Bill Callahan og september synkroniserer vinyltid

I indre by så jeg en mand, han var vel tredive år gammel, han låste sin cykel op, han var en helt almindelig mand. Han tog vanter på, før han svang sig op på sadlen. Han tog vanter på. Et så tilfældigt syn ændrede min lige cykeltur hjem og min lektielæsningsplan for aftenen. Jeg svingede i stedet forbi en pladebutik og købte Dream River, den helt nye plade fra det ubetinget bedste efterårsaftensselskab, jeg kender til: den lo-fi-americana-gone-harmoniske-singer/songwriter Bill Callahan.

At min rute blev ændret af manden med vanterne, det er ikke så mærkeligt. Fornemmelsen lurede i forvejen. Herhjemme har jeg allerede fundet sutskoene og rejsefeberen frem. Og ingen omgivelser end dem – hverken fysiske eller psykiske – passer bedre til Bill Callahan.
Den almindelige mand understregede blot det, jeg allerede vidste. At nu begynder tiden for musikkens langvarige forhold igen. Tiden, hvor detaljer som en lille forlængelse af den anden stavelse i ordet “september” på “Summer Painter” kan indgå i essentiel udveksling med den intimitets-, varme- og genkendelseshungrende lytter. Det er detaljer så små, som skaber min tilknytning til et værk. I Callahan-regi er øjeblikket, hvor det sidste ord i “Palimpset” klinger ud og første i akkord “Say Valley Maker” starter, sådan et moment. Find albummet A River Ain’t Too Much To Love (udgivet under pseudonymet Smog i 2005), hvis sutskoene ikke varmer nok og rejsefeberen ikke lader sig dulme af overspringshandlinger på momondo. Eller lyt til “Ride My Arrow” og tænk over Callahans fortsatte brug af ørnen som metafor. Fortab dig i forestillingerne om landkort og at om kunne flyve til varmere himmelstrøg. Som Callahan selv gjorde, da han for år tilbage flyttede til Texas.

Min underbevidsthed har spillet mig et puds den seneste tid. Ingen enkeltstående numre eller nye artister er trængt ind til mig. Jeg har virkelig savnet at blive umiddelbart begejstret for noget nyt. Tænkt over, om min uimodtagelighed var et tegn på, at jeg skulle finde noget andet at gå op i.
Selvfølgelig har Dream River ikke fået den energiske begejstring frem, det er jo et Callahan-album. I stedet har albummet forklaret min uimodtagelighed. Den er egentligt en længsel efter det langsomme. Efter de nænsomme plader, som holder blidt om lytteren og udfylder hele rummet, som indbyder til dialog og ikke foredrager. Sådan en plade er Dream City, det kan jeg høre efter bare to lyt. Selvom tidligere albums akustiske guitar på mangt et nummer er udskiftet med en elektrisk, er det uundgåeligt Callahan. Med de på Apocalupse (2011) mislykkede jazz-eskapader gevaldigt nedtonet og smukt integreret.

En anden og typisk Callahansk omstændighed er, at du må købe pladen for at kunne høre den. Callahans omgivelser er fordybelsen, musikken egner sig ikke til blive lyttet hurtigt. Derfor kan den ikke streames, og derfor er det eneste fra Dream River, som er tilgængeligt livevideoen foroven – i øvrigt at albummets simpleste og mest iørefaldende sang. Markedsføringen af Dream River har i øvrigt været ikke-eksisterende. Callahan ved, at hans sange er stærke nok til at sprede sig gennem mennesker.
Du må begive dig udenfor (på vinylen får du foruden god lyd Callahans fantastiske tekster med i trykt form), og du må diskutere den tidligst acceptable dato for vanter med dig selv, før at du kan høre Dream River. Og det er klogt af Callahan at insistere på at give fordybelsen bedst mulige omstændigheder.

Så nu vil jeg gøre som Callahan så diskret indikerer, at jeg bør. Jeg vil slukke computeren, slukke telefonen og slå forstærkerinputtet fra “aux” til “phono”. Og tænde for omdrejningerne og sætte nålen på vinylen. Og lade Dream River opfylde min længsel efter langsommelighed. Bill Callahan kender sin besøgelsestid.

Bill Callahan – Riding For the Feeling

Smog – Our Anniversery

Bill Callahan spiller på Store Vega søndag den 9. februar. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.