Reportage fra Oslos by:Larm Festival 2013: 30 minutter var 30 for meget og 30 for lidt

Showcasefestivaler er noget sært noget. De er lavet til musikbranchen, men hovedparten af de besøgende er lokale musiklyttere. Logistisk vægter de det store koncert-puslespils sammenhæng frem for den enkelte briks særkende. Og målet for bandsene er ikke blot at spille en god koncert – men at spille den rigtige, så det er lige præcis dit band, der bliver husket af pladeselskabsbossen, spillestedsbookeren eller den amerikanske journalist.

By:Larm er Skandinaviens største branchefestival, og som den med flest udenlandske akkrediterede, kan by:Larm ses som skandinavisk musiks vindue til resten af verden. Programmet præsenterer en del acts, som i forvejen er signet til major labels (Vinnie Who, Alina Devecerski) eller velansete indielabels som Secretly Canadian (Taken By Trees), 4AD (Indians) og Captured Tracks (Holograms), men samtidig en lang række af – især norske – upcomings, de færreste udenfor Oslos inderkreds har hørt om før. 50 % af bandsene er norske, de øvrige 50 % er en ulige fordeling af svenske, finske, islandske og danske bands. Desuden er by:Larm skræmmende gode til at tiltrække de branchefolk, som i høj grad afgør, om et nyt band kommer udover stepperne, og er villige til at betale de 8000 kroner, et delegatpas til festivalen koster. Og til at udvælge både de bands, som har potentiale til at blive talk of the indie-town i dag eller ugens uundgåelige i morgen.

Jeg er taget til den 15. udgave af festivalen by:Larm, Skandinaviens største branchefestival, som for en halv uge i februar samler Nordens bedste bands og flere tusinde branchefolk i Oslo. For at høre musik. For at tale om musik. Men primært for at tale om, hvordan man sælger musik. Det kommer vi tilbage til. Nu handler det om festivaloplevelsen. Set uden branchebriller:

Hvis det dækker over præcision, planlægning, nøjagtighed, seriøsitet, effektivitet og pletfrihed, kan et enkelt adjektiv beskrive by:Larm Festival 2013: Professionel.
By:Larm er velsagtens den letteste festival i verden at være gæst på. Du glider naturligt fra den ene nøje udvalgte koncert til den anden, og du kan nå det hele, for intet er forsinket og ingen bands overskrider de afsatte 30 minutter. Som regel kan du tilmed også komme ind til alle koncerterne, selvom de foregår på byens allerede eksisterende venues, for spredningen af artister udover intet mindre end 18 scener giver plads til både festivalens 2000 branchefolk og det øvrige publikum.

Det handler om musik som vare. Eksporten er essentiel, og den korte, præcise optræden i højsædet. At et band som de visuelt relativt underholdende Phantom – en klassisk “dreng med laptop og sært instrument og pige der synger”-duo – formåede at kede mig allerede efter et enkelt nummer, men så ud til at kunne spille hele aftenen. Vel at mærke numre, der lød stort set ens. Bare fordi bands kommer fra sjældne steder og bruger en ufo-lignende sensorisk følsom controler, er det ikke nødvendigvis eksotisk – til gengæld var Tommi Koskinen (billede) prototypen på den elektroniske troldmand. På den anden side spillede danske CTM så også en af festivalens absolut bedste koncerter ved kort og præcist at fremføre de fremragende numre fra ep’en Variations pletfrit, men med indlevelse og professionalisme. At bandet så gjorde mig lidt urolig ved at slutte af med et covernummer som eneste nummer, der ikke var fra ep’en er en anden sag, for coveret var fortolket til CTMs genkendelige lyd. Jeg havde blot ønsket, at høre noget, Cæcilie Trier selv havde komponeret. Når ep’en har en så klar og selvstændig lyd, hvor jeg fornemmer en identitet med et sandt potentiale, vil jeg sådan set bare gerne have mere. Pludselig musikalsk forslugenhed er som regel en god ting.

Og så foregår festivalen i Oslo. At den norske hovedstad er en by med et meget lille centrum gik – bogstavelig talt – op for mig allerede torsdag, festivalens første reelle koncertaften. Alle venues ligger nemlig i gå-afstand til hinanden. Gå-afstand skal forstås som en afstand, hvor du dårligt når at mærke den bidende kulde, der unægteligt står imod en i Skandinavien i februar. Overvej lige den samling af oplysninger en gang til: 18 spillesteder i gå-afstand. Vel at mærke 18 overvejende glimrende spillesteder, som du har lyst til at sende et håbefuldt band op på. Her er snuskede kælderlokaler, men de har god lyd. Tak, kulturstøtte finansieret af de norske oliepenge.

Det er lige netop en kælder, jeg ret tilfældigt lander i torsdag aften. Dagens Ungdom står på scenen på det minimale spillested Revolver, og bliver min festivals første norske indslag. Jeg er der fordi spillestedet ligger lige ved siden af teltet, hvor jeg kort efter skal høre Vinnie Who, men hvor heavy-bandet inden stadig er i gang. Hvis det ikke var for gruppen af 40 venner/hardcore fans, som primært forevigede Dagens Ungdoms koncert på film, kunne Revolver lige så godt have ligget i en mellemstor engelsk provinsby i 80’erne, for de sjovt nok ikke så unge medlemmer af Dagens Ungdom har garanteret været med til at få priserne på originale vinyloplag med Felt og The Smiths til at stige markant. Svært var det i hvert fald at få så frygteligt meget mere ud af bandet end vellydende, men lidt kedelige og meget pæne guitarmelodier pakket grundigt ind i et ikke altid helt veldimensioneret kor. En Marr eller en Lawrence er selvfølgelig meget at forlange i alle chorus-effektglade indiepop-bands. Men en tro på, at den rene melodi, som kan matche guitarens klarhed, kan bære et nummer, ville være storartet. Og evnen til at skrive disse melodier ville måske rykke Dagens Ungdom til en lidt større kælder. Men stueetagen bliver der næppe tale om.

30 minutter var dagens helt perfekte dosis af det band. Men netop den helt firkantede holdning til koncerternes længde viste sig i en hel del tilfælde at være negativt. Det er svært, at få opbygget et særligt rum omkring sin musik på 30 minutter, og derfor gav mange koncerter mig en fornemmelse af, at bandet enten ønskede at vise så mange muskler som muligt, at de helt glemte knoglerne. Eksempelvis lokale Kid Astray, som formåede at fylde det ganske store og velrenomerede spillested Rockefeller godt ud. Den purunge sekstet mindede overordentligt meget om Dúné i deres store dage, dengang hvor de virkede friske. At høre Kid Astrays første par numre, var lidt som forventningen om at spise et helt perfekt sprødt, syrligt/sødt æble. Men efter fjerde nummer bed tænderne gennem skralden, og skuffelsen gik op får mig: jo, guitaristen er overordentligt levende, men når der ikke ligger mere end gennemsnitlige poprocknumre med lidt syntetiske detaljer gemt i melodierne, er æblet altså et temmelig melet et, som skuffer og er svært at komme igennem. Kid Astray prøvede virkelig at vælte publikum bagover med en energisk koreograferet koncert, som på næstsidste nummer (selvfølgelig) indebar et indspark af dans og håndklap. Relativt sært, for Kid Astrays fuldkommen gennemsnitlige poprock var ikke særligt energisk, og derfor fremstod krumspringene unaturlige. Og det er nok det værste, sådan nogle kan. Her var 30 minutter så mere end nok.

Det var det til gengæld ikke for svenske Anna von Hausswolff. Sidste år udgav hun albummet Ceremony til anmelderroser over hele linjen, for sammenhængen mellem Hausswolffs ekspressive vokal, tungt trampende trommer, orgel og piano er ikke bare overvældende på papiret – også i den virkelige verden. De to første numre, Hausswolff og band spillede i det godt fyldte WiMP Annex-telt var instrumentale, næsten postrockede, tæt på apokalyptiske. I hvert fald ildevarslende. Som hun huggede hovedet frem og tilbage over keyboardet så håret fløj i takt med tonerne, dragede musikkens drama mig til sig. På blot ti minutter kan man forvandle et hvidt tele til et kirkeskibs hvælving og hensætte publikum i en tilstand af ærefrygtig. Som frontkvinden indledningsvist havde sagt, ville hun ikke snakke så meget, hun ville spille musikken. Og da hun med ”Mountain’s Crave” som tredje nummer tog hul på den mere sangbårne del af sættet, var jeg ikke i tvivl om, at hun havde valgt rigtigt. I sig selv er ”Mountain’s Crave” imponerende: den skræmmer dig, men er i virkeligheden blid. Som en popmelodi i ulveklæder agerede den overgang til det lidt mindre kontrastfulde og blide ”Liturgy of Light”. På det nummer skiftede Hausswolff orgel ud med akustisk guitar, men intensiteten var intakt. Og da de 30 minutter kort efter var gået, kunne jeg godt have taget 30 mere.

Anna von Hauswolffs koncert var den perfekte smagsprøve – sådan en, som gør journalisterne inspirerede, pladeselskaber interesserede og bookere overbeviste. Lidt mindre intens var danske Broken Twins efterfølgende optræden på klubben Gamla. Sammen med violinisten Nils Gröndal spillede hun sine sarte sange på skiftevist klaver og akustisk guitar ligeså nøgternt, som de behandler deres hjerteskærende emner. Hun led under et tørstigt publikums hang til fadøl (68 kroner for 0,4 liter, jeg tror branchen blev endnu gladere for skattefradragsregler), og gjorde heller ikke meget væsen af sig på scenen. Smukke sange og en perfekt udførelse, men stadig en noget uforløst følelse. Hende ville jeg gerne se overfor et andægtigt opmærksomt publikum, på et  spillested der var lige så gennemført, som hendes musik. Måske hun skulle følge efter Anna von Hauswolffs næsten opdragende seance en gang? Eller også skulle jeg blot have set hende dagen før, da hun spillede i Oslos Koncertkirke. En af de virkelig store fordele ved by:Larm er, at alle optrædende spiller minimum to gange. Både rart, når puslespillet skal lægges, og godt til at afprøve de forskellige acts i forskellige miljøer. På Gamla var Broken Twin på udebane.

Jeg har hoppet rundt i dagene. Som man gør, når man studerer en rejse i bakspejlet. Og egentligt betyder de enkelte dage ikke så meget på by:Larm. Om dagen går du til seminarer eller udforsker Oslo, om aftenen til koncerter, du snakker med nye mennesker, og enten networker du konstant, og har det lidt, som om du er på lejrskole med hele årgangen af dansk musikindustri. Det hele er tilrettelagt branchen – både koncerternes sene start hver aften og deres korte længde. Alt på by:Larm er smagsprøver, løfter om fremtiden. Det er lidt frustrerende at tænke frem hele tiden, på potentiale frem for konkret oplevelse. Og derfor er by:Larm Festival 2013 som koncertoplevelse en lidt uforløst begivenhed, men som branchefestival opløftende. For professionalismen gør stemningen så god, koncerterne viser at talenterne er der og seminarerne bærer præg af en optimisme omkring branchens fremtid i streamingens tidsalder. Som – forhåbentligt – kommer til at sikre, at de dødelige gæster vil kunne opleve de bedste artister igen, og i lidt længere tid end mere end 30 minutter.

by:Larm Festival 2013 var den 15. af slagsen, og fandt sted fra onsdag d. 13. til lørdag d. 16. februar.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.