Roskilde – gennem mit perspektiv

Jeg indrømmer allerede nu, at det ikke blev til nogle indlæg fra min side, under dette års Roskilde Festival. Hensigten inden startskuddet på den fyrretyvende festival havde rent faktisk været, at mine lykkelige/knapt så lykkelige oplevelser ville være at finde på Regnsky, blot få timer efter deres indtruffen. Imidlertid havde nogle komplikationer mellem mediebyens presseområde og undertegnede gjort, at jeg var forment adgang under ugens mange fester og koncerter. I det positive skær kan jeg kun prise mig lykkeligt med, at jeg ingen interviewaftaler havde, hvilke ville have været ubeskriveligt pinlige at aflyse, afhængigt af størrelserne. Derfor var der ikke meget jeg kunne rapportere om, eftersom jeg havde lovet mig selv ikke at befinde mig i boderne med gratis internet, da det var som at befinde sig i et drivhus. Til gengæld lød løftet, at jeg ville vende tilbage til det hele efterfølgende, hvorfor jeg sidder her nu.

Et væld af kilometer er blevet enten kravlet, gået eller løbet for at nå den enorme mængde af interessante koncerter, som lykkeligvis ikke kan tælles på to hænder. Nogle er blevet oplevet på nært hold i pitten, andre langt derude, hvor teltene ikke kan række og hvor lyden heller ikke er noget at råbe hurra for. Heldigvis er det overvejende billede – gennem mit eget perspektiv – at Roskilde Festival anno 2010 var en god en af slagsen, uanset hvor lange toiletkøerne har været, uanset hvor mange gange dette track er blevet spillet og i særdeleshed ligegyldigt hvor mange dillermålingskonkurrencer jeg har været den ufrivillige tilskuer skråstreg dommer til.

Udelukkende gode minder
Mit jomfruår på Roskildes Dyreskueplads var i det herrens år 2008. Her foregik meget af tiden i lejren og i selskab med venner, da den nervøse viborgenser – som jeg nu engang altid vil være – skulle spendere mange timer på at lære stedet at kende. Og at lade stedet lære mig at kende. Sidste år var det seriøse år, med alt for mange selvpåduttede opgaver om reportager og interviews. I år havde jeg mere mig-tid.
Mit tredje år på Roskilde Festival har vist sig at være det år, jeg endnu har fået oplevet flest koncerter. Mange mindeværdige optrædener har brændt sig ind i hukommelsen – jeg kan i flæng nævne LCD Soundsystem, Beach House, Eim IckKings Of Convenience, Moderat og Delphic. Ja, sågar koncerter med Gorillaz, Health, Electrojuice, Prins Thomas, Mathias Aguayo, og Casiokids – optrædener, som jeg ikke troede min kalender ville give mig tilladelse til at overvære – formåede at imponere mig. Tilmed missede jeg koncerter fra kunstnere som Gonjasufi, The National, Wild Beast, Local Natives, Pavement, Japandroids og Vampire Weekend, men det var for mig blot mindre skrammer, sammenlignet med de gode oplevelser jeg havde med ovennævnte koncerter.

De personlige favoritter altafgørende
Og hvilke var så de bedste? Mine oplevelser afhænger af to faktorer: Først og fremmest hvilket tilhørsforhold jeg personligt har med de respektive bands – det er da klart – men også af ens følgeskab til koncerterne. Derfor var en koncert som Moderat sent natten til søndag, med en høj promille og i selskab med mange gode venner med en delt passion for den tyske supertrio, en af mine bedste koncerter, den forgangne uge. Det var natten før det hele var overstået, og der havde opstået en destruktiv fornemmelse i kroppen på mig. Ned med øllene, ud med ørepropperne og op for musikken. Jeg kunne ikke få det højt nok, hverken med hensyn til volume eller promille. Højdepunktet var nærmest forudbestemt til at være favoritten Rusty Nails, og så fik trioen med førstesinglen A New Error for alvor hevet publikummet med på en festrejse, understøttet af de smukke Pfanderei-visuals, som hér viste to hænder føle på et reb. Minimalt, men samtidigt voldsomt og massivt.
Jeg mindes bassen som en tand for hård og blæren presset efter for mange kander øl, men i løbet af koncertens godt 70 minutter havde jeg en rigtig god fornemmelse, tydeligvis delt sammen med 6.000 andre feststemte mennesker under Cosmopols til lejligheden alt for lille telt.

ModeratA New Error
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/A-New-Error-1.mp3]

ModeratRusty Nails
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/02-Rusty-Nails-1.mp3]

Et alt for lille telt er samtidigt et prædikat, som passer endnu bedre på amerikanske LCD Soundsystem og deres torsdagskoncert i samme telt…

Endnu en af mine darlings, James Murphy og hans LCD-gang, spillede torsdag under en bagende aftensol op til dans. Tidligere i år udsendte bandet den fantastiske og anmelderroste LP This Is Happening, og sidenhen har vedvarende rygter om et forestående endeligt for LCD Soundsystem-projektet medført, at det var blevet en “must see”-koncert for rigtig mange – i al fald for flere, end Cosmopol med sin beskedne størrelse kunne rumme. Og selvom at jeg i koncertens spæde begyndelse måtte rocke med helt ude fra pløkkerne var det en fantastisk koncert, som især peakede ved hittet Daft Punk Is Playing At My House og den råbe-i-kor-venlige Yeah. James Murphy – den dominerende og altoverskyggende frontmand – formåede på en og samme tid at holde en cool og rutineret distance til det feststemte publikum, men samtidigt kunne jeg ikke undgå at føle, at James Murphy hele tiden havde brug for publikummet, ligeså meget som tilfældet var den anden vej.

Lad os være ærlige. James Murphy kan ikke synge. Ikke at han nogensinde har prøvet det eller udgivet sig for at være en habil sanger, der kan ramme alle toner, men hvad han mangler dér besidder han til gengæld i nærvær, prædikende punch lines og smittende festglæde, hvilket, sammen med et perfekt udførende band, serverede en fest for minimum 8.000 mennesker på et sølvfad. De fleste af os tog rundhånet imod tilbuddet. Andre havde for travlt med at få en god plads til Gorillaz. Men sådan kan det også gå!

LCD SoundsystemYeah (Crass version)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/Yeah-Crass-version-1.mp3]

Besøg dr.dk/roskilde og hør fire livenumre fra torsdagens koncert med LCD Soundsystem.

Fornyet kærlighed til gamle favoritter
Roskilde Festival siges, blandt andet at levere nye musikalske kærligheder til de 75.000 festivalsgæster.
I år havde jeg slet ikke tid til at skabe nye bekendtskaber, missionen for mig var at få mit hjerte til at slå endnu hårdere for de kunstnere, jeg i forvejen nærer stor kærlighed til. Gode koncertoplevelser tæller desuden Simon & Garfunkel-nordmændene Kings of Convenience, som sluttede lørdagens tidlige og meget vellykkede koncert af med glædessprederen I’d Rather Dance With You, som medførte en ren fællessang på festivallens næststørste scene, Arena. Derudoder må jeg også huske at kredittere HEALTH, Beach House og Delphic som jeg heller aldrig vil glemme, enten pga. god plads, dejligt selskab eller fordi kunstnerne bare fyrede den RØVMEGET af.

DelphicCounterpoint
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/08-Counterpoint-1.mp3]

Kings of ConvenienceI’d Rather Dance With You
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/08-Id-Rather-Dance-With-You-1.mp3]

Besøg dr.dk/roskilde og høre fem livenumre fra lørdagens koncert med Beach House.

Og så er man ved vejs ende. Babada Lady Gaga, det røvirriterende track, er for Guds skyld blevet spillet for sidste gang, den sidste tur i dilden er blevet rundet og den sidste 10’er er gået til en alt for kedelig festivalsavis. En blanding af skunk, varm øl og urinstøv har næsten fortrængt sig fra mit tøj, og jeg savner det hele allerede!
Derfor har det været nødvendigt for mig at skitse alt dette ned, og hvis du har den samme følelse, så hold dig ikke tilbage. Giv dit besyv med i kommentarfeltet om dine bedste oplevelser, uanset om det så omhandler et afføringsfrit festivalstoilet, eller synet af mig crowdsurfe ud over 800 mennesker om tirsdagen i P41 (there, I said it, hæhæ(i øvrigt tusind tak for en fed Regnsky-fest i tirsdags!)).