“Min Sorg det er min Ridderborg, der som en Ørnerede ligger høit oppe på Bjergenes Spidser mellem Skyerne; Ingen kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og griber mit Bytte; men jeg bliver ikke dernede, mit bytte bringer jeg hjem, og dette Bytte er et Billede jeg væver ind i Tapeterne på mit slot. (…) Da sidder jeg som en gammel graahærdet Mand tankefuld og forklarer Billederne med sagte Stemme, næsten hvidskende, og ved min side sidder et barn og lytter, skjøndt det husker Alt, førend jeg fortæller det”.

Således beretter Søren Kierkegaard på poetisk vis om sin sorgs arkitektur, og hvordan den former hans relation til virkeligheden. Citatet stammer fra Kierkegaards Enten – Eller som blev udgivet i februar 1843.

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg indleder med ovenstående citat, men årsagen er, at 169 år efter disse linjer blev udgivet, har barnet ved Kierkegaards side antaget form af lyd – eller rettere, et dansk band, som tillader sig at hedde Glass House Failure, har kondenseret denne følelse af sorg og distance til virkeligheden ned i en sang ved navn ”Fallacies”.

Sammenligningen er abstrakt og lighedstegnet er svævende – ja, det er nærmest krøllet sammen og gemt væk i de greb Glass House Failure anvender i produktionen af ”Fallacies”. Vokalen synger smertefuldt bag tremmer af skævvredne beats, som udtværer ordenes hørbarhed. Det er tilsyneladende ikke væsentligt, at lytteren forstår teksten. Teksten pointe er placeret i forholdet mellem vokalproduktion og leveringen af ordene. Vokalen er produceret så stramt, at den maler et billede på en distance fra virkeligheden. En sonisk italesættelse af at være fængslet af sin egen sørgmodighed. De skrævvredne beats står som et solidt gitter foran disse desperate stemmelæber, som taler sorgens og hadets klare sprog. Barnet ved Kierkegaards side: ”husker Alt, førend”, noget er blevet fortalt.

Teksten fremstår som en indre monolog. Et indblik i et menneske, som er løsrevet fra sine omgivelser, eller som forsanger og tekstforfatter Jan Ussing selv formulerer det: “essentielt er ”Fallacies” et talerør for den tjæresorte misantropi, som lever et sted langt inde i mit sind”. Misantropien runger både tungt i sangens titel (”fallacy” er en logisk fejslutning) og i sammenligningen med Ørnereden, der er hævet over masserne.

Ørnereden var amerikanernes kaldenavn for Hitlers hovedkvarter på toppen af alpefæstningen Obersalzberg. Det er ikke alle singler fra danske undergrundsbands som både drager referencer til Kierkegaards indre bolig og Hitlers ydre, men vi må lade associationen føre taktstokken, når musikken er stærkt associativ.

Lad os vende vort fokus tilbage mod ”Fallacies”. Sangen formår at antyde en følelse og kommunikere denne med en konsekvent og intens elegance i et arrangement, som balancer fornemt mellem stilistisk kaos og mixteknisk transparans. Selvom de står på randen af originalt territorium iklæder de sig ikke hul æstetik. Der en sammenhæng imellem sound og sanseligheden i selve sangskrivningen, og man får fornemmelsen af, at det er en indadvendt bevægelse som har foranlediget denne originalitet. Et sjælebillede af et menneske koblet fra den verden, han ikke kan nå – eller måske mest af alt den verden, han ikke kan få til at give mening. ”Fallacies” er temaet for et ensomt væsen, som lever i sin Ridderborg og som væver virkelighedens fotografier ind væggene. Aldrig levet liv, blot observationer af levet liv.

Glass House Failure er kastreret livslyst der sænker sit publikum ned i sorte søer af tjæresort misantropi. Jeg antager at Trent Reznor, fra Nine Inch Nails, stolt ville tage Glass House Failure i hånden og proklamere:

”Ja, vi er elitens Linkin Park. Vi hæver musikkens lixtal men komponerer fra det samme emotionelle rum. Når den ungdommelige følelse af ligegyldighed og distance fra verdenen er intakt i et voksent menneske hæver vi et auditivt spejl frem og visker ”Vi forstår. Vi kender følelsen – den forlod os aldrig” 

Linkin Park – Numb.