Morten Regnsky sommermixer

Indrømmet. Vi fejrer stadigt vores fødselsdag, som hyldes ved at præsentere bloggens individuelle kærligheder i form af mixtapes.
Ovenpå Evas sommervenlige, indieglade mixtape er det blevet min tur til at poste et tilsvarende set, i samme længde og form. Genremæssigt har jeg valgt at fokusere på de mere elektroniske aspekter, som man med måde godt kunne klassificere som klubmusik. Jeg har dog valgt at præsentere forholdsvist langsomme og sjælfulde beats, så mit mixtape kan appellere til sofaen derhjemme, såvel som de sene timer.

Jeg starter ud med den Boston-baserede duo Soul Clap, blandt andet kendt fra det eftertragtede label Wolf+Lamb. Den seneste ep udsendte de på Crosstown Rebels og bærer titlen Action/Satisfaction. Titelnummeret er jeg smaskforelsket i, og det langsomme housetrack bevæger sig sløvt afsted med handclaps og mandevokal. Tracket efterfølges af det seneste skud fra Diynamic-familien fra Hamburg og omegn, David August. Fra hans seneste ep Instant Harmony har jeg nok engang gået efter titelnummeret, som bærer velkendte violinsamples, fra et nummer jeg simpelthen ikke kan huske titlen på. Det er voldsomt melodiøst og fint.

Kasper Bjørkes seneste single, Heaven, er blevet remixet af Prins Thomas, Nicolas Jaar og vores egen danske Muzzle Flash. Sidstnævntes remix er min overgang fra det rolige og trygge, til et mere discoorienteret lag af sweet vibes. Efterfølgende bliver det mere deep, med Sasse & James Flavours seneste samarbejde, ep’en Comfort Zone, som udkom på Statra. Og det er en comfort zone, fuldstændigt som det afspejler hensigten med mit mixtape. Nummeret hedder Happy Ending, men er, på trods af titlens oplagte muligheder, ikke mixtapets sidste nummer. Det står Nicone nemlig for, som har remixet et tracks fra Spoony Talkers allerførste udsendelse, Nine to Nine. En fin afslutning på et mixtape, jeg har været yderst tilfreds med, taget i betragtning at det er mix optaget live. Jeg håber at den positive feedback vil blive delt af jer, og ellers er I velkomne til at sende ris i min retning :))

Regnsky Mortens Sommermix by regnsky