Roskilde er godt i gang , og hvis du er en af de hårde hunde, der ikke er blevet for gammel til opvarmningsdagene, kan du måske nikke genkendende til at have fået udvidet din musikalske horisont. Hvis du først rammer pladsen når de ‘rigtige’ musikdage begynder, men faktisk er lidt nysgerrig på hvad opvarmningsdagene kan, giver jeg dig her fem bud på de bedste koncertoplevelser fra mandag til søndag på Rising.
OBS: Hvis du er en af de 20%, der hvert år bliver i campen for at safte dig ned til Pattesutter, og aldrig når ind på musikpladsen er denne artikel måske også noget for dig. Der er ikke langt fra festivalområdet til Rising eller Countdown-scenerne.
SØNDAG, 30. JUNI
Søn, kl. 21.30 – Musik og møs til alle (selv shawarma-manden)
Indrømmet! Jeg havde ikke planlagt, at jeg skulle se Søn mandag aften, men jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det! Foran Rising vrimlede det med folk, der, ud fra deres fornuftige og anti-gøglede beklædning, højst sandsynligt har været tættest på de 30 og alt for gamle til at campe i C. Folkets musiksmag viste sig at være en vinder, og jeg blev først og fremmest grebet af forsanger Kristoffer Jessens ualmindelig glatbarberede isse, der næsten ville kunne spottes fra teltene i E. Da Søn gik i gang, viste det sig, at bandet er meget mere end en catchy frontmand med hvidt tøj. Søn består af fem venner, der mødte hinanden på en højskole. Sammen spiller de skandinavisk, poetisk smadderpop med tekster der bevæger sig mellem gak og genialt. Bandets lyd trækker tråde til Barcelona og Bisse, og debutalbummet; Det Skandinaviske Design, er, ligesom de to danske darlings, blevet taget varmt imod med hele seks stjerner. Jeg ELSKER at pladen indeholder numre som Når Pornofilmen er færdig eller King Kebab, som uddeler kys til alle med teksten: “Jeg fletter øjne med neonlysets kys, Shawamamanden, Ku’ godt trænge til et møs, Fra mig”. – For ikke at nævne Dan Bilzerian, som er det perfekte parodi nummer, til Instagrams største gambler.
Deres koncert på Rising var fyldt med dybe improvisatoriske tendenser, synth-melodier og jazzinspirerede klange. – Og på trods af et enkelt lydteknisk break (som ikke var bandets skyld), var jeg solgt til deres tossede tekstunivers og fængende melodier. Bandet sluttede med hittet Malmö, og jeg har aldrig haft så meget lyst til en smuttur over Øresundsbroen som ved koncertens ende. Du kan høre nummeret (8.15 min. inde i videoen – eller sammenhængende med Fem Fingre) her.
Hjalmer, kl. 23.00 – Ungdommens op- og nedture i stemningsfulde sjælere
Boogies‑flaget med et logo fra Odenses one and only Dance Café blafrede højt foran Rising scenen kl. 23 søndag aften. Der var stærkt fremmøde fra hjemstavnen, da den unge singer/songwriter fra Fyn gik på scenen. Der var desværre også stort fremmøde fra unge og fulde fans, som gentagende gange råbte: “KIM LARSEN!” fra de bagerste rækker. Et ærgerligt tilråb til Hjalmer, som alle kender efternavnet til, da han er søn af Kim Larsen. Tilråbene var ærgerlige, fordi alle sammenligninger er unødvendige. Hjalmers popmusik er iørefaldende og fængende, og jeg ville nærmere skyde på, at han var søn af Thomas Helmig, hvis ikke jeg kendte Hjalmers bagland. Koncerten var en stemningsfuld fest af vuggende bevægelser og stærke sjælere, og den trak associationer til Helmigs formidable koncert på Northside i 2017. Du vil kunne lide Hjalmers musik, hvis du er til søde melodier og stærke tekster, som går ud til alle; om du er ung eller gammel. Du vil sandsynligvis kunne lægge genkendelse til tekster, som kredser om ungdommens op- og nedture og alt det, der følger med: byture, sex, kærlighed og angst forbundet med voksenlivet.
Fik du ikke set Hjalmer på Rising, kan du stadig nå at tage revance til hans koncert på Hotel Cecil den 23. oktober. – Og ellers uden tivl en anden god gang. Hjalmer er på vej frem!
MANDAG, 1. JULI
Kogekunst, kl. 15.30 – Pivfalsk til perfektion
Mandag eftermiddag ilede jeg hen mod Rising scenen for at høre Kogekunst performe deres excentriske og elektriske flipperier. Jeg blev glædeligt mødt af de aalborgensiske gøglerne; Simon Wetterstrøm og Oskar Krusells, som repetitivt stod og skrålede “Lalalalalalalalalalalala”, mens Oscar spillede percussion og Simon luftkeyboard med opløftede hænder. Publikum gjorde Simon kunsten efter, og straks efter var tilskuerrækken forvandlet til et hav af sigøjner fagter. Kogekunst er så fantastisk amatøragtige og samtidige professionelle, at det er svært at beskrive, hvad de minder om. Hvis de var en ret, ville de være en blanding af en billig omgang ruskomsnusk eller en finurlig Michelin-anretning. Bandet har før fået kritik for at synge for rent, men jeg er sikker på, at selv Etta Cameron her ville kaste et “stuuurt, stuuurt” fem tal i Kogekunsts retning for falsk vokal. Det er nemlig mening, at lyden skal være kogt. Oscar sang eksempelvis med brægende vokal og growling over et støjrocket nummer, og jeg er sikker på, at det ville være det perfekte indslag på Copenhell. Hvor var i, Kogekonst?! På Rising kørte beatsene i tunge opbyggelige loops, og jeg tænkte flere gange på, at Kogekunst minder om en skør udgave af Mikael Simpsons spoken words-projekter – hvilket skal tages som et kæmpe kompliment. Der er nemlig dybde i plattenslager poesien, og selvom det afsluttende nummer, hvor Oscar synger ‘hun kan ikke sove’ handler om skatte og slatne pikke, er nummeret på sin egen måde en smuk skæring.
Josiah Konder, kl. 17.00 – Manden med den store stemme tog alle sine homies med
Jeg kendte ikke Josiah Konder på forhånd. Det blev derfor en af de ‘øreåbnende’ koncertoplevelser, hvor tomme forventninger løftes i forundring. Seksmandsbandet spiller dyster folk, og der hersker en dybfølt melankoli over musikken. Lyden er på sin vis en blanding af Ice Age (som Josiah Konder allerede har turneret med), Nick Cave og David Byrne. Forsangeren Julius Ernst var iført et gråt jakkesæt, som må siges at skille sig ud blandt usoignerede festivalgængere i støvet. Han sang som en mand, der har knust et hav af hjerter (måske også sit eget) og gennemlevet mange smerter i sit korte liv. På Roskilde havde Josiah Konder udvidet fra seks til 10 mand, og hevet alle sine venner med. Orkesteret blev lidt af en social safari hvor strygere, sax og larmende guitar fusionerede i en forvirrende sammenblanding. Udtryksmæssigt havde guitaristen hurtigbriller på og manglede begge fortænder, bongo trommeslageren var iført en tropisk hat og korsangeren havde brækket armen. Stilsider, der ikke umiddelbart passede til den dybfølte melankoli i musikken. Nogle gange skal musik bare høres, og det visuelle kan være mere forstyrrende end gavnligt. Jeg blev en anelse i tvivl om, hvad bandet ville på Rising, men efter at have hørt debutpladen Songs for the Stunned, er jeg på ingen måde i tvivl. Julius Ernst stemme er kommet for at blive, og bandet har uden tvivl stort talent! Jeg glæder mig til at indtræde Josiah Konders mørke kammer, hvor der spilles dyster folk på den anden side af festivalen. Det bliver det perfekte soundtrack til ‘Roskilde bluesen’.
M. Rexen, kl. 20.00 – Tenacious D møder Jazz
“We are crazy kids. We’re ‘we rule the world style’. We make wild stuff” sådan beskrev troubadouren Michael Rexen sit band på Rising mandag aften. Udsagnet ramte spot-on i beskrivelsen af verdensbandets suveræne sigøjnermusik, og man må sige, at han sælger den godt! Frontmanden er født i de Forende Arabiske Emirater, men bor nu I et telt på Christiania. Han udtaler selv, at musikken er et biproduktet af det liv, han lever. Musik, som er en blanding af afrobeat-rytmer, mellemøstlige strygerarrangementer og rock’n’roll-stykker. Rising blev i går forvandlet til en folkelig fest, hvor alle var velkomne, og hvor der uden tvivl har været noget for enhver smag. Der var masser af horn, tamburin og psykedeliske tilbøjeligheder. Nogle ville måske tænke, at det var for meget. Andre ville tænke, at det var PERFEKT! Lyden var ren, som en festivalgænger på Musik i Lejet, og blæserne kom skarpt i fokus i stil med Fat Freddy’s Drop. Michael Rexen mindede mig på det udseendesmæssige om John Mogensen og på lyd- og performer-siden om Jack Black. M. Rexen gjorde det bare langt bedre end Tenacious D på Orange i 2016. Alle, som har en forkærlighed for indie og folk-bands som Devendra Banhart, Grizzly Bear og Fleet Foxes, skal gøre sig selv den tjeneste at se M. Rexen, hvis de får muligheden for det. Det er den fedeste opvarmningskoncert, jeg har haft i mine ni år på Roskilde, og lyden fra Spotify når ikke live-stemningen til sokkeholderne. Den gør dig til gengæld glad i låget, som musikvideoen nedenfor, men M. Rexen skal opleves live!
