Strømmen svigtede for Grizzly Bear

Grizzly Bear (foto: Tom Hines)

Grizzly Bear er ikke så meget et indierock-band fra USA, som det er et sammenvævet plaid af fire lige så store størrelser, der af en uforklarlig årsag stadig hænger sammen efter 15 år.

De fire bandmedlemmer er både hver for sig og sammen dygtige musikere, der rammer hver eneste tone, tangent, riffs og rytmiske krummelurer lige i røven. Men Grizzly Bear virker samtidig til altid at være én kunstnerisk uoverensstemmelse væk fra at blive splittet til atomer.

Derfor virker Heartland Festival-publikummets modtagelse af kvartetten fra New York ikke til at stå mål med den nærmest imponerende bedrift, det er, at bandet fortsat spiller koncerter og udgiver flotte albumudspil. Helt uden at rive hovederne af hinanden i processen. Bandets femte album, Painted Ruines fra 2017, og en efterfølgende verdensturné bragte torsdag bandet forbi Heartland Festival ved Egeskov Slot, og det blev modtaget med spredte klapsalver fra et mageligt og velbefindende publikum midt i aftensolen.

Jeg stod stadig og ventede på en falafel, da bandet gik på scenen klokken 21.00, og det var som om, at alle tilhørerne stod og ventede på et eller andet andet. Åbningsnummeret, Losing All Sense fra det ellers fine album fra sidste år, var ikke dét, de ventede på, lyder det til baseret på publikumsreaktionen, da sangen kommer til sin afslutning.

Mens jeg får min falafel, som ikke skulle have været med chili, minder jeg mig selv på, at nogle musikere bruger publikums ansigtsudtryk, bevægelser og lyde som en måde at afstemme sig selv på. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet for Grizzly Bear, der spiller ufortrødent videre.

Og det gør de godt, og de virker taknemmelige for at spille, selvom de aldrig har været et band, der helt elektrisk kommer ud over den famøse scenekant. Mellem numrene tager bandet sig tid til at hylde festivalen (“what an amazing festival, we’ve been walking around here all day) og til at mindes deres danske koncerter og alle de byer, der har besøgt igennem halvandet årti. “Our first gig in Europe was in Denmark. We’ve been in Copenhagen, Aarhus, Kolding, O-den-se” (med tryk på d).

Det danske publikum har altså historisk haft et godt øje til disse fire indie-rockere, men begejstringen kommer aldrig rigtig til syne her ved skumringstid på Fyn. En stærk sidevind rusker i lyden, da bandet efter et kvarters tid endelig åbner op for bagkataloget og i særdeleshed det populære og fremragende album VeckatimestReady, Able bliver fremført ubesværet og næsten fuldkommen uændret i forhold til den oprindelige version, inden bandet spiller deres med afstand største hit, Two Weeks. Den havde publikummet ventet på at høre, indikerer en omgående tiljubling.

Men så, efter en halv times spilletid og midt i opførelsen af Two Weeks, ryger strømmen fuldstændig fra festivalens næststørste scene. Publikum klapper og hujer som reaktion på strømsvigtet, mens bandmedlemmerne kigger på hinanden. Selvom jublen emmer af ironi og nervøsitet, må det være frustrerende for en musiker at kunne konstatere, at dette jubelbrøl bliver koncertens største.

Bandet tager sig tre-fire minutters pause bag scenen, kommer tilbage og siger et par enkelte, men rammende ord om det nummer, de ikke nåede til vejs ende med.

“We’ve played this song too much, anyway. It was God’s way of telling us to stop playing this song. What? I can’t talk about God? It’s a Christian country, right?”.

Bandet slutter meget passende af med While You Wait For The Others. Men det bliver strømsvigtet, koncerten huskes for. Et hårdt kæmpende Grizzly Bear fik aldrig sat strøm til publikummet eller sig selv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den der liste…

2009

Overskiftens mildt negative ordlyd er velvalgt. Lister er ikke lige mig. I år har det været særligt svært. De album jeg har hørt mest er slet ikke fra 2009, og de kunstnere jeg har dyrket mest, har enten ikke udgivet noget endnu, eller har kun ep’er på samvittigheden. Lovende ep’er, særligt fra danske bands, bød 2009 nemlig på en hel del af.
Cody startede året lovende ud med ep’en opkaldt efter bandet. De seks numre varslede et godt år for den danske rockmusik, der skuede mod inspiration fra countrygenren. Selvom opfølgeren Songs ikke levede op til de smukke takter fra ep’en, blev septetens mange velbesøgte og velspillede koncerter en påmindelse om et band, det var værd at lægge mærke til.
Men den ep, der for alvor trak stikket hjem var de allerede enormt omtalte The Rumour Said Fire. Og det med ganske meget ret. For The Life and Death of a Male Body var en pragtpræstation i sangskrivning, diversitet, simpel skønhed og afhængighedsskabende melodier. En pragtpræstation, der i den grad har fået mine forventninger til bandets kommende langspiller helt i top, og som jeg også havde fornøjelsen at anmelde her. I den helt anden kategori var Kenton Slash Demons Khattabi ep, den måske mest indflydelsesrige udgivelse 2009 bød på indenfor dansk elektronisk musik. Netop alle disse ep’er gjorde 2009 til et godt musikår – det varsler nemlig lovende for de næste.

Udover de lovende ep’er var 2009 er noget sløvt år, nu det kommer til at samle de fantastiske udgivelser. Der var i sandhed mange gode – The Field, The Pains of Being Pure At Heart, Telefon Tel Aviv… Men en ting, der kendetegnede alle disse plader var, at de ikke var helt fremragende. De var ikke helt deroppe, hvor musik bliver magi – i hvert fald ikke gennem hele albummet. Derfor kunne de ikke kaldes årets bedste, men blot fremhæves som rigtig, rigtig gode!
Det er til gengæld de her jeg vil huske året for:

mew "No More Stories"
Sjældent har harmonierne været smukkere, kontrasterne større og udtrykket mere sammenhængende end på Mews 5. album, der i den grad indfriede alle forventninger. Trods den prætentøse og lange titel, var “No More Stories…” et værk fra et nu langt mere afklaret band, der ikke længere behøvede tons af attitude for at brænde igennem. Fra den lette, opløftende popsang “Beach” til “Introducing Palace Players” ubesværede genrerjonglering, sidder nerver og følelser uden på tøjet. Årets største lytteoplevelse var for mit vedkommende denne plade på et fantastisk anlæg, hvor bassen for alvor fik fair modstand af de fænomenalt spillede bækkener, og melodierne gav plads til hinanden. Jeg er solgt, og vil formentlig vende tilbage til denne plade længe fremover.

Mew – Vaccine
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/10-Vaccine.mp3]


Lusine - A Certain Distance
Knitrende, poppet, personlig og smuk. Sådan var min første opfattelse af Lusines 9. album A Certain Distance. En sand electronicaperle, der siden udgivelsen i sommers har hold mig med selskab på utallige gåturer og sene søndag aftener. Universet insisterer på tæthed og at komme lytteren ved, hvilket charmerede mig fuldstændig. Singler som “Two Dots” og den energiske “Thick of It” fuldendte sammen med de sfæriske electronicastykker som den naivistisk drømmende “Double Vision” et smukt elektronisk soundscape for frostklare nætter og lune sommeraftener.

LusineThick of It
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/04-Thick-of-It.mp3]

Grizzly Bear - Veckatimest
Hvem tabte ikke hjertet til gråbjørnene i år? Veckatimest fik tilføjet en ekstra dimension til min hengivenhed for de pæne drenge. Sammenspil, ambitiøse arrangementer i poppede omgivelser og bløde vokalharmonier står nu engang mit hjerte nært. Når Grizzly Bears krummelurerfyldte melodier for alvor fik lov til at udfolde sig på “Ready, Able” og “All We Ask”, røg mit lykkebarometer i top, hvor det blev lige til den hjerteskærende smukke “Foreground” lukkede bandets tour de force. Savnede jeg den neddæmpede melankoli fra de foregående album? Nej, for Veckatimest var ikke en udskiftning af de tidligere rammer, men en tilføjelse til dem.

Grizzly BearAll We Ask
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/03-All-We-Ask.m4a]

When Saints Go Machine - Ten Makes s Face
Da Ten Makes a Face ankom i maj, var det måske min indtil da sværeste opgave for Regnsky. At anmelde en plade, der lagde sig så uroligt mellem så mange udtryk var en udfordring. Ikke desto mindre sneg albummet sig ind på mig, og fik efter en uges tid overbevist mig fuldkommen – det var fantastisk! When Saints Go Machines evige søgen efter egne grænser gjorde det svært at putte debutalbummet i bås som den festplade housebeatet lagde grundlag for, eller den popplade perler som “Spitting Image” varslede. Men konklusionen var klar: de mange forskelle i stemning såvel som tempo var en fordel. Et debutalbum der overtrumfede forventningerne.

When Saints Go MachineFail Forever
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/02-Fail-Forever.mp3]

Bear In Heaven - Beast Rest Forth Mouth
Amerikanske Bear In Heavens 3. plade Beast Rest Forth Mouth landede på et rigtig dårligt tidspunkt ud fra mit synspunkt. Til gengæld landede singlen “Lovesick Teenager” sammen med “Wholehearted Mess” på en overnaturlig måde i min bevidsthed og her. Selvom det viste sig at være årets mest kærkomne fald fra himlen, blev det på endnu mere mystisk vis ikke ledsaget af hele pladen, der først de seneste uger har fundet vej til mine ører. Rytmerne er skæve, melodierne lige i øjet, den støjende indpakning falder på et tørt sted og Jon Philpots forunderligt bløde og skæve stemme rammer min kærlighed til det uperfekte, men alligevel åbenlyse. Derfor tør jeg vælge Bear In Heaven som et af årets fem bedste album. Fordi det nummer for nummer har vist sine kvaliteter og holdbarhed, men fremstår præcis lige så fremragende i sin helhed.

Bear In HeavenYou Do You
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/03-You-Do-You.mp3]