Rihanna – Pop er en Gud der elsker dig uanset hvor meget du hader den

Både Rihannas popmusik og kærlighedsliv udgør et dilemma for pressen. Hvordan kan man sige noget interessant om musik, der er så mainstream? Og hvad stiller man op med et voldsoffer, der nægter at hade sin gerningsmand? Få styr på din Rihanna-forvirring her.

Når et navn som Rihanna udgiver en ny plade, er det altid interessant at betragte, hvordan pressen griber det an. Hvordan vælger de at skrive om pop? Pop er jo en mærkelig Gud der elsker dig, uanset hvor meget du hader den. Den stiller sig til rådighed for alle, og derfor er det svært at sige noget fornuftigt om den udover ”dur/dur ikke”. Pop er ikke musik man siger noget interessant om, lyder devisen – man overgiver sig til den eller lader være. Måske fordi dens måde at gøre sig tilgængelig på er så håbløst åbenlys. Som ham fyren der er så smask forelsket i dig, at han slet, slet ikke kan skjule det. Det strømmer ud af hans blik, hver gang han kigger på dig (fuld af længsel og tåbelig hengivenhed), og du ved ikke, hvad du skal stille op: Overgiver du dig?

Rihanna – Jump

Resultatet er, at kritikere tit ender med at bruge deres anmeldelser på at konstatere det åbenlyse, nemlig at det faktisk er pop. Som om de bliver forlegne over musikkens forrykte forelskelse i dem. I Soundvenues anmeldelse, hvor Unapologetic fik sølle to stjerner, konstateres det f.eks. at Rihanna ”som forventet hopper med på populære trends i håb om at sikre flere hitliste-placeringer.” Overrasket? Anmeldelsens overskrift lyder anklagende ”Alt Der Glimter”, en anklage, der vist også kunne have været et forsvar. Er Unapologetic en diamant eller en similisten? Og hvad er bedst?

Rihannas komplet overdimensionerede ballade ”What Now” beskyldes for at være så åbenlys, at selv ”de bagerste rækker i arenaen” vil forstå, ”at her bliver sjælet store følelser.” Underforstået er selvfølgelig, at musik ikke bør være forståelig for de bagerste rækker i arenaen. Og selvom Soundvenues anmelder garanteret ikke mener det helt sådan, så er det stadig den retorik, hun abonnerer på. Personligt synes jeg, det er et fremragende (og grotesk) nummer. Soundvenue beskriver det nedsættende som en ”brostep-ballade med puddelrock-guitar-solo”. Jeg spørger bare: What’s not to like?

Rihanna – What now

Popmusikkens åbenlyshed giver den en næsten krænkende realisme. Når den stræber mod stjernerne (og diamanterne), fyldt med selvindbildske idealer, minder den utrolig meget om os mennesker. Den danser på overdrivelsens rand. Rihanna er en af de popmusikere, der interesserer sig mest for overdrivelsen og dens splittede væsen mellem ambition og brist (hvilket er grunden til hendes nære relation til 90er dance – så simpelt og alligevel så overdrevet). Når ”What Now” i sidste vers får en puddelrock-guitar-solo (som om nummeret ikke allerede var mere end proppet!), er det for at få overdrivelsen til at møde sit bristepunkt. Rih’ er ikke bange for at gå planken ud og tage os med helt ned i sølet (seriøst: henover den mest følelsesladede AOR-guitar synger hun igen og igen, at hun virkelig ikke ved, hvad hun skal føle. Det er da indfølt popironi på højt niveau). Det også derfor hun dyrker sin særegne, næsten råbende sangstil. Det er overdrivelsens komplicerede kunst.

Rihanna – We Found Love

(Det var på “We Found Love” at Rihanna peakede i arbejdet med at integrere dance i sin pop. Et af mine absolut yndlingspopnumre.)

Men Rihanna er ikke bare et kompleks for musikpressen pga. hendes krænkende overdrivelseskunst. Hele hendes triste kærlighedshistorie med Chris Brown, der fik en voldsdom efter at have banket hende, gør den nye plade kontroversiel. Her har hun nemlig indsunget en duet med sin egen voldsmand. Det tematiseres og kritiseres i de fleste engelsksprogede medier. The Guardian kalder Unapologetic ”a deeply disturbing listen, however good the tunes”. Fact Magazine skriver at ”the presence of the words “Nobody’s Business (feat. Chris Brown)” is a neon flashing trollgaze warning sign, and no one emerges from it well.” Fact kritiserer, at albummet fodrer den problematiske ”’doomed romance’ narrative that informs the way in which Rihanna and her abuser’s relationship is playing out in the media and in her songs.” Hun kritiseres for at tegne et tvetydigt billede af sin relation til voldsmanden i stedet for mere entydigt at påtage sig rollen som frontfigur imod vold i hjemmet.

Rihanna – Only Girl

(Det var på “Only Girl” at Rihanna for alvor sprang ud som råber)

Pressens kritik og Rihannas egen beslutning er splinter i et clash, der minder om overdrivelseskunsten selv. Havde Rihanna og hendes team forestillet sig, at vi ville kunne ignorere hendes privatliv, hvis hun stillede det som en elefant midt i sin plade, og så bad folk om at passe sig selv. Næppe. Men hvad så? Situationen bliver et dilemma. Omverdenen og pressen ønsker sig et ideal og opstiller en bestemt måde, som kvinden bør handle på, når hun har oplevet vold i hjemmet: Hun bør afbryde enhver kontakt med sin voldsmand. Men i den virkelige verden er vold i hjemmet højst problematisk og komplekst, fordi voldsmanden netop (i al sørgelighed) ofte er familie eller ”venner” – folk som det ikke altid er let bare at afbryde enhver kontakt til. Man kommer uvægerligt til at tænke på to smertende vers fra den sang af Billie Holiday, som Rihanna og Brown har snuppet titlen til deres duet fra.

Billie Holiday – Tain’t Nobody’s Business if I Do

Well, I’d rather my man would hit me
Than follow him to jump up and quit me
Ain’t nobody’s business if I do

I swear, I won’t call no copper
If I’m beat up by my papa
Ain’t nobody’s business if I do

Følelserne der her kommer til udtryk er jo ingen undskyldning for den voldelige partner eller far, ej heller er de en undskyldning for et samfund eller pårørende, der kigger den anden vej. Men de er virkelige følelser, som voldsofferet kan opleve. Det er derfor også helt rigtigt at kritisere det smertende (og utroværdige) ”vi er faktisk helt okay med hinanden”-signal som sangen med Chris Brown prøver at sende. Men på den anden side: Hvordan støtter man et voldsoffer, der nægter at hade sin gerningsmand? Man kan hade ham på hendes vegne (læs denne artikel på Gawker om at hade Chris Brown), men er man ikke samtidigt nødt til at tage hendes handlinger alvorligt som udtryk for egen vilje? Jeg ved det er smagløst, men jeg kan ikke lade være med at se det dilemma, historien udgør for medierne (hvor Rihannas påståede kærlighed til Brown føles umulig), som et skræmmende og udfordrende sideløb til poppens realisme som problem for pressen: dens overdrevne kærlighed til selv de bagerste rækker i arenaen.
Hvordan har du det med Rihanna? Er hun gal eller genial?

Rihanna – Nobody’s Business (fest. Chris Brown)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *