Smukke Heartland Festival holder højt niveau på andet år

Heartland Festival Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Det er ikke mange timer siden, jeg kom hjem fra Heartland Festival. Efter et meget nødvendigt og velfortjent bad er jeg nu klar til at gøre status på festivalen, som sidste år formåede at vippe mit hjertebarn UHØRT af pinden som min yndlingsfestival. Ikke mindst takket være Wayne Coyne og Flaming Lips.

I år var det så tid til den svære toer, men nogen havde vist glemt at fortælle holdet bag, at det skulle være svært. Heartland Festival anno 2017 holdt ganske enkelt sit vanvittigt høje niveau fra første år: Både på musikken, på omgivelserne og på gæsterne. Og så desværre også på madpriserne, som igen i år var tilpasset et gennemsnitligt noget mere pengestærkt publikum, end man typisk ser på eksempelvis Roskilde Festival. Heldigvis var kvaliteten også skruet i vejret, så selvom 85+ kroner for et semi-mættende måltid kan virke heftigt, var selv en simpel bakke pommesfritter en decideret kulinarisk oplevelse. Hurra for kvalitet, undskyld dankort!

Mens det generelle madprogram (altså den i de almindelige madboder) kvalitetsmæssigt havde løftet sig gevaldigt, og køerne til alle boderne enten var ikke-eksisterende eller relativt overskuelige, så var musikprogrammet på niveau med sidste år. Det niveau var så til gengæld i forvejen absurd højt.

Mit musikprogram blev skudt i gang med Soleimas koncert fredag aften, som desværre var den eneste, jeg kunne nå, da vi havde været optimistiske nok til at køre i bil fra København klokken 17 – det viste sig fem timer senere at være en ret skidt beslutning. Soleima gjorde heldigvis mere end op for det tabte, da hun spillede den hidtil bedste koncert, jeg har oplevet med hende, og beviste, at hun er landets mest interessante kommercielle pop-artist lige nu.

Lørdagen stod for os på Regnsky i første omgang i interviewets tegn – jeg med Oh Wonder og Birdy; Rasmus med de nærmest genopstandne VETO. Og for at begynde bagfra, så må jeg sige, at det var en særdeles vellykket genopstandelse. VETO var tilbage i storform, og trods en modig sætliste med mange nye numre formåede bandet, som ikke har spillet en dansk koncert i en håndfuld år, at fange det festklare publikum med især nyklassikerne “You Are A Knife” og “You Say Yes, I Say Yes” og få i hvert fald mig til at huske, hvorfor jeg smaskforelskede mig i Troels Abrahamsen og kompagni for 10 år siden – fuck, er det allerede 10 år siden?!

10 år er det også siden, at Birdy skød gang i sin fantomkarriere, som i dag har gjort den 22-årige sangerinde til Heartland Festivals egentlige hovednavn, hvis man tager udgangspunkt i Facebook-fans. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med hendes koncert, for det skal der nok blive rig mulighed for i interviewet, men blot konstatere, at den markerede starten på en sand tour de force i eminente kvindelige vokalpræstationer resten af festivalen.

Birdy var intens og nærværende, Hannah Reid i forgrunden for London Grammar efterlod mig med åben mund og gåsehud over hele kroppen, mens Chan Marshall søndag i den nøgne soloversion af Cat Power havde proppet så meget frustration og kærlighed ned i hver eneste strofe, at det kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis man altså kunne rumme at være til stede i hendes svært tilgængelige univers. Chan Marshalls præstation blev kun understreget af, at hun aftenen forinden havde gæstet Eddie Vedder i sin allermest selvudslettende udgave, hvor de to virtuosers indbyrdes kærlighed og venskab til hinanden var blevet sat til skue på den smukkeste, mest menneskelige facon. Tak, af hjertet tak, Chan Marshall!

Så alt i alt leverede musikprogrammet præcis, som det skulle – og lidt mere til i nogle tilfælde. Ingen faldt igennem, selvom ikke alt faldt i alles smag. Bryan Ferry, Oh Wonder og Sort Sol ramte bredt, Cat Power og Eddie Vedder ramte deres fans, Bomba Estéreo og Francis And The Lights ramte et hidtil uset energiniveau – og Flying Lotus ramte trods alt det rigtige land, da han gentagne gange fik råbt: “What’s up Copenhagen?!”

Til FlyLo’s forsvar skal det dog siges, at publikum i høj grad lignede et, som man kunne have fundet på den hedengangne københavnske Trailerpark Festival, hvis publikum altså også havde inviteret deres forældre og børn med. Det gav ligesom sidste år en festival med ekstremt mange lag, hvor man langt hen ad vejen følte sig som en del af en 12.000-mand stor familie.

Der blev taget hensyn til alle; der var både plads til børn, der legede dåseskjul med deres forældre, og til hippie-kollegiet, som allerhelst ville nyde Sort Sol-koncerten liggende på en halmballe med en fællesjoint på rundtur. Der var noget at give sig til for alle; om man så ville høre musik, opleve kunst eller bare være til stede i de smukke omgivelser, som en veninde så rammende forklarede sit manglende program med. Og der var noget for enhver smag i den mere bogstavelige verden; uanset om man helst ville indtage velskænkede luksusøl, østers eller sågar ild. Medmindre man altså foretrak at indtage vand.

For lad mig lige tage fat i elefanten i rummet; den negative koala i kosteskabet om man vil:

Hvorfor hader Heartland Festival vand? Jeg er helt med på team-ingen-regn-tak, men var det virkelig nødvendigt, at det også skulle gælde for samtlige af festivalpladsens vandhaner indtil godt to dage inde i den toenhalv dag lange festival? Og hvorfor har man valgt ikke at dele vand ud ved koncerterne, når termometret for længst har rundet de 20 i skyggen og danser pænt omkring de 30 i de solbeskinnede områder foran scenerne? Man skulle jo ellers tro, at der var blevet sparet en del vand på, at badene i år pludselig kostede penge at gøre brug af. Så hvis der er én konkret ting, Heartland skal gøre bedre i 2018, så er det adgangen til ganske almindeligt vand. Det er i forvejen ikke en billig festival, så det mindste må da være, at man ikke skal investere større summer i ikke at dehydrere… /rant over.

Hvis jeg skal opsummere, så klarede Heartland Festival – på trods af den meget lokale tørke – vokseværket fra to til tre dage med den dertilhørende fordobling af antallet af gæster med bravour. Jeg er især dybt imponeret over, hvor godt alle udfordringerne fra første år er blevet løst. Når det så er sagt, så er festivalen nok ved at have nået sit max på antal deltagere, hvis Heartland i fremtiden vil bevare sin hyggelige, intime og eksklusive stemning. Det håber jeg, at den vil, for så vil det nok også være min yndlingsfestival i mange år fremover. Der er ikke andet at sige end THANK YOU Copenhag… jeg mener… Kværndrup! Vi ses om et år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.