjul for mørket.
Nu er det tid til at stå ud af sengen: Frost Festival er på sit tredje år blevet en kærkommen paraply for 21 februar-koncerter. Jeg har lyst til at tage til hver og en af dem. Ikke fordi jeg har tætte forhold til alle bandsene, men fordi jeg stoler 100 % på Frosts kvalitetssans. Jeg tror, at jeg kan få en god oplevelse til alle koncerterne – om det så er Efterklang i en gammel fabrikshal eller Electro Guzzi på Zoologisk Museum. Det er der dog også mange andre, der tror. Derfor er de to koncerter, som mange andre af Frosts, udsolgte.

Det er de følgende to til gengæld ikke:

Foxygen – Bremen Natbar – 9. februar kl. 23 – Gratis

Kom i god tid. Det er nok den vigtigste anbefaling, jeg kan give ford for Foxygens med garanti absurd pakkede koncert. Man skal nemlig have haft hovedet kvælende dybt nede i dynerne, for ikke at have oplevet den ekstreme hype, San Fransisco-duoen har været omgivet af siden “Shuggie” fik hele verden til med et henført blik at synge “But she don’t love me/that’s news to me” og forelske sig hovedkuls i de mest charmerende drenge i showbizz. Jeg er fuldstændig solgt, både når drengene svinger mig rundt i et kaleidoskop af forestillinger om gulnede 60’er-minder på den uforlignelige “San Fransisco” og fraserer sublimt på “On Blue Mountain”. Hvor ofte finder man lige et band med oneliner på oneliner på oneliner, som leverer dem med overlegen selvsikkerhed, og er blottet for arrogance? Ekstremt sjældent. Men de findes på Bremen i morgen, lørdag den 9. Og du skal nok indfinde dig sammested i hvert fald et par timer inden, hvis du vil gøre dig forhåbning om at se bare et glimt af de smågeniale drenge.

Foxygen er netop blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival.

Ducktails – Spillestedet Stengade – 22. februar – 110 kr.

Real Estate med varme følelser for disco i pendulfart mellem det opløftede og nedtrykte? Ja tak. Real Estate-guitaristen Matt Mondaniles soloprojekt sætter tempoet helt ned og fjerner det rebelsk rockede fra Foxygen, men befinder sig derudover på den samme solbeskinnede kyst. Med sin plade nummer to, den netop udgivne The Flower Lane, tager Ducktails et skridt ud af lo-fi og ind i vellyd – bare lyt til den bølgende “Letter of Intent”, hvor Ducktails låner Jessa Farkas‘ vokal til en drivende smuk duet. Jeg kan næste dufte saltvandet og mærke min hånd i hans.
Ducktails’ er sært dansabel – som The Whitest Boy Alive uden housereferencer, men med større hittepåsomhed, eksempelvis på “Under Cover”, mit personlige minihit fra pladen. Jeg forestiller mig, at koncerten kan tage to forskellige drejninger:
a) Matt Mondanile skruer op for disko-referencerne, hiver en saxofon frem og sender spillestedet Stengade tilbage til 80’erne.
b) Matt Mondanile skruer op på guitarforstærkeren, -effekterne og gemmer popsangene i lo-fi-æstetik.
Begge scenarier vil gøre mig tilfreds. Og det vil et tredje garanteret også.

Ducktails – Letter of Intent

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *