Roskilde Festival: Taknemmelighed og ugidelighed

Angel Olsen - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Angel Olsen – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Angel Olsen – Avalon – fredag

Angel Olsen er et omskifteligt gemyt. På et kvarter skiftede hun fra at ville sit publikum til at vrisse af det. Og det er ikke det klogeste at gøre til et tredjedagsfestival-publikum i regnvejr. At bede publikum holde mund er fair nok. Men det er bedre, når det bliver vist fremfor sagt. Hvad der blev sagt var langt henad vejen et problem for Olsen. Hun skjulte på ingen måde, at hun var turnétræt: Roskilde var sidste show på en to-måneders turné, hvor det åbenbart har været et mirakel, at tourbussen ikke har været en mordscene. Hun forstod ikke, hvorfor hun var blevet placeret på Avalon på netop dette tidspunkt – “I guess someone wanted to see me here” var hendes eget upræcise bud. Bandet forstod det heller ikke rigtigt og spillede numrene fra primært Olsens seneste album My Woman uinspireret, men sådan fint nok. Langt henad vejen fremstod Olsens altid imponerende vokal som numrenes eneste holdepunkt, fordi sangenes instrumentale strukturer ikke lod melodierne fremstå helt skarpt nok.

Forsøget på at kompensere for den tydelige manglende lyst til at være tilstede, kom i de temmelig forcerede seksuelle referencer i koncertens første del. Olsens første henvendelse lød “Can we lower the lights a bit? I feel very sexy right now and I want you to feel sexy too”. Det er jo et sympatisk ønske, men det var mildest talt svært at føle sig sexet i gummistøvler og fugtigt regntøj – henvendelsen gjorde ikke distancen mellem scene og publikum mindre, tværtom. Det var symptomatisk for første del af koncerten, hvor Angel Olsen talte om sin fascination af et rimelig almentmenneskelige vilkår: at vi alle ser det samme, men oplever det forskelligt. Olsen valgte i koncertens anden halvdel at vende den sløje stemning mod publikum med sætningen “Can I ask you something? Will you please just shut up?!”. Det er jo sådan set fint nok at ønske det, når man står på en scene, men man kan omvendt også spørge, hvorfor publikum skal give deres udelte opmærksomhed til en artist, som både i sine udtalelser og i sit spil giver tydeligt udtryk for ikke rigtigt at gide at være på scenen. Det samlede i hvert fald ikke individer i en fælles oplevelse, men skabte opdeling mellem scene og telt. Jeg smuttede efter en uengageret opførelse af det ellers forrygende nummer “Sister” for at snakke med mine venner i stedet – tak for den opfordring til Angel Olsen – og håber nu på at næste danske koncert ligger tidligere i turneplanen.

Hamilton LeithauserPavillon – torsdag

Mens alle er til The XX samles mænd på 40+ til Hamilton Leithauser og får en oplevelse i diametral modsætning til den Angel Olsen vil give dagen efter.
I 2004 kickstartede Hamilton Leithauser New Yorker-rockbølgen i front for The Walkmen. Tretten år efter står han som soloartist på Pavillon scene, og forskellen er markant: fra The Walkmens stramt koreograferede rock til soloprojektets leg med rockreferencer er det et godt stykke. Således også på Pavillon, hvor Leithauser i front for tre medbragte musikere optræder i et klassisk rocksetup. Setlisten består mestendels af sange fra Leithausers seneste album I Had A Dream That You Were Mine lavet i samarbejde med Rostam. Trods sangenes skiftende tempi og strukturer præsterer Leithauser og band at virke decideret løsslupne på scenen. Den altid træfsikre vokal klarer de skærende fraseringer og ofte historiefortællende foredrag fornemt, og giver plads til anekdoter og nærvær: det er tillokkende at se Leithauser som prototypen på en vellykkede transition fra meget bevidst cool rockstjerne til familiefaren, som på vellykket vis har skiftet blazeren ud med fleecetrøje. Leithausers publikum er blevet mindre end The Walkmens var, men Leithauser fremstår afslappet cool og taknemmelig, og rammer på numre som “The Bride’s Dad” og særligt “Peaceful Morning” mod koncertens afslutning sweet spot mellem kontrol og spontanitet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde giver os programmet til at skabe de nye legender

Når jeg har talt om Roskildes fremragende program, har nogle af mine venner rynket en smule på næsen og sagt “ja ja, techno og tudeindie, det er fint nok alt sammen, men hvor er legenderne, som vi ved kan håndtere Orange Scene?”. Med det har de ment “Hvor er Neil Young/Bob Dylan/The Who/Kraftwerk/Rolling Stones” – forsæt selv listen af 60’er/70’er-artister, der har defineret de tre store hovedgenrer; rock, folk og techno. Jeg har sagt “tsk, tsk” og vendt øjne diskret. Og så er jeg kommet med en række argumenter.

For jeg synes, at kritikken er forkert. Roskilde har for vane at forvænne sit publikum, gøre dem for godt vant. Det er fra det perspektiv, mine kritiske venner har talt. På Roskilde får vi i pose og sæk. Hvert år, dette inklusiv. Både af hovednavne, der flyves ind, og de purunge, der knap nok kan krybe op på scenen. Vi får kæmpe popnavne (The Weekend), og vi får obskur country (hør lige Margo Price). Vi får den store, samlende Orange-fest (Den Sorte Skole), og vi får intime oplevelser i de mindre fællesskaber (jeg anbefaler Bicep, aYia og Kink, hvis du har brug for elektronisk, Cancer, Angel Olsen, Jenny Hval, Hamilton Leithauser og Julia Jacklin, hvis du har brug for “rocken”). Og vi får ikke mindst altid udfordrende overraskelser, der giver stor glæde, netop fordi oplevelsen ikke var forventet.
Roskilde med til at skabe musiklyttere og mennesker, som går det ukendte i måde med åbent sind, lader sig rive med af det anderledes og som tør stole på, at andre vil dem det gode – både Roskildes bookere, arrangørerne generelt, anbefalingsgivere og ens medmennesker, om det er venner eller folk man ikke kender, men som man på Roskilde er i et nært fællesskab med. Ja, Roskilde Festival lever op til sin formålsparagraf, lad os bare sige det sådan.

Når mine venner har beklaget sig, har jeg sagt, at deres reaktion er et bevis på det modige ved årets Roskilde-program. Programmet udfordrer det forvendte publikum, som mener, at der skal være en særlig type hovednavne. Det udfordrer tankegangen om, at legender var nogen, der levede for 40-60 år siden. Indflydelsesrige musikanter har også eksisteret efterfølgende (og der er flere af dem end Radiohead). De repræsenterer ofte bare mindre strømninger end de tre hovedgenrer. Det gør dem mindre altomfattende betydningsændrende, ja. Men de store, revolutionerende artisters tid, den er forbi, hence fragmenteret forbrug og så videre.

Jeg er kommet mine venners kritik i hu ved at fremhæve de artister, jeg også her vil anbefale jer – artister, som er mit Roskilde-programs moderne legender og, som i min optik skubber til genregrænser og udvikler musikken, lige nu og de sidste 25 år fra deres respektive strømninger og et stykke ind i mainstream. Ja, det er tre navne på store scener, men et par anbefalinger til de mindre ting fik i ovenfor.

Arcade Fire – Lørdag kl. 22, Orange Scene

De fleste havde nok forsvoret, at mine største Roskilde-anbefalinger ville være til Orange Scene. At det er tilfældet vidner om, at genrer til venstre for mainstream nu kan få store menneskemængder til at strømme til. Og det er i den grad gladeligt for en musikalsk diversitet. I Arcade Fire har vi 00’ernes i min optik vigtigste rockband – hvad Radiohead var i 90’erne, har Arcade Fire været i 00’erne. Da det canadiske musikerkollektiv debuterede med den Funeral i 2004 gjorde bandet orkesterinstrumenter som strygere og blæsere comme il faut i alternativ rock – behøver jeg at argumentere for, at det har haft en temmelig signifikant indflydelse?

Opfølgeren Neon Bible fra 2006 imploderede for mig lidt i sine dystopier, men rykkede en samfundsbevidsthed tilbage i rockmusikken, som den orkestrale indie måske havde glemt på himmelfarten mod utopisk skønhed. Med The Suburbs fra 2010 gik Arcade Fire på hugst i rockhistorien – titelnummeret og “Wasted Hours” svinger som et Kinks-nummer, mens “We Used To Wait”‘s strygercrescendo næsten er en selvrefleksion.

Selvom Arcade Fire er et band i konstant udvikling, og at bandet selv referer til debuten understreger på den måde dens indflydelse – og så peger netop “We Used To Wait” og det lidt aparte “Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med deres næsten housede rytmik frem mod Arcade Fires seneste album, Reflektor fra 2015. Her hvirvler referencerne fra de foregående fire albums kaleidoskopisk rundt i hinanden – mest fornemt på titelnummeret og min personlige favorit “Afterlife”, hvor intet andet end congas giver mig galopenergi til at gøre alt jeg kan for de fællesskaber, Arcade Fires strømmer fra, kæmper for og som Roskilde både skaber og former medlemmerne til.
Setlisterne fra Arcade Fires foreløbige festivalshows viser en forrygende samling af alle albums bedste numre, og bandet har, bl.a. på i syndfloden på Roskilde 2007, bevist sig som et fuldstændig eminent liveband. Og i mellemtiden er Arcade Fire blevet verdens største alternative rockband. Behøver jeg at sige, at Arcade Fire meget vel kunne bliver den ultimative Orangekoncert?

Moderat/Modeselektor, lørdag kl. 00:30, Orange Scene

Bliv på Orange når Arcade Fire er gået af. Eller – gå i drinksbaren til højre for scenen. Roskilde har jo alle dage været glade for traditioner, og det ser ud til, at en ny er ved at etableres: at sen lørdag aften på Orange er en elektronisk fest for de musikinteresserede, som giver programmet et ekstra tjek – sidste år tilfaldt pladsen LCD Soundsystem, i år Moderat/Modeselektor, og det er ingen Major Lazer. Men selvom Moderat/Modeselektor næppe et navn, som ringer klokker hos alle de 130.000 mennesker på pladsen, er de en fremragende booking. Derfor lad os få konstellationen på plads: Modeselektor er en berliner-technoduo af den rimelig tunge slags, både i anseelse og i indflydelse, for duoen har siden 2005 givet den rene techno baghjul med uortodokse introduktioner af glitch, breakbeat og jungle. Moderat er Modeselektor sammen med Sasha Ring, der går under kunstnernavnet Apparat. Apparat er melankolikerens techno. Det er dybt, ofte langsomt, med Rings følsomme vokal og guitar i front. Apparat er det kuldegysningsfremkaldende smukke møde mellem menneske og maskine, følelsesmættet og intenst. Og så står Apparat bag et af mine personlige top-3 elektroniske numre, Sayulita” (læs teenage-Evas beretning om det nummer her). Som Moderat smelter Modeselektors dansegulvstække og Apparats tænksomhed sammen, og artister som Sekuoia eller Av Av Av havde nok ikke lyt som de gør uden.

Moderat/Modeselektor er en genial booking af flere årsager. Lad os starte med deres Roskilde-historik: Da Moderat lukkede den hedegangne Cosmopolscene lørdag nat klokken 04:30 i 2010, gik publikum fuldstændig flyvende ud af teltet. Da de spillede søndag kl. 20 på Arena i 2014 blæste særligt det visuelle show fra Pfadfinderei, som vist nok også er med i år. Da Modeselektor bankede luften ud af den i 2012 elendige, oppustelige Apollo-scene med en dansefest af dimensioner, der blev moshet.
Til Moderat/Modeselektor får du også et af Roskildes hovednumre: at de får artister til at lave helt særlige shows – normalt spiller Moderat og Modeselektor ikke samtidig. Men det gør de til denne tre-timers seance med særligt lys- og lasershow på Orange, lørdag nat. Der er grund til at glæde sig.

Slowdive, lørdag kl. 18, Avalon

Jeg har også fremhævet at legender godt kan findes efter 70’erne. De kunne eksempelvis være Slowdive eller The Jesus And Mary Chain, som repræsentanterne til slut 80’er/stat 90’ernes støjpop, der i den grad har haft indflydelse på mangt en pjuskhåret indiemusikant, og som begge er reunion-aktuelle med gode album. Særligt for Slowdive understreger genkomsten, at Slowdive gennem sit 25 år lange fravær blot er blevet et større band end i sin først periode – måske med god grund, for leder man efter et band, som har formået at træffe musikalske valg, der gør Slowdive til et fremragende forbillede. På det aktuelle,  selvbetitlede album udvider Slowdive sin musiks univers mellem skønmalende guitareffekter og mumlevokal, mest bemærkelsesværdigt i i rytmesektionen. Her har Simon Scotts trommespil fået en mere fremtrædende rolle, som på selv en fjerlet svævende skæring som “Don’t Know Why” og årets bedste single “Sugar For The Pill” giver en distinkt grounding og bliver et prototypisk eksempel på Slowdives evne til at skrive musik så smuk, at den er tragisk.

Og så en række contenders…

Når mine venner har kritiseret legendemanglen i Roskilde-programmet og så videre, har jeg også nævnt Solange for sin clean R’n’B, som uden aggression, men med direkte italesættelse får racespørgsmål italesat. Nicolas Jaar har siden sit første hit “Mi Mujer” kombineret techno med minimalhousens melodik fra særligt vokal og skiftevis cumbia-rytmer og jazz-indfald som saxofoner. Nicolas Jaar er i min optik bedst, når han tager fra især elektroniske genrer og forener dem i et super detaljeret, men minimalistisk univers som på 2015-singlen “Fight” – læs mere om det nummer her. Til rock-folket som virkelig savner Neil, Bob og Bruce kan Hamilton Leithauser måske være et plaster på såret. Som frontmand i The Walkmen var Leithauser en af de absolut mest karismatiske frontmænd på 00’ernes alternative rockscene og i front for sit senest projekt i samarbejde med produceren Rostam, skruer Leithauser endnu mere op for de enkelte numres egne visioner – bare lyt hør 60’ernes genklang på “Rough Going”. Eller til den næsten Cohensk simple “In A Black Out”, som sammen med hele Angel Olsens koncert kan give dig din det-lyder-som-en-hvid-mand-med-guitar-genredosis på fashionabel vis.

Så: lad os summe op. Årets Roskilde-program myldrer ikke med de store legender i toppen af programmet, men er et væsentligt indspark i en bevidstliggørelse om, at legender er noget, man selv er med til at skabe gennem eksempelvis sin programlægning som festival og sin lydhørhed som publikum. Roskildes publikum er lydhørt, opbakkende og tillidsfuldt mod festivalbookernes valg. På Roskilde er de betydningsfulde musikere også nogen, der dannes i 90’erne, i 00’erne og i dag. Gå på jagt efter dem og de nye. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *