Regnsky møder… Låpsley

Låpsley

Hun er kun 19 år, men hun er allerede et stort navn i hjemlandet England. Holly Lapsley Fletchers – eller bare Låpsley – karriere blev kickstartet i 2014, da hun som bare 17-årig blev booket til BBC Introducing-scenen på Glastonbury Festival. Siden da er det blandt andet blevet til en plads på BBC’s eksklusive 2015-liste over upcoming artister og et anmelderrost debutalbum i foråret, og for et par uger siden besøgte hun så Danmark for anden gang for at spille på debutudgaven af Heartland Festival.

Et besøg, som markerer Låpsleys første festivaljob efter en succesfuld album-turné, hvor Holly i øvrigt havde danske Liss med som support.

”Vi er lige ankommet på Heartland, og det her er mit første interview efter turneen, så jeg er ikke så god med ord. Men det skal nok komme,” lyder det på forhånd undskyldende fra en grinende Holly Lapsley Fletcher.

Lidt ord kommer der dog alligevel ud af den trætte brite, som sætter en stor ære i at gøre alting selv. Hun synger, producerer og skriver selv al sin musik, og det skyldes især, at musikken i høj grad bare var noget, der skete for hende.

”Jeg har aldrig prøvet andet. Da jeg begyndte at lave musik, gjorde det uden nogen intentioner om at skabe en karriere. Så derfor er projektet ikke skabt af nogle andre med det formål at tjene penge. Det er bare noget jeg gør, og så blev jeg tilfældigvis signet på et label (XL Recordings, red.),” forklarer hun.

Låpsley – Hurt Me

At Låpsley er blevet signet på et relativt stort label, har dog ikke haft nogen særlig betydning for, hvordan hun laver sin musik. For det vigtigste er musikken – ikke karrieren.

”Jeg ville stadig gøre det, selvom jeg ikke var blevet signet. Det ville så bare være i min fritid, og det ville jeg have det fint med. Det er bare en bonus, at jeg kan gøre det som en karriere. Men projektet vil altid være mig, der gør, hvad jeg har lyst til at gøre – eller også vil det slet ikke eksistere,” fastslår hun.

Netop den tilgang skinner også igennem i hendes måde at gribe livet an på. For på trods af den tidlige succes ville Låpsley ikke kunne leve et liv, hvor alt drejede sig om musikken.

”Jeg har aldrig været en af dem, som har drømt om at blive musiker, siden jeg blev født. Det var bare noget, der skete, da jeg var 17,” forklarer hun om sin eksplosive karriere.

Hvis ikke karrieren havde taget fart så tidligt, så havde Holly Lapsley Fletcher formentlig studeret fysisk geografi i dag; altså den videnskab, hvor man beskæftiger sig med vulkaner, bjerge og andre af naturens imponerende kreationer.

”Jeg var meget akademisk, jeg elskede skolen, og jeg havde en plan om at gå på universitetet. Det var dét, jeg elskede, men samtidig var jeg deprimeret, fordi jeg ikke lavede musik. Nu, hvor jeg er fuldtidsmusiker, føler jeg, at der er en del af mig, der ikke bliver stimuleret, så jeg må prøve at finde en balance,” siger Holly Lapsley Fletcher.

Ud over de akademiske og musikalske passioner er Holly Fletcher også meget sportsinteresseret, og især sejlads vil hun gerne bruge mere tid på. Og det skulle hun gerne få, når sommerens koncerter er overstået.

Låpsley – Falling Short

I første omgang vil hun dog koncentrere sig om musikken, og man kan forvente en endnu mere selvstændig Låpsley, når hun sidst på året formentlig kaster sig ud i en opfølger til debutalbummet ”Long Way Home”.

Det er blevet lidt en principsag for Holly Fletcher at understrege, at hun gør alting selv. Vi har tidligere beskrevet, hvordan Låpsley ikke blev krediteret som producer på sit debutalbum, men selvom det siden er blevet løst, irriterer det hende stadig, at hun ikke får samme anerkendelse som hendes mandlige kollegaer inden for den elektroniske del af popmusikken.

”Jeg undrer mig over, at jeg bliver kategoriseret som en singer/songwriter. Ville jeg blive det, hvis jeg var en fyr? Nej, det ville jeg ikke. Jeg er sangskriver og producer. Hvis jeg var en dreng, ville folk putte mig i samme kategori som James Blake og Caribou. Jeg forstår det ikke, for jeg kan ikke gøre for, hvilket køn jeg har, så jeg kan ikke se, hvorfor det skal have indflydelse på, hvilken slags musik jeg laver. Jeg er ikke fornærmet; jeg forstår det bare ikke. Hvis jeg var journalist, så ville jeg ikke kunne beskrive mig som andet,” lyder det meget passioneret fra Låpsley.

Men hvordan ændrer vi på det?

”Jeg ved det ikke. Jeg tror, at man skal kæmpe fra sit hjørne af ringen. Jeg har ikke lyst til at kæmpe, men indtil det er normen, bliver man bare nødt til at sige noget. Vi skal nå dertil, hvor det er fint, hvis man selv skriver det hele – men hvor det også er fint, hvis man ikke har. Man skal kunne gøre, hvad man vil. Men det er bestemt blevet bedre. Jeg tror, at folk som Christine and the Queens og Grimes har været med til at skabe et mere positivt syn på kvinder i branchen,” siger hun.

Låpsley – Station

Selvom Låpsley er god til at fremhæve andre foregangskvinder, synes jeg personligt, at hun også gør sit på en lidt mere diskret facon end eksempelvis Claire Boucher/Grimes, og trods nogle lydproblemer i starten, leverede Låpsley en pragtpræstation på Heartland Festival, hvor hun fik eksemplificeret sit enorme musikalske talent. Og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er langt mere end ”bare” en singer/songwriter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Fuck Yeah, Heartland Festival! – De umiddelbare indtryk efter første udgave

The Flaming Lips (credit: Morten Rygaard)

Foto: Morten Rygaard

Lad mig lægge ud med at understrege en ting, hvis du har travlt og ikke lige har mulighed for at læse hele indlægget: Køb for alt i verden billet til Heartland Festival 2017, så snart det er muligt. For trods nogle forventelige børnesygdomme levede 2016-udgaven af den spritnye festival fuldt ud op til mine høje forventninger.
Lige nu sidder jeg med begyndende festival-blues og et voldsomt søvnunderskud efter at være kommet hjem for få timer siden og vil forsøge at gøre status over festivalens største op- og nedture. Lad mig begynde med det dårlige, så vi kan slutte af i godt humør i stedet.

Årets nedture på Heartland Festival:
Der var heldigvis ikke mange af dem, men jeg bliver simpelthen nødt til at påpege det helt absurde fejlskøn, der var blevet lavet fra festivalens side på madfronten. Seks deciderede madboder (og en i øvrigt charmerende rød bus ved campingområdet) skulle brødføde det sultne festivalpublikum på en håndfuld tusinde gæster. Det var dømt til at gå galt, og det gjorde det desværre også den første aften, hvor to af boderne tidligt måtte melde udsolgt, mens de andre kæmpede med nærmest uendeligt lange køer, som for de fleste betød missede koncerter og talks. Det er ekstremt ærgerligt, men det er trods alt, hvad jeg vil kategorisere som en børnesygdom, som Heartland Festival da også skal have ros for at rette op på på andendagen med en ordentlig omgang hasteindkøbte sandwiches og ekstra personale.
En ting vil jeg dog sige: For en festival, som i den grad også har slået sig op på, at de vil være noget ved kødgryderne, så kunne jeg kvalitetsmæssigt ikke smage forskel på maden her sammenlignet med udvalget på eksempelvis Roskilde og Northside Festival.

Årets eneste musikalske nedtur kan man dog ikke forklare sig ud af, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Susanne Sundfør om, hvad der gik galt. Jeg elsker den norske sangerinde, og efter hendes fremragende koncert på Roskilde Festival i 2014 var mine forventninger skyhøje, men jeg er aldrig før blevet så skuffet over en koncert. Det lød mere eller mindre som om, at koncerten blev spillet nede i en papkasse med en trommeslager, som tilsyneladende aldrig havde slået på en lilletromme før. Hovedpersonens vokal drukende også – ikke i musikken, men udelukkende i sig selv.
Inden koncerten sad jeg nede ved mit telt med mine venner og lyttede til hendes fantastiske nummer “Delirious” på min telefon uden højtalere – og helt ærligt, så følte jeg et større nærvær ved den performance, end jeg gjorde ved koncerten 20 minutter senere. Det var en ekstremt underlig oplevelse, og når jeg tænker tilbage på det, så er jeg måske egentlig mere forvirret, end jeg er skuffet. For jeg ved, hvordan Susanne Sundfør skal lyde, når hun er bedst. Men det gjorde hun i den grad ikke i aftes.

Årets opture på Heartland Festival:
Der var heldigvis langt flere opture end nedture på årets festival, og det vidner om en ung festival, som ved, hvad den vil. Først og fremmest var der under hele festivalen en fantastisk stemning på pladsen præget af kærlighed og hensyntagen til hinanden. Måske var det de smukke omgivelser, der smittede af på folks væremåde, men aldrig har jeg på en festival set så mange mennesker rydde op efter sig selv, være opmærksomme på børn og andre lave/mindre mennesker til koncerter, og i det hele taget behandle stedet og hinanden ordentligt. Det samme gjorde sig gældende i boderne og blandt de frivillige, som for alles vedkommende var propfyldte med overskud og godt humør. I sandhed en hjertevarm oplevelse!

Musikalsk sad det meste også lige i skabet. Chinah og Blaue Blume viste med stor tydelighed, at nutidens danske musik har det fantastisk, mens Anne Linnet mindede os om, at en god omgang fællessang heller ikke er af vejen, når man er på en festival for mennesker i alle aldre. Mark Ronson leverede en gigantisk fest, som var den eneste rigtige måde at slutte førstedagen af på, mens Låpsley, Michael Kiwanuka og Ásgeir beviste, at vokaler kan fremkalde gåsehud – uanset om de kommer fra England, Uganda eller Island.
Men for mig var der én artist, som strålede over alle de andre. Billedet i toppen har sikkert allerede afsløret det for nogle af jer, men det er selvfølgelig Wayne Coyne og The Flaming Lips, som gjorde Heartland 2016 til noget ganske særligt. Jeg gik ned til scenen en time før, koncerten skulle begynde, og jeg stod derfor helt forrest, da Wayne Coyne allerede før koncerten begyndte at skyde konfetti i hovedet på publikum. Siden hen blev der kastet og skudt mere konfetti, enorme balloner, endnu mere konfetti og sågar Wayne Coyne selv, da han i en stor gennemsigtig bold dansede ud over publikum i bandets fremragende cover af afdøde David BowiesSpace Oddity“.

Flaming Lips – Space Oddity

Inden koncerten havde jeg fornøjelsen af Wayne Coynes selskab i små trekvarter, og der fortalte han blandt andet, at hans musik er bedst, når han ikke ved, hvad han laver. Hvis det står til troende, så anede han ikke, hvad han lavede fredag aften, for alt gik op i en højere enhed. Wayne Coynes vokal bliver aldrig spektakulært stærk, men til gengæld var det en vanvittig sjov og inddragende oplevelse, som alle formentlig vil huske i lang tid. For mig er festen i hvert fald ikke slut endnu, og jeg finder stadig konfetti de mærkeligste steder i mit tøj.
Der kom i øvrigt også andet ud af samtalen med Wayne Coyne, og det vil man kunne læse her på bloggen inden alt for længe.

Så alt i alt, tl;dr: Tag på Heartland Festival næste år, for folk er virkelig søde, stedet er virkelig smukt, og musikken er virkelig god!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Heartland: Regnsky anbefaler…

Blaue Blume

På fredag og lørdag løber Heartland Festival af stablen, og det vil være en underdrivelse at sige, at jeg glæder mig. Det er første gang, Heartland Festival bliver afholdt, og det kommer til at foregå ved det smukke Egeskov Slot ved Kværndrup i hjertet af Fyn. Da festivalen er spritnyt, er jeg meget spændt på at finde ud af, hvilket publikum festivalen appellerer til, og i det hele taget hvilken stemning der vil være de to dage.

Heartland Festival adskiller sig fra de største danske festivaler i den forstand, at de ud over musikken har valgt at fokusere på også at give publikum noget til mund, øjne og sågar hele kroppen i form af flere daglige yoga sessioner. Derudover vil man kunne opleve samtaler med interessante personligheder lige fra Christian Lollike til Brian Eno, som også udstiller på festivalen med installationen “The Ship”.

Men jeg vil nu alligevel her i min optakt sætte fokus på musikprogrammet, for det er nu en gang det, jeg er til for. Og det, musikprogrammet, er fyldt med så mange lækkerier, at man godt helt kunne glemme at deltage i en af de lækre middage, som festivalen også byder på.

The Flaming Lips
Fredag kl. 23:15 på Lowland Stage
For mig er fredagens helt naturlige højdepunkt de amerikanske veteraner fra The Flaming Lips. De behøver ikke nogen nærmere introduktion for de fleste, men jeg kan sige, at det er psykedelisk rockmusik, som udmærker sig ved at være musikalsk virkelig detaljeret og gennemført i en grad, som gør, at man kan lytte til det samme nummer et utal af gange og stadig opdage nye detaljer og nuancer i musikken. Det er efterhånden et stykke tid siden, at bandet udgav et decideret album, men den karismatiske forsanger Wayne Coyne udgav sidste år sammen med Miley Cyrus albummet “And Her Dead Petz”, som man kan lytte til her. Jeg er ekstremt spændt på at høre, hvad bandet har at byde på, men det ville overraske mig meget, hvis ikke der indgår en hyldest til et af bandets idoler, David Bowie, der som bekendt gik bort tidligere i år.

Blaue Blume
Lørdag kl. 12:30 på Highland Stage
Koldingensiske Blaue Blume åbner musikprogrammet om lørdagen, og jeg vil da anbefale folk at være oppe til den tid. Jeg hørte sidst Blaue Blume sidste år, da de gav en fremragende koncert i Store VEGA, så mine forventninger er vanvittigt høje til bandet, som med “Syzygy” har skabt nyere dansk musiks bedste og nok også et af de mest personlige album. Blaue Blume er inderlighed, følsomhed og storslået nærvær, og jeg tror på, at det vil passe perfekt ind i de smukke omgivelser ved Egeskov Slot.

Låpsley
Lørdag kl. 15:00 på Highland Stage
Det sidste navn, jeg vil give en ekstra stor anbefaling, er den unge britiske sangerinde Låpsley. Holly Lapsley Fletcher er blot 19 år gammel, men allerede i 2014 spillede hun på den gigantiske britiske festival Glastonbury, og hun er uden tvivl et af de største talenter til at komme ud af England. Hendes musik er elektronisk med klare tråde til RnB, og den udmærker sig især ved en gennemført produktion og en mangefacetteret vokal, som både formår at vise ømhed og kraftfuldhed på samme tid.

Jeg kunne også snildt have fremhævet artister som Asgéir, Susanne Sundfør og Chinah, men programmet er simpelthen så stopfyldt med lækkerbiskener, at jeg umuligt ville kunne få det hele med, hvis artiklen skulle holde en nogenlunde længde. Men et er at læse nogle anbefalinger, noget andet er at lytte til musikken. Så hvis du alligevel ikke har noget vigtigt for fredag og lørdag og har hjertet på det rette sted, så skal der lyde en klar anbefaling herfra til at skynde dig at købe billet og tage af sted mod Fyn og den festival, som jeg har glædet mig allermest til i år. Heartland Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.