Reportage: Musik I Lejet 2014

strand solnedgang Musik I Lejet
© Stephanie Staal

Sommerlandet åbner kulturerne. På en af Festivaldanmarks i størrelsen mindre, men i kvalitetstanken absolut store spillere, Musik I Lejet, er både generationernes og kunstens kulturer åbne for interaktion med hinanden.
Placeret på Tisvildeleje Strand, bedre kendt som paradiset for enden af Hovedgaden – sommerresidensens promenade for kunstnere og deres familiære eller professionelle vedhæng – griber den i år fem år gamle festival uhøjtideligt ind i traditionerne: Den bringer champagnen fra sommerhuset med havudsigt ud i klitterne mellem festivalplads og vandkant. Den forener debuterende bands med et eftermiddagspublikum på både deres småsøskende og bedsteforældres alder. Den tillader sig nøgenbadning og alvorsindie og festivaltoiletter og pekingandburger og nattejazz og humoristisk danserap og crowdsurfing. Til festivalen i Tisvildeleje bliver frisindet fra sommerhusejerne (68’er-generationen) udlevet på tværs af alle de følgende generationer. 65 års kulturer samlet i 5000 mennesker på Danmarks velsagtens smukkeste festival.

strandscenen Musik I Lejet
© Stephanie Staal

At lytte til festivalens første acts illustrerer omfavnelsen af forskelle ganske fint. På den store scenen foran den ret tomme, men flot indrettede festivalplads træder Christian Hjelm op til en halvsløj omgang poprock. Okay hyggeligt, især hvis man samtidig sludrer med festivalkompagnoner og drikker de første øl. For instrumenteringen griber sjældent ind i lytteren og teksterne på modersmålet fører ej heller tankerne ud af de sædvanlige riller, hverken i tematik eller i sprogbrug. Begge dele genbruger dansk sangskat rimelig uoriginalt, til tider kan man smile over gentagelserne. Eller bliver fortørnet derover. Any way, bandet er velspillende og Hjelm velsyngende, så helt fornærmet bliver man ikke over tomgangen. Ambitionerne peger heller ej i retning af revolution, for de kunstneriske af dem tynger kun Hjelm på de ganske få af debutalbummets sange, som ikke overraskende er holdt ude af dagens setliste. Men hvis man nu skal have så lette, bagstræberiske kulturelle kalorier kastet efter sig, er det nu okay at indtage dem på en af klodens mest billedskønne festivalpladser, hvor naturens substans helt af sig selv giver indsigt.

Drej 180 grader og vend blikket fra hav mod skov og gå direkte fra reproduktion til kunstneriske ambitioner, til tider forløst gennem coverversioner af sangskatten. Indenfor dansksproget rockmusik er den diamentrale modsætning til Hjelm festivalens andet band, Navneløs. I teltet finder det unge band afventende vej ind i musikkens flow, som de en for en bevæger sig op på scenen. Deres alternative rock er alvorstung, nok primært på grund af præsentationen. Debutalbummet fra i år hedder Værk – i sig selv en noget ambitiøs definition selv at give lytteren som velkomst forud for dannelsen af eget indtryk – og live præsenterer bandet sig omtrent lige så stilsikkert. Kudos for det, især fordi samtlige fem medlemmer følger den høje overligger fremragende rent musikalsk, det gør de instrumentale numre til oplevelser.
Det mest interessante ved Navneløs ligger ikke i alvorens ambitioner som en tyngende følelse. Til koncerten på Musik I Lejet når koncerten højdepunkter i vokalmelodisk stærke sange som singlen “Tænk På Et Sted” og i den ret nye coverversion af Lis Sørensens “Verden Er I Farver”. Her bliver gruppen lidt mere konkret i tekster og i melodier, og bevarer samtidig nødvendigheden. Hvor debutalbummet måske er et værk i sin sammenhæng, er disse sange fuldgyldige værker i sig selv, lidt mere appetitlige i en livekontekst end de noget abstrakte numre. Høje ambitioner er et virkelig godt udgangspunkt for at skabe musik med kunstnerisk tyngde.

Mont Oliver Musik I Lejet
Efter Navneløs messe samlede Mont Oliver publikum foran den store scene. © Stephanie Staal

Programmet til Musik I Lejet tager pulsen på de bedste nye danske bands. Det gør en del mindre, danske festivaler også (foruden Lejet, Alive Festival, Den Grimmeste og Trailerpark Festival). På stort set samtlige af disse står Mont Oliver og Julias Moon et sted på plakaten. De to electropoptrioer kan måske kaldes rivaler, de slås i hvert fald om at være deres aldersgruppes darlings på P3, men derudover stopper sammenligningerne også. Mens Mont Oliver spiller lige før torsdagssolen går ned, hvor folk begynder at vugge hofterne til de mere soulede passager, er koncerten med Julias Moon nattefestens startskud. Begge bands er vokset ekstremt gennem forårets koncerter. Mont Oliver er musikalsk selvsikre, Julias Moon er som performere børnekoncerter værdige. Publikum sluger selvsagt de to bands råt, begge optrædener emmer af kvalitetsunderholdning.

Marvelous Mosell - Musik I Lejet
Marvelous Mosell © Stephanie Staal

To dage efter spiller festivalens scoop på den lille Skovscene. Marvelous Mosell er et fænomen. Ikke blot fordi han danser vildere end alle andre. Han er forrygende sjov, en entertainer, både alene og i pingpong med den musikalske bagmand Tue Track. På festens tredjedag får han tempoet op under hits som de hysterisk morsomme og rimeligt komiske “Jeg Var Blevet Syg” og “Den Bedste Danser”. At andre festivaler ikke har set, at Marvelous Mosell faktisk kører sit flow pro nok til scenerne er sært. At han har ramt publikum allerede er det ikke. Thumbs up til Lejet!

Udsigt Strandscenen Musik I Lejet
Strandscenen © Stephanie Staal

Marvelous, Julias Moon og Mont Oliver hiver i sagens natur et yngre publikum til scenerne. Derfor er bookinger som Choir of Young Believers og When Saints Go Machine essentielle for festivalens ånd. Musik I Lejet er ikke en showcasefestival for nye bands, men en helhedsoplevelse. For familien, for ungdommen, for Tisvildebeboere. Med de mere etablerede artister samler festivalen alle aldersgrupper foran Strandscenen i solnedgangen.

Choir Of Young Believers Musik I Lejet
Choir of Young Believers © Stephanie Staal

Forståeligt nok. Det er umuligt ikke at elske Choir Of Young Believers. Med deres fantastiske ro og sangene i frigørende kontrol, er det så sindssygt smukt, når himlen over horisonten midtvejs gennem koncerten antager en rosa skygge og svæveflyet cirkler over pladsen med sin røde lampe. Og musikken afventende, med omkvædet glidende ind, aldrig fremhævet som ekstraordinært for verset, med de umærkelige overgange flyder mig umærkeligt ind i musikkens trance. Ikke til en stilstand. Til en selvfølgelig bevægelse mellem sindsstemninger. Det lette i “Patricias Thirst”, det uforklarligt tyngende i visse af “Paralyze” stykker. I selskab med Jannis Makrigiannis nok følelsesmæssigt besværede, men musikalsk ubesværede vokal. Og mine bedste festivalvenner.

Derefter går turen enten til Strandteltets fest eller hjem. Førstnævnte fortsætter indtil solen er oppe – I Tisvilde cykler man, og hvis du foretrækker lys til cykelturen, må du nyde festen indtil da. Lørdag med eksempelvis Reptile Youth. Det var overraskende intelligent rent musikalsk og så vild en fest her:

Reptile Youth Musik I Lejet
Reptile Youth © Stephanie Staal

Eller med djs som Kenton Slash Demon. De spillede blandt andet godt den her, og gjorde mig ret lykkelig, da jeg vendte mig og solopgangen netop gjorde himlen lyserød:


Og slutte årets smukkeste festival af ved at fejre fællesskabskulturen sådan her:

Nøgenbadning Musik I Lejet
Nøgenbadning © Stephanie Staal

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Christian Hjelm – Scenen Skifter Nu Regnsky Exclusive

Hvis du har en rigtigt god hukommelse, så kan du sikkert huske, at det for to måneders tid siden blev annonceret at Christian Hjelm – en af Danmarks fornemmeste vokalister – holdt et musikalsk frikvarter i form af et soloalbum uden de sædvanlige legekammerater fra Figurines. Men indtil nu har fans af den guitarspillende, harmoniglade nordjyde med den specielle vokal og de fantastiske, varme melodier måttet vente på at høre, hvordan Hjelm lyder, når han helt alene skriver sine sange.

“Scenen Skifter Nu” er en ganske passende titel for første smagsprøve fra pladen. Her er scenen unægtelig en anden, end den var, da Figurines udgav deres seneste, selvbetitlede album i 2010. Nummeret har vi helt eksklusivt fået lov til at premiere på Regnsky – en ære, vi er afsindigt taknemmelige for at få tildelt, da “Scenen Skifter Nu” fuldt ud lever op til forventningerne om legende musik med vokalpræstationen endnu mere i centrum end hos Figurines. Hjelm har skiftet sprog, så han nu synger på modersmålet, men den store ændring mærkes ikke. Teksterne har nemlig sjældent været dominerende hos Figurines, og selvom Hjelm på “Scenen Skifter Nu” rent faktisk rimer “hjerte” på “smerte”, indgår vokal og tekst som en så selvfølgelig del af det afsindigt velproducerede lydbillede, at man på ingen måde krummer tæer – nej, instrumentering og vokal smelter sammen, så man må lade sig rive med og fuldkomment glemmer sine (opblæste) forbehold.
Hvor energien oftest har været i højsædet i det Figurinesske univers, virker ambitionen på “Scenen Skifter Nu” til at være skabelsen af en glidende bevægelse. Tempoet er lidt langsommere, percussion dominerer over trommesættet, og i stedet for at forme en melodi af knivskarpe riff, skaber guitaren en florlet guirlande af velafstemt fingerspil i perfekt opposition til bundens orgel og slideguitar. Ambitionen følges succesfuldt til dørs, hvorfor nummeret fremstår vanvittig harmonisk i sine skift mellem de neddæmpede første og sidste dele og den midterste, som domineres af trommer i tungt trav.

Albummet bærer arbejdstitlen Før Vi Blev Lette og udkommer i begyndelsen af efteråret på Playground Music. En egentlig førstesingle er på trapperne, men “Scenen Skifter Nu” er altså første smagsprøve, og den skulle være ganske repræsentativ for udgivelsen. Det ser ud til, at Christian Hjelm kommer til at opfylde de naturligvis meget høje forventninger.

Christian HjelmScenen Skifter Nu
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/Scenen-Skifter-Nu.mp3]

Christian Hjelm spiller til Klub Sschh på Din Nye Ven i København sammen med Folkeklubben d. 2. maj kl. 19.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Figurines interview & nyt track!

Det er fredag, og vi skal have noget at sætte weekenden i gang med. Og hvad er bedre til det, end en lille gave fra et af Danmarks mest værdsatte indiebands gennem de sidste ti år?

Figurines og Morningside Records har været så søde at give Regnskys læsere et eksklusivt lyt til nummeret “Every Week” fra den kommende plade, Figurines. Den udkommer mandag d. 27. september, og er bandets første som trio – sidste efterår forlod både bandets bassist og trommeslager nemlig Figurines. Og I kan sagtens glæde jer til resten – Figurines’ sommerlige og optimistiske indierock har i den grad giver mig energi til at komme gennem den første efterårsblæst, og lyst til at knipse med på hvert af numrene.
“Every Week” ledsages af interview med frontmand Christian Hjelm, som fortæller om arbejdet med det nye album og triokonstellationen. Om “Every Week” siger han:

Every Week er måske den sang på pladen som peger mest tilbage på ”the deer” tiden. Nærmest en lidt mere avanceret og udvidet version af ”Let’s Head Out”. Sangen handler om folk som går hver til sit, og det faktum at man nogle gange ikke kan gøre noget for at forhindre det. Det er hårdt, men det er det rigtige, og nogle gange kan der efterfølgende opstå noget positivt fra det.”

Kan du høre den gamle single “Let’s Head Out” i “Every Week”? Lyt og download her:

FigurinesEvery Week
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/07-Every-Week1.mp3]

1. Hvordan skal man allerhelst høre albummet Figurines første gang?
Enten alene, sammen med venner, højt på anlægget eller på sin Ipod. Hvis det sidste så gerne kørende på cykel, i bil eller i tog. Fungerer også godt i mørke!

2. Hvilke ønsker fik jer til at vælge produceren fra Skeleton, Klaus Q. Hedegård, til arbejdet med det nye album?
Vi havde med denne plade lyst til, at hele processen skulle var meget nærværende. Derfor indspillede vi også hele pladen selv for at være 100% inde i den. Det føltes derfor meget naturligt for os at vælge en person, som kendte os som band og vidste hvad vi stod for. Derfor valgte vi Q som vi jo har arbejdet sammen med før. Det fungerede godt under Skeleton og det fungerede også rigtig godt under Figurines.

3. Efter Mads Kjærgaard og Kristian Voldens exit, er der så blevet byttet rundt på rollerne i bandet? Og har det haft indflydelse på arbejdsprocessen?
Altså, da vi var 5 i bandet havde vi nogle faste roller forstået på den måde, at en bestemt person altid spillede bas, en anden trommer og en spillede guitar osv. Men denne gang har alle spillet alt muligt forskelligt fra nummer til nummer. Claus har dog håndteret trommerne på det hele, hvilket han ikke har gjort siden vores EP The Detour fra 2002!

4. Sammenlignet med When The Deer Wore Blue er mange af melodierne på Figurines mere umiddelbare. Hvilke tidligere erfaringer med bandet har i brugt i forbindelse med Figurines?
”The Deer”
pladen var på en måde en konceptuel plade, et værk hvor sangene hørte og hang sammen. Den var til tider nok også indadvendt, og en plade man skulle nærlytte for at forstå. Det var det, vi havde lyst til at lave dengang, en plade som var mellow og på samme tid mere psykedelisk i forhold til Skeleton. Så er det meget naturligt at man vælger en ny stemning at arbejde med næste gang man laver en plade. Og med Figurines lå der bare i luften, og tidligt i sangskrivningen, et naturligt behov for at lave noget som var mere umiddelbart. Og det synes jeg hele pladen bærer præg af. Det er dog ikke en simpel plade, der er stadig mange komplekse lag og skøre akkorder, men den er bare overall lidt mere direkte end ”The deer” pladen.

5. Umiddelbart lyder pladen ganske optimistisk, både i instrumenteringen og i teksterne. Er Figurines fremtid lys?
Ja, det er den, synes jeg. Vi har været igennem nogle op/nedture, forandringer og udskiftninger med det ene og det andet igennem de sidste 3 år, og det at vi fik indspillet den her plade er en personlig sejr for os, for der var et tidspunkt, hvor vi var i tvivl om vi overhovedet skulle lave en plade til. Men de udfordringer som var der blev heldigvis løst, og vi gik sultne i gang med at indspille dette album med fornyet positiv energi.


Figurines
er Figurines fjerde album, og udkommer d. 27. september via Morningside Records.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jenn says:

    Every Week is so playful, I’m really liking what I’ve heard so far!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?