Roskilde 2012 – Mortens anbefalinger

Roskilde Festival er tilbage, og alt ser ud til at være, som det altid har været. Cateringselskaberne har overtaget madboderne, allierede med de arbejdsomme (og til tider småberusede) frivillige, der blot prøver at arbejde sig frem imod den gratis festivalbillet, det kaster af sig. Priserne er i selv samme madboder urimeligt uproportionale i 80 % af tilfældende, og i campingområderne kører der i hver agora – på hvilket som helst givet tidspunkt – mindst tre numre, direkte revet ud af de seneste tyve års dance charts. Og så har vi, heldigvis, også alt det smukke ved festivalen.

Men ikke alt ser ud til at fungere ligesom tidligere år, og det er derfor jeg bliver ved med at komme tilbage. I rampelyset står det alsidige musikprogram stadigvæk som Roskilde Festivals største kvalitet og funklende stjerne, og jeg er spændt på at kunne bevæge mig fra bragende pompøse koncerter på Orange Scene, prydet af programmets absolutte topnavne, over til indendørsscenen Gloria, der med plads til 1.200 publikummer repræsenterer Roskilde Festivals alsidighed mere end festivalens seks andre scener. Dette år bliver mit femte i streg, og ligesom foregående år bør man fra torsdag til søndag udskifte de (uundgåeligt nødvendige) gummistøvler med kondisko, hvis man ønsker at nå så mange koncerter som muligt. Jeg har taget mig friheden til at præsentere, hvad der i min personlige kikkert bliver nogle af de individuelle sceners højdepunkter.

Apollo

Højdepunkter: Modeselektor (DE), Rockwell (UK), Commix (UK), Addison Groove (UK), Korallreven (SE), Blondes (US), Lone (UK), Martyn (NL)

Apollo er Roskilde Festivals seneste scenesatsning, der sammen med Pavillion Jr. er de eneste scener, der byder på musik både i opvarmningsdagene og under selve Roskilde Festival. Apollo styrke er dens mobilitet, og i opvarmningsdagene bliver scenen med den kuriøse hoppeborgsfacade trukket rundt og placeret i forskellige agoraer i campingområdet. Tirsdag giver Beastie Respond koncert, og efter at have hørt ham flere gange på mindre spillesteder i det københavnske, er jeg sikker på, at Apollo vil tage varmt imod producerens retrofuturistiske, eskapistiske og yderst vellydende drum & bass.

Dreams & Reality / Lonely Ride by Beastie Respond

Torsdag og helt frem til søndag spiller artister fra den mere veletablerede del af den elektroniske scene på Apollo, hvoriblandt flere allerede tidligere har stiftet bekendtskab med det danske publikum. Jeg ser særligt frem til at finde ud af, om Blondes, Commix og Rockwell kan genskabe den samme særlige stemning som de har gjort det på Dunkel i København, men hvis deres bagkatalog efterlader nogle spor af, hvordan oplevelsen bliver, er der utvivlsomt nogle gode koncerter i vente.

Modeselektor er langt fra at være et ubeskrevet blad, hverken i miljøet for elektronisk musik eller i miljøet omkring Dyreskuepladsen. I 2010 leverede tyskerne sammen med Sascha Ring (aka Apparat) en fænomenal koncert en sen lørdag aften, styret af både fest og dybtklingende indhold. Sidste år udsendte duoen den fænomenale LP ‘Monkeytown’, der favnede meget bredt, og det skal blive spændende at se, om placering af Modeselektor på Apollo vil være en fejlplacering eller ej.

Arena

Højdepunkter: The Shins (US), Paul Kalkbrenner (DE), M83 (FR), Friendly Fires (UK), m.fl

Med festivallens næststørste publikumskapacitet præsenterer Arena selvsagt artister, der er lige under – og i nogle tilfælde ikke langt fra – Orange Scene-artisternes renommé og historie. I modsætning til tidligere år er Roskilde Festival gået væk fra at booke den helt store folkefest indenfor EDM-scenen (tidligere med optrædener fra Deadmau5, The Chemical Brothers og Trentemøllers eklektiske DJ-set fra 2009). Skulle man som festivalgænger derfor føle sig snydt for lå lålå-festen, vil man helt sikkert finde trøst hos tyske Paul Kalkbrenner, Tysklands muligvis største eksportvare indenfor kategorien ‘bredtfavnende, melodisk techno med flair for underbeviste melankolske tendenser’. Kalkbrenner spiller sent lørdag nat, men har man set (scener fra) den lettere tåbelige spillefilm ‘Berlin Calling’ med Kalkbrenner selv i hovedrollen, ville man muligvis gerne have ønsket en koncert, som ville finde sted under skyfri himmel midt om eftermiddagen. Men da vejret ikke ser ud til at være med os på noget givent tidspunkt, vil en sen nattefest være det næstbedste alternativ.

The Shins og M83 er nærmest vanlige gæster på denne blog, og vi ved mere eller mindre, hvad begge artister står for. Sidste år udsendte franske M83 albummet Hurry Up, Where Dreaming, franskmandens hidtil bedst sælgende af slagsen. Ligesom med The Shins’ Port Of Morrow, vil det blive en kærkommen mulighed for undertegnede at dykke yderligere ned i seneste værker, jeg endnu ikke har fået udforsket til fulde. Nyere koncertanmeldelser af både The Shins og M83 allieret med et energisk liveband taler sit tydelige sprog; uforglemmelige oplevelser på dette års festival er i vente.

Orange Scene

Højdepunkter: Bruce Springsteen & The E Street Band (US), The Roots (US), The Cure (UK), Björk (ISL), m.fl

Ingen smalle steder her på bloggen. Bruce Springsteen og hans evige følgesvende The E Street Band bliver et personligt must. Ligesom alle andre mennesker har det, vil man om mindst én kunstner føle et personligt bånd, der udblomstrer af familiære relationer, og dette er også historien med Bruce og jeg. Koncerten på lørdag bliver min første med amerikaneren, hvorimod mine forældre nok kan tælle mindst 15 tilsammen og igennem min levetid tælle endnu flere situationer, hvor jeg har afvist deres ord på, at Bruce Springsteen er manden (eller bossen, om man vil). Med frygt for at dette møde bliver tårefremkaldende og personligt ømt, trasker jeg mod festivalens uden sidestykke største scene med konstateringen i baghovedet om, at jeg højest sandsynligt misser Addison Groove på Apollo, norske 120 Days på Odeon og slutteligt The Toddla T Sound på Cosmopol. Men man kan ikke altid vinde, og sådan er det nu en gang med spilleplanen på Roskilde Festival – men jeg skal nu nok vinde alligevel. Med forbehold for erkendelsen af, at Bruce Springsteen anno 2012 aldrig vil blive ligesom 80’ernes Bruce Springsteen, er denne koncert alligevel en af de allervigtigste opleveler, jeg skal have med mig fra festivalen.

Allerede torsdag kan man dog opleve engelske The Cure, der ligesom førnævnte Springsteen nyder stor, historisk anerkendelse. Bandet har ændret meget form i løbet af dets lange levetid, men der er stadig ingen tvivl om, at dette er et must see. Bandet har nærmest konsekvent udgivet et album hver fjerde år i de seneste 20 af slagsen, med 4:13 Dream som den seneste, fra 2008. Pladen modtog blandede modtagelser, men mon ikke man primært kommer til at høre bandets allerstørste schlagere. Dette ville uanset hvad være lig med mødepligt i min bog.

Er The Roots en fejlplacering på Orange Scene? Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv de seneste par uger, men måske er min paranoia ubegrundet, også selvom at noget af det seneste, der er tilføjet bandets CV, er at være husorkester hos The Jimmy Fallon Show, hvilket ikke just er Orange Scene-materiale i sig selv. Men om de så skulle spille under broen mellem campingcenter øst og campingcenter vest, ville jeg stadig være forventningsfuld. Spørgsmålet er imidlertid, om bandet har den fornødne tiltrækningskraft hos det danske publikum. Spørgsmålet bliver besvaret lørdag, når det store band sent om eftermiddagen træder op på scenen.

Vi har at gøre med et særdeles solidt program i år – ingen tvivl. Det skal derfor blive spændende at få udforsket disse mangfoldige oplevelser, der er i vente, og jeg vil sammen med resten af Regnsky rapportere tilbage med anmeldelser fra nogle af disse fremhævede koncerter. Hav en rigtig god festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er din guide til footwork

Vi er særdeles glade for at præsentere en ny skribent på Regnsky i dag. Lasse Posborg Michelsen kender du måske som anmelder hos Soundvenue, men fremover vil også Regnskys læsere have glæde af hans velformidlede viden om elektronisk musik. Velkommen til Lasse!

Kan du forestille dig et stykke musik, der har et tempo og en styrke, der får det hele til at lette som en helikopter? Footwork er genren, der er så tung, at den virker vægtløs. I 2010/2011 satte den sine første spor i europæisk basmusik. Jeg tænkte derfor, at det var tid til en lille dansk introduktion til de fedeste tracks, den kringlede historie og de nyeste udviklinger.

I forhold til herligt uklare genrebegreber som wonky og post-dubstep, er footwork let at introducere: Den stammer fra Chicago, ligger i et usædvanligt højt tempo omkring 160 bpm, har som regel en ivrigt pulserende subbas samt high-hats, off-beat klap og trommer, der falder stramt i half-time-agtige beats. Effekten er ikke til tage fejl af, som man kan høre på dette tætpakkede track fra oktober sidste år af DJ Rashad og DJ Manny:

DJ Rashad & DJ Manny – R House

Nummeret er faktisk meget illustrativt for genren. Den frenetiske rytme ligger og vipper på et så spændingsfyldt sted, at grænsen mellem klaustrofobisk stress og det befriende vanvid bliver hårfin. Man kan godt sige, at footwork handler om at flytte denne grænse: Hvad du starter med at opleve som en stressende og kropsfjern rytme flyttes og viser sig i sin fucked-up-hed at være det bedste sted at give slip. Numrene mangler i en sådan grad ‘grounding’, at de løfter sig fra jorden.

DJ Rashad og Dj Manny opnår effektten vha. en ekstremt spændingsfyldt opbygning: De første 24 sekunder hører vi det soulede sample af Chuck Roberts “My House” fra slut firserne, hvor han snakker humoristisk-prædikende om house.

Chuck Roberts – My House

Det er et sample der dukker op mange steder, men første gang blev brugt på det berømte 80er house track “Can You Feel It”, som stadig fungerer ufatteligt godt.

Mr. Fingers – Can You Feel It?

Anyway, efter de første 24 sekunder falder bassen ind – benhårdt, uden drop. Frem for at tilfredsstille lytteren med en festlig forløsning, øger den blot spændingen. Endnu 24 sekunder går uden synet af en udvej. Pludselig svinder samplet ind til en vanvittig gentagelse af ‘hou’-lyden i ordet ‘house’, trommer og akkorder forsvinder totalt. Kun bassen og percussion står tilbage i et ægte bristepunkt. Igen går der 24 sekunder. Endelig, efter disse tre spændingstrin, præcist 1.12 min. inde, topper det med et nyt vokalsample. Forløser det? Nej, det holder og udløser på én gang spændingen og åbner dermed for resten af tracket. (Nogen der i øvrigt kan høre, hvad de har samplet? Jeg kunne ikke identificere det). Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det er ret genialt skruet sammen.

Generelt er footwork en ret sample-tung genre, især de soulede 70er-plader fylder på en del udgivelser. Men der lånes også fra moderne popkultur. På det følgende track “Orbits” har DJ T-Why samplet intet mindre end et tema fra noget så mainstream-nørdet og vidunderligt kitsch som Lord Of the Rings!

DJ T-Why – Orbits

I mine ører holder det. De himmelvendte piv, den spændte percussion og LOTR-temaet (der går lige i mit fantasy-hjerte) passer godt sammen. Samtidig er det et interessant track, fordi det viser, at footwork godt kan have en underlig form for ro på. Violinerne farver den spændte rytme i en helt uventet retning, hvor den insisterende subbas næsten virker ufarlig. Det er klogt lavet at give en så abstrakt opbygning en så åbenlys fortællende, stemningsfyldt karakter med et filmtema, som alle kender.

Følgende track derimod har bestemt ikke ro på. Det kommer ligesom “Orbits” fra pladen Bangs and Works vol. 2, som er en (af to) footwork-compilations, det engelske pladeselskab Planet Mu har udgivet inden for det seneste års tid. Jlin er en af de få kvindelige footwork-artister, jeg indtil videre er stødt på. Tracket har ligesom “Orbits” en klar pop-kulturel reference i form af et potent Mortal Kombat-sample, men ellers er hendes tracks altid uden samples. Det her er lidt af en banger (= skru op, inden du trykker play).

Jlin – Asylum

Det, der gør “Asylum” til et specielt nummer, er den konstante afveksling. Som de fleste footwork-tracks har det en insisterende, repetitiv grundrytme, der kører i et tempo, som forhindrer enhver fornemmelse af et swingene groove. Footwork arbejder – som navnet udtaler – i fødderne, ikke i mellemgulvet. Men henover det insisterende hastværk har “Asylum” en livlig overflade, hvor slagtøjet falder som de første tunge dråber i optrækket til en storm (i et videospil…).

Som det sig hør og bør i elektronisk musik, er der selvfølgelig en lang række genrebegreber og interne differentieringer ang. footwork, som man jo absolut må kende, hvis man skal tælle som rigtig footwork fan. Nu er dette indlæg allerede blevet smånørdet, så vi kan lige så godt gå hele vejen og tage historiebrillerne på:

Som så meget andet starter det hele med Chicago house (jf. samplingen af Chuck Roberts). I halvfemserne begynder en række folk så at skrue op for tempoet, herunder DJsne Deeon, Funk, Milton, Slugo og Paul Johnson. Det her track af DJ Deeon er fra 1994 og lyder stadig ret spændstigt.

DJ Deeon – Groove Mode

Prøv at sammenlign tempoet med “Can You Fell It” ovenfor, som er fra slut 80’erne (sidstnævnte ligger på ca 118 bpm, mens førstnævnte ligger på 133 bpm).

Her er et andet track (af DJ Milton), som stammer fra 1995. Tempoet er næsten det samme, en lille smule højere, men rytmen er mere kompliceret.

DJ Milton – House-O-Matics

Denne udvikling af house blev kaldt for ghetto house. Den kan man sikkert snakke længe om, men hvis vi nu skal holde fast i den røde tråd, så er pointen at tempoet blev sat endnu mere op med tiden (til 150-160 bpm) – hvilket så blev kaldt juke. Det er ikke helt let at holde rede på forskellen mellem juke og footwork, men som jeg forstår det, så har footwork næsten aldrig kick drum, bruger half-time beats, flere synkoperinger og off-beat klap og har næsten altid en subbas, der pulserer (måske ‘i stedet’ for kick drum). Hvis man ser bort fra det tekniske går footwork for at være mere hårdt, DJ Rashad beskriver det sådan: ”The juke thing is more commercial, more dancing on girls type music. The footwork is the grimier battle tracks.”

Inden for de seneste par år, er footwork begyndt at sætte sit præg på basmusik mere generelt og specifikt i England. Kan I f.eks. huske det her mega funky track af Addison Groove, som kom i 2010?

Addison Groove – Footcrab

Kort efter samme år kom endnu et super footwork-inspireret nummer af Ramadanman (a.k.a. Pearson Sound).

Ramadanman – Work Them

Hvis man lytter til Machinedrums plade Room(s) fra sidste år, kan man også høre spor af footwork. F.eks. på nummeret “The Statue”, som har den stressede lethed, der er så karakteristisk for footwork.

Machinedrum – The Statue

Et andet prominent eksempel er Kuedo, der tidligere udgjorde den ene halvdel af Vex’d. På sin plade Severent, der kom i oktober sidste år, kan man også høre footwork-ideerne florere. Ligesom Machinedrum udkommer Kuedo på Planet Mu, der altså har sat sig godt på udbredelsen af genren. Hør f.eks. det her track, hvor Kuedo har taget konsekvensen og givet rytmen en næsten helikopter-agtig lyd.

Kuedo – Scissors

Footwork vil næppe få samme prominente status som dubstep fik. En af grundene er sandsynligvis, at det faktisk er sværere at lave footwork, der fungerer. Hvis dit track ikke holder, bliver det hurtigt belastende at lytte til. Men kigger man på 2011, er der tegn på, at footwork også kommer til at fylde i 2012. Desuden har genren et stærkt fællestræk med dubstep: Den er forfærdelig god til at være grum. Og lad os nu bare indrømme det. Grumhed er nice: