The Tallest Man on Earth – Energisk hyggemusik

I fredags under Roskilde Festival var Rose og Peter sammen taget til koncert med svenske Kristian Matsson, som de fleste nok kender bedre under hans ironiske kunstnernavn The Tallest Man on Earth. For begge var den 32-årige svensker på forhånd definitionen af baggrunds-hygge-musik, men hvordan klarede den knap så høje artist egentlig at skulle træde frem i forgrunden for en stund på et steghedt Arena?

Peter: Hvad synes du overordnet set om koncerten?

Rose: Overordnet set var jeg rigtig, rigtig glad. Mest af alt på grund af hans…

P: …mange guitarskift?

R: Også det! Hans fuldstændig sindssyge evne til at multitaske og skifte rundt mellem guitarerne. Men allermest på grund af hans evne til at danse, på trods af at det ikke ligefrem er musik, der indbyder til dans.

P: Ja, det var en lidt sjov og akavet dans, men det fungerede alligevel rigtig godt.

R: Han spankulerede rigtig rundt på scenen. Jeg lagde også mærke til, at han hele tiden var oppe på tå og lidt nede i knæene. Han kunne slet ikke sætte fødderne fladt på jorden, ikke engang da han trak den der stol frem. Hvis den mand havde haft en hat, der kunne holde hans mikrofon, så var der intet, der kunne afholde ham fra at danse rundt på scenen konstant. Det eneste, der afholdt ham fra det, var, når han død og pine skulle synge ind i den mikrofon.

P: Ja, han virkede meget, meget engageret. Det mindede mig lidt om for fire år siden, da jeg hørte Bright Eyes på Arena. Det var meget den samme oplevelse. Når man hører musikken hjemme på anlægget, fornemmer man ikke, at han er så energisk, men når han så kommer op på scenen, så sker der noget.

R: Ja, det er noget af en kontrast. Men når musikken bliver spillet live, så egner den sig bedre, for der er jo faktisk ganske meget rytme. Det er dansevenligt, så snart lyden er høj nok, og trommerne kan få lov at buldre igennem.

P: Der var lige et par gange, hvor jeg tænkte, at det var på grænsen til at blive lidt for dansktop/syng-med-agtigt. Men det lykkedes ham at finde den rette balance.

R: Omvendt var der også et par numre, hvor det bare var ham på guitaren, og folk var helt klar på at klappe og synge med. Der kunne han godt have improviseret og givet plads til, at det kunne have udfoldet sig. Men i stedet holdt han sig tæt på album-versionen, så klappene hurtigt stilnede af igen, da han begyndte at synge. Det var lidt en skam.

P: Jeg kunne meget godt lide det segment, hvor han var alene på scenen og blandt andet spillede en nærværende version af Love Is All. Det var første gang, at publikum for alvor kom med, fordi alle kendte sangen.

The Tallest Man on Earth – Love Is All

R: Ja. De fleste koncerter har godt af en vis grad af sing-along. Og den her kunne godt have tålt et lille hak mere efter min mening. Men hvad var din samlede oplevelse af koncerten?

P: Jeg var rigtig glad for det meste af koncerten. Jeg synes dog, at slutningen var lidt kedelig, fordi han sluttede med 2-3 lidt stille sange, og der var da et par sange, jeg gerne ville have hørt også. Han kunne godt have sluttet med lidt mere energi. Det virkede som om, han havde en masse energi tilbage.

R: Hvad ville du gerne have hørt?

P: King of Spain og I Won’t Be Found blandt andet.

The Tallest Man on Earth – King of Spain

R: Enig. Men det er rigtigt, at han havde meget mere energi i starten end i sidste halvdel af koncerten.

P: Når jeg tænker lidt mere over det, så er det fair nok, når han har danset så meget rundt.

R: Ja, efter min mening er han total frikendt al kritik efter at have leveret den start! Det må have været hårdt.

P: Han svedte også meget.

R: Det dryppede af ham!

Så selvom The Tallest Man on Earth havde svært ved at holde dampen oppe hele vejen i de kogende temperaturer, var det alligevel to glade regnskyere, som kunne gå ud i Roskildes støvskyer med visheden om, at The Smallest Swede on Earth bestemt kunne bære at være andet end baggrundsmusik.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vend hjem.

De smukkeste numre jeg kender, er sjældent de pompøse, de overvældende eller de teknisk perfekte. Nej, de numre, jeg gang på gang på gang vender tilbage til er de enkle. De simpelt opbyggede sange, der kun eksisterer i kraft af deres melodi. Her følger tre numre fra 2002, 2003 og 2005. Sange, som jeg vender hjem til.

Vi tager tilbage til udgangspunktet. Alt starter – i mit tilfælde – med Mew. “City Voices” er egentlig en nogen undseelig sag. Den to minutter lange sang udkom som b-side til “Comforting Sounds”-singlen fra 2003, og er et sjældent stille øjeblik for bandet. Det er svært at afgøre, hvad der får musik til at fremstå udpræget ærlig. Men min definition af netop det – ærlig musik – starter med “City Voices”: En jeg-fortæller, fælles melodi for vokal og akkorder og begrænset brug af lydeffekter. Netop de få virkemidler gør “City Voices” til et nummer udenfor tid og sted – et nummer, der til trods for sine otte år kunne være skrevet i går. Eller for 30 år siden.

MewCity Voices
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/City-Voices.mp3]

Tre år efter “City Voices” spiller en pige guitar i Kongens Have. Jeg kendte hende ikke før den eftermiddag, og jeg kender hende ikke nu. Jeg kendte heller ikke Bright Eyes før. Det gjorde hun til gengæld, og med sin guitar spillede og sang hun “Lua” for os flere gange. Hver gang jeg hører Bright Eyes, så sidder hun i græsset og synger. Jeg kan egentlig stadig bedst lide hendes version. Den er om noget en hyldest til det enkle udtryk.
Bright Eyes spiller på årets Roskilde Festival.

Bright EyesLua
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Lua.mp3]

“Consequence” er et af tyske The Notwists mest harmoniske øjeblikke. Med stroferne “Leave me paralyzed, love/leave me hypnotized, love”, er teksten en afklaret konstatering med håb om begyndelsen på noget nyt. Men “Consequence” er et bevis på, at tekst og musik hverken kan eller bør adskilles. Den konsekvent slæbende tempo gør nummeret til en tvivlende affære, og i stedet for at være en besyngelse af kærlighedens (og måske især forelskelsens) livgivende kraft, er nummeret indbegrebet af at se tilbage på netop det – fra en ganske opgivende synsvinkel. Og så er vi tilbage ved den evige tvivl, som Mew introducerede.

The NotwistConsequence
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Consequence.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kamilla says:

    elsker mew!!!!(:

    thewallsaroundus.blogspot.com

  2. Rasmus says:

    I havde mig ved San Francisco billedet. Tak for sangene (:

  3. wonky carton says:

    saw mew at truck festival in oxford last year, and thought they were pretty weird….!

    however, i’m loving the notwist track and that bright eyes album is one of the best noughties soundtracks :D

    wonky x

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?