Mærens Mjød og Flylo

Flying Lotus nye plade Until the Quiet Comes kandiderer til en af årets bedste plader, og nummeret “me Yesterday/ /Corded” er en hjerteskælvende produktion, som placerer sig i krydsfeltet mellem fortid og fremtid.

Flying Lotus me Yesterday/ /Corded

Bevæbnet med en frigjort, ja en nærmest emanciperet musikalitet tager FLYLO dig med på soniske rejser, som få kontemporære artister evner at skabe. Flying Lotus er ubekendt med sædvane i sine arrangementer. Der, hvor mange producere ville rette til og editere sig imod en mere homogen oplevelse, trækker han sine elementer i den modsatte retning. En retning, hvor klaveret skal være dårligt stemt og trommerne skal falde arytmisk og kejtet. Disse beslutninger konsoliderer sig til et surrealistisk udtryk som både er uforudsigeligt i sin struktur, men som samtidig har sin egen originale tone. Den tone er den røde tråd, som din dansklærer altid advokerede for. Man kan kalde det en form for laptop-surrealisme med et tvist af hiphop. Det er Miles Davis på en MPC med netadgang til et utal af sample-biblioteker. Det er Bitches Brew i Ableton live.

Bitches Brew er et Miles Davis Album fra 1970 som i høj grad baserede sig på improvisation over musikalske skitser. Det var et album som udmærkede sig ved at anvende studiet til at editere i musikken og arbejde kreativt med de relativt få effekter, der dengang var til rådighed. Albummet erobrede nyt territorium ved at anvende 2 trommeslagere og en percussionist. Der var et særligt rytmisk fokus, som placerede sig nedenunder jazzmusikken, da den var særligt viril og vital.

Miles Davis – Bitches Brew

Flying Lotus har taget ånden fra denne tilgang til musikken og ført den ind i vor tid ved hjælp af digitale remedier. Man kan ikke sætte et et direkte lighedstegn imellem Bitches Brew og Flying Lotus, men det er bemærkelsesværdigt at anskue, hvordan den elektroniske musik er i færd med at fabulere over tidligere tiders musikalske strømninger, og måske især tidligere tiders greb, tilgange og stilistiske virkemidler. Flying Lotus’ musik føles nærmest som en krydsreference mellem tid og genrer. Ved sammenligningen med Miles Davis står det klart, at enhver generations musikalske foregangsmænd lader deres musik farve af de teknologiske muligheder som deres tid giver dem, men også at lige meget hvor langt de drager ud i nye genrer, vil historiens tyngde indhente deres kunstneriske færden og drage sammenligninger med fortidens giganter. I Flying Lotus tilfælde vil jeg dog påstå, at der ikke her er tale om en simpel kopi, men snarere et åndsfællesskab mellem pionerer.

Flying Lotus – Table Tennis (Cosmogramma 2010)