Blue Hawaii: nyt nummer og selvfortolkning

Canadaduoen Blue Hawaii er aldeles umulig ikke at være forelsket i. Siden minihittet “Try To Be” udkom sidste år og drejede vores opmærksomhed mod albummet Untogether, har nyt fra duoen været garanti min garanti for bittersøde dryp af smuk vokalproduktion i stilfuldt designede, men stadig pågående produktioner. Stemmemanipulation, trommemaskiner og skarpe real/sci-fi-lyde interfererer med Raphaelle Standell-Prestons overjordiske vokal og Alex Cowans fingerspillede guitar. Nærheden bliver brudt, og renheden i vokal og guitar sat lige udenfor lytterens rækkevidde. Den distance kan jeg godt lide – den skaber en oplevelse af dimensioner i Blue Hawaiis musik: dimensioner mellem det jordnært akustiske og de skævt rumfarende toner, mellem lytteoplevelsen og kontorhverdagen, mellem de roligt indieagtige melodier og den til tider tæt på pumpede produktion.

Kontrasterne er Blue Hawaii nu så venlige at understrege med singlen “Get Happy”/”Get Happier”. Den har, som indikeret, både en A- og en B-side, men egentligt er det to sider af samme sang. “Get Happy” er en roligt slentrende Blue Hawaii-når de er bedst-sag. Men læg lige mærke til 100-BPM kicket i omkvædene. Det teaser “Get Happier”, Blue Hawaiis fortolkning af deres egen sang. Det tager beatet længere frem og snuser til klubmusikkens intensiverende melodilinjer (altså, uden det for alvor bliver dansabelt).

Et eksempel på, at en simpel idé kan blive genial gennem den rigtige udførsel. Og et bevis på, at Arbutus Records er et evigt godt label.