Om Status Quo, Punk & Wasteland. Et essay affødt af Frost Festival

Forestil dig Status Quo. Status Qou forstået som tingenes uforandrede tilstand. Forestil dig at Status Quo har form. Form som en rektangulær klippesten, der danner skygge for solen. Forestil dig en horde af unge mennesker. En horde af mennesker som har det til fælles at de er født fra 1985-1995. De søger skygge for solen. De er blevet kastet ind i livet og danser parringsdans i skyggen. Blege og begavede nejer de for klippestenen, for den har altid været i deres åsyn. De kender ikke til andet. De kender ikke til udsyn. De er blevet foræret denne situation af historien.

De maler swastika tegn i loftet over deres sengegærde, for at få deres soltegn tilbage. De danner par og bryder op, men først og fremmest vedligeholder de Status Quo. For uden Status Quo har de ingen skygge, så de kerer om klippestenen med vand og sæbe. Uden Status Quo som form og forestilling skal de træffe aktive beslutninger. Status Qou, konformismen og konsumerismen har dannet en hellig triangulering om vor generation. Den har rettet os til. Status Quos triangulering er slyngveninder med sandheden. De holder kaffemøder, hvor de drøfter hvorledes de kan vedligeholde deres magtpositioner.

Fra mit perspektiv har oprøret imod denne situation af stilstand været ganske tavs i kunsten. Generation 85-95 har danset parringdans i skyggen og ladet virkelighed være virkelighed, og der har ikke været meget i kunstens horisont, som kunne smadre eller blot ændre Status Qou. Selv om man kan fodre gribbe med grafiske designere og arbejdsløse dimittender fra designskolen har vi som generation ensrettet os selv i vores søgen på at være et unikke. Vi er unikke konformister.

Synd & Skam Live
P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Du undrer dig måske over, at du beskæftiger dig med sociologiske overvejelser og platoniske analogier på en musikblog. Det har sin årsag. For lige så vel som sandhed og status qou er slyngveninder, har (rock)musikken og oprøret længe været bon kammerater. Musikken har en samtid. En sociologisk dimension.

Det er efterhånden mange år siden, at rocken har haft noget sociokulturelt momentum, men i skikkelse af orkestret Synd & Skam varetager rocken en opgave, som den har forsømt i umindelige tider. Den gør oprør imod de etablerede sandheder. Den fungerer som et talerør for en generations utilpassethed. En generation der stemte rødt og fik selskabsskattelettelser i stedet. En generation, der primært har haft repræsentanter fra dens reality-forgrening. En generation som vedligeholder Status Qou med en tiltagende bitterhed.

Synd og Skam spillede på JazzHouse i fredags i anledning af Frost Festival, og selvom det var et dejligt gensyn for undertegnede, var koncerten også et bevis på, hvor hurtigt man som orkester kan blive krammet ihjel af de kræfter, som man øjensynligt er i opposition til. Nok om det. Det er for så vidt uinteressant i det store hele.

For Synd og Skam har en særlige haiku kvalitet i deres tekst univers, hvor de formår at udvise samtidsbevidst begavelse i ganske få sætninger. Forsanger Asger Hartvig synger som en psykotisk mongol på kanten af epileptisk anfald. Teksterne emmer af knækprosa, beatpoetisk dadaisme & haiku på valium. Det virker tåbeligt ved første ørekast, men ved nærmere eftertanke, er det godt tænkt at formulere sig som en psykotisk idiot. Det er afvæbnende og uprætentiøst.

I selskab med Synd og Skam står det klart at den egentlig tåbelighed er afrundet, poleret og uniformeret som Viasat-pakken. For Synd & Skam er paradise-generationens negation, men samtidig er de også snot i ansigtet på Birgitte Nyborg og den akademiserede politiske korrekthed som hærger i Kongens København. Synd og Skam bruger punkens energi til at diktere frihed fra alle de kategorier og forestillinger som omgiver os, og det er denne aura af frihed som er så umådelig tiltrængt. Synd & Skam er et kollektiv i en individualistisk tidsalder. Synd og Skam er samfundspolemisk musik med en stor poetisk dybde.

Blafret Ør af Kjoler

Selvom intentionen bag titlen på Synd og Skams EP Blafret Ør af Kjoler, måske ikke er identisk med min tolkning af den, formår orkestret Synd og Skam med vilje eller utilsigtet, at diagnosticere deres samtid meget præcist. I modsætning til “Nik&Jay-Æraen” er liderligheden i Synd & Skams univers en urovækkende tilstand. En altopslugende hærgen i en ung mands krop og sjæl.

Skynd dig op af trappen

Selvom man som ung mand ikke kan undsige sig begæret som et grundvilkår, behøver det nødvendigvis ikke være en lyksagelig situation at være liderlig. Enhver som har interesse i at observere liderlighedens allestedsnærværende manifestation i min generation, kan tage på natklubben Simons eller give sig i kast med Justin Timberlakes diskografi, som har en tendens til at handle om begær og hvilken påklædning, der bedst foranlediger samleje (Suit & Tie).Men hvad nu, hvis man faktisk blev Blafret Ør af Kjoler. En følelse af afmagt.

I selskab med Viasat-pakken er det da ikke så underligt at unge mænd bliver vrede. Det er da faktisk mere underligt, at vi andre lader stå til og lader altings selvfølgelighed danse sin sejrsdans. Men dansken har aldrig været et revolutionært folkefærd. Så mens vi går pænt i højre side på vej imod Irma for at lufte hund og købe tofu til aftensmanden, stjæler Synd og Skam en parkeret Sankt Bernards Hund og sætter den fri. Men en hund som er flasket op i tryghed, med foder i skålen og daglige rutiner, forstår ikke den frihed som Synd og Skam tilbyder. For i denne frie verden er der ingen som renser dens pels eller roser den for at hoppe højt. Den er ikke længere et dyr. Den længes efter Status Quo. Den er ikke “dygtig”. Den er ikke unik. Den er bare til.

“Jeg har overlevet Auswitz, men jeg kan stadig ikke pille en appelsin”

(Spillemændene)

Der er en snigende fornemmelse af oprør på færde i musikken. Som en syndflod skylder den indover dannevangens sandslotte og kolliderer med den villavejs pænhed, der har lagt en rouge over vor samtid. Der er ingen PhotoShop i Synd & Skam. Der er ingen Status Quo. Kun intimiderende vidder af horisont.

Vi lever i en tid, hvor læderet klæber sig til Anne Linnets fysik, på samme måde som overfladen klæber sig til fordybelsen. En tid hvor Linnets integritet sygner hen, som et resultat af den samme mediehungrende narkomani, der har gjort Viasat-pakken til en normal tilstand.

Kære Anne Linnet:

Danmark har ikke brug for et nyt ligegyldigt Karaoke Boyband, hvis eneste talent består i at udvælge kansas-jakker fra Samsøe Samsøe. En kvartet som symptomatisk nok kalder sig Wasteland. Danmark har brug Synd & Skam og deres ligesindede. Danmark har brug for at musikken tager sig selv seriøst og bliver til mere end en vare.

Slutteligt vil jeg blot gøre opmærksom på en stor musiker som spillede før Synd og Skam til dette Frost arrangement. Colin Stetson berigede os med sin akustiske variationer over den elektroniske musik. Jeg er fan og beklager at hans musik ikke fik mere taletid i dette indlæg. Derfor virker det nærliggende at præsentere en mand som evner at skabe intimiderende vidder af horisont i sin musik.

Colin Stetson – High Above A Grey Green Sea
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/77000985″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]