Da jeg glad i låget gik ud af Pavilion-teltet efter Whitneys koncert lørdag eftermiddag, var det med den boblende fornemmelse af at have fået en ny gruppe bedste venner med let til fælleskrammere, fælles forståelse og fælles drømme om solbagte freeways med vind i håret.
Amerikanske Whitney debuterede i foråret med det sommerdrivende album Light Upon The Lake. En charmerende samling solgyldne indieperler fra den tidligere Smith Westerns-guitarist Max Kakachek og eks-Unknown Mortal Orchestra-trommeslageren Julian Ehrlich nye band – ikke et sideprojekt, men et fuldgyldigt band fra to af indieverdens dygtige melodisnedkere og stemningsskabere.
Den overraskende velsyngende trommeslager Erlich var centrum for både ører og øjne (og for mit vennecrush) med sin placering i scenens midte. Herfra spillede han dynamisk, klarede en imponerende falset og charmerede i hvert fald mig med sin afslappede, taknemmelige og naturlige snak til publikum. Midtvejs sagde han “I like this set, it feels good”, og det var let at gengælde følelsen. Måske med en smule lettelse, for ikke blot var showet Whitneys største festivalshow denne sommer, mangt et finesserigt og tilbagelænet indiepopband er faldet igennem på Pavilion før. Men Whitney gjorde ikke. Sangene holder, skifter kandance (fra live-premiere på det lavmælte titelnummer til den sprælske The Falls) og nuancer: Trompet er ikke altid rart, slideguitar et virkemiddel som skal doseres for ikke at countryfisere alt, flerstemmige vokalharmonier skal undgå sødsuppen. På Pavilion blev delene velafstemte og faldgruberne undgået.
Koncerten gav os det meste af et genuint velspillet Light Upon The Lake, to velvalgte covers (Dylans “Tonight I’ll Be Staying Here Whit You” og Everly Brothers “So Sad”) og en genforening mellem Ehrlich og en gammel high school-ven i publikum. Jeg håber, de mødtes efter koncerten, for sjældent har jeg haft mere lyst til at fangirle foran scenen selv, som efter publikum på Ehrlichs opfordring havde valgt af afslutteren blev gennembrudssinglen “No Woman”. I stedet hoppede jeg opløftet ud af teltet, opløftet af det fællesskab Whitney hylder i deres sange og skabte i Pavilion-teltet.
Det er så særligt at høre danske bands på Roskilde. Der er både hjemmebanefordele og -ulemper: særligt for de nye artister, hvis babyhud tillader nerverne at strømme ud over scenen. Og det kan både gøre koncerterne til snublefælder eller sejrsrunder. For de purunge himmelstormere Liss gjorde sidstnævnte sig gældende – forsanger Søren Holm kunne have taget en sejrssurf på publikums opstrakte hænder.
Det er svært at forestille sig Liss‘ imponerende gennembrud blive overhalet indenom, men prisen for årets mest nuttede act går uden tvivl til de fire ranglede Aarhusdrenge. I anledning af koncerten på Avalon var kvartet blevet til kvintet, og der var lagt an til en kulmination på et vanvittigt år med signing til XL Recordings, debutudgivelse og andre uendelige opture. Nu stod Liss foran det, der må være deres til dato største publikum, og her skulle de som klicheen foreskriver bevise, at hypen om dem som dansk musiks store håb holder. Det gjorde de. At nerverne sad udenpå tøjet var særligt tydeligt, når forsanger Søren Holm på akavet og nuttet vis prøvede på at tale mellem numrene, men Liss blev båret hele vejen gennem det timelange set af et publikum så hengivent som kun Roskildes. Og det var ikke underligt, at publikum løftede hænderne og gjorde det muligt for bandet at vandre ubesværet fra massive hits som gennembruddet “Try” og “Always” til nye numre uden risiko for at falde. Setlistens diversitet viste gruppens fantastiske evner som musikere – trommeslager Tobias Hansens selvsikkert legende spil! – og deres talent for sangskrivning kom til udtryk i sangene fra ep’en First og de foregående singler samt i de helt nye numre, Liss havde med ind under Avalons røde velourhvælvinger.
Hvis publikum var kommet for lige at tjekke bandet ud, blev de overbevist om kvaliteten af den stensikre performance og charmeret af særligt forsanger Søren Holms fejlfri vokalpræstationer og identifikationssikrende kejtede og ulasteligt cool normcoreness. Så de fleste blev til vejs ende – klap og publikumskor til lukkenummeret “Sorry” kunne næppe have været højere. Opbakningen var uendelig, og den fortsatte fremgang for gruppen intet mindre end velfortjent.
Stjernerne på himlen blev tændt i perfekte formationer, da Floating Points spillede natten ind i Roskilde Festivals smukkeste solnedgang.
For et lille, men dog tætpakket publikum trådte Floating Points alias Sam Shepherd ind på Apollo-scenen flankeret af sit fem-personers band til stor jubel fra den dedikerede skare hardcore fans af 90% mænd på 20-30 år. Stemningen var til noget helt særligt, og det blev gengældt af det vanvittigt velspillende og oplagte band, som med en uhyre sans for finesser eksekverede to udgivne og to nye tracks, der alle bevidste Floating Points status som en af de så absolut kraftigst lysende spidser indenfor high-brow-delen af den elektroniske musik.
I Floating Points’ musik sætter jazzen og electronicaen hinanden fri – som om genrernes systemer bliver udlignet. Trommernes placering i centrum af scenen, Shepherd til højre på sit karakteristiske rhodes samt øvrig elektronik, to guitarister, en bassist og en keyboardspiller fordelt i en halvcirkel omkring, var indikationen tydelig: trommerne bliver ganske vidst ikke betvinget af Shepherd selv, men live indtager de den ledende rolle i de alenlange og ofte komplekst sammensatte kompositioner. Det var således også det seneste album Elaenias stand-out track “Silhouettes” intensiverende lilletromme/hihat-rytme som for alvor igangsatte koncerten efter en intro af ren vellyd fra netop særligt det himmelstræbende rhodes-klaver.
“Silhouettes” var som en tour-de-force udi både Floating Points kompositoriske kvaliteter og bandets ekvilibrisme. Jeg troede, vi havde ramt toppen, og at koncerten enten ville a) blive der eller b) dykke i niveau, formentligt grundet et overdrevent jazzeri – den typiske faldgruppe indenfor highbrow-techno. Ingen af delene var imidlertid tilfældet. I stedet tog Floating Points og band sit koncentrerede publikum med ud i endnu nyere kompositioner end det blot otte måneder gamle album, først med den seneste single “Kuiper” og dernæst to uudgivne numre, som fortsætter tendensen til lange, opbyggelige numre i flere dele. Og det er en god tendens, vi nu har fået stærke indikationer på, at Floating Points også fremover forfølger. De subtile intensiveringer og kulminationerne i sublimt sammenspil fik på Apollo selv anmelderne til at løfte hænderne, blok og kuglepen i lykkerusen.
Koncerten var en manifestation af Floating Points position på den elektroniske scene. Elaenia sendte ham som producer op i den absolutte topliga ved siden af artister som Mount Kimbie, Caribou og James Holden, hvis koncert på samme scene i 2014 Floating Points subtile magtdemonstration vækkede minder om. Med sin store investering i liveperformance – fem musikere, så mener man det altså seriøst – er pladsen i front ubetvivlelig og fortjent.
Roskilde Festivals musikdage startede med kontrasternes aften i form af to kropslige totaloplevelser til DAWN på Apollo og Anna von Hausswolff i Gloria. Eva og Mirja tog som henholdvis fan og opdagelsesrejsende i nyt land på tur tværs gennem festivalpladsen.
Det blev klart, at koncerterne ikke krævede forudgående kendskab til artisterne. Fælles for de to var nemlig konsekvens og overraskelse: to stærkt fængslende faktorer. Begge artister gik planken ud for deres kunstneriske visioner, og på den måde blev også den del af publikum, som inden var intetanende om, hvad der ventede dem, overbevist til overgivelse. Først af DAWNs rytmekarussel og dernæst af Anna von Hausswolffs dronede evighedsmaskine. Den frembrusende sydlænding overfor den nordiske mystik. To kropslige oplevelser. Begge så intime og dog så forskellige i denne intimitet.
DAWN i fronten med skarpt lys og de rene linjers grafik. Dawn-Angeliqué Richard og danseres dans var svært tillokkende – lige dele fascinerende (aldrig kommer jeg til at danse så godt) og anerkendende: hende selv og danserne var synkroniserede, men ikke helt. Fejlen er en frisættelse. Forventningen om det kommende er en hæmning: fortsætter rytmen eller bliver den brudt? Hvad skal jeg tro på? I DAWNs musik er du aldrig sikker, og derfor kan du ikke planlægge dit næste move. Du må improvisere. Enten være ligeglad med om du følger andre, køre dit eget løb, være din egen herrer. Eller lade musikken tage styringen – følge skiftet fra “Titans” mellow knips til “Honest”‘s på denne aften højoktansk flikkende footwork-arbejde uden et blink.
Således fik de fremfundne festivalgæster danset sig ind i onsdagens aften med DAWN som indpisker influeret af de sidste otte års britiske og skotske banebrydere fra Numbers og PC Music pladeselskaberne. Ja, man kan kalde de afsindigt komplekse vokalproduktioner en hæmsko: selvfølgelig var backtrack en afgørende spiller på scenen, det er klart, lyt til hendes albums. Det er en forudsætning, medmindre man altså finder sine tro kopier som korsangere… Det havde DAWN ikke gjort, og derfor var backtrack en naturlig komponent af lydbilledet. Det kan kritiseres, men det kan også ses som en naturlig del af oplevelsen: havde det været bedre, om de ikke havde været der?
DAWNs intimitet var ikke hendes vokal, det hun sagde eller den måde hun dansede. Det var hendes uudtalte forventninger til dig som koncertgæst. Smid forventningerne over bord og tag med! Ud i de futuristisk genrebrydende krumspring, der lokker med et klimaks men fortsætter deres intensitet. DAWN mestrer drop’et – hun leger med det på eksempelvis “Not Above It”, der ligger som koncertens naturlige kulmination sidst i settet. Hun drop’er, hun fortsætter og bygger videre – giver hverken efter for publikums bastunge ører eller for dets lyst til højere og vildere.
Hun gør ikke det, som er forventet – og derfor holder det folks opmærksomhed. Hun havde to dansere på scenen, det var synkrondans med improvisationer. Det bryder jeg mig normalt ikke om – det er en kliche og tabu i Danmark. Men synkrondansen blev en frigørelse af publikums kropslighed. Dansen fra scenen satte dansen fri i publikums kroppe: den blev en subtil opfordring fra scenen til at give sig hen til musikken og følge dens ofte uforventede krumspring fra den genreskrydende rytmik. Heri lå intimiteten.
Videre til Gloria. Anna Von Hausswolff bagerst på scenen i et røgslør. En stor voldsomhed trods sin umiddelbart introverte udtryk.
Anna von Hauswolff bryder ikke sine eller sit bands droners spænding. Hun fortsætter den. Hun nedbryder sangens sædvanlige spændingskurve. Hun finder tilbage til en form for urgud – eller dykker helt ned i ursuppen, om man vil – hendes musik giver et ekko af det, som bare er der. Af det, som ikke kan forklares eller forandres. Det, som ligger udenfor vores handleområde. Naturen. Nordisk musik og natur er en kliché, men måske af en årsag.
Jeg kan ikke forstå musikken med mit intellektet, for opbygningen er der ikke. Jeg må sætte den til side og i stedet for mærke musikken med dens white noise-effekt. Som Mirja sagde: det nærmest klirrer i hovedet. Lydfladerne tårner sig op så længe, at deres insisteren bliver provokerende.
Det er ikke blot den imponerende kraftige skærebrændervokal, Anna von Hausswolff blænder op for. Hendes orgelspil – under Glorias tag på synthesizer – står ud. Det minder os om den nordiske kulturhistorie, som Mirja påpeger og legitimerer den nordiske reference med. Det er sandt, tænker jeg, den evige støj vækker med orglet minder om livets afgørende øjeblikke – liv og død – også for ikkereligiøse.
De fem musikere i scenens halvcirkel får luftrøret til at vibrere. Musikken omslutter hele kroppen, hele vejen til de inderste organer. Dét er også en intimitet, en intimitet af de mere voldsomme.
Efter DAWN og Anna von Hausswolff er både Mirja og jeg bombet af intimitetens intensitet. Der var ingen ironi hos nogen af de to artister. Man mærkede alvoren i musikken: om det var futuristisk pop eller dronende folkrock. Derfor kunne publikum have fuld tillid til artisterne og følge dem, trods de gik fra det genkendelige og ud på ukendte land. Særligt hos Anna von Hausswolff er ingen veje blinde – du fortsætter, du fortsætter, du fortsætter. Hos DAWN er de evige overraskelser et nybrud mellem pop, r’n’b og futuristiske elektroniske eksperimenter. I begge tilfælde giver musikken os muligheden for at slippe vores kontrolmani og lade den styre retningen. Vi transcenderede den intellektualiserede oplevelse og blev del af et cirkulært system, hvor der ikke er en start og en slutning. Således er ører og sind åbent for endnu en dag.
Gæsteindlæg: Vores gæsterapporter Rasmus Damsholt studerer til dagligt Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium i København og arbejder som manager for en række danske artister, herunder Sekuoia og Schultz and Forever. Rasmus har tidligere rapporteret for Regnsky fra Reeperbahn Festival, by:larm og Eurosonic. Denne gang er han taget England for at reportere fra festivalen The Great Escape.
Torsdag den 19. maj om eftermiddagen ankommer mit tog i det sydlige England, nærmere bestemt Brighton. En charmerende by med en lang strand- og havnefront. Det er dog ikke årsag til mit besøg. Det er den festival, Brighton danner rammer om: The Great Escape. Forårsvejret i England inviterer dog ikke ligefrem til en dukkert. Jeg føler mig faktisk overbevist om, at Brighton må være det eneste sted i Europa, hvor vejret er mere omskifteligt end i Danmark. Men det sætter alligevel et eksotisk præg på byen at have en havnepromenade og en lang strand, der for øvrigt ender ud i et smukt naturområde med et klippelandskab næsten lig Iron Island (Game of Thrones måtte jo snige sig ind i artiklen på et tidspunkt).
Det første jeg observerer i bybilledet, er absurd mange polterabender. Et par festivalgæster forklarer mig, at det er meget almindeligt, at gifteklare mænd, kvinder og deres slæng trækker ud af storbyerne for at skeje ud i en weekend i den liberale kystby, der også er et af Europas største samlingssteder for homoseksuelle og LGBT communities. Som i enhver engelsk by med respekt for sig selv er der naturligvis også fyret op i samtlige pubs i byen, og værtshusene ligger nærmest på hvert et gadehjørne, så med The Great Escape festivalen oveni hatten, er det virkelig en by med gang i.
The Great Escape er en såkaldt venue festival, hvilket vil sige,at festivalen foregår på allelokalekoncertsteder, og derfor er hele byen indhyldet i festival denne weekenden. Brightons hovedvej er befærdet med musikere, journalister, branchefolk og et engageret publikum, og det føles på mange måder som at være midt i musikkens hovedstad. Som en festival, der tiltrækker et stort opbud af musikbranchefolk (ala Spot Festival) er en koncert på The Great Escape Festival langt fra en garanti for et stort gennembrud, men en optræden på festivalen kan være kraftigt medvirkende til fremtidig succes. Alle de festivalbookere, pladeselskaber mv. man kan forestille sig står lige rundt om hjørnet og spiser fish & chips, så hvis man er i stand til at lokke dem til netop ens show blandt de 500 officielle programlagte koncerter eller de næsten ligeså mange tillægskoncerten på The Alternative Escape, så er man langt. Derfor har mange spændende bands der har spillet på festivalen igennem årene.
Jeg har i det følgende udvalgt tre bands, som leverede nogle særlige koncerter. Det hører sig til showcasefestivaler som denne, at man ser upcoming bands, der er på et tidligt stadie i deres karriere. Derfor er det ikke sikkert, at alle koncerter går som planlagt. Netop derfor er det sjovt at være tilstede, fordi man kan være heldig at se næste års superstjerne på et lille intimt venue, men man kan altså også risikere at se et band, som falder helt igennem, måske fordi teknikken brænder fuldstændig sammen omkring ørene på dem eller fordi de bare ikke er et godt nok live act endnu.
Her Her havde på en solrig torsdag formiddag medbragt tydelig spilleglæde samt fransk kækhed og charme. Det forholdsvis lille crowd, der havde fundet den lidt snørklede vej til Vevos interimistiske udendørsscene, blev forkælet af en legende guitar, som med ikonisk gennemtrægnede anslag og enkelte, men definerende rundgange rammesatte koncerten, blev bakket op af en yderst delikat og vuggende bas og diskrete strejf af synth og keys. Koncerten blev leveret med en overbevisende præcision, Jungle værdigt. Enkelte elementer såsom vokal- og synthlyd vækker da også en smule minder om det succesfulde engelske band.
At alle medlemmer i Her havde valgt at iklæde sig et cheesy og matchende bordeaux jakkesæt, og der til tider blev byttet lidt for meget rundt på forsangerrollen og instrumenteringen internt i bandet, gjorde ingenting, da først musikken startede og jeg lukkede øjnene og lod mig rive med af stærke numre som den gyngende ”Quite Like” og den fængende ”Five Minutes”.
Rejjie Snow Rejjie Snows koncert startede før tid, noget jeg aldrig har oplevet før, men det var nu ret forfriskende at lade Rejjies hypeman gå på inden officiel koncertstart og varme folk op med lidt plader. Udover koncertintroen er fænomentet hypeman nok noget jeg aldrig lærer at elske. Den mindre talentfulde rapper, der står i baggrunden og råber impulsivt med i ny og næ og sørger for at trykke play på backing tracket på dj-pulten. Rejjie havde på ingen måder svært ved at outshine sit sidekick. Så snart han entrerede scenen, ejede han publikum, som hurtigt fik armene op og råbte med på Rejjies opfordring. Rejjie er på mange måder den moderne rapper, der er i stand til at skrive fantastiske melodier, i Drakesk luftlag (!). Bare hør hans “Blakkst Skn”, der gæstes af talentfulde Rae Morris. Rejjie mestrer også at skrive hårdtslående hverdagsrim, der til koncerten blev spyttet med attitude. Det var kærkomment at høre ham tage det hele en tand op fra den laid back stil hans udgivelser ellers bærer præg af- bare hør “All Around The World”, en signatur sang for Rejjie.
En rapper med så meget melodisk talent kombineret med tekstskrivningens gave skal gøre meget galt, hvis han ikke snart topper den næste store tinde.
Ary Ary kommer ud af en tid, hvor hun konkurrerer med mange nye artister af hendes slags: nordiske indiepop-darlings. Bare tænk Dagny, Mapei, Say Lou Lou, Tove Lo, Icona Pop, Niki & The Dove og til dels også vores egen MØ. Derfor er det kun mere tydeligt, at Ary er noget særligt, når man ser hende rejse sig over det store brede felt og bide skeer med nogle af de førnævnte. Hun har den særlige nordic pop lyd, som ikke nødvendigvis passer ind i alle de traditionellemainstream kanaler, men som til gengæld – eller netop derfor – er hamrende catchy og medrivende. Fordi det er god sangskrivning pakket ind i dejlig lyd og produktion med en smule kant i finishen. Koncerten på The Great Escape kunne dog alligevel ikke hæve sig meget over det ordinære, da hendes band ikke formåede at få det forprogrammerede backing track til at skinne nok igennem og det blev derfor en lidt flad oplevelse. Grunden til at jeg alligevel vil fremhæve hende i denne artikel er, at sangene uden tvivl er der sammen med den særegne, til tider Karin Dreierske vokal. Den generte norske pigecharme gjorde hele oplevelsen en tand mere nærværende, selvom Ary til tider druknede i den unuancerede produktion, der måske bare savnede en trommeslager og fuld bandopsætning, selvom det norske folk-talent Fay Wildenhagen på guitar og backing vocals var en glædelig omend stor overraskelse at se i bandet.
Jeg havde en weekend fyldt med fantastiske – og et par mindre gode musikoplevelser. Værd at nævne er også hollandske Amber Arcades, der med sit band stod for en fantastisk cool rockoplevelse, hvilket fik mig til at savne nogle nye stærke danske rocknavne med lidt mere personlighed og mod til at skrive noget unikt og moderne frem for at overforbruge de historiske referencer.
Songhoy Blues var et af de acts jeg havde glædet mig allermest til at se. Med deres moderne take på afrikansk rock er de et forfriskende pust til den alternative europæiske musikscene. Bandet er stormet frem og spillede den efterfølgende aften en udsolgt koncert for 3000 mennesker i Londons Roundhouse.
Pumarosas koncerttenderede til en ørkenvandring for mig, og det er noget man til tider ser på upcoming festivaler, at bands simpelthen ikke har et bredt nok katalog til at spille 30-40 minutter, men i enkelte glimt som eksempelvis med deres ”Priestess” ramte bandet mig lige i solar plexus.
Opdagelsesrejsen til kystbyen bød altså på mange spændende nye musikalske bekendtskaber. Der var nogle klare pletskud blandt det overvælende udbud. Hvis man er nysgerrig efter ny musik og har mod på at bruge en god håndfuld timer på at udforske det tætte program, så er The Great Escape med al sandsynlighed den bedste festival i Europa lige nu.
Braids udsender ny ep den 20. maj, og den er god – heldigvis og selvfølgelig.
Det canadiske synth/indie/pop band er et af dem, jeg har lyttet allermest til det sidste år. Det har Peter også, og derfor vil du som Regnsky-læser med god sandsynlighed nikke genkendende til navnet, som vi blandt andet har fremhævet som gruppen bag et af sidste års bedste album, Deep In The Iris.
Et album, jeg straks holdt af at lytte til. Sjældent godt afstemt mellem meditative rundgange af simple synth-, guitar- og klaverakkorder, og med rytmisk spral fra de både programmerede og håndspillede, ofte breakbeat-inspirerede trommer. Og så Raphaelle Standell-Prestons uovertrufne vokal frembrusende af nødvendighed, men tilbageholdt til indestænkte udråb af konsekvensernes nervøsitet. Ikke mærkeligt, at hun både bruser over og tøver: albummets tekster – og vokalperformance – dealer med incest, særligt på førstesinglen “Miniskirt”, et vidnesbyrd i den stigende opmærksomhed omkring konsekvenserne af seksuelt misbrug. Som ikke overmander lytteren, men skaber et behov for at forstå. Læs eventuelt Raphaelle Standell-Prestons essay her.
Det var særligt vokalproduktionen på Deep In The Iris, jeg forelskede mig i, den vikler kor, udbrud og vers ind og ud af de øvrige lag med naturlighed og finesse, vokalen er både teksternes medie og en sonisk effekt. Deep In The Iris er selvfølgelig ikke verdens bedste plade, men det er afgjort en af de senere års udgivelser, jeg kan lytte mest til, finde detaljer i, drømme med, blive indigneret af, løfte tunnelsynet og se verden gennem. Eller blive i tunnelen, jeg har skrevet så mange opgaver til det album.
Det var jo egentligt ikke Deep In The Iris, det her indlæg skulle handle om, det var Braids’ nye EP, Companion. En af årsagerne til det navn bunder i ep’ens forhold til Deep In The Iris – numrene på begge udgivelser blev skrevet i samme periode. Det til trods er udgivelserne i den grad forskellige fra hinanden, særligt i produktionen, hvor Companion fremstår rå – de enkelte numre udforsker en energi, de går all in, de balancerer ikke tøvende på kanten som Deep In The Iris gjorde: fald gennem kalejdoskopet til “Joni” eller mærk titelnummerets stigende intensitet, kun båret af synth og vokal. Standell-Prestons teksters har overgrebet i tankerne, konstant er det der, men Companion går ind i følelser gennem billeder af livet efter. Særligt på min favorit, “Sweet World”, der hviskende vokser i intensitet, akkordmængder og i tekst, fra en mismodighed over sin plads i verden – kan jeg nogensinde ville være nogens – til en spirrende tro på heling. Måske ikke verdens smukkeste nummer, men et af de smukkeste i min, lige nu.
Du ved allerede at noget er forandret. En lille prik i det store hav, men vigtig for os – og forhåbentlig til begejstring for dig.
Regnsky har nemlig fået nyt design – for første gang siden 2008(!). Det er rimelig lang tid i web 2.0-land. Der er blevet arbejdet på designet længe, og vi håber, det gør det endnu mere appetitligt at opdage nye musikalske crushes og følge med skribenterne på musikalske opture. Vores mål har været at skabe rammer for en fokuseret læseoplevelse, hvor du har ro til at fordøje tekst, billeder og musik. Det håber vi er lykkedes – kom meget gerne med feedback i kommentarfeltet!
Det er ingen hemmelighed at et nyt design har stået på Regnsky-holdets ønskeliste længe, og derfor er vi utroligt taknemmelige for, at et tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har muliggjort det nye design, som Benjamin Ottensten aka Ung Triumf står bag.
Med designet følger nye funktioner. Som I kan se på feltet lige under Nan Na Hvass‘ header (som i øvrigt er det eneste gamle element, vi er stadig meget glade for den), kategoriserer vi nu vores blogposts i kategorierne “Opdagelser”, “Livestemning”, “Feature” eller “Generelt”. Denne opdeling gælder også for alle de sidste otte års tidligere blogposts. Dem kan du gå på opdagelse i ved at klikke på kategorien eller på Arkiv – eller de relaterede indlæg, der er for hvert nyt indlæg.
Vi håber, at det nye design vil give jer lyst til at følge Regnsky fremover og til at gå på opdagelse i de over 1300 blogposts, arkivet gemmer på.
Elektronisk musik med drømme som Sigur Rós’, med insisterende rytmisk drive og drømmende melodisk overbygning, har altid kunnet spille sig ind i mit hjerte på en særlig måde. Den stille nostalgis romantiske skær bryder lydmuren særligt smukt.
Der er længe mellem opdagelser af den slags, men forleden faldt jeg over et i et Dominik Eulberg-mixtape i form af lukkenummeret, som sendte mig på himmelflugt og gav mig evighedfornemmelse på een og samme tid. Der var tale om Dave DKs netop udgivne remix af nummeret “Mugarrirantz” fra El_Txef_As seneste album med den fine titel We Walked Home Together. El_Txef_A alias Aitor Extebarria er ikke et navn, jeg er stødt på før, trods baskeren er blevet remixet af både Good Guy Mikesh og The Black Madonna, og med sin indie-agtige electronica er en mellow fætter til andre artister, jeg elsker for deres melodiske drømmespind som Mano Le Tough og Minilogue. De to artister er fine pejlemærker at placere El_Txef_A gennem. Sidstnævnte remixede faktisk El_Yxef_As første udgivelse She Kissed Me First tilbage i 2010.
Som Sigur Rós altid bliver sammenlignet med gletschere og sneklædte vidder, ville mit bedste bud på El_Txef_As ophav være Norden (hvis jeg ikke vidste bedre). Der er en stilhed, en kølig distance i hans produktioner. Der løber et ren bevisthed i numrenes stemning, andre mennesker er fjerne – som den forvrængede stemme på “Claim of Planet Earth”. Aitor Extebarria har da også boet i det baskiske bjerge hele sit liv – distanceret fra hans musiks metropoler. Som han selv har sagt i et interview med Pulse Radio: “I think being here helps keep my work and creative process pure.”
El_Txef_A er musik til at være alene i den stille nat. Værs’go:
Gentagelser sætter livet på stand-by, og tiden fortsætter med at rinde gennem glasset. Dagdrømmer om tidlige solopgange som dagenes “godnat”: At vejre morgenluft som det sidste. Genfinder musikkens utopi: hver afslutning er en ny begyndelse du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-de.
Allerede med sine første udgivelser omkring 2010 positionerede Nicolas Jaar sig som en af de fornemmeste formidlere af elektronisk musiks bredde. Jaar var vidunderbarnet, der forbandt techno med jazz og minimalhouse og blev hurtigt til stjerneproduceren og labelejeren, som tog sine udgivelser i egen hånd, både musikalsk og forretningsmæssigt: udgivelse efter udgivelse blev karakteristika fra eklektiske elektroniske subgenrer omformet til Jaars altid ørerspidsende lyd.
Gennem det sidste år har Nicolas Jaar udgivet tre singler og et soundtrack. Særligt singlerne har genrejst opmærksomheden omkring Jaar som soloartist, efter han i 2013 og 2014 primært optrådte som del af duoen Darkside.
Hvor debuten Space Is Only Noise styrede helheden gennem det tilbageholdte som tematik, er Jaars 2015-udgivelser anderledes komplekse: “Mistress” er en Satie-inspireret klaversuite, “The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now” er en ambient slow-burner med messende kor som gennemgribende element, “Swim” er en punchy klubbanger. Og så er der det sidste udspil: “Fight”’s knap ni minutter samler brikker fra de sidste femten års elektronisk musik i et imponerende puslespil af breakbeatede perkussive elementer, minimale vokalsamples og dubbet bas. Jeg har prøvet at tælle referencepunkter fra forskellige genrer, hvor mange gange nummeret skifter karakter og på ny griber opmærksomheden med en helt præcist placeret detalje. Og fundet det aldeles irrelevant, for
Nicolas Jaar – The Three Sides of Audrey And Why She Is All Alone Now
Nicolas Jaar spiller på Lille VEGA den 12. november. Billetter. Event.
