Veludførte jazz-snublerier og blåøjet indie fra norske Angelica’s Elegy

Trommerne falder som dominobrikker på “Rewind All Your Footsteps”, første nummer fra norske Angelica’s Elegys album Gold Celeste. Vokalen famler usikkert efter sin melodi og rammer en ganske anden en end den, som synthtonen til gengæld fyrer grundigt op for. Vokalen er støvet, rodet og mumlende optaget, instrumenteringen lyder som et hi-fi studie. Komplekst jazzet og indie-naivt på en og samme tid. Produktionsmæssigt lidt hen ad Tame Impalas første ting.

Angelica’s Elegy – Rewind All Your Footsteps

Bemærkelsesværdigt, fordi Angelica’s Elegy – selvom de konstant spænder ben for sig selv – rammer det absolut bedste punkt i både kategorien “kaos” og kategorien “gennemtænkt”. Samlet er det vanvittigt medrivende, og minder mig om landsmændene Jagga Jazzist. Og lidt om Stereolab, på grund af den helt skæve og dog samtidig så naturlige melodik. Og lidt om… Johnny Greenwood fra Radiohead. Guitaren på “I’m Counting the Days” lyder fantastisk meget som guitaren på Radioheads sublime nummer “Reckoner” fra In Rainbows.

Angelica’s Elegy – Fuse and a Spark

Referencerne til side. De er alligevel for spredte, og opstår egentligt kun fordi Angelica’s Elegy er et svært kategorisérbart band. I min bog er det blandt de pæneste ting, man kan sige om debutanter. Angelica’s Elegy appellerer ikke til genrebetegnelser, men til nærlyt, og selv er jeg slet ikke færdig med pladen.
Gold Celeste udkom på det velfortjent hypede norske label Riot Factory i mandags, og mon ikke trioen ganske snart ryger langt ude over stepperne lige som landsmændene og labelkammeraterne fra Roskilde og Spot-aktuelle Highasakite allerede er? Angelica’s Elegy har med Gold Celeste udgivet en plade, som burde kunne det.

Angelica’s Elegy – When You’re Asleep (fra ep’en Cognitive Dissonance fra 2012)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *