Regnskys julekalender 2016: 10. december

Blood Orange Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi nærmer os så småt halvvejs punktet mod jul og dermed også på denne liste. Derfor synes jeg, at det måske er på tide, at jeg lige forklarer de regler, jeg lagde for mig selv, da jeg gik i gang med at lave listen. Først og fremmest skal sangene været udgivet i år. Der er et par sange på listen, som egentlig oprindeligt blev udsendt som single sidste år, men så længe de er udgivet på et album i år, er det godt nok til mig. Det er dog, så vidt jeg husker, kun én eller to sange, der er tale om. Derudover kan hver artist kun figurere på selve årslisten én gang. Det er egentlig bare for at undgå, at det bare bliver en ‘best of’ for den/dem, som indtager førstepladsen – for tro mig: Førstepladsen har begået et stjernegodt album.
Nå ja, og så er det hele fuldstændig subjektivt. Jeg har selvfølgelig forsøgt at gå så sagligt til værks som muligt, men musik har simpelthen så mange kvaliteter, og det er så forskelligt, hvad der lige rammer dig og mig. Og sådan skal det også være. Men jeg håber, at jeg har fået sammensat en rimelig eklektisk liste i bedste Regnsky-stil, som alle kan finde noget, de kan lide, på.

Årslisten: #15
Nu kan jeg ikke trække den længere. På 15. pladsen finder vi Dev Hynes aka Blood Orange. Han er på listen på baggrund af hans helt fænomenale tredje studiealbum, “Freetown Sound”. Det skal tages meget bogstaveligt, for jeg har vitterligt haft svært ved at vælge ét nummer, som er mit yndlings fra den plade. For mig er det et konceptalbum, som fortæller noget om den samtid, vi – og særligt de af os, som interesserer sig for amerikansk kultur og samfundsforhold – lever i. Jeg er endt med førstesinglen “Augustine”, men jeg kunne lige så godt have valgt “Hands Up”, “Hadron Collider” eller “E.V.P.” eksempelvis.

Årets danske koncert: #2
I går kunne jeg præsentere årets næstbedste internationale koncert, så i dag er det naturligt nok tid til den næstbedste fra vores egen andedam. Eller skulle jeg skrive hestedam? Nej? Okay… Men på andenpladsen ligger i hvert fald Kentaur, og det gør de for deres koncert i Pumpehuset i forbindelse med en No3 showcase tidligere på året. Den koncert er uden tvivl den, hvor jeg har oplevet de mest imponerende visuals i år. De var med til at skabe en helstøbt koncert, hvor Marc Bjørn Rolands lækre, dybe og nærmest messende vokal ledsaget af strygere flød alle og ingen steder fra gennem den virtuelle jordklode, som omgav bandet. Hvis man endnu ikke har oplevet Kentaur live, så er det bare om at få det gjort. Det er en oplevelse, og ubetinget en af de bedste koncerter jeg har været til – ikke bare i år, men i flere år!

Det var alt fra denne første tocifrede dag i december. I morgen står den på to artister, som jeg har haft fornøjelsen af at interviewe i år, når vi kigger nærmere på årets bedste internationale koncert – og nummer 14 på årslisten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 3. december

Kaytranada Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi har ramt den 3. december og den første weekend i december og dermed også afslutningen på den første af mine otte mini-lister. Og så er der lidt virkelig, virkelig lækker hiphop til weekenden.

Årslisten: #22
Folk, der kender mig, vil nok undre sig lidt over, at der overhovedet er noget hiphop, som har fundet vej til min liste. Lad mig lige slå fast, at jeg ikke har noget imod genren – der skal bare ret meget til, før det falder i min smag. Men det har det her nummer virkelig gjort, og derfor er det også det første hiphopnummer, vi skal møde på listen (ja, der er mere end ét!). Nummeret er et samarbejde mellem haitiansk-canadisk producer og så en af amerikansk hiphops allerstørste talenter lige nu. Sidstnævnte leverede en helt fænomenal koncert på årets Roskilde Festival og rigtig mange af dem, som jeg mener, ved noget om det, vurderer, at Anderson .Paak inden længe vil være at finde øverst i den hiphop-fødekæden. DJ’en er KAYTRANADA og sammen har de skabt “GLOWED UP”.
For at være helt ærlig, så har jeg virkelig svært ved at sætte ord på lige netop det her nummer. Det er et af de numre, som man bør lytte til med et par gode hørebøffer på, så man for alvor kan få den fulde oplevelse af KAYTRANADAs intrikate produktion, som ledsages perfekt af Paaks fløjlsbløde vokal. Og så nyd lige breaket cirka tre minutter inde i nummeret. Av, det er lækkert. Nej, det er perfekt!
Mens jeg sidder og skriver det her, bliver jeg helt i tvivl om, hvorvidt nummeret burde have været højere oppe på listen. Det burde det egentlig nok…

Årets spillested: #1
Jeg skrev i går, at der var en virkelig god grund til, at Lille VEGA måtte tage til takke med andenpladsen. Den grund hedder Pumpehuset. Som de fleste af jer nok ved, så har det skønne spillested fået frataget sin støtte fra næste år og står derfor lige nu til at lukke i slutningen af 2017. Det vil i mine øjne være intet mindre end en katastrofe. Især Pumpehusets Byhave udfylder en helt unik rolle i det københavnske kulturliv ved at være et sted, hvor unge bands kan få en eksponering og en mulighed, som måske kan være med til at give dem det skub bagi, som de har manglet. For publikum er det et frirum midt i den travle hverdag i sommermånederne. Hvor vil det dog være ærgerligt, hvis det skal forsvinde. Og så har jeg ikke engang talt om selve spillestedet, hvor blandt andre Kentaur tidligere i år skabte noget helt unikt og inderligt.

Det var alt for i dag. I morgen tager vi hul på min top tre over årets bedste festivaler. Jeg kan allerede nu afsløre, at der er skiftet en del ud på listen i forhold til sidste år. Læs med i morgen!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Spot på SPOT – Regnsky anbefaler…

Spot Festival
Foto: Pernille Thorup

Så er det ved at være den tid af året igen. Det er ikke til at se på vejret, men foråret er over os, og med foråret kommer årets første festivaler. Traditionen tro er SPOT Festival i Aarhus en af de festivaler, som for alvor markerer, at sæsonen er skudt i gang, og hold nu op, hvor er der mange lækkerier på programmet i år. Faktisk så mange lækkerier, at det har været voldsomt svært for mig at lægge mit program i år, fordi jeg som ene mand desværre kun kan være ét sted af gangen. Så jeg har forsøgt at samle en god, blandet liste over navne, jeg helt sikkert skal forbi. En liste, som tæller fire danske navne, tre norske, to svenske, et færøsk – og så lige et enkelt “dayparty”.

Bloody Beach (NO)

Fredag klokken 17.45 på Atlas.

Festivalens første must see kommer i form af de norske psykedeliske surfrockere fra Bloody Beach. Hvis vejret ikke har rettet op på sig selv inden da, så er jeg sikker på, at Bloody Beach nok skal bringe foråret med sig til Aarhus på charmerende vis.

Saint Cava (DK)

Fredag klokken 19.15 på Godsbanen, Åbne Scene.

Hvis det nu ikke helt lykkes at få sunget regnvejret væk, så er der ikke andet at gøre end at omfavne det – og der finder man nok ikke et mere passende navn til at holde en ved selskab end danske Saint Cava. Saint Cava er lækker og sexet elektronisk R&B, som kun kan give dig en god start på din fredag aften.

Kentaur (DK)

Fredag klokken 21.15 i Musikhuset, Store Sal. De spiller også lørdag klokken 14.00 på Castenskiold.

Jeg hørte Kentaur (som parentes bemærket blandt andet består af vores tidligere skribent Søren Stenager) live for første gang til No3’s label night på Pumpehuset forleden, og jeg er ikke bange for at sige, at det var aftenens højdepunkt ud af et meget stærkt program. Hvis du er til vokalbåren, dyb og langsom elektronisk musik med massere af sjæl, så kig forbi Kentaur enten fredag eller lørdag.

Albin Lee Meldau (SE)

Fredag klokken 22.15 i Musikhuset, Lille Sal.

Der er ingen grund til at rende langt væk efter Kentaurs koncert om fredagen for så risikerer man at gå glip af Albin Lee Meldaus koncert, som går i gang kort tid efter i Musikhusets lille sal. Albin er en svensk singer/songwriter, som måske har udgivet årets mest iørefaldende single i “Lou Lou”. Personligt sidder “Lou Lou” fast i min hjerne på den gode måde, så jeg er meget spændt på, hvad den berejste svensker ellers har at byde på.

Dagny (NO)

Fredag klokken 23.00 i Musikhuset, Store Sal.

Vi slutter aftenen af tilbage i den største sal i Musikhuset, hvor norske Dagny står klar til at sparke gang i en kæmpe popfest på ryggen af hittet “Backbeat”. Dagny med det fulde navn Dagny Nordvoll Sandvik er til daglig bosat i London, og det er da også popmusik af international kaliber, der kommer ud af den unge nordmand. Hvis du skal videre ud i natten, kan Dagny bestemt sende dig godt af sted!

Hvis du har lyst til at blive hængende lidt længere, så skal der da også lyde en anbefaling til Slowolf (Voxhall ved midnat) og The Entrepeneurs (SCC klokken 01.00) som begge altid er garant for en god live-oplevelse.

UHØRT Dayparty

Lørdag klokken 12.00 på Fidels. Møl og Shy Shy Shy kan også opleves henholdsvis fredag klokken 00.30 på Radar og lørdag klokken 17.00 på Voxhall.

Som faste læsere vil vide, så hører UHØRT Festival til blandt mine absolutte yndlingsfestivaler, og som en slags mini-SPOT Festival er de naturligvis også til stede i Aarhus med et stærkt program bestående af fire navne fra sidste års program. Drømmepopperne fra Shy Shy Shy skyder musikken i gang klokken 13.00, og så følger de hårde shoegazere møl, de Roskilde-aktuelle noiserockere i Deadpan Interference og hiphopperne fra Manus Nigra ellers trop, indtil det musikalske program slutter lidt efter klokken 17. Herfra skal der især lyde en anbefaling til Shy Shy Shy og Deadpan Interference, som jeg regner med at høre meget til i løbet af 2016.

Ary (NO)

Lørdag klokken 15.00 på SPOT Royal. Spiller også fredag klokken 21.45 på Atlas.

Hvis man vælger ikke at blive hængende til hele UHØRTs fest, så vil jeg anbefale, at man i stedet finder vej til SPOT Royal, hvor det norske megatalent Ary spiller en eftermiddagskoncert. Styrken i Arys musik er uden tvivl en unik og indlevende vokal, som komplementeres af et simpelt synth-båret elektronisk udtryk. Det er popmusik anno 2016, og det har allerede taget det mest af Nordeuropa med storm.

Pale Honey (SE)

Lørdag klokken 18.30 på Voxhall.

Madrid har Hinds, Aarhus har Velvet Volume, og Göteborg har så Pale Honey. Pale Honey er melodisk rockmusik i sin mest simple og elskværdige form, hvor det er energien, der driver værket. Den perfekte måde at blive vækket på, hvis man ligesom jeg er en lidt langsom starter på dag to af en festival.

JÆRV (DK)

Lørdag klokken 19.30 på Godsbanen, Remisen.

Jeg er stadig helt tosset med JÆRVs debut-EP, som udkom sidste måned. Det er powerfuldt, det er lyrisk, og det er formfuldendt popmusik af den absolut bedste slags fra vores egen andedam.

Konni Kass (FO)

Lørdag klokken 20.15 på Godsbanen, Åbne Scene.

Vi fortsætter i, hvad jeg godt kan se, er ved at udvikle sig til en decideret kvindelørdag med den færøske artist Konni Kass. Man kan drage visse paralleller til Ary, men Konni Kass er alligevel storslået på en anden måde med en ømhed i vokalen, der gør mig meget nysgerrig på hendes debutalbum, som gerne skulle være på vej inden alt for længe; nærmere bestemt til september.

Palace Winter (DK)

Lørdag klokken 23.30 på Voxhall.

Jeg slutter rækken af med at anbefale et band, hvis nyeste single vi for nylig havde eksklusiv premiere på. Det er naturligvis danske Palace Winter, som nok skal få sat publikum godt af sted ud i natten med deres energiske drømmepoppede shoegaze. Jeg er dybt forelsket i deres musik, og derfor må en af mine varmeste anbefalinger også gå i retning af den dansk/australske konstellation.

Det var det for denne gang. Der er naturligvis mange flere bands, jeg ville kunne anbefale, men noget af det bedste ved SPOT Festival er de timer, hvor man helt forudsætningsløst tager på opdagelse på et tilfældigt spillested. Og det vil jeg naturligvis ikke ødelægge for dig.

Jeg vil i stedet slutte af med en spilleplansbeslutning, som jeg finder ret morsom: Bandet med det yngste stampublikum har fået en af spilleplanens seneste tider, så hvis du vil til fest sammen med trætte teenagepiger, så kig forbi Scandinavian Congress Center lørdag klokken 01.30, hvor Citybois indtager SPOT Festival. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *