Musikken som crime-scene 2: Vladislav Delay

Efter Roskilde fik stilheden lov til at lægge sig her på bloggen for en stund. Men nu skal den brydes, og jeg har fundet den helt rigtige ep at gøre det med. For en måneds tid siden skrev jeg om uhyggen i footwork. Jeg beskrev, hvordan produceren DJ Rashad med en kombination af stressede rytmer og en usædvanlig opbygning af sit track iPod skaber ubehag og rumfornemmelse med en præcision, der får musikken til at lyde som en crime-scene. I modsætning til meget musik, der skal forestille at signalere uhygge – og her mener jeg både decideret gyserfilmmusik og hjemsøgt rock à la Salem – så lyder denne musik rent faktisk uhyggelig og skræmmende (samtidig med at den selvfølgelig lyder utroligt spændende og tiltrækkende).

Jeg vil i dag fortsætte uhygge-temaet med en ny ep af den finske musiker Vladislav Delay a.k.a. Sasu Ripatti (ja, det er så det sidstnævnte, der er hans borgerlige navn). Jeg har længe været stor fan af Ripatti, der laver nogen af de mest vellydende og opfindsomme eksperimenter i elektronisk musik. Navnet på hans seneste udgivelsen er Espoo, som er den næststørste by i Finland. Ep’ens to tracks hedder ”Olari” og ”Kolari”, der er navnene på henholdsvis et kvarter i Espoo og et område i Lapland. Jeg har ikke været nogen af stederne, men de to numre skaber, lidt på samme måde som Rashads ”iPod”, en steds- eller rumfornemmelse kombineret med et sært ubehag. De danner med andre ord et uhyggeligt rum, en crime-scene.

Vladislav Delay – Kolari

”Kolari” har en meget åbenlys lighed med Rashads footwork i kraft af det voldsomme tempo og den insisterende rytme. Man kastes direkte ud i beatet, nådesløst uden formidling, som blev man vækket fra et black-out med dunkende hoved og en fornemmels af at have gjort noget forfærdeligt. Musikken udvikler sig meget subtilt: Hvis man lytter til de første 30 sekunder, er det svært at høre en ændring, men hvis man springer fra sekund 30 tilbage til start, kan man tydeligt høre, hvad der er sket. Det gælder faktisk en stor del af tracket: Du kan lytte til et halvt eller helt minut uden rigtig at bemærke ændringer og derefter springe tilbage til, hvor du kom fra, hvorefter man med lethed kan høre det. Kompositionen virker som en spejling af uundgåelige og uigennemskuelige konsekvenser af en forbrydelse: Man prøver febrilsk at forstå, hvad man har gjort, men hver gang, man hører noget nyt, er det for sent, er det allerede sket.

De to tracks på Espoo udmærker sig altså ved hverken at være fortællende eller decideret abstrakte. I stedet vækker de én i et rum, hvor hændelserne allerede har fundet sted – ligesom på en crime-scene.

Vladislav Delay – Olari