Ode to The Cranberries

The Cranberries Regnsky

Hvis der er én vokal, der definerer begyndelsen på min musiknørderi, så er det den, som irske Dolores O’Riordan fra The Cranberries var i besiddelse af indtil i dag. En ikonisk vokal som vi fremover kun vil kunne opleve på bånd efter hendes alt, alt for tidlige død. Hun blev blot 46 år gammel, hvilket i sig selv er utroligt, når hun altid har været der. I hvert fald i mit liv.

For mig vil The Cranberries for evigt være lig med “No Need To Argue“-pladen fra 1994 – og senere i livet også 1993-udgivelsen, “Everybody Else Is Doing It, So Why Can’t We?“.
Det var mine første spæde skridt ind i den alternative rockmusik, som jeg ikke har forladt siden, og det – No Need To Argue, altså – er derfor et album, som trods sin til tider svingende kvalitet altid vil stå mit hjerte meget nært.

Det var starten på min nuværende hobby. Det var soundtracket til min første ægte forelskelse, som jeg nød på min folkeskolevenindes discman på vej hjem fra folkeskoletræf med DSU. Det var den første CD, jeg købte for mine egne penge.
Og så var det ikke mindst albummet med udødelige klassikere som “Ode To My Family“, “I Can’t Be With You” og selvfølgelig “Zombie“, som jeg stadig den dag i dag hiver frem, når jeg er i mit sentimentale hjørne.

Sidstnævnte er muligvis det nummer, jeg har lyttet absolut flest gange til i løbet af mine spæde præ-teen år – og også pænt ind i teenageårene. Jeg kan stadig hele teksten, som desværre sagtens kan oversættes til den nuværende verdenssituation og stadig være omtrent lige så aktuel som dengang. Sangen handler om den langvarige irske konflikt, som briterne var millimeter fra igen at sætte ild i med Brexit. Fordi mennesker glemmer. Vi bliver selvtilfredse og opbygger en falsk tryghed. Der kan “Zombie” forhåbentlig for evigt være med til at minde os om, hvorfor det aldrig må ske.

For det er en af musikkens vigtigste funktioner. Nej, det er en af kulturens vigtigste funktioner; at minde os om og hjælpe os med at undgå at gentage fortidens fejltagelser. At huske os på det vi lærte engang, og som vi siden har glemt i fredens og tryghedens omklamrende hvilen-på-laurbærene. Så tak for det. Tusind tak for den evige påmindelse, som musik kan være, hvis vi gider at lytte. Lad mig slutte med endnu en påmindelse.

Hvil i fred, Dolores O’Riordan.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.