En tur tilbage i tiden: Ellen Allien & Apparat

Orchestra of Bubbles cover
Der findes de numre, man øjeblikkeligt bliver grebet af. Som man igen og igen sætter på repeat, til det er skræmmende at kigge under antal afspilninger-kolonnen i iTunes. Sådan et nummer (gen)fandt jeg her for et dage siden. Nummeret “Do Not Break”, udkom i virkeligheden for 3 år siden, som resultatet af Tyske Apparat aka Sascha Ring’s samarbejde med landskvinden Ellen Allien på den fælles longplayer Orchestra of Bubbles.

Eksperimental-techno fristes jeg til at sige. Men samtidig giver ordet “eksperimental” ikke associationer til i princippet lettilgængelige melodistumper, der viser en simpel, nedbarberet skønhed så umulig at overse, så skrøbelig og dog konstant, at hele nummerets 5 minutter kan bruges på at dykke ned i denne enkle lydkurve. Når denne forelskelse overstås, opdager jeg imidlertid flere lag i nummeret, og har en gentagen oplevelse af fuldkommenhed – endda total skønhed: En opklippet vokal, der i ganske korte, gentagne sekvenser messer ordets “baby”. Et tørt beat, der leder dansegulv fra melankoli til forløsning. Noget så sjældent som en intelligent brug af scratching.

Hvis du nu i forvejen kender Apparat, er “Do Not Break” nok en noget hurtigere sag end ventet. Paradokset mellem det meget organisk-melankolske univers og det hurtigere tempo som Ellen Allien tilføjer produktionen er klædeligt.
Ellen Allien er grundlægger af BPitch Control, der altid tager techno seriøst og personligt, men yderst sjældent tyer til den dub’ede lyd, der ellers ofte kendetegner denne tænksomme del af genren.

Når eksperimental-techno nu ikke var den rette betegnelse, vil jeg prøve med eftertænksomheds-techno.

Ellen Allien & ApparatDo Not Break
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/09-Do-Not-Break.mp3]