Dette skulle ikke have været en anmeldelse af Octavians mixtape ‘Spaceman’

Den britiske kunstner Oliver Godji går under navnet Octavian, som er en 22-årig rapper, der trods sin opvækst i det sydlige London er født i byen Lille i Frankrig. Han blev tidligere i år signet af Sony/ATV og Stellar Songs til en verdensomspændende kontrakt.

Dette skulle egentlig have været en tekst om Octavians forestående koncert til den stort anlagte Journey-festival, der finder sted på lørdag i Den Grå Hal, og som også byder på koncerter med Jimothy Lacoste, Nilüfer Yanyar, First Hate og mange flere. Men desværre har briten netop meldt sit afbud, så dette er i stedet en anmeldelse af hans debut-mixtape, ‘Spaceman‘, der udkom for to uger siden.

Octavian spiller grime i slowmotion, krydrer lyden med Jamie xx-agtige beats og en af de sprødeste og mest originale kunstnere, der debuterer i år. Han har for to uger siden udgivet sit debut-mixtape ’Spaceman’. Mixtapet er en perfekt anledning til at springe på Octavian-vognen, men hvis du gerne vil have en god indføring i den 22-åriges stil kan du passende varme op med at høre rapperens første, og efter min mening bedste, single ’Party Here’.

’Party Here’ er produceret af J. Rick og lyder som en privatfest, hvor der er plads til at snakke følsomt i et mørklagt rum, mens der i stuen er fuld drøn på højtalerne. Alle på dansegulvet bliver badet i tropiske farver af lavalamper og lyskegler.

Det dunkle rum er møbleret af grime-agtige synths, og Octavians vokal og lyrik står meget tydeligt frem i mixet. I omkvædet buldrer et eksotisk beat med olietønder, der minder om noget, Jamie xx kunne stå bag.

De indadvendte og ærlige tekster kombineret med en eksperimenterende blanding af beats giver tilsammen nummeret en blanding af melankoli og feststemning, som får mig til at sætte nummeret på repeat.

Octavians musik er tiltrækkende, for den fransk-engelske rapper har noget på spil. Han tager ikke sit fancy poolbord i sin lejlighed for givet. Han kan huske, hvordan det føles at sove på gaden. Han vil gerne være have succes, men er også klar over, at han ikke kommer sovende til det. Det sætter dog ikke en stopper for, at det er vigtigt at have det sjovt, mens man knokler, og det kan man især mærke på førstesinglen fra Spaceman, ’Revenge’.

’Revenge’ er en kort tune, på under 2 minutter, hvor Octavian autotunerapper med sin karakteristiske raspe, hæse røst. Beatet er luftigt og minder om produktionen på sange som ’Pick up the phone’ af Travi$ Scott og Young Thug eller Kesis seneste single ’Ekstra’. Octavian rammer altså lige ned i tidsånden, men formår at bevare originaliteten især i kraft af stemmen, men også i sangens format, der er kortere end radio edits.

Ligesom den romerske kejser Octavian, regerer Oliver Godji også over et stort imperium af musikalske genrer. Han siger selv, at han er meget inspireret af Bon Iver og James Blake, og deres ambiente tilgang til musikken kan godt spores, bl.a. på nummeret ’Hands’. Specielt den autotunede vokal på dette nummer minder om den måde, Frank Oceans vokal forvrænges på ’Lens’, eller vokaleffekterne på Bon Ivers ’The Wolves (Act I and II).

Og så må vi ellers håbe, at Octavian snart kommer til Danmark i en anden forbindelse. Det har han allerede lovet efter sit afbud til Journey. Det vil formentlig blive et brag af en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Au Palais – Tender Mercy

Er du klar til mere Drive-æstetisk neo-disco? Godt. For du får den musikalske ven og lyriske fjende til “A Real Hero” lige her.

Bandet hedder Au Palais, kommer sikkert fra USA og har blot udgivet ep’en Tender Mercy, hvorfra titelnummeret er det absolut bedste. Det har fængende vokal (hvem ignorerer referentet “sometimes it’s good to be a killer”?), en underspillet intro og en sand synthesizer-storm af eskapisme overtager midt i, for at forsvinde lidt, give en hvis tryghed i sin distancering, og så komme tilbage igen, forsigtigt og overvældende på samme tid. “Tender Mercy” er et minihit i bredformat. Neo-disco-referencen til trods har nummeret nemlig klædeligt legende trommer, hvis hule trælyd er sjælden i netop denne genre, der ellers ofte dyrker det sprøde og knasende tørre.

Resten af ep’en er ligeledes fin, men det er altså titelnummeret, som tager kegler. Derfor er jeg mega meget tvivl om, hvorvidt torsdag aften skal stå på nykommerne på Bakken eller oldies but goodies aka Bear In Heaven på Lille Vega. 1th world problems – tak, Smash!Bang!Pow!

Tjek i øvrigt programmet for Smash!Bang!Pow!’s sommerkoncerter på Bakken ud her – highlights siger Au Palais d. 14.06., Trust d. 15.08. og DIIV d. 31.8. Endnu en gang: tak!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Holy Ghost! varmer op for Cut Copy

Når København og Lille Vega 10. marts åbner dørene for koncert med det australske synthpop-baserede band Cut Copy får publikum nu glæde af et ekstra navn på programmet. Den cool New Yorker-duo Holy Ghost! – som tydeligt er elsket her på redaktionen – vil agere opvarmning til koncerten arrangeret af Smash!Bang!Pow!.

Og sikke et scoop at hyre netop dette navn til opvarmning, for blot en måned efter deres koncert i København udsender Holy Ghost! deres selvbetitlede debut-LP (selvfølgelig) på det førende disco pop-label DFA Records. Den første smagsprøve på den kommende udgivelse blev udsendt fra duoen selv for et par uger tilbage, i form af nummeret Do It Again. Sikkert og vist er det dog allerede nu at Holy Ghost! vil viderføre deres populære lyd, med referencer til 80’ernes kitschede italo disco-tema, og at kunstnere som The Juan Maclean, Luke Jenner (The Rapture) og rock-ikonet Michael McDonald vil medvirke på pladen.

Det seneste udspil fra Holy Ghost byder på den kendetegnende retro-synthesizers lyd, en stilart som ligger et et sted mellem to bestemte DFA/disco-navne – !!! og LCD Soundsystem. Den rene lyd stimulerer forventningerne til den første LP fra Holy Ghost! – og hey, apropos retro-synths, så tjek det udefinerbare midterstykke i Do It Again. Nummeret kan hentes fra duoens egen hjemmeside, som man kan finde ved at klikke på billedet nedenfor.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ding-dong disco-dag


Når Vegas medarbejderne på lørdag møder ind, håber jeg de ikke nogen af dem afskyr synthezisers. De bliver nemlig svære at undgå, for der er lagt op til en fejring af discogenren i alle dens afskygninger.
Store Vega står i discopoppens navn, og indtages allerede kl. 21 af norske Casiokids, der spiller dobbeltkoncert med den danske pendant Vinnie Who. Lille Vega besøges af to navne fra den helt anden ende af discoens genrespektrum: amerikanske Chromatics, der med sin genreskabende neodisco har inspireret bands over hele verden – som f.eks. danske Rosemary, der varmer op for heltene.

Casiokids poppede og let psykedeliske disco har vi tidligere omtalt, senest i forbindelse med koncerten på årets Roskilde Festival. Ligesom Vinnie Who er de et fremragende liveband, som spilleglæden lyser ud af. Dog mener jeg, at Vinnie Whos sangmateriale er stærkere – det har lidt flere mål og facetter end Casiokids, hvis stemninger af og til bliver for ensartede. Hos dem kan jeg savne mørke og ro. Fordybelse. Det er der lidt mere af hos Vinnie Who – måske på grund af projektets inspiration fra neodiscoen. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hvis ikke Vinnie havde spillet på Store Vega samtidig, havde de været blandt publikum til Chromatics.

Casiokids – Finn bikkjen
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Finn-bikkjen.mp3]

Vinnie Who – Game On
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/01-Game-On.mp3]

Chromatics fik om nogen kickstartet bølgen af dyster, fladebaseret dansemusik. På gennembrudsalbummet Night Drive fra 2007 er der langt til 80’erne og kikset hår. Kvartettens fokuserede, minimalistiske og ofte langstrukne numre giver langt flere associationer til rene linjer og dansk design end til polyester og limegrønne svedbånd.
Den renhed og det dystre univers inspirerer ikke blot musikalske søskende som Glass Candy og Desire. Danske, up-coming Rosemary spiller sin første, officielle koncert som opvarmning for Chromatics.

  • Hvilket scenarie kan man forvente til en Rosemary-koncert?

Vi vil gerne invitere publikum indenfor i Rosemarys stue. Man kan forvente at blive påvirket.
Vi er tre mand og en sangerinde, to computere, ti drumpads, to synths, en controller og en digital pedal. Det er fint lige nu. Det eneste organiske er Sahars stemme. Resten er kompromisløst elektronisk, men live. Det levende element er mennesket som kontrollerer maskinerne og ikke omvendt – det omvendte er ligegyldigt. Vi er interesseret i at spille musikken live, men kun elektronisk – liveguitar, livebas, livetrommer osv. dræber stemningen fuldstændigt.

  • Er Rosemary inspireret af Chromatics?

Ja, Chromatics er banebrydende og har formået at flytte en masse elementer til et helt nyt sted, hvilket har været meget inspirerende. Vi er inspireret af mange ting. Men fundamentalt er vi inspireret af teknik og teknikker, der gør det muligt at finde frekvenser og sårbare synthlyde og kombinationer af toner, som lige præcis rykker dér i mellemgulvet, eller helt nøjagtigt dér i maven og giver den helt korrekte følelse, eller en helt ubeskrivelig følelse.
Hardware og software er det mest konkret inspirerende inde i kernen af processen, det er her man finder ud af hvad man kan og ikke kan og hvor det præcis er at ting begynder at røre på sig. Man forelsker sig i maskiner som man begynder at kunne kommunikere med og finder ud af kontrolmulighederne med dem, man holder af dem og lærer dem at kende og bekymre sig om dem, fascineres og overraskes.
Derudover er Sahar den store inspiration – noget som man helst ikke må sætte ord på.

Rosemary – Old Old Persian Tale
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/Persian-Tale.mp3]

ChromaticsNight drive
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/Night-drive.mp3]

Som om de to arrangementer ikke skulle være nok, topper Vega aftenen af med efterfest på Lille Vega, som gæstes af Vinnie Whos dj-team, Djuna Barnes og Kasper Bjørke m.fl. I Idealbar har Svedhytten, den faste lørdagsklub, inviteret Casiokids bag pulten. Der er gratis entré til begge fester.

Chromatics + Rosemary
Præsenteret af Smash!Bang!Pow! & Vega
27. november 2010 kl. 22
Lille Vega, København
Billetter her.

Vinnie Who + Casiokids
Præsenteret af TDC Play
27. november 2010 kl. 21
Store Vega, København
Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To hurtige – Kisses & Twin Shadow

Amerikansk indie rykker. England havde sine gode år med Libertines, Franz Ferdinand og Arctic Monkeys, men efter “alle-bands-med-base-i-Brooklyn-er-gode”-bølgen ser det ud til, at udfaldet af de to musikalske sværvægteres torvtrækningen bliver i amerikanernes favør.

Dagens to anbefalinger kommer i hvert fald fra hver sin side af landet, men repræsenterer stadig et samlet udtryk. Fra Østkysten og Brooklyn-projektets Twin Shadows synth-inficerede indierock, til Kisses i solen fra Vestkyst og LA er en ting fælles – kærligheden til trommemaskinerne.

Kisses første single “Bermuda” er lyden af årets første cykeltur til stranden en sen eftermiddag. Med venner, bare ben, et dårligt ipodanlæg og tacky turist-håndklæder.
I kølvandet på chillwave og alt det andet, stak dreng/pige-duoen i foråret hovedet op af sandet. Og det var det helt rigtige tidspunkt. Lige dele svenske balearic (tænk The Tough Alliance og Air France), indtagende vokal og popstruktur gør Kisses fine numre svære at modstå. Titlen “People Can Do The Most Amazing Things” giver fuldt ud mening, når Kisses er afsenderen.

KissesBermuda
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/Bermuda.mp3]

KissesPeople Can Do The Most Amazing Things
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/People-Can-Do-The-Most-Amazing-Things.mp3]

Rygtet siger Kisses kommer til København til november – det er dejligt, og mere information kommer snart.


Vi rykker lidt mod nord. Fra LA’s strandstemning til Brooklyns alvorstyngede hverdag, som Twin Shadow både skaber drømmelandskaber af og længes efter andre, lysere himmelstrøg fra. Jeg er vild med den dansable desperationen på “I Can’t Wait”, og med den kontante guitars glasklare riffs. Grizzly Bears Chris Taylor er producer/sparringspartner for enemanden bag Twin Shadow, George Lewis Jr., men hvor Grizzly Bear altid har kigget tilbage til 60’erne og 70’erne for inspiration, er det ikke svært at forestille sig en ipod med massere af The Smiths og The Cure weltschmertz i hænderne på Lewis. Og kombineret med stor fortællelyst i både tekst og melodi, struktur fra trommemaskinen og imponerende mængder af melodier på guitar såvel som keys, er den netop udgivne debutplade Forget ganske uimodståelig.

Twin ShadowTyrant Destroyed
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/01-Tyrant-Destroyed.mp3]

Twin ShadowI Can’t Wait
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/03-I-Cant-Wait.mp3]