Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det international solidaritetsdag. Det synes jeg, at vi alle skal prøve at have i tankerne i dag. Det mener jeg ikke som et politisk budskab, for jeg vil lade det være op til den enkelte at finde sin egen forståelse af solidaritet, men for mig handler det egentlig bare om fællesskab. Om at tage hensyn til hinanden. I livet. I den paniske sidste-sekunds-julegaveshopping. Og når vi mødes til koncerter. Det handler om at lade være med at føre samtaler midt i en crowd, når de omkringstående rent faktisk er der for at høre musikken. Det handler om at lade være med at tænke, at ham den høje idiot har stillet sig langt frem i salen for at være irriterende – han er måske bare fan af det pågældende band og er kommet tidligt for at få en god plads. Og så handler det om netop det: At lade være med at tro, at man kan komme i sidste øjeblik og mase sig forbi alle dem, som rent faktisk har gjort sig den umage at komme tidligt for at få en god plads. #rantover

Årslisten: #5
‘Sparks ignite when we collide / I can’t seem to get you off my mind’ synger Honeyblood i omkvædet på årets 5. bedste nummer “Ready For The Magic” – og det er lige præcis sådan, jeg har det, når jeg lytter til nummeret. Det er en eksplosion af glæde, kærlighed og positiv energi, som de to skotske kvinder Stine Tweeddale og Cat Myers fremmaner i deres fusionerede univers af drømmepop, garagerock og punk. For mig er det ganske enkelt den perfekte sang at gå på weekend på, hvilket gør det lidt ærgerligt, at den er endt med en placering på listen, som tvinger den ud på en tirsdag – men hey, det er vel aldrig for tidligt at komme i weekendstemning, vel?
For en uges tid siden lyttede vi til Pale Honey her på listen, og for mig er Honeyblood bandet, som lige bygger en lille smule ovenpå og løfter musikken op på et niveau, hvor den bliver en manifestation af den kvalitet, som begge bands sammen med artister som Hinds og danske Velvet Volume har været udtryk for de seneste par år.

Årets danske udgivelse: #3
Jeg lover, at det er sidste gang, at vi kommer til at møde Konni Kass i årets julekalender. Men det er ikke til at komme udenom, at “Haphe” er et helt fantastisk debutudspil. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange flere ord jeg kan komme på hverken albummet eller Konni Kass, men jeg må bare konkludere, at det er en både homogen og musikalsk udfordrende debut, som den unge færing har skabt. I disse tider, hvor mange tager på deres årlige kirkebesøg, så er “Haphe” en nærmest himmelsk opvarmning til den oplevelse. Særligt nummeret “Time” emmer af eventyr og drømme, og det er et af de numre, jeg selv sætter på, når jeg har lyst til at bevæge mig væk fra virkeligheden og ind i et univers, hvor jeg kan være alene med mine tanker. Det er det, jeg tror, at albummet kan for mig; det kan tage mig væk til et trygt sted, hvor jeg for en stund kan ignorere den travle hverdag, som omgiver os alle. Det er rørende (Haphe er meget passende det græske ord for berøring), det er unikt, og det er desværre alt for sjældent. Så tak for det.

Vi er nået til det sted på listen, hvor jeg konstant kommer i tvivl om, jeg har præsenteret tingene i den rigtige rækkefølge. Det er udfordringen ved musik – der er så meget af den, og den berører os på vidt forskellige måder og i vidt forskellige situationer. Så i stedet for at se på listen som en endelig størrelse, så se det hellere som en gennemgang af nogle af de numre, som har betydet noget for mig i år. Og så ses vi i morgen.