Grotesk vs. Galant Basmusik

Nu er det BIG-TIME tid til en basopdatering. Den sidste måned har nemlig budt på en masse sygelige lækkerier, som jeg ved, I vil elske. Første del af opdateringen kommer i dag, resten bliver i slutningen af ugen. Dagens tema er grotesk vs. galant musik. Jeg vil nemlig starte med at præsentere to udgivelser, der kommer fra hver sin halvdel af den legendariske dubstep-duo Digital Mystikz, og som (sjovt nok) falder til hver sin side af det stemningsmæssige spektrum: Den ene udgivelse er grotesk og uhyggelig, mens den anden er melankolsk, galant og eksotisk. Lad os starte med at stikke til nerverne!

(her ser du et grotesk maleri af Goya kombineret med en galant, cubansk automobil).

Coki, som altså er den ene halvdel af Digital Mystikz, har med sin serie Don’t get me twisted for alvor bevæget sig ud i det groteskes musik. Hør bare dette sygelige track ”On Board”.

Coki – On Board

Nummeret stammer fra Don’t get me twisted 2, der udkom 13. august (nr. 1 kom i slut 2011). Det som gør nummeret specielt grotesk, er det ubehageligt drillende tema, der indleder tracket, og som går igen senere. Kombineret med den voldelige bas giver det musikken en slags klovne-klam brutalitet. ”Light Years” er et andet godt eksempel. Det lyder tæt på noget, der forsøger at trænge ind i din hjerne og mase din hukommelse ihjel.

Coki – Light Years

Coki skriver sig efter min opfattelse direkte ind i en tradition for grotesk kunst, der indbefatter både litteratur og billedende kunst (jf. Goya-maleriet). Jeg har tidligere kun beskrevet uhyggelig musik som ”crime-scene” og sat den op imod musik, der bruger symboler på uhyggen, men ikke omfavner den (såsom den u-uhygglige gysermusik eller såkaldt witch house). Men man burde helt klart lave en undersøgelse af forholdet mellem det groteske og basmusik. Hvis man ser kommentarerne til dubstep-tracks på YouTube, er adjektivet ”sick” et af de største og mest udbredte komplimenter, der kan gives et basnummer. Varianter kan f.eks. være beast, dope, insane, filthy, mad. Lytterne opfatter helt klart en stor del af basmusikken som grotesk, og det er netop det groteske, der interesserer dem. Min fornemmelse er, at kulturhistorikerne mest fokuserer på grotesk litteratur og groteske billeder. Er der nogen af jer kulturhistorikere derude, der ved noget om grotesk musik? Findes der overhovedet forskning/teori om det? Har I nogen gode bud på, hvordan man skulle gå til spørgsmålet om, hvad der gør musik grotesk? Jeg har ikke en definition klar (endnu!), men det er helt sikkert, at Cokis anden ep i Don’t get me twisted-serien er nødt til at blive taget i betragtning.

Mala – Curfew

Cokis partner i Digital Mystikz, den dygtige Mala, er netop kommet med sin første fuldlængde. Den er sjovt nok alt andet end grotesk: Den er sødmefuld, fiks, nysgerrig, galant og flirtende. Som titlen Mala In Cuba antyder er albummet sprunget ud af en lang rejse i Republikken Cuba. Og ganske rigtigt: Pladen har den fineste duft af det caribiske øhav. Den cubanske traditions percussion og festligt melankolske klaverspil flammer op over en, ja, dyb bas. Men det er slet ikke så kunstigt sammensat, som det kan lyde. Vi snakker ikke “Buena Vista Social Club – The Dubstep Remix!!”, selvom masser af stemninger og figurer vil være genkendelige fra Buena Vista. Men Malas tilgang er ganske simpelt ikke ønsket om at give den cubanske musik et par engelske plateausko på. I stedet bruger han ofte de cubanske elementer til at give de dubbede beats et nyt galant udsyn. Respektfuldt flirtende, engageret og nysgerrig.

Mala – Revolution

Man kan roligt sige at de to herrer fra Digital Mystikz er gået i hver deres retning! Hvilken kan I bedst lide? Den groteske eller den galant-melankolske? Hvad bringer os videre i basmusikken?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *