Braids udsender ny EP, ‘Companion’

Braids 2016

Braids udsender ny ep den 20. maj, og den er god – heldigvis og selvfølgelig.
Det canadiske synth/indie/pop band er et af dem, jeg har lyttet allermest til det sidste år. Det har Peter også, og derfor vil du som Regnsky-læser med god sandsynlighed nikke genkendende til navnet, som vi blandt andet har fremhævet som gruppen bag et af sidste års bedste album, Deep In The Iris.
Et album, jeg straks holdt af at lytte til. Sjældent godt afstemt mellem meditative rundgange af simple synth-, guitar- og klaverakkorder, og med rytmisk spral fra de både programmerede og håndspillede, ofte breakbeat-inspirerede trommer. Og så Raphaelle Standell-Prestons uovertrufne vokal frembrusende af nødvendighed, men tilbageholdt til indestænkte udråb af konsekvensernes nervøsitet. Ikke mærkeligt, at hun både bruser over og tøver: albummets tekster – og vokalperformance – dealer med incest, særligt på førstesinglen “Miniskirt”, et vidnesbyrd i den stigende opmærksomhed omkring konsekvenserne af seksuelt misbrug. Som ikke overmander lytteren, men skaber et behov for at forstå. Læs eventuelt Raphaelle Standell-Prestons essay her.
Det var særligt vokalproduktionen på Deep In The Iris, jeg forelskede mig i, den vikler kor, udbrud og vers ind og ud af de øvrige lag med naturlighed og finesse, vokalen er både teksternes medie og en sonisk effekt. Deep In The Iris er selvfølgelig ikke verdens bedste plade, men det er afgjort en af de senere års udgivelser, jeg kan lytte mest til, finde detaljer i, drømme med, blive indigneret af, løfte tunnelsynet og se verden gennem. Eller blive i tunnelen, jeg har skrevet så mange opgaver til det album.

Det var jo egentligt ikke Deep In The Iris, det her indlæg skulle handle om, det var Braids’ nye EP, Companion. En af årsagerne til det navn bunder i ep’ens forhold til Deep In The Iris – numrene på begge udgivelser blev skrevet i samme periode. Det til trods er udgivelserne i den grad forskellige fra hinanden, særligt i produktionen, hvor Companion fremstår rå – de enkelte numre udforsker en energi, de går all in, de balancerer ikke tøvende på kanten som Deep In The Iris gjorde: fald gennem kalejdoskopet til “Joni” eller mærk titelnummerets stigende intensitet, kun båret af synth og vokal. Standell-Prestons teksters har overgrebet i tankerne, konstant er det der, men Companion går ind i følelser gennem billeder af livet efter. Særligt på min favorit, “Sweet World”, der hviskende vokser i intensitet, akkordmængder og i tekst, fra en mismodighed over sin plads i verden – kan jeg nogensinde ville være nogens – til en spirrende tro på heling. Måske ikke verdens smukkeste nummer, men et af de smukkeste i min, lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Forever changes

Du ved allerede at noget er forandret. En lille prik i det store hav, men vigtig for os – og forhåbentlig til begejstring for dig.
Regnsky har nemlig fået nyt design – for første gang siden 2008(!). Det er rimelig lang tid i web 2.0-land. Der er blevet arbejdet på designet længe, og vi håber, det gør det endnu mere appetitligt at opdage nye musikalske crushes og følge med skribenterne på musikalske opture. Vores mål har været at skabe rammer for en fokuseret læseoplevelse, hvor du har ro til at fordøje tekst, billeder og musik. Det håber vi er lykkedes – kom meget gerne med feedback i kommentarfeltet!

Det er ingen hemmelighed at et nyt design har stået på Regnsky-holdets ønskeliste længe, og derfor er vi utroligt taknemmelige for, at et tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har muliggjort det nye design, som Benjamin Ottensten aka Ung Triumf står bag.
Med designet følger nye funktioner. Som I kan se på feltet lige under Nan Na Hvass‘ header (som i øvrigt er det eneste gamle element, vi er stadig meget glade for den), kategoriserer vi nu vores blogposts i kategorierne “Opdagelser”, “Livestemning”, “Feature” eller “Generelt”. Denne opdeling gælder også for alle de sidste otte års tidligere blogposts. Dem kan du gå på opdagelse i ved at klikke på kategorien eller på Arkiv – eller de relaterede indlæg, der er for hvert nyt indlæg.

Vi håber, at det nye design vil give jer lyst til at følge Regnsky fremover og til at gå på opdagelse i de over 1300 blogposts, arkivet gemmer på.

Her får I et par gode sange om forandring:

Christian Hjelm – Scenen Skifter Nu

Japan – The Other Side of Life

Sean Nicholas Savage – She Looks Like You

Julie Holter – In The Same Room

Lust For Youth – New Boys

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Always sunshine above the grey sky

El_Txef_A

Elektronisk musik med drømme som Sigur Rós’, med insisterende rytmisk drive og drømmende melodisk overbygning, har altid kunnet spille sig ind i mit hjerte på en særlig måde. Den stille nostalgis romantiske skær bryder lydmuren særligt smukt.

Der er længe mellem opdagelser af den slags, men forleden faldt jeg over et i et Dominik Eulberg-mixtape i form af lukkenummeret, som sendte mig på himmelflugt og gav mig evighedfornemmelse på een og samme tid. Der var tale om Dave DKs netop udgivne remix af nummeret “Mugarrirantz” fra El_Txef_As seneste album med den fine titel We Walked Home Together. El_Txef_A alias Aitor Extebarria er ikke et navn, jeg er stødt på før, trods baskeren er blevet remixet af både Good Guy Mikesh og The Black Madonna, og med sin indie-agtige electronica er en mellow fætter til andre artister, jeg elsker for deres melodiske drømmespind som Mano Le Tough og Minilogue. De to artister er fine pejlemærker at placere El_Txef_A gennem. Sidstnævnte remixede faktisk El_Yxef_As første udgivelse She Kissed Me First tilbage i 2010.

Som Sigur Rós altid bliver sammenlignet med gletschere og sneklædte vidder, ville mit bedste bud på El_Txef_As ophav være Norden (hvis jeg ikke vidste bedre). Der er en stilhed, en kølig distance i hans produktioner. Der løber et ren bevisthed i numrenes stemning, andre mennesker er fjerne – som den forvrængede stemme på “Claim of Planet Earth”. Aitor Extebarria har da også boet i det baskiske bjerge hele sit liv – distanceret fra hans musiks metropoler. Som han selv har sagt i et interview med Pulse Radio: “I think being here helps keep my work and creative process pure.”

El_Txef_A er musik til at være alene i den stille nat. Værs’go:

El_Txef_A – Mugarrirantz (Dave DK remix)

El_Txef_A – Claim of Planet Earth

Dominik Eulberg – Kleiber Machen Leute (Mixtape)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kiasmos – Swept

Gentagelser sætter livet på stand-by, og tiden fortsætter med at rinde gennem glasset.
Dagdrømmer om tidlige solopgange som dagenes “godnat”: At vejre morgenluft som det sidste.
Genfinder musikkens utopi: hver afslutning er en ny begyndelse
du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-de. 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nicolas Jaar stærkt tilbage

Allerede med sine første udgivelser omkring 2010 positionerede Nicolas Jaar sig som en af de fornemmeste formidlere af elektronisk musiks bredde. Jaar var vidunderbarnet, der forbandt techno med jazz og minimalhouse og blev hurtigt til stjerneproduceren og labelejeren, som tog sine udgivelser i egen hånd, både musikalsk og forretningsmæssigt: udgivelse efter udgivelse blev karakteristika fra eklektiske elektroniske subgenrer omformet til Jaars altid ørerspidsende lyd.

Gennem det sidste år har Nicolas Jaar udgivet tre singler og et soundtrack. Særligt singlerne har genrejst opmærksomheden omkring Jaar som soloartist, efter han i 2013 og 2014 primært optrådte som del af duoen Darkside.
Hvor debuten Space Is Only Noise styrede helheden gennem det tilbageholdte som tematik, er Jaars 2015-udgivelser anderledes komplekse: “Mistress” er en Satie-inspireret klaversuite, “The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now” er en ambient slow-burner med messende kor som gennemgribende element, “Swim” er en punchy klubbanger. Og så er der det sidste udspil: “Fight”’s knap ni minutter samler brikker fra de sidste femten års elektronisk musik i et imponerende puslespil af breakbeatede perkussive elementer, minimale vokalsamples og dubbet bas. Jeg har prøvet at tælle referencepunkter fra forskellige genrer, hvor mange gange nummeret skifter karakter og på ny griber opmærksomheden med en helt præcist placeret detalje. Og fundet det aldeles irrelevant, for

Nicolas Jaar – The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now

Nicolas Jaar spiller på Lille VEGA den 12. november. Billetter. Event.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *