Stjerner, STRØM og æggesnaps – en tribute i ord og toner

ba%cc%8andspole

”Den 2. december ville dansk elektronisk musiks bedstemor være fyldt 92. I den anledning udgiver Dacapo den nye CD ‘EMP RMX 333 – A Tribute to Else Marie Pade’, hvor 11 kunstnere hylder Else Marie Pade, som døde i januar.”

Jeg faldt tilfældigvis over denne begivenhed på Facebook i sidste uge (tak FB) og fik i den anledning lyst til at dele den prøveartikel, som jeg lavede til Regnsky for snart et år siden. God læselyst og så ses vi måske til bobler, lagkage, flag og fejring i det gamle radiohus

Stjerner, strøm og æggesnaps

Komponist og musiker Else Marie Pade er kendt som en af de store danske pionerer inden for elektronisk musik. En genre som i dag er blevet så indlejret i vores musikkultur, at termen “elektronisk musik” sjældnere tages i brug, end hvis der er tale om ren akustisk musik. Siden det første stykke “elektronmusik” blev spillet i Danmarks Radio, har den elektroniske genre været i en konstant udvikling, flyttet sig og finder forsat nye veje. Den danske elektroniske festival Strøm er et godt eksempel på, hvor solidt genren står i dag, og festivalen kunne da også fejre sit 10 års jubilæum her i 2016 med et bredt udbud af diverse genrer og kunstnere inden for den elektroniske scene.

Else Maries Pades inspiration til sine banebrydende værker, stammer fra hendes barndoms fantasiverdener og drømme. Grundet sygdom levede hun et isoleret liv gennem en stor del af sin barndom. Lydene var hendes primære kontakt med livet uden for lejligheden i Århus, hvor hun boede med sine forældre. Hendes fantasi og kreativitet fejlede dog ikke noget, og om aftenenerne lå hun og lyttede til stjernerne, som sludrede og månemanden, der oplyste den sorte nattehimmel. Lydene blev hendes venner, som hun fandt på eventyr og historier ud fra, og det var både de udefrakommende lyde fra gaden og lydene i hendes eget hoved, hun brugte i sin drømmesymfoni om engle, dæmoner og stjerner. De musikalske fantasier blev sidenhen grobunden og drivkraften for hendes revolutionerende musikalske karriere.

Else Marie Pade lavede elektronisk og konkret musik i 1950'erne. Samtiden rystede på hovedet, mens nutidens elektroniske musikere ser hende som deres bedstemor. Hun har været militant modstandskvinde og studeret hos Stockhausen. Selv siger hun, at hun lever i et eventyr og kæmper for det gode. Else Marie Pade med sin gamle båndoptager og tonegenerator.

Første gang jeg selv hørte Else Marie Pades lille stemme, en stemme som er præget af en halsoperation, og derfor har en helt særlig lyd (næsten som en dukkestemme), var i radioprogrammet Besøgstid på P1. I starten af interviewet fortæller Else Marie Pade om forskellige lyde, og da hun bliver spurgt om sin yndlingslyd, udbryder hun klukkende:  ”Jaaa… Den er så sjov, for det er at røre æggesnaps i en kop”.  Herefter beskriver hun, hvordan denne dumpe lyd forbinder hende med barndommens tryghed og tilføjer om yndlingslyden at den: ”så oven i købet var noget som smagte godt!”. Her, blot fire minutter inde i interviewet, var jeg solgt til denne dame med den sjove stemme. En dame, der trods sin høje alder, og et liv præget af krig, sygdom og isolation, alligevel evner at have øje for de gode ting, og som med lidt tryllestøv, en saks og et spolebånd kan forvandle almindelige lyde til eventyr og musik.

LYT på P1: Else Marie Pade var elektronmusikkens bedstemor

I 1951 så Else Marie Padde muligheden for at indfri sine musikalske fantasier fra barndommen, da hun i et radioprogram for første gang blev præsenteret for “konkretmusikken”. Konkretmusikken byggede blandt andet på begrebet akusmatisk musik brugt af Pierre Schäffer (ophavsmanden til “musique concrète”) om lyde og musik, man ikke ser blive til, men blot hører. Her var altså tale om musik skabt til at blive spillet gennem højttalere, fremfor til at blive opført af musikere. Else Marie Pade fik herefter kontakt med Karlheinz Stockhausen og Pierre Boullez i studierne på Darmstadtskolen, og med sin stilling i Danmarks Radio blev udforskningen og eksperimenterne med den elektroniske musik en realitet. I arbejdet med klangfarver, serialisme og tonebearbejdelse kunne Else Marie Pade nu skabe stemmer til stjernerne, havfruerne og universet, som før ellers kun havde eksisteret i hendes eget hoved. I august 1955 præsenterede hun det første danske stykke elektronmusik “En dag på Dyrehavsbakken”, som var en tv-collage bestående af billeder og lyde i form af elektronisk og konkret musik. Trods en umiddelbar succesfuld modtagelse af værket, blev senere præsentationer slet ikke mødt med samme åbenhed. Sidste del af 60’erne gik produktionen i stå og lidt efter lidt svandt kendskabet til hende og værkerne.

I starten af 00’erne gryede en fornyet interesse for de danske rødder til den nu veletablerede elektroniske scene. Værkerne, som indtil da kun havde været tilgængelige som spolebånd, blev genindspillet og Else Marie Pade blev mødt med hyldest og anerkendelse fra folk i den nye generation af elektronisk musik.

Syv cirkler – et remix

Utopiske lyde siver ud af mine højttalere, og minder mig om vore dages lydkunstinstallationer eller en dystopisk film fra 70’erne… Jeg lytter til Else Marie Paddes “Syv Cirkler” fra 1958, et værk lavet ud fra syv toner i en seriel tilgang med gentagelser og forskydninger. I 2002 blev “Syv Cirkler” genindspillet og udgivet i fem nyfortolkede udgaver fra hver af de fem kunstnere Bjørn Svin, Hans Sydow, Jens Hørsving, Ejnar Kanding og Opiate, en udgivelse som dannede grundlag for kåringen af Else Marie Pade til en Steppeulv for Årets Idé i 2003. Holdes de nyere remixes op imod den oprindelige udgave, er det som om, at rytme indtager en større rolle. Dette er blandt andet tydeligt i Opiates remix. Her har han arbejdet med tilsætning af rytmiske strukturer, skabt gennem klikkende lyde frembragt med en CD-afspiller. Bjørn Svins udgave synes også at være en meget mere beat-præget version end den originale. Disse mere rytme- og beatprægede versioner er eksempler på den udvikling moderne elektronisk musik tog fra elektronmusik og frem, hvor rytme er blevet dominerende ift. opbygning og fremdrift. Strømninger, der beskæftiger sig mere med klangfarver og toner, i stil med den musique concrète, som Else Marie Pade blandt andet komponerede, er dog stadig aktuel, hvilket jeg oplevede på egen krop i 2015 til en koncert med Robin The Fog og Logos i Cisternerne under Strøm Festival. De eksperimenterede klart mere med selve lyden og akustikken. Koncerten var en kæmpe oplevelse, og kan i kort træk beskrives som 1,5 times lang underjordisk klangsammensmeltning. Jeg gik i hvert fald derfra i en tranceagtig tilstand, blæst omkuld af de lyd og sanseindtryk, som jeg havde været en del af.

Rytme, klang, serialisme, akustik… Tja, det er vist ikke helt til at sige hvor den elektroniske musik vil bringe os hen. Nogle elementer i musikken går tabt, imens andre kommer til og midt i dette kaos af larm, udvikling, sammenstød og fusioner, er en person som Else Marie Pade en reminder for mig om at turde være åben, give plads til fantasi og drømme, men også at turde give slip. Sidst, men ikke mindst, så lad os huske hinanden på at LYTTE, så kan det nemlig være, at vi en stjerneklar aften får øre på en sludrende Else Marie Pade, der blinker oppe på nattehimlen og sludrer med månemanden og de andre stjerner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sort Synæstesi: The Haxan Cloak og Goya

Onsdag den 14. august spiller The Haxan Cloak en udsolgt koncert i København i forbindelse med Strøm. Det er en oplagt mulighed at parre denne koncert med det andet afsnit af vores temaserie om synæstesi. Synæstesi er en evne til at blande sanseindtryk. I Regnskys univers samsanser vi det visuelle med det auditive. Du kan læse det første afsnit her. Vi har traditionen tro lavet en playliste hvor du kan begrave dig i musik, der kan kendetegnes med betegnelseen ”Sort Synæstesi”

I 1794 malede den spanske maler Francisco Goya ”Yard with Lunatics”. Maleriet blev undfanget i en periode, hvor Goya gennemgik et mentalt sammenbrud. Et par år forinden havde han mistet sin hørelse og fået tinnitus. Denne tilstand var befordrende for hans kunstneriske praksis, som lineært med hans ældningsproces cirkulerede imod de mørkeste temaer i den menneskelige psyke. Bedst eksemplificeret ved det klassiske maleri ”Saturno devorando a su hijo”, hvor guden Saturn æder sin egen søn. Maleriet blev undfanget i selvvalgt eksil og er en del af en serie af billeder, som er blevet døbt ”The Black Paintings”. Denne serie blev Goyas sidste og var formodentlig ikke tiltænkt offentlighedens søgelys. Billederne var øjensynligt et privat anliggende.

Courtyard_with_Lunatics_by_Goya_1794

Goyas kunstneriske bidrag er monumentalt, men hans tilstand i sine sidste leveår, er i ligeså høj grad mit anliggende i denne henseende. En fysisk tilstand, hvor hans auditive sanseapparat er forkrøblet og erstattet af tinnitus. En isolation som er fuldstændig gennemgribende. Ikke blot er hans faktiske isolation selvvalgt. Hans mentale rum er et isolationsfængsel. Et gitter af defekte nervebaner, hvor støjen og galskaben er omnipresente entiteter. I denne tilstand bevæger Goya sig ind mørket for at skildre dets beskaffenhed. Dets arkitektur.

Goyas Black Paintings og historien om de sidste penselstrøg, tjener som en velegnet analogi til en forgrening af musikken, som The Haxan Cloak repræsenterer.

The Haxan Cloak –  The Mirror Reflecting (Part 2)

Gennem de sidste par år har en del af musikken indgået et ubevidst partnerskab med Goya. Den har forgrenet sig ud i en form, som skildrer den mentale ambience af sindssyge, dødsangst og fremmedgjorthed overfor verden, som kendetegner Goyas sidste værker. Der er med andre ord opstået en genre, som billedligt talt har hængt mikrofoner op i Goyas indre kamre. Et sind, hvor hans tinnitus støjer om kap med angsten. Et sind, hvor okkulte energier bliver allestedsnærværende. En tilstand, hvor det er nærliggende at male børn, der bliver spist af deres egne fædre i deres egne spisestuer.

Denne forgrening har en intim relation til det okkulte. En relation der kommer til udtryk i Bobby Krlic kunstnernavn The Haxan Cloak. Haxan er svensk for heks.
Han udgav i foråret sin anden plade Excavation. En plade som, ifølge kunstneren selv, skildrer tomrummet efter døden.

Ambience og Tomrum

Excavations forbindelse til Goya er selvsagt en abstraktion, men de har tematikken til fælles. De har følelsen til fælles. De har angsten til fælles. De har intensiten i deres udtryk til fælles. Det virker som om, at Bobby Krlic har italesat de energier, der fik Goya til at male som han gjorde. Han har afbilledet Goyas indre og er således kommet i kontakt med en aldeles urmenneskelig følelse. Frygten for tomrummet.

Lige så vel som denne type af musik har en relation til okkulte energier, har den også en stærk tilknytning til ambience – den auditive gengivelse af et givet rum. Derfor virker det nærliggende at The Haxan Cloaks musik skal opleves i uvante koncertrammer. Strøm har i partnerskab med Click Festival valgt af afholde koncerten i Cisternene i Søndermarken. Cisternerne er et gammelt vandreservoir, der engang kunne rumme 16 millioner liter vand. Det resulterer i en naturlig 17 sekunders rumklang. En velegnet ramme for en type af musik, der har opløst sin perkussion til vilkårlige nedslag i en mørk masse af droner.

Tomrummet (fraværet af stof), eller det afgrænsede rum lader til at være en fællesnævner for hele den scene som blomstrer omkring Haxan og hans ligesindede. Lyt til dem i playlisten ovenfor. Det gælder artister såsom Raime, Roly Porter og Emptyset. Sidstnævnte skriver meget rammende om deres valg af bandnavn

”An empty set is an empty box or an empty bag. It’s not the same as nothingness. Aesthetically it implies structure without content”

Emptyset – Awake

De okkulte energier i både Bobby Krlics og Goyas univers er ildevarslende. De antænder en følelse hinsides melankolien. Melankolien kan være et arketypisk og til tider patetisk stykke kunstnerisk brændsel, som er bredt repræsenteret i meget populær sangskrivning. Melankolien tilbyder en form for terapeutisk musik, hvor lytteren kan tolke sin egen tilstand ind i værket uden at blive frastødt over sig selv og sin egen dybde. Melankolien er et naturligt og accepteret domæne at udfolde sin musik i, men i tilfældet Haxan bevæger vi os ud i en ekstrem nuance af et menneskes følelsesregister. Så ekstremt, at mange bliver intimideret og frastødt. Så ekstrem at Goyas sidste stunder tjener som den bedste analogi til hans værker.

Men han er ikke ene på dette okkulte domæne.

“Raging Lung” fra The Knifes nyeste plade Shaking The Habitual besidder den samme okkulte stemning. Den indre monitor flyder over med referencer til stammeritualer. Men det har ikke den samme altomfavnende angst, som kendetegner Haxan. Man får faktisk lyst til at flå heksekutten af Karin Dreijer, danse nøgen-ballet med hende langs mosevandet og kaste sig ud i et barbarisk Ménage à trois med hende og brormand Oluf i måneskinnet. “Raging Lung” er de frække ånder i dit sovekammer. Det er det flirtende mørke.

The Knife – Raging Lung.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kenton Slash Demon vågner af sit dvale med ‘Ore’

Næste uge kan man under Strøm Festival, som foregår i og omkring København, opleve danske Kenton Slash Demons første liveset i godt et år. Forventningen og glæden ved den forestående koncert er allerede blevet udtrykket af Silas Moldenhawer og Jonas Kenton selv på deres Facebook-side, hvor de fortæller, at koncerten byder på helt nye numre og nye ideer, og at liveoplevelsen bliver helt anderledes end til tidligere koncerter med duoen.

Som optakt til denne koncert, der finder sted i Enghaveparken på lørdag, klokken 23, har Kenton Slash Demon sluppet en ny produktion løs. Nummeret Ore er det første vi hører siden deres Schwarzchild Solution blev afsluttet sidste år med det klub- og radiovenlige hit Daemon, og ligger langt væk fra hvad vi tidligere har hørt fra de unge københavnere. Dansable beats, harmoniske stabs og de lyttervenlige melodier er blevet udskiftet til fordel for indadvendte konturer, som til gengæld besidder en stærk nerve i de følsomme strukturer, der nærmest kunne knække midt over før klimaks er nået. Der er en kæmpe gevinst i vente for de (tål)modige lyttere, der kan arbejde sig igennem nummerets hårde kanter, ligesom der utvivlsomt venter publikummet en kæmpe oplevelse, når Kenton Slash Demon næste uge gæster Enghaveparken og Strøm Festival.

Ore kan streames over weekenden, inden det på mandag slippes løs til fri downloading.

ORE by Kenton Slash Demon

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lad STRØM opdrage dig

Folkene bag STRØM Festival er ikke blege for at være nørder og diktere københavnernes musikvaner. For selvom festivalen repræsenterer en bred vifte af elektroniske kunstnere indenfor forskellige genrer og udtryksformer, tager den stilling til, hvordan musikken skal fordøjes. Er elektronisk musik ren fest? Det mener festivalen ikke, og placerer derfor musikere og djs i utraditionelle omgivelser, der sjældent inviterer til hands in the air. Mest kendt er tirsdagens Trans Metro Express og festivalens kulmination, weekendens livekoncerter i Enghave Parken.

Lys//Lyd: The opening ceremony
Mandag 21-22:30 Musikvidenskab, Klerkegade 2.
Således lægger STRØM Festival heller ikke for med en technotramper. Festivalen startes med to særdeles spændende sammenramlinger – først og fremmest mellem visuel kunst og musik, og dernæst mellem elektronisk og klassisk musik. I anledning af festivalen har technoproduceren Jacob Eriksen (Form Phases/Lft. Gtr) og den klassiske komponist Svend Hvidtfelt Nielsen komponeret et en time langt stykke musik for 29 musikere – klassisk uddannede musikere såvel som elektroniske troldmænd. Koncerten spilles ud gennem vinduerne fra bygningen, der huser studiet Musikvidenskab, og dermed kommer musikerne til at spille fremtrædende roller i Jakob Kvist Hansens visuals, som i kan se prøve på i teaseren ovenfor. Begivenheden åbnes med en kort koncert af Bjørn Svin.

Workshops & Masterclasses
Udover selve koncerterne tilbyder STRØM en lang række events, der næppe ellers ville blive realiseret. Heriblandt findes en tredages workshop for udøvende musikere, såvel som fire masterclasses med blandt andre Thomas Fehlmann (The Orb), DJ/Rupture og de erfarne danske musikere Troels Abrahamsen, Bjørn Svin og Thomas Barfod. Se det fulde program for masterclasses her.

Ralf Christensen: Det elektroniske stamtræ
Onsdag 17:00-18:30. Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15.
I mit STRØM program er der sat et kæmpe kryds onsdag klokken 17. Meningen er, at det skal føre mig til Københavns Hovedbibliotek. Her holder ingen ringere end Danmarks bedste musikjournalist, Ralf Christensen (Information, P6), et gratis foredrag om elektronisk musiks historie – i kronologisk rækkefølge. Med varighed af halvanden time forventer jeg, at der bliver namedroppet en kende, men med Christensens historie in mente, bør navnene kunne sætte sig fast – i hvert fald, hvis der kommer beskrivelser i stil med “en lysende alf omfavnet af en symfonisk heavy-skov, hvor instrumenternes tunge manøvrer i mørket får jorden og godheden til at skælve. Og vel at mærke en skov knægten selv har forvildet sig ind i, draget af mørket,” som Christensen hæftede på Mews plade And the Glass Handed Kites. At afholde sådanne foredrag giver STRØM en forbilledlig ambitiøs side – publikum skal blive klogere, samtidig med at det skal være sjovt og relevant for dagens musiklytter. Med fingeren på pulsen forventer jeg, at Christensen har gravet det absolut mest relevante frem til os i sit foredrag.