The Whitest Boy Alive @ Arena

The Whitest Boy Alive af Carsten Snejbjerg via Polfoto
Min første Roskilde Festival var i det herrens år 2007. Den blev stort set kun tilbragt på Odeon scenen, hvor der var skruet godt op for neonfarverne med et line-up, der inkluderede LCD Soundsystem, Klaxons og CSS. Og selvfølgelig The Whitest Boy Alive, der som det eneste af disse bands er vendt tilbage til støvsteppen igen.
Denne gang i lidt anderledes omgivelser og overfor et vel 5 x større publikum i det tætpakkede Arenatelt. Og hvilket publikum! Med så dedikerede lyttere er det umuligt for en koncert ikke at opfylde succeskriteriet, også selvom man måtte væbne sig med en større portion tålmodighed.

Egentlig havde jeg tænkt mig at danse samme tacky discodans som for to år siden. Det kom jeg desværre ikke til, men det var helt min egen skyld. Publikum var hengivne, overfor det afslappede band, der efter en lidt sløv halv time kom op i fart med nogle smittende og veloplagte ”Courage”, der med en dansende Erlend Øye væbnet med det smittende mantra fik hele teltet til at hoppe med på den direkte discohouse.

Men ligeså højt op som koncerten kom, næsten ligeså langt tog bandet den også ned i de lidt for ofte ufokuseret lange jammingstykker både i og mellem numrene. I det hele taget rodede det lidt for meget i de stramme kasser, bandet indkapsler deres smækre beats og figurer i. Det kunne have givet en fin afveksling fra de indspillede numre, men de kom til at virke skæmmende for en ellers finurlig og veloplagt koncert.

Med hits som “Golden Cage”, “1517” og “Burning” er det dog virkelig svært ikke at skabe en fest. Og selvom discodansen ikke erobrede mig på Arena, erobrede den største del af det ekstatiske publikum, der i op til en halv time efter sidste tone var klinget af, endnu hoppede rundt og skrålede sidste nummers mantra – faktisk så eftertrykkeligt at bandet kom ud foran sceneforhænget og dansede.

The Whitest Boy Alive – Courage
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/03-Courage.mp3]