Footwork møder: Musique concrète

Vi følger den elektroniske musikgenre footwork tæt her på Regnsky og har flere gange påpeget dens innovative kraft. For få dage siden udgav footwork-legenden RP Boo sin debutplade. Jeg kigger tilbage på hans tidligere arbejder og påviser en hidtil overset, men tæt relation mellem footwork og genren musique concrète, der blomstrede frem i Frankrig i 1940erne.

 

rpboo-legacy1

Der er godt gang i footwork-udgivelser for tiden. Det er blot få måneder siden, at DJ Rashad udgav sin fantastiske Rollin’ EP, som figurerede på vores ”elektroniske opdateringer” fra februar og marts. Og for et par uger siden udgav Kode9 sin variation af genren. I denne uge udkom så endelig et album fra RP Boo a.k.a. Arpebu a.k.a. Kavain Space. RP Boo har som mange andre footwork-producere været i gang i et par årtier, men er først nået uden for Chicagos bymure med pladeselskabets Planet Mu’s opdagelse af genren. RP Boo gælder som en legende i footwork-historieskrivningen. Han er kendt for en række tidlige hits, der skal have floreret i miljøet, men som nu er svære at opdrive. F.eks. snakkes der på nettet meget om tracket ”Baby Come On”, som skal have været stort tilbage i 1997, men som jeg i længere tid forgæves har opsøgt (hvis nogen har et clue, så sig til). Et andet legendarisk track fra RP Boo er ”11 47 99”, der også går under navnet ”The Godzilla Track” (senere remixed af DJ Slugo blandt andre). Andre navne er ”Another RP Track” og ”Heavy Heat” (nummeret dukkede op på Planet Mu’s footwork compilation Bangs & Works Vol. 2 under sidstnævnte navn).

RP Boo – 11 47 99

(læs min introduktion til footwork fra 2012 her)

”11 47 99” er en slags kode for nummerets oprindelse, der efter sigende blev lavet klokken 11 om aftenen på 47’tyvende gade (Chicago South Side) i år 99. Nummeret er ret skrabet rent instrumentalt. Samtidig er det skrattende og sampletungt, hvilket tilsammen giver det en snert af musique concrète, der er en af de tidligste samplebaserede musikgenre. På samme tid afslører tracket, at den høje footwork-rytme har et slægtskab i musique concrète. Hør bare Pierre Schaeffers klassiske etude fra 1948. Bemærk den høje rytme.

Pierre Schaeffer – 5 etude de bruits; noir

Den høje rytme går igen i en stor del af Schaeffers kompositioner.

Pierre Schaeffer – Etude aux chemins de fer

(Her Schaeffers berømte komposition lavet udelukkende af toglyde!)

De næsten talende samples på ”11 47 99” giver tracket en helt særlig ”concrète”-lyd. Selv det næsten syngende udbrud ”you belong to me” lyder som en desperat, fortvivlet stemme. Den hektiske rytme giver lydrummet et frenetisk mareridtsperspektiv, som om man haster ned af trapperne i et kæmpe boligbyggeri på flugt fra sig selv (læs mit indlæg om uhyggen i footwork her). Drømmeperspektivet er i øvrigt også et fremtrædende tema i musique concrète, hvis ironi består i at omvende de ”konkrete”, virkelige lyde til et lydmæssigt drømmespil.

Et andet track, hvor relationen til musique conrète er måske endnu tydeligere er ”Ice Cream”. Det er endnu et af RP Boo’s legendariske numre fra slut 90erne, som er umuligt at finde på nettet. Jeg tror dog, jeg muligvis har fundet en rigtig version på youtube, selvom RP Boo’s navn ikke er angivet (hvis nogen kan bekræfte eller afkræfte, så sig til).

RP Boo – Ice Cream

(Skru lidt op, lyden er lav)

Dette nummer er nærmest ren musique concrète, hvor fornemmelsen af en decideret instrumentering er forsvindende. Tilbage står de samplede lyde, den trykkede rytme. Og for at give det hele et flot postmoderne twist, så sætter mysteriet omkring RP Boo’s gamle numre på nettet ekstra streng under musikkens ”konkrete” fremtoning: Er den skrattede lyd en del af musikken, eller er det blot resultatet af et dårligt upload på youtube?

Pierre Schaeffer – Apostrophe

(Her bruger Schaeffer også sampling af stemmer)

Pierre Schaeffer – Prismes

(Prismes er fra 1973 og er en rigtig ”atombombeangst”-komposition)

Nyere tracks af RP Boo er mere tilgængelige. Her f.eks. ”Eraser”, som blev tilgængeligt på Planet Mu’s opsamling Bangs & Works.

RP Boo – Eraser
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/05/11-Eraser.mp3]

”Eraser” er et stærkt nummer. ”Live and let die” kører henover mantraet ”Burn, burn, let ’em”. Det karakteristiske for RP Boo er igen den enormt nedtonede instrumentalisering kombineret med en stærkt trykket stemning og samples, der næsten – men også kun næsten – snakker sammen.

Det bringer os hen til hans nye plade, som kom på gaden den 13. maj. Produktionskvaliteten er skruet op, men principperne er i høj grad det samme. Hør dette fantastiske nummer ”Invisible Boogie!”

RP Boo – Invisible Boogie!
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/05/02-Invisibu-Boogie.mp3]

Få instrumentale input, forskellige, næsten talende samples, der interagerer foruroligende og fascinerende. Alt sammen på en bund af solidt pulserende subbas.

RP Boo – Speakers

”Speakers” er RP Boo i topform. Simpelt og fragmenteret, men usædvanligt elegant og kompliceret bygget op. Stemmerne bruges samtidig som rytme og som en sær, intern kommunikation.

RP Boo’s footwork og Schaeffers musique concrète mødes altså over især fire elementer: Den samplebaserede produktion, den sparsomme instrumentering, den høje rytme og det mareridts- eller drømmeagtige perspektiv. Forskellen ligger selvfølgelig i, at footwork har en mere klar rytmik og åbenlyst er skruet sammen, så man kan danse til det. Det minder mig om historien om dengang Karl-Heinz Stockhausen blev bedt om at lytte til Aphex Twin og udtalte “I heard the piece Aphex Twin of Richard James carefully: I think it would be very helpful if he listens to my work Song Of The Youth” Hvad svarede Aphex Twin? “I like Song Of The Youth. I didn’t agree with him. I thought he should listen to couple of tracks of mine: Didgeridoo, then he’d stop making abstract, random patterns you can’t dance to.” Snap! Eller tager han fejl?

Hvad holder mest, footwork eller musique concrète? Hvilken betydning har det, at man kan danse til et stykke musik? Er det vigtigt? Er dansemusik mere “konkret” end musique concrète?