Vinderanbefalinger til Trailerpark Festival

For et par uger siden – dengang solen stadig skinnede – igangsatte vi en konkurrence om 3 partoutbilletter til årets Trailerpark Festival, og vinderne har nu fået besked. Tak til alle deltagende! Udfordringen lød:

“Skriv din egen anbefaling af en musiker/band/dj, der spiller på Trailerpark Festival 2011. Detskal være skriftligt materiale og max fylde 200 ord. Der er ingen grænser for kreativitet, men der gives ikke nødvendigvis ekstrapoint for kunstneriske udtryksformer. Teksten kunne være et minde fra en koncert, en fortælling om hvad kærligheden til et band har bragt med sig, omhandle en kropslig oplevelse af musik – grænserne sætter du selv.”

Det har utroligt mange læsere gjort, og kvaliteten og opfindsomheden har været enorm! Ikke mindst har det overrasket os, at hele tre læsere har været enige om, at technoproduceren Isolée er ham, man absolut ikke må misse på årets festival. En af vinderne skriver:

“Navnet peger i retning af en ny Frisko is og Isolée er som sådan også en læskedidrik af de helt store omend med over 15 års erfaring ud i kunsten at bævre et dansegulv. For nærværende teksts forfatter står hans første album ”Rest” stadig som det definitive ‘what the fuck’-moment for 00’ernes poppede tech-house udgivelser: ingen andre sætter trommemaskiner, samples og synths sammen som den her mand, og hans albums tåler som meget få andre elektroniske albums genhør på genhør. Vi snakker danselandskaber med mådehold og så lækkert melodisk indhold, at selv de allermest guitar-glade kun kan hejse den hvide fjer og pifte med. Med håb om en fantastisk live-oversættelse håber jeg, at du også dukker op til en gang tyskertechno, som du helt sikkert aldrig har hørt det før.”

Isolée – Rest

Lidt mindre overraskende var det, at Kasper Bjørne og Vinnie Who blev anbefalet. Til gengæld overbeviste disse anbefalinger os med fængende sprog og tydelig passion. Begge tager udgangspunkt i en bestemt oplevelse med kunstneren. Nicolaj fra Københavns fik os henført til eksotiske himmelstrøg. Om Kasper Bjørke skriver han:

“Jeg husker et hotelværelse med udsigt til den ikoniske LAX skulptur, en adgangsnøgle til det trådløse netværk og en iPhone silverback, der på daværende tidspunkt havde rejst det halve af jorden i mit selskab. Netværksforbindelsen var langtfra hurtig, og jeg måtte tage telefonen med mig, da jeg bevægede mig ned på stueetagen til en obligatorisk omgang morgenmad – havregrød med æblestykker, kanel og chokolade og en sort kop kaffe med halvanden teskefuld sukker.
Først da solen stod højest var albummet fuldendt og sikkert placeret inde i min ridsede telefon. Jeg lyttede med jetlag og faldt i søvn, mens jeg bevægede mig op mod toppen af Utopia. Jeg drømte om mørke skove, maracas, små mænd ala rumleskaf, heksesabbater udført til lyden af house og tungetalende mænd i kutter og tåge.
Jeg hørte albummet hver dag i to måneder, i en åben dodge, på amerikanske highroads. Kasper Bjørke er natur, sol, røg, bark, regn, bål og gennemtrængende basmelodier. Kasper Bjørke spiller lørdag kl. 21. Primetime.”

Kasper Bjørke – Alcatraz

Anbefalingen af Vinnie Who griber fat i et dilemma, som mange musikinteresserede formentlig nikker genkendende til: den modstridende følelse, der følger med et bands voksende popularitet – den følelse, hvor man ønsker musikerne al mulig succes, men samtidig ville gøre næsten alt for at opleve undergrundsbandets intimitet igen. Velkommen til et lille, mørkt spillested:

“Det var i efteråret 2008. Min veninde fortalte mig at discoen var på vej tilbage. Jeg tror, at jeg fnøs. Alligevel fik hun mig overtalt til at tage med ind på Råhuset til en koncert med det band, hun mente var de bedste repræsentanter for den nye disco-bølge. Men ja, okay, vi tog derind, drak en øl og tog plads foran scenen, jeg med min evige skepsis. Bandet var Vinnie Who og selvom publikum kun bestod af 25-30 mennesker inklusiv forsangerens stolte forældre, og på trods af at bandet ikke engang havde udgivet en ep på det tidspunkt, var publikum vilde med det. Der skulle ikke mere end et par enkelte numre til at overbevise mig om at min veninde – som altid – havde ret. Månederne efter koncerten voldhørte jeg de demoer, jeg havde adgang til og jeg har siden den koncert været til over 15 Vinne Who-koncerter.
Jeg må indrømme, at jeg blev skuffet, da pladen udkom. Den var for finpudset. Men sådan er det nok altid med de bands man har fulgt fra starten. Forventningerne bliver for høje og en perfekt mixet single, kan slet ikke erstatte en kælder-demo og følelsen af at have fundet sit helt eget nye yndlingsband.
Men på trods af skuffelsen og selvom jeg egentligt selv mener at jeg er blevet for gammel til teengirl-begejstring, så skal jeg stadig stå forrest, når Vinnie Who lukker Trailerpark søndag.”

Vinnie Who – You Let Them Out, You Let Them In (live, Stengade, 4. april 2009)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pinsetilbud til koncertfolket

Forlænget weekend er lig med fest. Dog gemmer vi turntables og 4/4 dele (lidt) væk, finder bandkikkerten frem og nærstuderer Hovedstadsområdets pinsetilbud på koncertfronten.

Min weekend indledes med udsigt over Øresund og toner fra The New Spring. Der er altid en grund til at besøge Louisiana i Humlebæk, men denne fredag lokker kunstmuseet endnu mere end normalt. Her besøger The New Spring museets fredagslounge, og fuldender dermed min drøm om den perfekte eksamenslæsnings-afslapning – for det er svært at forestille sig en mere idyllisk scene, end Bastian Kallesøes hjertevarme og roligt folkede numre omgivet af museets harmoniske arkitektur, der ikke er langt fra de rum, The New Springs tekster bevæger sig i – lyt bare til et nummer som “For Everest (Shelley)”‘s indledende strofer “And the house is like a coffin/now that everyone’s asleep/from the porch you’re overlooking/ the garden and the trees/and I don’t mind the saying/that you are my light/and oh, will you burn through this night?”.
Debutpladen fra marts rangerer endnu blandt årets absolut bedste danske udgivelser, og skønt den har bragt Bastian Kallesøes soloprojekt ud i selv de mindste kroge af landet som supportband, har det været så godt som umuligt at opleve headliner koncerter med The New Spring. Fredag er det endelig muligt, og fremragende anmeldelser af koncerten på SPOT Festival varsler topform hos Bastian Kallesøe, der på Louisiana suppleres af Søren Lilholt (The Rumour Said Fire), som også bidrager med kor på store dele af pladen.

The New Spring, fredag d. 10. juni kl. 19 på Louisiana, Humlebæk. Entré: billet til museet.
The New Spring kan også opleves på årets Trailerpark Festival.

The New Spring – The Glow
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Glow.mp3]

Synes du, at der er langt til Humlebæk? I så fald kan du trille ned til Skuespilhuset, hvor udendørsscenen Ofelia Beach åbner med Vinnie Who-koncert fredag kl. 17. Her er også vandudsigt – dog den lidt mere urbane af slagsen, som utvivlsomt udgør et mere passende miljø for Vinnies genopfundne disco, en velsoignerede græsplæner og træpaneler i massevis. Udover at fungere som opsamling for de kære, gamle favoritter “Ain’t Going Nowhere” og ”The Fall” (i nye produktioner), føjer den netop udgivede ep, A Step, nye indput til discorammerne.
Singlen “Killer Bee” eksperimenterer – og lykkedes – med ultraprætentiøst klaver og Niels Bagges endnu mere overlegne og overraskende krukkede vokalpræstation. Ren 80’er-pop – og måske en kende let? Alle pletter preller af produktionen, hvilket er kønt og dygtigt, men også en lille smule uvedkommende. Som modsvar står titelnummeret som en halvmelankolsk koklokke-tribute. Noget af en aparte kombination, men som modspil til “Killer Bee” fungerer “A Step” glimrende.

Vinnie Who, fredag d. 10. kl. 17, Ofelia Beach, Skuespilhuset. Gratis.

Vinnie Who – Killer Bee

Copenhagen Collaboration – eller Cop Col, som det foretrækkes – er en sammenslutning af bandene Alcoholic Faith MissionBefore the Show, CODYFrom SarahHellraisertenMonkey Cup Dress, My Name is LegionThe Ondt and the GracehoperSleep Party People og Stærosaurus. Noget af en mundfuld, og i alt 30 musikere, der spiller sammen på kryds og tværs i de ti bands. Sammen har de skabt kollektivet, og den dertilhørende blog, der henover pinsen får et ordentligt pust vind i sejlene med minifestival lørdag og søndag på Huset i Magstræde. Her vil samtlige kollektivister optræde – både med egne numre, vennernes og måske også nogle cover-versioner? Det seneste døgn er de 30 musikeres fælles version af Bands of Horses’ hymnen “Funeral” blevet noget af et internet hit – da Band of Horses linkede til den via deres Facebook side, kvitterede fansene med intet mindre end 2236 likes og 180 kommentarer på – hold godt fast – 21 timer.
Se, det er promovering, der virker!

Copenhagen Collaboration, Lørdag-søndag, 11.-12. juni kl. 20-02, i Planeten, Huset i Magstræde, København. Entré: 80,-

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vinnie Who + Casiokids på Store Vega Chromatics + Rosemary på Lille Vega

LIVESTEMNING: Dilemma. Dansk favorit i Store Vega sammen med norsk hype. Amerikansk favorit i Lille Vega sammen med dansk hype? Vi forsøger at være to steder på samme tid. Det der fravalg bryder vi os ikke om.

21:00 Vi smutter ind på Lille Vega for at aflevere overtøj. Det er jo nok der, aftenen kommer til at ende. Der er temmelig tomt i garderoben, til gengæld kan man lytte godt efter og høre Djuna Barnes og Kasper Bjørke spille Sleep Party People oppe i salen. Mmmh, klokkespil og bjældeklang i snevejr. Men ikke så festligt.

21:10 Det er Casiokids til gengæld. Selv køen i indgangen lover godt for festen på Store Vega. Og der er da også godt fyldt op i salen trods det relativt tidlige tidspunkt.

21:30 Det paradoksale ved dobbeltkoncerter er, at det 1. “hovednavn” altid ender med at være den ultimative opvarmning for (let’s face it) det egentlige hovednavn. Casiokids var i hvert fald effektive som første band. De to trommeslagere går fejl af hinanden, jeg smiler. Det virker alligevel.

21:50 Mon ikke det her er næstsidste nummer? Vi har hoppet til “Verdens Største Land” og danset til psyrock disco, og jeg har savnet indhold. Enten er her mange nordmænd eller også køber københavnere stadig plader. Det er fremragende for festen.

22:10 Tilbage på Lille Vega. Det står rigtig mange maskiner på den scene, og de to billeder – af Store Vega og Lille Vegas scener – viser forskellen på koncerterne ret godt. Store Vega er organisk og har guitar og det hele med. To gange trommesæt, f.eks. Lille Vega har mange keyboards og ti drumpads, hvis lyd jeg virkelig holder af. Rosemary går på, og mine ører gør ondt. Ekstremitet er godt og skidt, lige nu er det dog mest konsekvensen, der går mig på.

22:30 “Old Old Persian Tale” og “Sleep Alone” irriterede mig lidt. Der manglede spændinger, og det lød da meget godt da bassen var skruet ned, men jeg kunne ikke rigtigt høre, hvorfor jeg skulle blive. For stilistisk. Fint med sorte jakkesæt, piktogramisk tydelighed er jeg generelt stor fan af. 3. nummer ligger ikke på myspace, men er overraskende nok det bedste. Her bliver Sahar, forsangerinden, for første gang udfordret, instrumenterne griber fat i mig. Det er lidt mere 80’er og lidt mindre Italians Do It Better rip-off. Det er fremragende.

22:40 Vinnie Who spiller, undskyld Rosemary, men det er et gammelt kærlighedsforhold, og de skal plejes. Derfor står vi nu på Store Vega. “Feel It” groover, er temmelig meget mere soul’et end på plade. I det hele taget kommer de første par numre godt omkring discoens sidegenrer og inspirationer. Jeg har aldrig set Vinnie Who med så mange håndspillede instrumenter. Men som Niels Bagge siger, så kræver det øvelse at spille en trombone, derfor må man hellere have tre med. Det fungerede faktisk.

23:10 Vinnie Who spiller jo ikke overfladisk disco. Der er indhold. Selvom “Then I Met You” gør første del af koncerten til en noget rodet oplevelse. Jeg er glad for nummeret, men koret af Radiohead stemte bare ikke så godt overens med soul’et disco og poppet disco. Til gengæld gav “Ain’t Going Nowhere” mig præcis den længsel tilbage til vinteren 2008, hvor hver weekend indebar en Vinnie Who koncert. Den forsikrer mig om, at Vinnie er et de bands i Danmark, som spiller de mest livsglædegivende koncerter. Også selvom jeg nu savner dem…

23:40 Vi kommer ind i Lille Vegas sal lige i tid til at høre de sidste par numre fra Chromatics. Jeg kan lide den afstand, der er i deres musik. At Ruth Radelets stemme er så usandsynlig flad. Der er ikke særligt mange muligheder i den. Til gengæld kompenserer sangmaterialet det glimrende, for guitaren og den heftigt vibrerende bas skaber udsving. Jeg kunne bruge noget mere præcision i rytmerne, men melodierne er der, “In The City”‘s enkelhed skaber trancen, og “Running Up The Hill” er ekstranummer. Den distingte guitar var egentlig alt, jeg spurgte om, det fik jeg, og jeg er tilfreds.

02:00 Nej, Vega Natklub er bare ikke stedet for mig. Der er for lyst i baren, og for høj musik på mainfloor. Så selvom lineup er i den gode ende af danske indie/disco-dj’s siger vi pænt farvel til dørmændene og smutter hjem. Ganske godt tilfredse.

Vinnie Who + Casiokids var en del af TDC Play. Derfor vil koncerten i fremtiden kunne ses på Vega Playeren.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ding-dong disco-dag


Når Vegas medarbejderne på lørdag møder ind, håber jeg de ikke nogen af dem afskyr synthezisers. De bliver nemlig svære at undgå, for der er lagt op til en fejring af discogenren i alle dens afskygninger.
Store Vega står i discopoppens navn, og indtages allerede kl. 21 af norske Casiokids, der spiller dobbeltkoncert med den danske pendant Vinnie Who. Lille Vega besøges af to navne fra den helt anden ende af discoens genrespektrum: amerikanske Chromatics, der med sin genreskabende neodisco har inspireret bands over hele verden – som f.eks. danske Rosemary, der varmer op for heltene.

Casiokids poppede og let psykedeliske disco har vi tidligere omtalt, senest i forbindelse med koncerten på årets Roskilde Festival. Ligesom Vinnie Who er de et fremragende liveband, som spilleglæden lyser ud af. Dog mener jeg, at Vinnie Whos sangmateriale er stærkere – det har lidt flere mål og facetter end Casiokids, hvis stemninger af og til bliver for ensartede. Hos dem kan jeg savne mørke og ro. Fordybelse. Det er der lidt mere af hos Vinnie Who – måske på grund af projektets inspiration fra neodiscoen. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hvis ikke Vinnie havde spillet på Store Vega samtidig, havde de været blandt publikum til Chromatics.

Casiokids – Finn bikkjen
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Finn-bikkjen.mp3]

Vinnie Who – Game On
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/01-Game-On.mp3]

Chromatics fik om nogen kickstartet bølgen af dyster, fladebaseret dansemusik. På gennembrudsalbummet Night Drive fra 2007 er der langt til 80’erne og kikset hår. Kvartettens fokuserede, minimalistiske og ofte langstrukne numre giver langt flere associationer til rene linjer og dansk design end til polyester og limegrønne svedbånd.
Den renhed og det dystre univers inspirerer ikke blot musikalske søskende som Glass Candy og Desire. Danske, up-coming Rosemary spiller sin første, officielle koncert som opvarmning for Chromatics.

  • Hvilket scenarie kan man forvente til en Rosemary-koncert?

Vi vil gerne invitere publikum indenfor i Rosemarys stue. Man kan forvente at blive påvirket.
Vi er tre mand og en sangerinde, to computere, ti drumpads, to synths, en controller og en digital pedal. Det er fint lige nu. Det eneste organiske er Sahars stemme. Resten er kompromisløst elektronisk, men live. Det levende element er mennesket som kontrollerer maskinerne og ikke omvendt – det omvendte er ligegyldigt. Vi er interesseret i at spille musikken live, men kun elektronisk – liveguitar, livebas, livetrommer osv. dræber stemningen fuldstændigt.

  • Er Rosemary inspireret af Chromatics?

Ja, Chromatics er banebrydende og har formået at flytte en masse elementer til et helt nyt sted, hvilket har været meget inspirerende. Vi er inspireret af mange ting. Men fundamentalt er vi inspireret af teknik og teknikker, der gør det muligt at finde frekvenser og sårbare synthlyde og kombinationer af toner, som lige præcis rykker dér i mellemgulvet, eller helt nøjagtigt dér i maven og giver den helt korrekte følelse, eller en helt ubeskrivelig følelse.
Hardware og software er det mest konkret inspirerende inde i kernen af processen, det er her man finder ud af hvad man kan og ikke kan og hvor det præcis er at ting begynder at røre på sig. Man forelsker sig i maskiner som man begynder at kunne kommunikere med og finder ud af kontrolmulighederne med dem, man holder af dem og lærer dem at kende og bekymre sig om dem, fascineres og overraskes.
Derudover er Sahar den store inspiration – noget som man helst ikke må sætte ord på.

Rosemary – Old Old Persian Tale
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/Persian-Tale.mp3]

ChromaticsNight drive
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/Night-drive.mp3]

Som om de to arrangementer ikke skulle være nok, topper Vega aftenen af med efterfest på Lille Vega, som gæstes af Vinnie Whos dj-team, Djuna Barnes og Kasper Bjørke m.fl. I Idealbar har Svedhytten, den faste lørdagsklub, inviteret Casiokids bag pulten. Der er gratis entré til begge fester.

Chromatics + Rosemary
Præsenteret af Smash!Bang!Pow! & Vega
27. november 2010 kl. 22
Lille Vega, København
Billetter her.

Vinnie Who + Casiokids
Præsenteret af TDC Play
27. november 2010 kl. 21
Store Vega, København
Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Konkurrencer: Vinnie Who

Regnsky åbner  i dag for den helt store gavebod. Vi udlodder nemlig både billetter til Neon Indians koncert på fredag på Lille Vega og eksemplarer af Vinnie Whos debutalbum. – BEMÆRK: Neon Indian koncerten er aflyst.

Regnsky er rigtigt glad for Vinnie Who. Derfor har vi også set utroligt meget frem til discoprinsens debutalbum, som udkommer om præcis en uge, mandag d. 30. august.
Albummet har fået titlen Then I Met You, og er skummet af den bølge af succes, som Niels Bagge Hansens soloprojekt siden kontrakten med EMI for lidt over et års tid siden blev skrevet under.

Der bliver i øjeblikket varmet op til releasen med en hel del tiltag, bl.a. kan du hereksperimentere med dit eget remix af Vinnie Whos seneste single “Remedy”, mens youtube flyder over med mere eller mindre officielle videoer som denne:

Vi har fået æren af at udlodde to eksemplarer af debutskiven. Hvis du vil være med i konkurrencen skal du:

Skrive en lille historie om din bedste oplevelse med Vinnie Who.
Det kan både være en koncertoplevelse, at høre et bestemt nummer for første gang, at se plakaten blive hængt op foran din hoveddør, eller noget helt andet.

Din fortælling skriver du i kommentarfeltet nedenfor. Sidste frist for tilmelding er fredag d. 27. august kl. 15, hvor vinderne vil blive kontaktet via mail.

Vinnie Who – What You’ve Got Is Mine
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/02/01-What-You-Got-Is-Mine.mp3]

Bemærk: Koncerten er aflyst.

Neon Indian modtog sidste år læssevis af kærlighed fra blogs for sin synthbårende, nostalgiske pop, og selvom 2010 ikke har bragt så meget nyt med, bliver koncerten på Vega helt sikkert en forrygende måde at forlænge sommeren på.

Efter Hot Chip har spillet publikum i Store Vega varmt og Suicide på Statens Museum For Kunst forhåbentlig har bevist at de stadig fortjener deres plads som legender, kan Neon Indian lige nås. Koncerten er nemlig en natkoncert med start kl 24, og det er svært at forestille sig et mere passende tidspunkt for Alan Palamo og co.’s udsyrede popsange.

Bemærk: Neon Indian har desværre aflyst koncerten. I stedet spiller de et dj-set som en del af  Vegas natklub Nina Bang. Derfor er der desværre heller ingen konkurrence.

Neon Indian 6669 (I Don’t Know If You Know)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/08/01-6669-I-Dont-Know-If-You-Know.mp3]

Neon Indian – Terminally Chill
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/08/04-Terminally-Chill.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jens B says:

    Ain’t Going Nowhere i

    Tiden snøvlede sig på en tvivlsom facon. Dog var der et lille håb forude. Et lys forenden af tunnelen så at sige. Ja, et lys. Et skærende et af slagsen, sådan et som nærmest gør ondt at opleve. Det var i givet fald, hvad der skete dengang. Dengang for et års tid siden på landsdækkende radio. En ung kunstner, hvis navn jeg ikke rigtig fik fat i, hvad var. Sangen jeg hørte, havde i hvert fald på en eller anden måde rumsteret i et betragteligt langt stykke tid efter, at jeg havde hørt det pågældende nummer. Der var denne her slående, usandsynligt lyse-, men effektive stemme og sidst men ikke mindst noget udefinerbart indenunder nummerets mange tynde papirslag af funky basgange, fængende guitarfigurer og flydende synthflader lige såvel som de uundgåelige trommeornamenter, men på overfladen kunne ligne hvilken som helst nutidig nu-diskosang, der fik mig til noget. En form for trancelignende og ustoppelig vals. Nummeret hed enten “You Have To Be Ok” eller noget i den retning.
    Et år er gået efter fandt jeg ud af, at kunstneren, jeg havde hørt et år tidligere, som jeg ikke kunne navnet på var en hvis Niels Bagge, bedre kendt som Vinnie Who- uden spørgsmålstegn selvfølgelig, og jeg føler mig godt rustet. Rustet til mere. Mere disko.

    Desforuden hed nummeret så Ain’t Going Nowhere.

    Som et sprøjtende polaroidkamera, popper billede efter billede op efter lignende hændelser. Hændelser i forbindelse med Vinnie Who. Enmandsprojektet jævnfør med Prince.

  2. Julius A says:

    I december sidste år var jeg til koncert med WhoMadeWho i Lille Vega. Vinnie Who skulle varme op. Jeg forventede ikke noget særligt af dem, men da Hr. Bagges overraskende rene stemme straks gik i symbiose med hans utrolige, vilde, men samtidig kontrollerede attitude, var jeg som blæst tilbage. Måden hvorpå Niels Bagge var i stand til at danse, posere, grine, mens hans eminente stemme strømmede ud i hallen som en flodbølge, flåede et ellers ikke særligt feststemt publikum ud af den grå hverdag og skubbede det ind i en imaginær discogalakse. Bandet havde ikke snærten den danske leverpostejslyd, og jeg var siden koncerten overbevist om, at de ville indtage den internationale musikscene med storm. Deres simple, men utroligt nuancerede og iørefaldende kompositioner bliver uden tvivl deres vej til international succes …

  3. Laura says:

    Det sommer, det er varmt, der er glæde, luften er faktisk tyk af en spændt glæde. Det er stemningen. Stemningen. Det er sådan stemningen skal være, lige før det går i gang.
    Jeg er fuld, har drukket øl hele dagen, hele natten, hele weekenden. ‘Vi går over broer’, leger på en ‘balkon’ men alligevel ved vi jo godt at ‘det du har er mit’. Vinnie Who er for skøn. Niels og hans smukke band tager publikum med storm. Vi danser, smiler, synger, sveder. De andre griner, når jeg i min fuldskab får spurgt om en i koret er en pige eller en dreng – alkoholen tager over. Så er det slut. Vi kigger i programmet, ser at VW spiller aftenen før. Øv.

    Jeg ærger mig, men smiler ved tanken om oplevelsen. Nu, lige nu, glæder jeg mig til at se ham igen!

    SPOT10 – P3 Session i Ridehuset

  4. Laura says:

    (en lille rettelse :-))
    Det summer, det er varmt, der er glæde, luften er faktisk tyk af en spændt glæde. Det er stemningen. Stemningen. Det er sådan stemningen skal være, lige før det går i gang.
    Jeg er fuld, har drukket øl hele dagen, hele natten, hele weekenden. ‘Vi går over broer’, leger på en ‘balkon’ men alligevel ved vi jo godt at ‘det du har er mit’. Vinnie Who er for skøn. Niels og hans smukke band tager publikum med storm. Vi danser, smiler, synger, sveder. De andre griner, når jeg i min fuldskab får spurgt om en i koret er en pige eller en dreng – alkoholen tager over. Så er det slut. Vi kigger i programmet, ser at VW spiller aftenen før. Øv.

    Jeg ærger mig, men smiler ved tanken om oplevelsen. Nu, lige nu, glæder jeg mig til at se ham igen!

    SPOT10 – P3 Session i Ridehuset

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?