Pop Revo 2011 i bakspejlet

Hørte jeg dig hviske ”eskapisme”? I så fald kan du med rette sig det højt. En noget hovednavnsløs og musikalsk usammenhængende Pop Revo-festival bød nemlig i høj grad på netop det.

Mellem de optrædende på Voxhall var der en fin lille gennemgang af tidligere festivalers lineup, og vi kunne ikke undgå at blive en smule misundelige på dem, der besøgte festivalen da navne som Caribou, Bear In Heaven og Figurines kiggede forbi. Ikke fordi programmet i år var ringe. Der var bare i høj grad tryk på Revo-delen af festivalnavnet. For popører som os er det selvklart et minus på den personlige konto – her kommer det usammenhængende ind i billedet, for der er altså ikke megen sammenhæng mellem Owen Palletts hjerteskærende smukke opførelse af sine elegier fra det hinsides og Capillary Actions opvisning i skizofren cirkusrock – eller Sail A Whales harmoniske svenskerpop og Iceages rastløse punk.

Lørdag slog Owen Pallett benene væk under både Mads og undertegnede i sådan en grad, at resten af aftenen forsvandt i minder om ekstranummeret E Is For Estranged. Thulebasen spillede ellers vældig højt, dygtigt, længe og havde et gigant-publikum (festivalens største?) men musikken fik aldrig helt overbevist vores på det tidspunkt noget dovne og konservative ører til at gå med på legen.

Men hvor Pop Revo måske ikke bød på de helt mindblowing musikalske oplevelser for os, var festivalen et studie i søde mennesker, billige øls virkning og god stemning. Indie-Danmark burde holde træf oftere.
Læs fuld reportage for fredag efter springet:

[spoiler show=”Læs reportage”]19:45 Som vi fredag aften ankommer til Voxhall – efter bælning af hvidvin, studerende er man vel lidt endnu – står Goodiepal på scenen. Og det har han tydeligvis gjort længe. Scenariet der møder os er i hvert fald rimelig abstrakt: Et tæppe er rullet ned foran scenen, og på det opprojiceres en sort/hvid film med lyd og det hele. På gulvet foran scenen sidder Goodiepal med sin synth/klaver og spiller underlægningsmusik til filmen. Handlingen (hvis der er en) når aldrig rigtigt at gå op for os. Man skulle nok have været der – relativt ædru – fra starten. Vi er ingen af delene, og opsætningen er for os mere et fortænkt mysterium end den indsigtsgivende oplevelse, det nok var tænkt til at være – og som de 20-30 mennesker samlet sig foran scenen forhåbentlig fik. Måske ikke så oplagt til en festival i høj konkurrence med godt selskab og fantastisk vejr?

20:15 Aftenens første reelle band går på scenen. Sleep Party People har spillet imponerende mange koncerter siden debutalbummet udkom sidste vinter, og efterhånden bevæger bandets lyd sig væk fra det relativt neddæmpede og rolige og længere over mod en støjende, men mere generelt rocket opbygning af numrene. Vi blæses på skift bagover af de monumentale lydbølger og falder ind i det eskapistiske univers, debuten beviste at bandet er mestre i. Bedst fungerer numre med fremtrædende percussion, så som ”The Dwarf and the Horse” og ”Ten Feet Up” , hvor dramaet for lov til at hvirvle op. Særligt ”Ten Feet Up” rammer plet og placerer lytteren midt i paradokset mellem de ekstremt smittende rytmer og den allestedsværende melankoli, som kaninflokken på scenen besynger.

20:50 Brian Batz når knap at spille de første fire toner af den tæt på akustiske ”A Sweet Song About Love” før hele Voxhall bryder ud i et kollektivt ”ååhr”. Så fint og følsom er det, og netop sange som den og de to nye numres forskelligartethed giver koncerten dynamik. De nye sange er støjpoppede på en næsten Mew’sk måde – masser af rumklang (eskapisme) på guitaren og energiske trommer.

21:10 Vi kunne godt bruge mere, da Sleep Party People forlader scenen. Som kompensation vender vi blikket mod den sympatisk billige bar. Mellem koncerterne dj’er Smash! Bang! Pow! nutidige indiehits, og vi skal virkelig holde os i skindet for ikke at spørge om hvert enkelt nummer vi ikke kender.

21:30 Britiske Paper går på. Meget rocket, muligvis punket, muligvis støjende, sandsynligvis godt. Vi – kyllingerne – holder os til Voxhalls velbesøgte terrasse.

22:45 Min aftens personlige hovednavn, svenske Sail A Whale, går på scenen. Det vælger jeg i hvert fald at antage. For det er svært helt at afgøre, og det er næppe mange af festivalgængerne, der helt opfanger at der rent faktisk er en koncert i gang. Sail A Whale gemmer sig bag samme scenetæppe som Goodiepal tidligere på aftenen spillede foran, og skjules fuldkommen af deres kryptiske og symbolske videoprojektioner.

23:00 Overraskelsen over optrædenen har lagt sig og musikken fylder mere og mere af mine tanker. ”Svenskerpoppet udgave af Sigur Ros”, skriver jeg i notesblokken, mens filmen viser billeder af skovbrænd og dansende piger med næsten uhyggeligt spjættende muskler. Svenskerpop fordi Sail A Whale, lige gyldigt hvor meget de end forsøger, ikke kan få støjende guitar og langstrakt synth til at eliminere melodien – særlig live, hvor den tekstløse vokal på numre som de fænomenale ”See You Inside” og ”Slwhl” bærer melodien sikkert hen over instrumenternes landskaber. De kan ikke løbe fra slægtskabet med Gentle Touch og The Radio Dept., og mange tak for det. Den klarhed numrene tilføjes live er guld værd, så kan det visuelle flimre for sig.

23:45 Hjem eller Ice Age? Vi vælger hjem. Efter sådan en gang prætentiøs (i ordets bedste betydning) og bittersød svenskerpop virker punk en smule absurd – en smule malplaceret i indiekolonien. Så moderne er vi heller ikke.

[/spoiler]