Uhyggen i footwork – musikken som crime scene

Footwork er kommet til at fylde mere og mere her på bloggen (læs min genre-guide her). Det er der en god grund til. Vi tror på at footwork gemmer på mange vigtige muligheder for den elektroniske musik. I dag vil jeg give et eksempel på hvorfor, og på hvordan det er anderledes og nyt. Samtidig vil jeg også bruge indlægget som eksempel på muligheden i en såkaldt semantisk læsning af elektronisk musik.

For et par måneder siden udgav en af footworks gamle ravne, Traxman, et overraskende ”mildt” album. Når jeg skriver ”mildt” i anførelsestegn, er det fordi, at standarder for mildhed og hårdhed mildest talt er lidt anderledes, når man snakker footwork. Genrens grundtræk modarbejder blidhed med usædvanlig iver. Traxman formåede dog at tilføje disse djævelske grundtræk et modent overskud, som på visse tracks blev lidt kedeligt. Jeg kan bedst lide min footwork rigtig fucked up. Og så er det jo godt at DJ Rashad findes. Han er nemlig en mester i at lave tracks, der balancerer galgenhumoristisk på grænsen mellem det uudholdelige og det underskønne. Det er det vi skal udforske i dag på et nummer fra hans kommende plade Welcome To The Chi. Han har i hvert fald en usædvanlig smag for ubarmhjertighed, som slet ikke er at finde hos Traxman. Prøv først at høre dette track fra Traxmans plade.

Traxman – I Need Money

”I Need Money” er et rimelig chillaxed, meget soul-fokuseret track, hvilket også har være Traxmans erklærede mål – at bringe soul tilbage i footwork. Prøv nu, hvis du tør, at sammenligne med det næste track ”iPod”, der kommer fra DJ Rashads nye album. Jeg advarer om at det stikker dig lige i ørerne. Men hvis du har tålmodigheden er det fyldt med overraskelser og det har en virkelig sej opbygning.

DJ Rashad – iPod

”iPod” er et track på vrangen. Det har en nærmest spiralformet opbygning og fremdrift. Indrømmet, det er ubarmhjertigt og næsten irriterende, men dets alarmerende uro i starten, den panisk tilbageholdte angst i midten, afsluttet af en hurtig flugt, giver nummeret et helt usædvanligt drama.

Det starter med cirka 24 sekunders komplet rytmisk uro og melodisk vanvid med kun en stortromme og en øredøvende diskant. Det er irriterende og enormt intenst. Det lyder som om, man er kommet ind midt i et break, som der burde være bygget op til. Men nej, det er åbningen på nummeret – hvis det starter her, hvor slutter det så?

Efter de 24 sekunder forsvinder stortrommen tilgengæld for den genre-betegnende, pulserende footwork-subbas og en lilletromme til at holde styr på slaget. Melodien beroliger sig (en smule) i et mere gennemskueligt mønster. Man har fornemmelsen af at være kommet ind i nummeret ad bagtrappen. Trackets størrelse og hvad det vender ud mod er komplet uklart. Igen går 24 sekunder og så vender stortrommen tilbage, intensiverende, 12 sek. og trommerne tilspidses med et nyt lag, endnu 12 sek., rytmen skifter, melodien er tilbage til sit frenetiske udgangspunkt i starten af tracket.

Disse intervaller rykker rundt på tracket indtil der er gået 2 min. (præcis 10 gange 12 sekunder), hvor det hele pludselig skifter. Den enerverende diskant bliver smidt ud af et alvorligt, reserveret-angstfuldt, harmonika-agtigt instrument, trommerne træder tilbage, mens bassen pulserer uhyggeligt. Vi står midt crime-scene. Måske er vi kommet fra bagtrappen og ind i et dårligt belyst lokal, hvor vi opdager, at en forbrydelse har fundet sted. Det forklarer alt postyret i starten. Nu hersker i stedet den uhyggelige, beklemmende, let paniske ro som når man indser hændelsernes tragiske udfald. Til sidst kommer vi tilbage til udgangspunktet i en hektisk finale, en flugt måske. (Bemærk i øvrigt at musikkens uhygge her intet har at gøre med “uhyggelig musik” som vi kender den fra filmverdenen.)

Denne spiralformede, angstfulde og paniske omgang er måske ikke sød musik for ørerne. Men det indeholder et sjældent drama og en præcision i udtrykket, som man lige skal opdage. Fornylig diskuterede jeg med Bue Thastrum i et kommentarspor her på bloggen om mulighederne i semantiske læsninger af elektronisk musik, dvs. læsninger hvor man lægger et tema eller en fortælling i musikken. Ideen om at høre “iPod” som et uhyggeligt drama, en opdagelse af et lig, der viser sig i ubehaget og panikken i musikken, samt i dens spind af en opbygning, er en semantisk læsning. Jeg tror, at muligheden i læsningen består i at åbne for og afsløre attraktionen i det ubehag musikken vækker. Det er naturligvis en ren metaforisk måde at tale om nummeret på, men den kan bruges til at sætte lytteoplevelsen i gang ved at give den retning og dermed opdage, hvordan nummeret kan gå fra at være irriterende til at være dragende.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.