Rosévin, forrygende vejr og et forsøg på at disrupte kultureliten iført Adidas-sæt – Tak for årets Heartland!

Et billede siger mere end tusind ord

ARH men for helvede Heartland. Du er sgu virkelig det hele værd. Og med det hele mener jeg blandt andet de 2.000-2.500 kroner, man bruger på fadøl, mad og transport. Jeg mener også andendagstømmermændene på kontoret om mandagen, og jeg mener den gennemgående smerte, jeg har i knæ og hofter efter at have sovet på et 6 mm tykt liggeunderlag og løbet beruset rundt på Egeskov Slot i tre dage.

Heartland er noget helt særligt, og jeg synes ikke, det bliver sagt nok, hvor priviligerede vi er i Danmark over, at nogen har taget initiativ til at omdanne de fantastisk smukke omgivelser på Egeskov Slot til en endnu mere overdådig festival.

Udover at – uden sammenligning – være Danmarks smukkeste festival, hvor passer Heartland så ind i det danske festivalslandskab? Det er ligesom det spørgsmål, jeg har brug det sidste par dage på at rationalisere mig frem til.

Publikum:

Hvis du havde bedt mig om i sidste uge at definere den stereotypiske Heartland-gænger, ville jeg nok have beskrevet det sådan her:

Mellem 35 og 40 år gammel. Købestærk. Kulturinteresseret – i hvert fald i “den rigtige” kultur. Vild med Van Morrison. Kvalitetsbevidst. Oppe at køre over Svend Brinkmann. Københavner.

Der er lavet mange jokes om Heartlands publikum – og måske med god grund. De gjorde det i hvert fald ikke nemmere for sig selv med Mercedes-stuntet, som Morten og jeg vendte i vores podcast.

Det er eliten. Kultureliten, om man vil.

Det er sjovt at mænge sig lidt med eliten, og det er sjovt at falde i snak med folk og så efterfølgende finde ud af, at de er musikere. Dét elsker jeg Heartland for. Når man er der, er man virkelig en del af det rigtige crowd, og der er ingen snobberi at finde.

Jeg vil dog slå et slag for, at den stereotypiske Heartland-gænger, jeg har beskrevet, slet ikke har rod i virkeligheden. Der er fyldt med unge og glade mennesker. De fleste af dem er frivillige, og det gider de gamle jo ikke – de har penge nok til at løbe rundt og lege bon vivant med dertilhørende rosévin og skaldyrsbuffet. Det er nok Danmarks mest alsidige publikum i forhold til alder, og det er dejligt at være til fest med de “voksne”. At de så ikke er mere voksne, end at de fyrer den af, fordi de kun kommer ud én gang om året, er bare med til at gøre det hele meget bedre, og man kan møde hinanden i øjenhøjde – ung som gammel!

Folk dyrker yoga. Hvorfor har de ikke tømmermænd?!

Omgivelser:

Egeskov Slot er smukt, og parken og haven løfter Heartland op til et hidtil uset niveau af æstetik. Og det er fedt. Det er også fedt, at netop parken med hække og så videre gør, at der rent faktisk var relativt mange stedet at finde et skyggespot, hvor man kunne gemme sig for solens insisterende stråler. Det var ca. 30 grader, og der var ikke en sky at se på himlen. Hvis det havde været Roskilde Festival, var man brændt op levende, mens man kæmpede om de få pladser, agoraen tilbyder.

Koncerter:

Det bedste ved at være til C.V. Jørgensen-koncert er de kommentarer, man overhører fra publikum. Min favorit er “Spiller han ikke snart Costa del Sol?”. Nej, det gør C.V. Jørgensen ikke. Som i aldrig. Han spiller heller ikke “I en blågrå kupé” eller “Entertaineren”. Når C.V. en sjælden gang tager på tur, så gør han det på sine egne præmisser, og det må fans bare rette sig ind efter. Han er ikke til for dig – du er til for ham!

Der var også en gang, hvor tanken om, at jeg aldrig kunne komme til at høre nogle af mine yndlings-sange live, irriterede mig. Men hey, sådan er det jo også, hvis man er The Doors-fan. Forskellen er selvfølgelig, at Jim Morrison ligger på Pére Lachaise-kirkegården i Paris, og der bliver han sgu nok liggende. (Indsæt tam joke om zombier). C.V. lever i bedste velgående, og han kunne godt servere en hitparade for dig – hvis han gad. Men det gør han ikke. Han har taget det på sin kappe at belære nye som gamle fans om, hvilke af hans sange der er de bedste. Som resultat af det er det gået op for mig, hvor fantastisk et album, “Sjælland” fra 1994 er. Det har langt fra den samme hit-faktor som “Tidens Tern” og “Storbyens Små Oaser”, men det er til gengæld uden sammenligning et stykke dansk musikhistorie fra øverste hylde. Tak, C.V, fordi du belærer mig om, hvad jeg burde høre af din musik, og tak fordi du er taget på turné igen, så jeg kunne opleve min tredje (og måske fjerde på Roskilde) koncert med dig.

Ja, jeg mødte Alex Cameron. Det – og hans sandaler(!) – er jeg naturligvis lige nødt til at vise hele verden

En anden mand, der overraskede mig positivt, var Alex Cameron. Jeg var til lidt af hans koncert på Gloria sidste sommer, og jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor folk var oppe at køre over det. Det forstår jeg nu. Med bundironiske tekster om elskerinder, der er 16 år gamle (og næsten 17, hvilket er den seksuelle lavalder i Australien) og et 45-minutters turboshow har Alex Cameron nu overbevist mig om, det han laver, er bundsolidt. Den persona, han optræder som, bliver supportet af vennen Roy Molloy på horn, som pludselig kastede sig ud i en anmeldelse af den stol, han sad og spillede på. Fantastisk i starten – super tåkrummende og akavet til sidst – ufatteligt morsomt hele vejen igennem.

Nu har vi snakket meget om Heartland som den her pæne festival, og netop derfor klædte Omar Souleyman-koncerten virkelig festivalen. Det var måske en ægte knald eller fald-booking, fordi det er lidt mere end joke, end det er en stor musikalsk oplevelse. Personligt elsker jeg manden med en ironisk distance, men hans indslag til den pæne festival, som Heartland er, var helt fantastisk. På en ikke-ironisk måde. Der var godt pakket foran Highland-scenen til årets sidste koncert, og det endte med, at der blev crowdsurfet, folk tog bukserne af, og der var en gut, der kravlede op i kablerne – den opførsel passer nok bedre til Distortion end til Heartland, men engang imellem er det godt, at der bliver revet lidt op i normerne.

Regnsky siger tak for i år til Heartland, men vi kan godt afsløre, at der kommer til at følge et par interviews i den nærmeste fremtid. Vi kan også godt afsløre, at vi bliver ved med at komme tilbage, så længe Heartland vil have os. Det er kun tredje år, festivalen kører, og det er spændende at se, hvordan det ender næste år. Forhåbentlig med mere bredde i hovednavnene, men ellers synes jeg bare, at Heartland skal fortsætte med at udvikle sig og turde prøve ting af. Det klæder en festival, og det virker til at være parolen på hjertelandet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.