Eksklusiv Premiere: and the shine

and the shine

Venner!

I dag introducerer vi et spritnyt spændstigt, sexet og skævt band på den danske musikscene: and the shine. Vi introducerer faktisk ikke bare, men har eksklusiv premiere på deres første sang + video “all that i wanted”. Vi er vildt glade for at få lov til at præsentere denne lille pornografiske lys-katedral af en forårsperle. Tryk play, nyd og læs mere nedenfor.

and the shine – all that i wanted

3 ting der gør denne sang fantastisk:

1) Trommerne og klaveret, der gør rytmen fuld og skæv og dejlig

2) Omkvædet, der tager dig i hånden og går på vandet, mens I kigger ind på den danske kyst og tænker: waw, kærlighed

3) Akkorderne og melodien i verset, der lige er vågnet med stiletter på og vakler forvirret ud i køkkenet og får en smøg

3 ting der gør denne video fantastisk:

1) Krigsfilm og næstenporno på samme tid = alle sanser fuldt beskæftiget

2) Og så alligevel bare abstrakt kollage

3) Eksplosioner i vand, aahhh…

Hvem står bag sådan et svimmelt nummer? Duoen and the shine består af popsangeren Simon Rischel og kirkeorganisten Morten Jessen. De har begge spillet med kunstnere som Quadron, Freja Loeb, Vinnie Who, Ulige Numre og Nikolaj Nørlund, men nu er de på vej med deres egen plade. Vi har fået lov til at smuglytte og kan fortælle, at der venter en flot godtepose af dreampop, 70’er rock og kirkelige præludier. Vi holder jer opdateret, så snart der er mere at høre. Indtil da vil vi nyde tusind flasker rosé, mens vi hører “all that i wanted” igen og igen.

Pladen kommer på det nye danske pladeselskab This Recording Company. Videoen er lavet af Dennis Morton fra detokay.com

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival 2014 – Evas anbefalinger


Okay, så kom Roskilde lige med sin bedste booking i 11. time. Jeg spillede Chromeo (“Night By Night”) til sygt mange gymnasiefester i 2009, og det var sådan ret sjovt, men Slowdive, for fanden, Slowdive kommer på Roskilde! Det er verdens bedste erstatning, så tak til Chromeo for aflysningen. Slowdive skal spille på det fænomenale tidspunkt lørdag kl. 02:15, og det er den bedst programsatte artist i år.

Ikke alle har været så heldige. Morten har allerede skrevet om Roskildes scener og ikke altid gode parring mellem dem og optrædende artister. Læs mere her. Mortens forbilledligt harmoniske kritik af James Holdens placering på Apollo lørdag kl. 20 er fuldstændigt berettiget. Hvis jeg møder Roskildes elektroniske booker får han et gevaldigt los i røven for den brøler. Før Slowdive var Holden nemlig Roskildes bedste booking.

I år er jeg spændt på, om den nye scene Avalon kan vende tendensen med at nye scener på Roskilde får katastrofale første år (Apollos lufttab i 2012, Glorias sarte momenter overdøvet af brølet fra Orange i 2011). Avalon virker som en decideret fremragende idé med sin varierende kapacitet. Det har bare altid været fucking underligt at stå med 1.000 mennesker i et telt med plads til 5.000 (120 Days på Odeon, 2007) og vildt irriterende at stå med 12.000 mennesker i et telt med plads til 6.000 (LCD Soundsystem på Cosmopol, 2010). Hovedparten af mine krydser i programmet spiller faktisk på Avalon.

Og krydser er der mange af. I år er mit Roskilde-program lidt sjovt, da jeg har meget få must sees. Primært fordi mange oplagte har spillet i København indenfor det sidste år med de samme udgivelser, de repræsenterer på Roskilde (Jenny Wilson, Julia Holter, Connan, Darkside, Forest Swords, Haim – se dem alle nu, hvis du ikke har før!). Dernæst fordi Roskilde ikke har ramt bandsene super skarpt i år. Roskilde hylder ofte sig selv ved at påpege, at de fanger artisterne i karrierernes kunstneriske toppunkt. Det synes jeg ikke, de gør i år. Rigtigt mange artister peakede med udgivelser flere år tilbage. Og det gør det lidt svært for mig at glæde mig lige så meget, som jeg ville have gjort i deres storhedstider. Her tænker jeg på Interpol (som dog skulle være tilbage i topform), Liars, Jenny Wilson, Moderat. Store og gode livenavne, som pynter på programmet, men ikke er voldsomt spændende lige nu.

I stedet er der mange krydser, men få musts. Du kender sikkert de fleste. At lukke Odeon og Cosmopol har betydet 20 artister færre end foregående år og mulighederne for at opdage nye artister er tilsvarende mindre. Derfor bliver det her en større samling af artister, som du måske nok kender. Ikke desto mindre er der stor grund til at genopfriske bekendtskaberne og se dem alle, selvom kun et er et must:

Slowdive – lørdag, 02.15 @ Avalon

Slowdive

Man ser først de vigtige bands lang tid efter. At de fem langhårede teenagere fra Reeding i Slowdive skulle blive inspiration for en helt imponerende samling af rimelig forskelige bands er en smule overraskende. Ligesom deres sange er ved nærlyt. Slowdive er indbegrebet af shoegaze: drævent slæber mange af sangene sig afsted, monotonien dominerer både tonefald og rytmer. Modsat så mange af 80‘er og 90‘ernes britiske støjrock- og punkbands er Slowdive vanvittigt kontrollerede. Slowdive bygger ikke deres numre op i store crescendoer. Slowdive arbejder med udvikling i gentagelsen. Den lille tonale forandring i et af de mange lag får sangen til at løfte sig, skille sig ud. Et fald i riff-regnens intensitet, Rachel Goswell og Neil Halsteads strofer afsluttet på et spørgsmålstegn. Souvlaki fra 1994 er et formidabelt album. Måske et af 90‘ernes bedste.

Slowdive historie er et helt forfærdelige eksempler på inkompetence og uheld i branchen. Deres korte liv som aktivt band i start-90‘erne er domineret af elendigt arbejde fra label og booking. Nedslående for et så fantastisk band, men måske symptomatisk for deres musik. Ligeså fremragende, musikken er, lige så tung er stemningen. Måske var de dømt til en karriere uden kommercielt afkaste.
Har Roskilde fanget Slowdive på toppen? Tja, ikke musikalsk, men rygterne går om ny musik på et tidspunkt. Men som historisk booking er den spot on, for Slowdives relevans er gennem årene blevet tydeligere og tydeligere.
I 1995 stoppede Slowdive med at spille sammen, fordi deres setup var smuldret. Goswell, Halstead og trommeslager Ian McCutcheon fortsatte sammen i det americana-eksperimenterende Mojave 3, som signet på 4AD har udgivet stærkt lytteværdige album. Som selvfølgelig ikke rammer den samme magi som Slowdive gjorde. Den tyndhudede følsomhed hos Slowdive kunne kun være frembragt af fem unge mennesker med drømmene fortsat strømmende i blege, regnomsluttede kroppe. Ikke af protest, ikke bevidst længselfulde efter et specifikt noget, men i en konstant tilstand af vedvarende søgen.
Tanken om at stå på Roskilde i nattens mørke til “Machine Gun”. At vende sig om, se ud under teltdugen en time efter, når “When The Sun Hits” hæver solen frem igen. Jeg kan forestille mig det og samtidig kan jeg slet ikke begribe, hvordan det kommer til at føles.

Lykke Li – Torsdag, 20.30 @ Arena

Lykke Li

“Mange synes sikkert, hun er en tude-Mikkel, men denne her plade sidder altså helt under huden på mig”. Sådan ramte min ven Mads i sidste uge plet i mit forhold til Lykke Li med et tweet om I Never Learn, den svenske noirpop-prinsesses seneste album. Lykke Li er en tude-Mikkel. Hendes hjerte rimer altid på smerte. Det er bare sådan, hun føler livet. Med I Never Learn har Lykke Li lært at videregive sine følelser med en smuk renhed. Hun er for første gang kommet helt ind under min hud. Fordi hendes tuderi er oprigtigt – godt for os, nok ret træls for hende.
Det bliver første gang, jeg hører Lykke Li live. Jeg håber, koncerten bliver de knuste hjerters fest. Hun spiller på et tidspunkt, hvor folk danser. Det håber jeg gør optrædenen fri for skæve festivalindslag, så noiræstetikken giver popsangene deres knivskarpe kant.

Cancer – fredag, 12.00 @ Gloria

Cancer2_photobySimonBirk

Cancer kunne have heddet “konsekvenserne ved at nære uendelig, ubetinget kærlighed til levende væsener”. Så mange mennesker hader Cancer for deres navn. Jeg forstår dem godt. Det er fandme svært at holde af et band med det navn. Ligeså svært som ikke at holde af Cancers musik. Men jeg forstår også duoens ene del, Nikolaj Vonsild, når han forklarer valget til Gaffa: “Der eksisterer nuancer i alt, også det, der er forfærdeligt. Jeg vil have, at vi skal kunne bruge alt det grimme til at skabe noget smukt. Vi prøver at skabe noget smukt i det alvorlige ved livet.”

Jeg holder uendelig meget af Cancers aktuelle debut-ep Ragazzi. Den er et drømmespejl, der fortsat åbner nye sublime momenter. Det allerede hyppigt frembragte citat “Peel a lemon in the sky, make lemonade from the light” fra “Age of Pinballs” er en hurtig favorit. Men også bare måden Vonsild først vrængende, dernæst opofrende synger “want” før og efter det svimlende citat. OK, nummeret skal nok høres, før forskellen mellem begærets “want” og kærlighedens “want” helt giver mening. Men gør det lige, for skønheden er uendelig og sangens kærlighedsbud trænger ind i tanker hinsides sansningen.
Cancers sange er flerdimensionelle billeder af det elskedes skønhed reflekteret gennem sorgens klarsyn. En svimlende bedrift om alle aspekter af menneskets skrøbelighed. Klokken 12 om morgenen på Roskilde er alle skrøbelige. Jeg tror skønheden vil fremstå så klar som Vonsilds tenor.

Warpaint – fredag, 17.00 @ Avalon

Warpaint

Jeg har aldrig set trioen live, så på en festival med gengangere er det et argument i sig selv. Jeg elsker The Fool, Warpaints debut fra 2011, mens jeg finder den nye selvbetitlede plade betragteligt mindre fantastisk. Simpelthen fordi sangene ikke er ligeså gode. Selvom åbningsduoen “Intro”/”Keep It Healthy” har intet mindre end årets foreløbigt bedste guitarspor.
Warpaint tager mathrockens hvirvler ned i krautens tempo og indfanger instrumenterne i flotte popmelodier med nogle – når det er bedst – overjordiske vokalharmonier. Forhåbentligt fremragende live.

Warpaint – Keep it Healthy
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/06/02-Keep-It-Healthy.mp3]

Damon Albarn – fredag, 20.3o @ Arena


Everyday Robots fra tidligere i år er en ret stille sag. Referencerne er mange, men strygere og fingerspillet guitar optræder oftest, og ordnes i en næsten elektroniske strukturer af samples (og instrumenter, der lyder samplede). Albummet er Albarns første soloalbum og omfavner elementer fra hele hans karriere. Jeg har det hårdt med de gospel-agtige momenter, men numre som “Hostiles” og den hjerteskærende “The Selfish Giant” er sublime. Hvordan albummets lavmælte univers får det fredag kl. 20:30, kan jeg tvivle lidt på – det er mere oplagt til aftenkaffe end fadølstømning. At jeg står langt fremme er til gengæld helt sikkert.

Future Islands – fredag, 01.00 @ Avalon


Årets uforudsete indiegennembrud overrasker næppe på denne liste. Hitalbummet Singles har på det sidste tabt lidt af sin magi for mig. Nok fordi sangenes, ja, singleform, gør dem en lillebittesmule ensformige. Men i en koncertsammenhæng er knaldperler godt. Især kl. 01 om natten. Og hey, det er jo et hamrende fedt album.

Nikolaj Nørlund – lørdag, 13.00 @ Arena

Norlund1-717x375

Nikolaj Nørlund er en dygtig performer og en sublim historiefortæller. På Roskilde iscenesætter han hele sin karriere som koncert og får besøg af de personer han i gensidig udveksling har udviklet og udviklet sig selv i sit arbejde med. Nørlunds hall of fame er lang efterhånden, den indbefatter både acts og nogle af Danmarks utvivlsomt bedste musikere. Sådan een er Nørlund i øvrigt selv, og det blev tidligere i år ypperligt bevist med albummet det naturlige. Nørlunds karriere har aldrig rigtigt toppet, den har været på et konstant og vanvittig højt niveau. Maratonkoncerten bliver en manifestation heraf, og den mulighed er skarpt set af festivalen.

Nikolaj Nørlund – Mønsterbryder
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/06/02-Keep-It-Healthy.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2012 i album – januar & februar

De fleste vil sige, at vi først går ind i sæsonen for dårlig samvittighed på den anden side af årsskiftet. Jeg vil mene, at vi allerede er gået ind i den. Jeg er selv ramt. Af dårlig samvittighed over de snart brudte nytårsforsætter, over manglende nærvær hos familien, over at slumre juleferien væk. Og en helt særlig ganske paradoksal form for dårlig samvittighed: dårlig samvittighed overfor mig selv, fordi jeg året igennem ikke har fulgt godt nok med i nye udgivelser, fordi fortabelsen i de enkelte har været for komplet.

Denne musikalske dårlige samvittighed er ikke noget nyt. Den opstår altid i juledagene og tiltager i de efterfølgende, mens mediernes årslister granskes, og jeg opdager, at jeg ikke har hørt hovedparten af de åbenbart fantastiske album. Får de mig så til at tjekke dem ud? Sjældent. Og selvom de gjorde, og jeg i ugen op til nytår hørte alle Soundvenues top 50 album og Pitchforks hundrede bedste numre, ville der være størst sandsynlighed for, at de ville være glemt igen, så snart de klingede ud. For musik kræver tid til at synke ind i lytteren, musik kræver indlevelse. Før du for alvor kan holde af den, må du føle den som en del af dig selv. Det tager tid at opbygge den slags forhold, og de forliser ofte før de forløses.

Trods disse noget dystre tanker, får årslisternes medfølgende samvittighedsnag mig til at tænke over, hvad jeg fik i stedet for tusinde album i det mentale musikbibliotek. For en hel del er krøbet ind under huden, både plader fra i år og ældre sager, som er gået i dialog med det nye. Listen er lang, og de udvalgte album fortjener mere end en placering på en liste. De fortjener tid, ligesom I fortjener at blive fortalt grundigt, hvorfor de gør det.
Derfor deler jeg – ligesom sidste år – 2012 op i dele og giver jer over den næste uges tid en gennemgang af, hvilke albums, der blev en del af mig dette år. Det får os både igennem musik der føles som en blid opvågning, som en regnvejrsdag uden ende, som en sukkerknald og som en græsk tempel af sprød marmor, som trods sit fine ydre stadig står højt hævet.
Men vi starter selvfølgelig med januar og februar, de to tunge vintermåneder.

Januar

Nikolaj NørlundAlt Sammen, Lige Nu (Auditorium)
Det var uventet, at Nikolaj Nørlunds plade ville stå som en af de bedste for mig i året, der gik. Måske var det samarbejdet med Christian Hjelm, som fik reaktualiseret Nørlund, men ikke desto mindre fremstod den gamle mesters album som en afsindigt frisk plade. Det gør det sådan set stadig. Alt Sammen, Lige Nu revolutionerer ingenting og er ikke et opgør. Men den er fremragende sangskrivning, både i sine rockede, energiske øjeblikke som hittet “Man bliver forsinket så let” og i sine stille momenter som “Lige Linje” og “Hemmeligheder”. Årsagen til at forelskelsen ikke er flygtig ligger netop i sangskrivningens kombination af det veloplagte og det nære. Du er aldrig langt fra Nørlund i hans musik, men du bliver heller ikke holdt kvælende tæt. Der er frihed at spore i guitarens fremragende melodier (de fremstår naturlige, selvfølgelige) og sikkerhed i den klassiske rockinstrumentering og produktion. Kort fortalt: rum for spejling og mulighed for et andet lys. Nørlund viser, at den lige vej ikke nødvendigvis er kompromisernes, men også kan være balancens.

Læs også live-anmeldelse af Nikolaj Nørlunds jubilæumskoncert i DRs Koncertsal.

Nikolaj Nørlund – Man Bliver Forsinket Så Let
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/02-Man-Bliver-Forsinket-Så-Let.mp3]

Februar

John Talabotƒin (Permanent Vacation)


Ærlig talt – hvem slipper afsted med at have en meget markant fløjte i et i forvejen over the top-nummer efter new rave-bølgen i 2007? John Talabot, selvfølgelig, og jeg havde ingen betænkeligheder.
John Talabots succes på mit personlige barometer står i fin modsætning til Nikolaj Nørlunds. Hvor Nørlunds i høj grad er båret af lytterens identifikation med musikken, er ƒin for mig en portal. Både til eskapisme, men også til endnu højere eufori. Jeg bliver sjældent så glad når en dj spiller musik, jeg allerede kender, som når han spiler et Talabot-nummer. ƒin var en virkelig forløsningen, ikke kun fordi der nu endelig var et John Talabot-album, hvilket vi havde ventet på i tre år, men fordi albummet både bankede igennem med uimodståelige hits som “Destiny” ft. Pional og disco-slaskere som “Oro Y Sangre”, hvis labre produktioner og helt over stregen virkemidler funklede trods februars evighedssjap. ƒin holder niveauet hele vejen i gennem og har holdt hele året.

Læs også albumanmeldelse af ƒin.

John Talabot – Destiny ft. Pional
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/02-Destiny-feat.-Pional.mp3]

John Talabot – Oro Y Sangre
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/04-Oro-y-Sangre.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Nikolaj Nørlund i DRs Koncertsal: Etableringen af et musikalsk forhold

Balancen mellem at være en autoritet og at være autoritær er hårfin. Nikolaj Nørlund er om nogen en autoritet indenfor dansk, alternativ musik, både i kraft af sin position som producer og som ejer af pladeselskabet Auditorium, der står bag nogle af de fineste, dansksprogede udgivelser de senere år: Ulige Numre, Niels Skousen og Mellemblond nævnes i flæng. Og så er der selvfølgelig den helt afgørende årsag til, at tre timer i Koncertsalens magelige sæder ikke er pacificerende på denne torsdag aften: Nørlunds eget virke som musiker, sanger, komponist og ikke mindst lyriker. Ethvert Nikolaj Nørlund-nummer har en identifikationsfremmende fortælling, som oftest er bundet op omkring en du/jeg-relation. I Koncertsalen oplever vi, hvordan musik sunget på ens eget modersmål har hemmelig genvej til hjertet. Ikke mindst fordi instrumentation og tekst hos Nørlund altid indgår i en tæt på overvældende symbiose. Bare lyt til et af den første del af koncertens stærkeste numre, det live såvel som på plade eminente “Ridset i Panden”: til lejligheden fuldt orkestreret med Cæcilie Triers cello sjældent markant og Jeppe Brix guitar som finessernes udtrykssted. Instrumentrigdommen indbefattede blandt andre også Christian Hjelm på kor og guitar samt Daniel Bonde på trompet og Morten Jessen på trombone, og med en velsammensat setliste – første set med de mere neddæmpede ting, andet med det lidt mere rockede og ekstranumrene med begge dele – fastholdt bandet mig i at lytte efter instrumenternes sammenhæng i de enkelte numre som en selvfølgelighed i stedet for som et studie i “hvordan lyder en cello”-stilen.

Nikolaj Nørlund – Ridset i Panden

Mit forhold til Nørlund var indtil denne koncert begrænset til forårets formidable Alt Sammen, Lige Nu. Jeg formoder derfor, at min oplevelse af koncerten adskilte sig rimelig meget fra resten af koncertgængernes, som sandsynligvis har været der lige så meget for at fejre diskografien som Nørlund lige nu. Jeg havde ingen forventninger til, hvordan koncertens 19 ældre numre ville blive spillet. Det er en unik oplevelse at etablere sit forhold til musik live – især, hvis indgangsvinklen er så ukritisk som min var her. I kraft af Nørlunds autoritet tilsluttede jeg mig før koncerten konsensus på et svagt grundlag, og sagde: Alt Nørlund laver er godt. Med den kritiske sans lagt på hylden indtog jeg derfor en portion dansk sangskat med ét enkelt krav: Det skulle give mig en trang til at høre mere.

Nikolaj Nørlund – Ringvejen

“Tanken om at skulle møde dig her slår mig ud” var Nikolaj Nørlunds første strofer til den 1000 mennesker store samling af hovedsageligt hengivne følger med vedhæng, og sådan blev benovelsen over at spille for en så stor sal korslagte arme vendt til noget konstruktivt – nummeret “Slet Ikke Dig” var forbilledligt som åbning, bare den nævnte strofe gjorde teksternes ‘du’ til aftenens publikum, og etablerede dermed en intimitet. Nørlund spillede for os om os.

Nikolaj Nørlund – Slet Ikke Dig

Siden torsdag nat har mit behov for at høre numre som “Indre By”, “Pariah” og “Kongens Have” været aldeles overvældende. For live ætsede numrenes følelse sig ind, talte til mig på et flydende, intuitivt forståeligt sprog, som det må ligge i enhver dansk indie-elskers blod at værdsætte. Det har sjældent været så let at gå ind i musiks følelse, som det var i Koncertsalen, og så svært at forlade den igen, som efter en helaftensforestilling med Nikolaj Nørlund og band. Jeg ser gerne musikken som en autoritet.

Nikolaj Nørlund – Indre By (Monogram Session)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Artarena —> The Kites —> vind billetter til Rust-koncert!

The Kites
Lyden af The Kites er kæk, ungdommelig rock med hatten lidt på sned og et høstrå i mundvigen. En tilbagelænet slackerattitude funderet i allstars og melodisikkerhed. Sikkert en stribet T-shirt og en skovmandsskjorte, men hjertet på rette sted og en sund portion humor. Evigt solskin, grønne glæsplæner og legende frihed.

Kvartetten er de seneste år gået under navnet Artarena. Men i forbindelse med færdiggørelsen af en ny demo-ep var det tid til forandring – så er navnet skiftet til The Kites.
Regnsky streamer helt eksklusivt de to første numre fra den Nikolaj Nørlund mixede ep her.
“Play” giver i hvert fald mig lyst til at svinge træbenet, og den mere rockede ”Balloons”, der er et af de bedste eksempler på et komplekst rockhit, har både den frække dynamik og undgår klicheerne.  Dog skorter det ikke på inspirationer fra britisk indierockhistorie hos The Kites, men legesyg guitar og finurlige twist i instrumenteringen adskiller bandet fra mængden. At musik er sjovt, veloplagt og uhøjtidelig udelukker ikke at det lyder godt.
Ikke ulig Arctic Monkeys, har The Kites også forelsket sig i de kække taktskift, en flabet henkastet vokal, og den dansable rockmusik. Og det er en holdbar romance, for kombinationen gør The Kites til et band, hvis friskhed man kun kan beundre, som spreder ægte smil, sætter et fedt beat på en grå dag, og lader alt blive lidt mindre alvorstungt og lidt sjovere.

Jeg oplevede bandet på Start! festival i år, hvor de havde fået æren af festivalens næststørste scene – det ikke uden grund, for at dømme på min notesbloks superlativer er The Kites live en sympatisk energibombe med nok kvalitetssange til at holde et større publikum engageret en hel koncert igennem.

Det kan jeg snart få bekræftet igen – for tiden er moden til endnu en koncert.
I samarbejde med bandet sætter Regnsky.dk 4 x 2 billetter på højkant til fredag d. 27. november 2009 på Rust i København, hvor bandet spiller op til dans og lytten med på de nye numre.
Det eneste, du skal svare på er, hvem The Kites spiller med på Rust. Send dit svar senest d. 25. november på eva @ regnsky . dk (fjern mellemrummene!) og du er med i konkurrencen. Vinderne findes umiddelbart efter midnat, og kontaktes pr. mail. Husk at oplyse fulde navn.

EDIT: Vinderne er nu fundet, og blevet kontaktet pr. mail. Hvis du ikke er blevet kontaktet, var du desværre ikke blandt de heldige denne gang.

The Kites – Balloons
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Balloons.mp3]

The Kites – Play
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Play.mp3]

[spoiler show=”Koncertinfo:”]The Kites + Phil Shivers + Caspian and the Good Times
Fredag, 27. november 20-01
Pris: 50,-
Rust, København[/spoiler]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?