Året der gik – del 4: Årets album

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer
Del 3: Årets nye navn

Årets danske album

3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.

2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.

1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.

Årets udenlandske album

5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.

4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.

3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.

2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.

1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.

Bonus liste: Årets mest interessante album
Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.

Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Året der gik – del 2: Årets nummer

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Året der gik – del 1: Årets bedste koncerter

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året 2015 har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg først har brugt seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår, jeg kan huske. Det vil jeg forsøge at hylde via fire indlæg med forskellige personlige lister og kåringer.

Første del handler om det vigtigste af det hele, nemlig live-musikken, når jeg giver mit bud på årets bedste koncerter fra henholdsvis danske og udenlandske artister. Disse lister er godt og grundigt præget af, at jeg har været ude af landet de første seks måneder.

Årets bedste danske koncertoplevelse

3. Broken Twin – Roskilde Festival
Majke Voss Romme og Broken Twin spillede på Roskilde Festival dagen efter, jeg var kommet hjem fra New Zealand, og hun var derfor vært for min første koncert på dansk grund i år – og hvilken velkomst! Broken Twin formåede at levere den perfekte eftermiddagskoncert på den alt for varme festivalsplads. Det gav mig selv og resten af publikum mulighed for at lukke øjnene i den bagende sol og forsøge at komme os over henholdsvis jetlag og tømmermænd. Især på Glimpse of a Time viste Majke Voss Romme sit fantastiske vokaltalent frem i kuldegysfremkaldende facon. Ubetinget en af årets bedste koncerter.

2. Blaue Blume – Store VEGA
Jeg har efterhånden oplevet Blaue Blume live 10 gange, og det til trods var jeg intet mindre end målløs efter deres koncert på Store VEGA i november. Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at alt endelig var gået op i en højere enhed for perfektionisten Jonas Smith og hans kompagnoner på en aften, hvor bandet valgte at eksperimentere og udfordre de velkendte og finpolerede album-versioner af deres efterhånden talrige hits i en rocket pragtpræstation. Andre år ville denne koncert nok have været årets bedste, men i år var der lige tre århusianske teenagere, som kom deres koldingensiske næsten-naboer i forkøbet.

1. Velvet Volume – Uhørt Festival
De af jer, som har fulgt med på bloggen i løbet af august, havde nok allerede regnet det ud. Det er selvfølgelig Velvet Volumes pragtpræstation på Uhørt Festival, som snupper titlen som årets bedste danske koncert – og egentlig også den bedste koncert i det hele taget. Jeg kan ikke huske, at jeg er blevet blæst så meget bagud af et band, som jeg blev denne lune sensommeraften på Refshaleøen. Og vurderet på, hvad der siden hen er sket for pigerne (opvarmningsgigs for the Raveonettes og Go Go Berlin og jobs på næste års Northside Festival og i Pumpehuset næste forår), er jeg vist ikke den eneste, der var ekstremt imponeret efter den oplevelse. Tak piger. Vi ses næste år!

Årets bedste udenlandske koncertoplevelse

5. Shura – Ideal Bar
Her er tale om en late entry til listen, da koncerten med britiske Shura fandt sted midt i december. Ikke desto mindre var det en af årets bedste oplevelser, som lige akkurat skubber mine yndlinge fra Braids med en halvsløj forsangerinde Raphaelle Standell-Preston ud af listen. Halvsløj var Aleksandra Denton og Shura til gengæld ikke, da hun og bandet lukkede mit koncertår med en eventyrlig rejse ind i deres charmerende og dansevenlige drømmepoppede univers.

4. Beach House – Store VEGA
Koncerten med Beach House i Store VEGA er den koncert, jeg havde glædet mig mest til i år. Og heldigvis levede amerikanerne fuldt op til mine forventninger med en både energisk rocket og samtidig karakteristisk indhyllende optræden, som trods utallige garantier fra bandet om, at de aldrig ville forlade scenen, desværre fik en ende efter godt en time. Men så er det jo godt, at de allerede næste sommer vender tilbage til Danmark, når de besøger Northside Festival. Lad det – ligesom i Velvet Volumes tilfælde – være en kæmpe anbefaling herfra.

3. Zella Day – Lille VEGA
Hvor Beach House var årets mest ventede koncert, er det ikke helt forkert at sige, at Zella Days Vestrbro-koncert var det modsatte. Jeg havde ikke planlagt at skulle til koncerten, men da en god veninde og kollega inviterede, valgte jeg alligevel at give den unge amerikaner en chance – og det, må man sige, var en god beslutning. Hun formåede nemlig at tryllebinde publikum under hele showet, og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der gik derfra med en lille forelskelse i maven. Musikken er simpel, den handler om livet som ung pige/kvinde, men når 20-årige Zella Day tager den med ud i virkeligheden og lægger både krop og sjæl i udførelsen, sker der bare et eller andet, som løfter musikken op på et højere niveau.

2. Susanne Sundfør – Roskilde Festival
Jeg synes egentlig, at min lynreaktion fra vores Roskilde-dækning siger det meget godt – norske Susanne Sundfør er uden tvivl den stærkeste vokal, jeg har haft fornøjelsen af at opleve i år. Og hun fortjener naturligvis også en plads på listen over årets bedste koncerter. Det var dramatisk, det var storslået, det var gennemført, og det var – lad os bare tage klicheen helt ud – magisk. Jeg er stadig dybt imponeret over, hvor meget Susanne Sundfør har flyttet sig, siden jeg så hende første gang, og jeg glæder mig allerede til næste.

1. Mac DeMarco – Store VEGA
Mac DeMarco er en spøjs fætter. Jeg har aldrig oplevet en artist interagere med sit publikum på samme måde, som den 25-årige canadier gør. Det er som om, at man er en del af en absurd teaterforestilling, hvor Mac DeMarco spiller alle hovedrollerne, og hvor latteren fylder nærmest lige så meget som klapsalverne. Rent musikalsk og teknisk er det ikke den stærkeste performance – den må nok gå til Blaue Blume – men ligesom det var tilfældet for hovedparten af artisterne på de to lister, tilfører Mac DeMarco noget ekstra til sin live-optræden, som trækker lytteren helt ind i hans absurde, psykedeliske univers, og derfor fortjener han førstepladsen på denne liste.

Bonus liste: Årets bedste festival
Uhørt Festival på Refshaleøen
Til sidst vil jeg gerne hylde Uhørt Festival, fordi de for det første har formået at skabe landets hyggeligste festival midt på den ellers ret ucharmerende Refshaleø. De fortjener dog allermest ros, fordi de har udviklet sig til at være en af landets bedste festivaler for upcoming danske bands – en festival for de bands, som formentlig for manges vedkommende vil være at finde på næste års SPOT Festival og på Roskildes Rising-scene. Det er et vigtigt stykke arbejde, og de har i år igen formået at give et indblik ind i den imponerende danske talentmasse, som findes derude. Bliv ved med det, og vi ses helt sikkert også næste år!

Det var alt for i dag. Følg med i morgen, når jeg kigger på årets bedste numre fra ind- og udland.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Running like horses chasing the night

“Remember waking up that morning, sighing,
not wanting more than your breath in mine and nothing more than a simple life.
Remember walking around the city, smiling,
not wanting more than your hand in mine and nothing more than a simple life.

Thinking of Roxy, the touch of her hands
there at the party where nobody danced.
Thinking how we ever left hand in hand,
crying so hard I could hardly stand.”

Det kan stå alene, lyt efter lyt.
“Thinking of Roxy” landede på den perfekte dag, en dag for længsel og minder, en dag for en aftentur med en tynd horisont af lys i himmelens grånen. En dag med repeat. Denne følelse er ikke evig, den tilstand ikke evig, nye normaler opstår, nogen forbliver som nu, Blaue Blumes drømmebillede står klart i stjerneskydende guitartoner, gør mit?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival 2014 – They were the way for the festival to kickstart itself

Nogle af jer har måske fanget det i overskriften, men jeg var til koncert med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself på den særdeles effektfulde Apollo Countdown mandag aften. Og wow, en nærmest Crystal Castles’esque koncert de danske techno-wonderkids fik sendt af sted mod de mange festglade fremmødte.

Sjældent har jeg følt mig så kærligt omfavnet af en vidunderlig kombination af røgmaskiner, stroboskoplys og så det særlige, som nogle vil kalde ”Roskilde-ånden”. Den ånd, som pludselig får en til at danse med nogle fremmede mennesker, hvorefter man fem sekunder efter står med en øl i hånden. Eller den ånd, hvor man sidder nede på græsset og venter på en eksplosion, som man ikke på forhånd vidste ville komme, men som ganske selvfølgeligt kommer, fordi resten af gruppen har besluttet sig for, at det gør den.

We Are The Way For The Cosmos To Know ItselfTiger

For mig var det den helt perfekte start på årets Roskilde Festival, og den fik mig for en stund til at glemme de sure rønnebær og tilgive programmets til tider begrænsede attraktionsniveau. En stor hjælp var dog også, at gårsdagens program i det hele taget holdt et højt niveau – med enkelte svipsere.

Heimatt, som åbnede Rising-scenen, lagde dog for med en gennemført og inderlig eftermiddagskoncert, som passede perfekt til solen, der på det tidspunkt stadig formåede at besejre de truende regnskyer. Der var for mig få højdepunkter, hvilket dog ikke skal betragtes som en dårlig ting, men derimod blot skyldes et generelt meget højt niveau, og forsanger Magnus Grilstads evne til i højere grad at skabe stemninger frem for enkeltstående værker. Et værk skinnede alligevel lidt kraftigere end de andre, om end det ikke var hans eget. Det er måske ved at tage overhånd, men Heimatts cover af Kavinskys “Nightcall” virkede denne mandag eftermiddag både mere vellykket og på alle måder mere passende, end de fleste andre nyfortolkninger af nummeret. Den var nemlig både tro mod originalen, men formåede samtidig at udnytte særpræget i den dansk/norske forsangers stemme.

Dagens næste koncert på Rising-scenen faldt derimod til jorden med et brag. Jeg havde på forhånd ret høje forventninger til Get Your Gun, da jeg kun havde hørt gode ting om deres live-optrædener, men bagefter stod jeg tilbage med en følelse af, at jeg virkelig ikke havde forstået, hvad der lige var foregået. Jeg er slet ikke i tvivl om, at intentionerne var gode, men generelt virkede koncerten for pompøs og i det hele taget overgjort. Som da scenen pludselig skulle fyldes af et enormt kor af fuldvoksne mænd, der mest af alt fik det hele til at fremstå karikeret på en ucharmerende måde.

Efter den oplevelse var det heldigvis tid til Blaue Blume, og jeg behøver vel efterhånden ikke engang at skrive, at det var en sand fornøjelse. Med en nyklippet og veloplagt Jonas Smith i spidsen leverede et af Danmarks efterhånden allerbedste liveorkestre en eminent koncert, som fik hårene til at rejse sig hos de fleste foran scenen. Jeg har set dem bedre, men scenens beskaffenhed var ikke til mere, hvilket Eva vil gå i dybden en af de næste dage.

Så alt i alt var det en blandet pose bolsjer, der var blevet blandet fra Roskilde Festivals side, men der var bestemt flere lækre jordbærbolsjer, end der var kedelige karameller i posen. Og den måde, jeg sluttede den første musikaften på, var måske også ganske rammende for hele dagen.

For efter We Are The Way For The Cosmos To Know Itselfs astronomiske koncert – de burde virkelig få sig et kortere navn – og årets festivals første, rigtige regnskyl, valgte jeg at slå et smut forbi underskønne Emilie Nicolas’ koncert, som lukkede programmet på Rising.
Og det var i den grad en noget blandet afslutning på dagen. Man kan på ingen måde tage nordmandens talent fra hende, og det ville da også være synd, men hun måtte kæmpe lidt rigeligt med at fastholde folks opmærksomhed, og det var kun, da hun allersidst i koncerten fyrede op for hittet “Pstereo“, at publikum for alvor vågnede op til dåd.

Emilie NicolasPstereo
https://www.youtube.com/watch?v=e8ULmFcDwD8

Men de vågnede, og det gjorde Roskilde Festival også – i høj grad takket være bandet med det umulige galaktiske navn. Forhåbentlig kan niveauet holdes de næste dage, for så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal blive en mindeværdig festival – uanset om der skulle være et lille skybrud eller en uforståelig koncert hist og her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *