Premiere: Danske Moon Mountain krænger kærlighedsfrustrationerne ud på ny single

Moon Mountain

På årets UHØRT Festival både anbefalede og elskede Rasmus den danske kvartet Moon Mountain. I dag har vi så fornøjelsen af at kunne præsentere deres spritnye single “If You Don’t Trust Me” med dertilhørende musikvideo.

På “If You Don’t Trust Me” går forsanger Mona Selma Linderoth i kødet på den mistillid, man nogle gange kan blive mødt med i forholdet til et andet menneske. Få gange er den berettiget, mens mistroen eller mistilliden andre gange skyldes noget hos den anden person; et tidligere svigt, et uafsluttet parforhold eller noget helt urelateret, som bare går ind og bliver destruktivt. Eller måske skal kilden findes hos én selv – eller hos begge…

Moon Mountain, der foruden Mona Selma består af guitaristen Ronnie Fischer, Ingvild Skandsen på synths og Patrick Gamst Pedersen på bas, laver drømmende, sfærisk synthpop, og det er den nye single og musikvideo en fantastisk showcase af.

Nogle vil måske mene, at vi er ved at være på den anden side af den synthpop-bølge, der ramte Skandinavien for nogle år siden, og det er vi måske også. Men Moon Mountain formår med “If You Don’t Trust Me” at bygge ovenpå synthpop-basen med kontrastfyldt melankoli og udtrykt længsel, der gør mig nysgerrig på det univers, Mona Selmas lækkerthæse vokal forsøger at hive mig ind i. Nummeret er på samme tid både nyskabende og nostalgisk, hvilket gør, at man føler sig behageligt tryg uden at kede sig, når man lytter til deres musik.

Nostalgien er også i højsædet i videoen, som er et særdeles stemningsfuldt sammenklip af, hvad der ligner ferievideoer fra et sted langs Middelhavets kyst. De små videoklip er hovedsageligt filmet fra synspunktet af den mystiske partner, som også er singlens lyriske omdrejningspunkt. Musikvideoen fungerer som en tankevækkende kontrast til lyrikken, hvor man pludselig på en og samme tid er inde i hovedet på begge hovedpersoner – eller snarere: Partnerens syn og Mona Selmas tanker.

For mig er musikvideoen med til at give “If You Don’t Trust Me” et ekstra lag, fordi den med simple virkemidler illustrerer den distance, som måske i virkeligheden er den største kilde til mistro og mistillid mennesker imellem. Selvom der trods alt er nogle glimt af håb til sidst i videoen, hvor man mærker, at de to sjæle måske alligevel passer sammen…

Se videoen og lyt til den nye single her:

“If You Don’t Trust Me” udkommer i morgen, fredag den 14. september. Køb den, stream den, lyt til den!

Lad mig her til sidst sende en kæmpe anbefaling i retning af Moon Mountain som liveband. Jeg har sjældent været så opslugt af et band, som jeg var det til deres koncert på UHØRT i sidste måned. Særligt Mona Selma Linderoth og Ingvild Skandsens nærmest filmisk koreograferede sammenspil er i sig selv en oplevelse værd; særligt når den indhylles i kvartettens omfavnende synth-univers.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *