Mød Dizzy, dit nye yndlingsband

DIZZY, The Great Escape
Foto: Leeor Wild

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til det tredje band, som er de skønne canadiske drømmepoppere i Dizzy. Godt nytår!

Okay, måske tager jeg munden lidt for fuld her. Især hvis du ikke er til drømmende elektropop a la for eksempel Chinah, Off Bloom og Wet. Men hvis du er det, så har jeg virkelig svært ved at se, hvordan du skulle gå galt i byen med Dizzy. Jeg blev hurtigt fanget af singlerne ”Swim”, ”Joshua” og ”Backstroke”, og da debutpladen ”Baby Teeth” udkom i august, havde jeg svært ved at få armene ned – hold nu op, hvor er det et godt album. Hver gang jeg sætter det på, er det som at blive svøbt i et tæppe af håbefuld melankoli, som jeg kan forsvinde helt og aldeles ind i.

”Det er virkelig dejligt at have den (pladen, red.) ude i verden,” siger Charlie Spencer. ”Den har været fire-fem år undervejs og har faktisk været færdig i et par år. Så i lang tid har vi spillet koncerter for folk, som ikke rigtig kender vores musik.”

Backstroke:

Charlie startede bandet sammen med veninden Katie Munshaw, da de to blev færdige med high school, og siden kom hans brødre Alex og Mackenzie med. De fire unge canadiere er vokset op i Toronto-forstaden Oshawa, som de beskriver som helt igennem mondæn. Et sted hvor de legede på gaden, fik hudafskrabninger på knæene, tog til kælderfester, oplevede den første kærlighed, break-ups, usikkerhed og alt, hvad man ellers går igennem, når man vokser op.

”Jeg skrev egentlig ikke så meget, før vi begyndte at tage den her band-ting seriøst. Men jeg havde ikke lyst til at synge andres ord, og så måtte jeg jo skrive mine egne,” fortæller Katie Munshaw.

”Baby Teeth” er en smuk ’coming of age’-plade. En plade som egentlig er ganske sørgelig med alle dens fortællinger om tab og hjertesorger, men som også efterlader sig en optimisme. Alle de her oplevelser havde deres liv, men så måtte de vige for noget andet – ligesom mælketænder.

Bleachers:

Koncerterne er dét værd
De fire canadiere har haft et ganske travlt 2018, hvor de blandt andet har været forbi SXSW, Great Escape, Osheaga, Reeperbahn og Austin City Limits, og pt. turnerer de USA, hvor de er support for Lisa Loeb, SYML og Stars. På Great Escape måtte jeg gå forgæves, da jeg forsøgte at høre dem på spillestedet Green Door Store – jeg kunne ikke have klemt så meget som en lillefinger derind.

Jeg er nysgerrig på, hvordan det er at gå fra forstadsliv til turnerende band, og om de fire gør sig tanker om, hvordan de bedst forbereder sig på fremtiden på den front. For selvom de har haft rigeligt at se til i år, så kunne det også sagtens have været ’værre’.

”Det ville være dejligt med flere hænder,” siger Katie. ”Jeg ville elske at have en tour manager. Lige nu er det bare os fire.”

”Ja, det ville være en kæmpe hjælp at have nogen til at hjælpe med alt det praktiske,” siger Charlie.

Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvordan fans og udenforstående ofte får det polerede billede, men at det i virkeligheden er benhårdt arbejde at være på tour. Dagene går med transport, promo, lydprøve, koncert.

”Og så er man måske heldig at få fire timers søvn, inden det starter forfra igen,” smågriner Charlie. De er alle enige om, at både mentalt og fysisk helbred på tour er noget, som musikere bør italesætte mere.

”Der er ret meget pres på bands for at skulle turnere så meget som muligt,” siger Charlie.

”Ja, det er dér, pengene er,” siger Katie. ”Det er jo ikke det mest stabile job.”

Er det noget, I tænker over?

”Hver eneste dag!” svarer hun med et smil.

”Sociale medier har også meget at gøre med det. Tourlivet kan hurtigt komme til at virke glamourøst, men det er virkelig hårdt,” siger Mackenzie. ”Måske vi burde uploade flere billeder af os, der ligger og sover bag i vores bil.”

”Men koncerterne er belønningen,” indskyder Alex. ”Det er dem, der gør, at det er det hele værd.”

Joshua:

Løsere rammer
Selvom det ikke er verdens nemmeste opgave at skrive sange, når man konstant er på farten, så er bandet så småt gået i gang med at lave nyt materiale.

”Det er virkelig dejligt at bruge den del af min hjerne igen,” siger Katie. Selvom det først er for nylig, at hun er kommet i gang med skriveriet igen, så kan hun allerede mærke, at temaerne kommer til at ændre sig. Hun har lagt high school-romancerne bag sig og fokuserer mere på interpersonelle relationer og mentalt helbred.

Sangskrivningsprocessen er en meget dynamisk størrelse for Dizzy. Katie og Charlie spiller konstant bold op ad hinanden – hvis den ene går i stå, tager den anden over – og de får også input fra Mackenzie og Alex. De tænker ikke nødvendigvis over, at de skal ramme ’Dizzy-lyden’, men det sker for det meste ret naturligt, at sangene bevæger sig i den retning. Men der er også plads til at skubbe rammerne.

”Med ‘Baby Teeth’ gik vi i studiet med stort set færdige sange. Vi vidste, hvad der skulle ske, og det var fedt, at vi kunne indspille den ret hurtigt,” fortæller Charlie. ”Men det bliver også sjovt at komme i gang med nye numre, hvor der er plads til at eksperimentere lidt mere.”

Hvis det er op til Katie, Charlie, Mackenzie og Alex selv, så får vi nyt fra dem allerede i starten af 2019. Så lad os håbe på det, og indtil da kan du jo forkæle dine ører med debutpladen – jeg lover, at du ikke bliver træt af den lige foreløbig.

Ghost Limbs:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

De syv bedste koncerter fra Reeperbahn – Tysklands svar på Spot og by:Larm

Reeperbahn Festival (Foto: Roberto Kai Hegeler)

Reeperbahn Festival er Tysklands svar på SPOT, by:Larm, SXSW og Great Escape; festivaler, som udover et hav af koncerter med hovedsageligt upcoming bands har et omfattende konference- og netværksprogram. Efter at have besøgt SXSW fik festivalens grundlægger Alexander Schultz den idé, at der også skulle holdes en lignende festival i Hamburg, og således blev Reeperbahn født. Det er i år trettende gang, at festivalen afholdes, og der er over årene blevet føjet flere og flere ting til programmet, der nu – foruden et hav af musik – rummer kunsttiltag, filmvisninger og en lang række tech-fokuserede oplæg – sådan som man også finder det på SXSW, men selvfølgelig i meget mindre skala.

Det er anden gang, at jeg er på Reeperbahn, og i løbet af de fire dage, festivalen varede, blev det til et hav af koncerter, talks og events. Jeg vil spare jer for den slaviske opremsning af bands og i stedet give jer mine syv favoritkoncerter – værsågod:

Hope

I 2016 lancerede Reeperbahn sin egen talentpris, Anchor Award, og blandt de otte nominerede i år kunne man finde Berlin-bandet Hope, som jeg fangede på den lille bar Sommersalon på festivalens første dag. Hopes musik er både dyster, pulserende og hårdtslående, og forsangeren Christine balancerede perfekt på den flydende linje mellem det skrøbelige og det nærmest maniske. Sommersalon var fyldt til randen, og musikken, der bankede ud af de åbne vinduesfacader bag scenen, tiltrak mange nysgerrige ører ude på gaden. Hope vandt ikke Anchor-prisen på trods af, at flere jurymedlemmer (blandt andet Sky Edwards fra Morcheeba og stjerneproduceren Linda Perry) fremhævede dem i løbet af awardshow’et, som fandt sted lørdag aften – men det skulle undre mig meget, hvis vi alligevel ikke kommer til at høre mere fra dem.

Jungle

Det tog et godt stykke tid, før britiske Jungle gik op for mig. Jeg kan godt huske at være gået forbi Avalon-scenen på Roskilde for nogle år siden og tænkt, at det var en virkelig svedig lyd, der kom derinde fra, men jeg var på vej til noget andet og stoppede ikke rigtig op. Det var faktisk først, da jeg fangede dem på Falls Festival i Vestaustralien i januar i år, at jeg blev mindet om dem. Jeg er stadig ikke helt fanget af pladerne, men live sætter det syv mand store band og deres yderst dansable neo-soul altså gang i en fest. Udover at det nærmest var umuligt at stå stille, så er der noget dragende og virkelig smittende ved den spilleglæde og kemi, der er mellem de to frontmænd, Tom MacFarland og Joshue Lloyd-Watson, og deres nærmest flirtende kontakt med publikum. Så, ja, jeg var godt og grundigt glad i låget, da jeg gik fra spillestedet Docks onsdag nat.

Carey

Carey er et nyt navn for mig på trods af, at han har flere album bag sig, og, nårh ja, så spiller han trommer i Bon Iver. Det var da også det faktum, der fik mig til at gå til hans koncert torsdag aften – altså Bon Iver-forbindelsen. Jeg tænkte, at det ikke jo ikke kunne være helt ved siden af. Og det var det heller ikke. Fra balkonen på det smukke jazz-spillested Mojo Club lod jeg mig i knapt en time tryllebinde af den beskedne amerikaners ambiente univers, som næsten selvfølgeligt bringer tankerne hen på særligt det tidlige Bon Iver, men også navne som Sufjan Stevens og Fleet Foxes. En helt igennem lækker afslutning på festivalens andendag.

Tempesst

Der var propfyldt, da jeg ankom til det underjordiske spillested Bahnhof Pauli fredag aften, og jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle droppe at mase mig ind i det aflange lokale. Heldigvis blev jeg hængende. Kernen i det fem mand høje band Tempesst udgøres af brødrene Toma og Andy Banjanin, som egentlig er fra Australien, men nu er bosat i London, og de laver indie-rock med psykedeliske tendenser. Jeg kendte ikke rigtig musikken på forhånd, men det var svært ikke at rocke med, og efterhånden fik jeg også arbejdet mig så langt frem, at jeg også kunne se scenen – momentvis i hvert fald. Det var ikke en koncert, som blæste mig bagover, men jeg var rigtig godt underholdt, og den har gjort mig nysgerrig på bandet.

Dizzy

Hvis du ikke allerede har fået ørerne op for canadiske Dizzy, så kan det kun gå for langsomt. Bandet består af brødrene Charlie, Alex og Mackenzie Spencer samt Katie Munshaw, som står for den fine vokal, og de er nok det band, som jeg var allermest ærgerlig over at gå glip af på Great Escape Festival i engelske Brighton i maj. De har siden udgivet det virkelig lækre debutalbum ’Baby Teeth’, og mine forventninger til bandet er bestemt ikke blevet mindre siden da. Heldigvis blev jeg heller ikke skuffet, da de gik på scenen på Nochspeicher fredag aften. Det eneste, der var galt med koncerten, var, at den ikke var længere – 40 minutter er simpelthen alt for kort tid i Dizzys drømmende elektropop-univers.

 Parcels

Jeg opdagede dette band, da jeg var på Reeperbahn første gang for to år siden. De fem unge australiere, som er bosat i Berlin, var nomineret til føromtalte Anchor Award, og jeg blev med det samme fanget af deres legende funk-univers. Og der er altså sket meget, siden jeg så dem på en propfyldt Molotow-bar, hvor der er plads til ca. 150 personer, til nu, hvor de spillede for fuldt hus på ikoniske Große Freiheit 36, der har en kapacitet på 2.000. Kvintetten lagde ud med en af mine favoritter, nemlig det super funkede track ’Hideout’, og jeg kunne simpelthen ikke holde op med at smile – og danse. Daft Punk har produceret nummeret ’Overnight’, og i de lange instrumentaler undervejs i koncerten var det tydeligt, at kvintetten er store fans af den franske duo. Bandets debutalbum kommer på gaden i midten af oktober, og jeg kan godt bekymre mig for, om lyden kommer til at blive lidt for ensformig på plade – men live fungerer det altså.

Christof van der Ven

En af mine sidste koncerter på årets Reeperbahn blev med hollandske Christof van der Ven (som også er del af Bear’s Dens liveband). Singer-songwriteren spillede et akustisk set på Hamburger Schulmuseum lørdag aften, og det var en af den slags koncerter, hvor man virkelig føler, at man kommer tæt på en artist. Vi var nok omkring 60 mennesker, måske lidt flere, i lokalet, hvoraf størstedelen sad ned på de bonede trægulve, og stemningen var afslappet, men også meget respektfuld – der var musestille under numrene. Christofs ’jeg tuner lige min guitar’-smalltalk blev leveret med en lidt akavet charme, som flere gange fyldte rummet med latter, og det var blot med til at lette stemningen yderligere. Alt i alt bare en rigtig fin koncert i et lidt anderledes format.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.